Gratis feedback (LUKKET)

Vi har lavet en "Gratis Feedback" fordi vi elsker at læse andres movellaer og bedømme dem. Vi har også en lille konkurrence i gang herinde som du kan deltage i. Vi er 2 som har denne side så du får hurtigt din feedback! I konkurrencen kan du vinde sjove premier, som du sikkert vil kunne lide. Hvis du bare vil læse gode historier kan du også gå herind og læse vores konkurrenceliste hvor alle navne på deltagere og movellaer står der <3 håber du vil fave os og linke et link så vi kan bedømme din skønne historie ;) Prettygirl er forresten ikke medforfatter længere ***Cover af Phinepigen***

79Likes
386Kommentarer
3426Visninger
AA

3. Vinderen af konkurrencen i uge 49!

Vinder af uge 49

Vi har læst rigtig mange historier her på "Gratis feedback," men der var en som vi synes var speciel god. Vi fik 23 gode historier, men en af dem var speciel god ;)

Vinderen af konkurrencen i uge 49 er...

Joeiy

Med sin historie, "Asha af Sania.", i skal læse den, den er SÅ god!

Her er hendes referat, cover og 1. kapitel, så i måske for lyst til også at læse den :)

Da jeg (smileyme) læste den, blev jeg helt fanget af den med det samme! Det håber jeg også i gør! Her kommer det første kapitel af  "Asha af Sania" skrevet af Joeiy:

 

 

Referat & cover:

Prinsessen Asha har i næsten 7 år levet med sin bror Anthonys had. Hun er blevet slået, skubbet, sparket og kostet rundt med hver dag, og hun kan ikke sige fra eller slå igen. Det hele bliver værre, da forældrene vælger at skrive Ashas navn i testamentet. Anthony nægter at dele noget med sin ubetydelige søster, og han skræmmer Asha ud i Den Store Skov. Her må hun, som aldrig har været alene i naturen, stå model til både almindelig overlevelse, ulve og ikke mindst Skovfolket, som nedstammer fra De Samvittighedsløse. Aldrig er Asha blevet testet så meget, men kan hun nu lære at slå igen, eller vil hun fortsat være den stille og konfliktsky prinsesse Asha af Sania? 


1. kapitel:

Mine hastige skridt genlød i den tomme gang. Jeg vidste, at han hvert øjeblik kunne dukke frem af mørket. Inderst inde håbede jeg, at han allerede var nået frem til balsalen, så hans opmærksomhed lå på de kønne adelspiger i stedet for mig.

   Men så heldig var jeg ikke. En svag latter fik mig til at stoppe brat op, og jeg mærkede mit blod fryse til is i mine årer. Jeg kiggede ned af mig selv, og forestillede mig, at det bare var en tjener, som var på vej til balsalen, selvom jeg vidste, at det var løgn.

   Anthony trådte frem fra sit skjul bag en søjle og smilede til mig. Hans mørke hår var sat på en elegant måde, der mere fik ham til at ligne en pæn adelsmand, end en voldelig bror. Han var iført en lys skjorte, guld vest og mørke bukser. Hvis ikke jeg havde været ved at besvime af skræk, ville jeg have rost ham for sit flotte udseende.

   ”Kære søster,” hans stemme var i det sædvanlige kølige toneleje, ”du er ved at komme for sent til ballet, til vores ære. Vil du ikke fejre dine 16 år sammen med mig?” jeg turde ikke svare, fordi jeg ikke vidste hvilket svar, han ville have. ”Så svar mig dog!” en knyttet hånd ramte min kæbe, inden jeg nåede at reagere. Den dunkende smerte fik tårerne til at hobe sig op i øjnene. Jeg kunne tydeligt mærke, at han blev stærkere for hver dag der gik, mens hans riddertræning blev hårdere.

   ”Jeg var på vej,” fik jeg fremstammet og tørrede en tåre væk, før den trillede ned af kinden.

   Jeg havde åbenbart givet Anthony det svar, han ville have, for han blødte omgående op.

