Nobody appect me

Kami er en pige på 15 år, som har det svært med sin familie. Hendes far hader hende, og hendes mor er ligeglad med hvad Kami laver. På skolen bliver Kami betraktet som en pige der har socailt angst, og når hun siger noget tror alle det er ondt ment. Men en dag hvor Kami for nok af det hele, løber hun hjemme fra og så sker der en masse ting, som Kami ikke havde forventet.

2Likes
2Kommentarer
295Visninger
AA

4. Jagten

-Kamis prov-

Jeg glemte at tage fra med benene og landte på knæene. Det gjort ligt ondt, men jeg måtte komme videre. Jeg kravlede forsigtigt nede på jorden så min mor og far ikke skulle opdage mig. Forbi alle roserne var jeg nu, og var henne ved havelågen. Jeg rejse mig hurtigt op og åbende lågen. Jeg lod vær med at lukke den og begyndte at løbe.

Hvor skal jeg løbe hen? Jeg har og ikke nogen steder at være. Resten af min familie bor stadig i Japan og kommer ikke lige her til byen forløbit. Jeg skulle i hver fald starte i shopping centret.

Jeg kunne mærke min mave begynde at sige mærkelige lyde. Men det er jo også klart, når jeg ikke har fået noget at spisse i nu.

Mine tanker blev pluselig afbrugt af en som råbte. "Hvor er hun henne! Kami! Hvor er du henne! Du skal ikke gemme dig fra os". Det var min far og mor. Nu begyndte jeg at løbe så hurtigt jeg kunne. Jeg har ikke den bedste kondi, men jeg bliver nød til at prøve. Ellers kommer jeg ingen vejene. Vis jeg ikke klare at komme væk, så er jeg så godt som færdig.

I øjenkrogen kunne jeg nu se en bil som kom kørende langs vejen meget langsomt. Det måtte være min fars bil. Han har sikkert regnet ud jeg har løbet. Det er ikke godt. slet ikke godt.

Nu var jeg kommet til for enden af vejen. To marker lå paralet med hinanden på hver siden side af vejen. Dem ejede min Nabo. Han er bonemand og er meget glad for at dyrke marker. Selv om vi bor i en stor by er der plads til alle slaks mennesker.

i mellem de to marker er der en tunnel. Hver gang jeg har haft skulle gå eller blive kørt inde i den, har jeg altid være bange fordi der er så mørkt. Det var den eneste vej ind i byen, så det er nu eller aldrig. Jeg gik hurtgit ind i tunnelen. Der var ligeså mørkt som jeg husker det.

Nu hørte jeg noget musik som spillede meget hørt. Jeg kiggede mig omkrig men jeg kunne ikke se noget som helt. Jeg kom hurtigt i tanke om at jeg stadig havde min mobil. Jeg søgte ned i min lomme og rigtigt nok var det min mobil, der var begyndt at spille. Min mobil havde haft ringet 5 gange fra den samme person. Jeg kendte ikke nummeret. Jeg har aldrig givet mit nummer til nogen før, så jeg ringede ikke tilbage.

Men jeg tager den naturligvis, vis den ringer igen. Det kan være noget meget vigtigt. Når nej. Jeg skal lade vær. Tænk vis det er min far! eller for den sags skyld min mor. Jeg stoppede op i et øjeblik og tænkte mig om. Jeg har ikke brug for min mobil længer. Jeg tog mobilen i min venstre hånd og kastede den så langt jeg kunne. Jeg kunne hører den stoppede med at spille og så løb jeg videre igen. Jeg kunne se noget lys bag mig. Jeg løb til og så enden af tunnelen.

Da jeg kom ud, kastede jeg mig ud på græsset som var ved siden af tunnelen. Bilen kørte nu ud af tunnelen og videre ud til byen. Det var fars bil. Den havde denne der grimme røde farve og så kan jeg se der stod 6TX til sidst på nummerpladen. Da bilen var helt forsvundet gik jeg langsom hen til byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...