   ”Jamen, så skal jeg da eskortere dig,” svarede han galant og rakte armen frem, så jeg kunne tage den. Jeg tog tøvende imod den, og fulgte ham.

   Mens vi gik healede jeg mig selv. Jeg skulle ikke nyde noget af at møde op i balsalen, med en hævet kæbe. Det var bedst, hvis ingen vidste, at Anthony behandlede mig, som han gjorde. Han var tronarving, og hvis jeg klagede mig, kunne det betyde en kort regeringstid for ham. Jeg ønskede ikke at se min bror blive dolket i ryggen af hans ejet folk. Hvis han døde, ville Sania for første gang i næsten 500 hundrede år stå uden tronfølger.

   Herolden ved døren til balsalen meldte vores ankomst, og sammen gik vi ned af trapperne til gæsterne, der klappede af deres royale tvillingpar. En flok adelspiger kom os i møde, mens de fnes og pludrede indbyrdes. Jeg selv havde ikke samme evner indenfor fnisen, som de havde. De andre piger havde længe set frem til midvinterfesten, hvor min fødselsdag tilfældigvis blev fejret. Selv så jeg mere frem til i morgen, hvor det værste var overstået, og jeg kun behøvede at møde op til aftensbanketten.

   En lyshåret spinkel pige, som jeg genkendte som prinsesse Mira af Acamar, faldt omgående i snak med Anthony, og jeg bemærkede måden hun blinkede forførende til ham. Hun var et år yngre end os, og jeg huskede, hvordan vi sidste år sneg os ud i stalden og red tur under stjernerne. Det virkede ikke som om, hun havde lyst til noget lignede i år.

   Langsomt trak jeg mig væk fra mængden, og satte mig i en vinduesniche, beregnet til pagerne, når de ikke løb ærinder for hoffet.

   Fra min nye udkigspost, kunne jeg se resten af hoffet danse rundt i takt til musikken, mens de unge riddere og deres væbnere flirtede med de ugifte adelspiger.

  Men jeg ville langt hellere nyde udsigten af Sanias landskaber under mig. Herfra kunne jeg se et godt stykke ud over Den Store Skov. Det her vindue var det tætteste jeg kom på at udforske skoven. For selvom andre havde lov til at være i skoven, ligeså meget de havde lyst til, var skoven forbudt område for mig. Først og fremmest var der ulvene, som var en del større end ulvene fra Kongeskoven. Men det var ikke ulvene mine forældre var bange for. Man havde givet Skovfolket skylden for hundredevis af mennesker, der var forsvundet i Den Store Skov. Om man skulle tro på dem, var der ikke rigtigt nogen, som kunne bedømme. De, der kom gennem skoven i live, havde ikke stødt på folket, og de, der forsvandt… Så man aldrig igen. Hårene på mine arme rejste sig, og jeg begyndte at fryse ved tanken om de mysterier, skoven gemte. Mine forældre havde nok ret i, at Den Store Skov ikke var et sted for en prinsesse som mig. Desuden havde jeg ikke lyst til at ligge død på skovbunden med en fjendtlig pil i ryggen.

   ”Ikke i selskabshumør, Deres Højhed?” Jeg for sammen ved lyden af den sælsomme stemme og kiggede op. Og op, og op. Ind i et par drillende grønne øjne. Kay af Grean. Min høje ven med de sorte lokker, var i aften klædt i 3. års væbnernes uniform, og jeg måtte indrømme, at den klædte ham.

   ”Kay! Du forskrækkede mig,” hvæsede jeg og nejede for ham.

   ”Jeg troede ikke vi var dus, prinsesse” drillede han og bukkede let for mig. Selvom han var noget af det tætteste, jeg kom på en rigtig ven, var vi nødt til at overholde etikettebogens regler, når vi befandt os i formelle sammenhænge. Jeg rullede bare med øjnene af hans kommentar, mens han grinede af mig.

   ”Må jeg byde Dem på en dans, frøken?” han rakte mig armen, og jeg tog imod den.

   Mens Kay førte mig ud på dansegulvet, spottede jeg Anthony blandt adelspigerne. Uvilkårligt tog jeg fastere om Kays arm, og han klappede mig beroligende på hånden.

   Kay var og havde altid været en god danser. Jeg behøvede ikke at tænke, kun at lade ham føre an og så bare følge med.

   Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at Anthony ikke længere var sammen med adelspigerne, hvilket fik mig til at gyse. Kay der rynkede brynene, havde lagt mærke til mit humørskift.

    ”Hej Asha” lød en velkendt stemme bag mig. En stemme der fik nakkehårene til at rejse sig, og gav mig en klam følelse af hjælpeløshed. Anthony trådte op ved siden af mig og lagde en arm om min skulder. Han kiggede køligt op i Kays øjne, åbenbart ligeglad med at min ven var et hoved højere end ham. ”Kay af Grean” han bukkede let, og fik et tilbage. Selvom Kay gik et år over Anthony, kendte de udmærket hinanden. I Kays nærvær var jeg ikke bange for Anthony. Kay var både højere og stærkere end ham, og Anthony plagede mig kun, når der ikke var andre til stede.

   ”Kay, vil du ikke følge mig op på mit værelse?” spurgte jeg i håb om at slippe væk fra Anthonys greb.

   ”Går du allerede? De andre er på vej ud mod Stjernepavillonen” Anthony gjorde et hovedkast mod gæsterne, der ganske rigtigt var på vej ud mod pavillonen.

   ”Jeg har lidt ondt i hovedet” løj jeg, mens jeg krydsede fingre bag min ryg.

   Anthony skulede op til Kay, men smilede så.

    ”Okay,” Anthonys toneleje var koldere end normalt. Hans blik flakkede rundt i salen og landede på Mira, som han vinkede hen. Hun bevægede sig med yndefulde skridt, der fik hendes lysebrune lokker til at hoppe i takt med at hun kom tættere på.

   ”Deres Højhed?” spurgte hun med sin melodiøse stemme.

   ”Mira, vil De være sød at følge med min søster op på hendes værelser?” han gav hende et tandsmil, som kun den hårdeste forbryder ville kunne sige nej til. Mira var ikke en undtagelse.

   ”Jo selvfølgelig, Deres Højhed” hun mødte mit blik, og jeg spekulerede på om hun huskede stjerneridtet lige så tydeligt som jeg. Hun greb med en rask bevægelse min hånd og trak mig med sig mod mit værelse. Vi efterlod Kay tilbage i Anthonys selvskab.

   Da vi stod foran døren til mit soveværelse, lagde Mira en hånd på min skulder.

   ”Husk, at du altid kan komme til mig, okay?” jeg blev helt overrasket over alvoren i Miras stemme og smilede skævt til hende.

   ”Selvfølgelig, vi prinsesser må holde sammen, ikke?” Mira nikkede langsomt.

   Så vendte hun pludselig om på hælen, og efterlod mig tilbage ved mit værelse. Jeg stod lidt med hånden på håndtaget, inden jeg tog mig sammen til at åbne døren.

   Inde på mit værelse sad en af mine kammerpiger og strikkede. Hun havde tydeligvis ikke forventet, at jeg ville være tilbage så tideligt.

   ”Frøken?” spurgte hun forvirret, og rejste sig så hurtigt, at garnet faldt på gulvet, og trillede ind under mit skrivebord. Lige nu magtede jeg ikke fjantende kammerpiger, så jeg rystede bare på hovedet og sendte hende ud.

   Da jeg med stort besvær fik bundet korsettet op, tog jeg den lange kjole af, og hang den på min skærm. Et dybt suk forlod mine læber, da jeg kastede mig ned i den store bløde himmelseng.

   Efter noget tid faldt jeg i en dyb drømmeløs søvn.

 

 

Flot arbejde Joeiy! Du har vundet denne uges "Den bedste movella."

Håber du er glad. Du har fortjent den! 

Da vi læste din historie, var vi helt fangede af den, og da vi var færdige med den, var der ingen tvivl om hvilken en der skulle vinde! 

Tillykke med det! 

Hav en god weekend og nyd, at du har en movella der lige har vundet <3

 

- Smileyme og Lynessa

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...