White Moon

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 dec. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Har du nogensinde frygtet for dit liv. Det har jeg, men det var ikke kun mit ejet liv jeg frygtede for, det var også de andre 5 unge mennesker jeg var blevet taget sammen med, jeg frygtede for. Mit liv var rædsomt, men i det mindste havde jeg ham ved min side gennem det hele. og måske bare måske ville det hele blive okay. men først efter den hvide måne havde begyndt sin gang over himlen

1Likes
0Kommentarer
105Visninger

1. Kapitel 1

( April pow )

Jeg vågner et ukendt sted i et ukendt rum. Rummet er mørkt, og det eneste lys der er, kommer fra et lille vindue oppe i loftet. Der er en speciel lugt i rummet, men jeg kan ikke sætte ord på hvad det er, men det er ikke en behagelig lugt. Jeg kigger rundt i rummet, prøver at finde på en forklaring på den grimme lugt, men jeg kan ikke se noget. Jeg ligger mig ned i den store seng jeg er placeret på og lukker øjne. Men i det samme øjeblik går døren op, og en mand kommer ind. Han er høj, med mørkt hår og klare grønne øjne. Men han sender ikke frygt med sig. Men det betyder ikke at han ikke er en trussel, så jeg forholder mig helt fuldkommen stille. Men han holder ikke en gang øje med mig, han kigger kun lige kort på mig, og så vender han sig mod en væg i rummet. Han finder hurtigt hvad han leder efter og tænder en lille lampe på det natbord ved siden af min seng. Hvordan opdagede jeg ikke den ved jeg ikke, men det er nu heller ikke fordi det er det der er mest vigtigt lige nu. 

 

En person bliver lyst op, en person med brunt hår der ligger fladt mod hans hoved. Den forfærdelige lugt kommer fra ham, og jeg kan nu se hvad det er der forsager den forfærdelige lugt. I sin mave har han en dyb rødbrun flænge, det lugter råddent og jeg føler en trang til at kaste op. Manden bander for sig selv, hvorefter han langsomt løfter drengen op. Han ligger ham forsigtigt ned i seng en ved siden af mig, han kigger på mig kort med venlige øjne, "vil du ikke lige holde øje med ham, mens jeg finder noget at behandle såret med", jeg nikker for at fortælle ham at det skal jeg nok, da jeg ikke helt konkredt tror på min stemme endnu. Jeg tager forsigtigt fat i drengens hoved og ligger det på mine lår. Men han viser stadig ikke noget tegn på at vågne. Hans hud er bleg, sveden piler ned af hans krop og hans vejrtrækning er svag. Han dør uden behandling, så jeg føler mig en smule glad for at der er hjælp på vej fra manden.

 

Da manden igen kommer ind, har han nogle bandager og noget til at rense såret med. Han sætter sig forsigtigt ned i sengen. Han rusker lidt i drengen for at vække ham, og efter et godt stykke tid, lykkedes det. Drengen åbner langsomt øjne. Hans øjne er smukke, virkelig smukke. De er en mørk karamel farve. Som sagt smukke. Manden fjerner hans blodige trøje som klæbede sig til ham. Nu kan man tydeligt se flængen i hans mave, den er ikke til at overse, og så ser den faktisk også lidt sort ud. Jeg modstog igen trangen til at kaste op. Drengen virker fraværende, som om han ikke engang er tilstede og det fortæller mig at der skal handles hurtigt, ellers er det for sent. Manden tager noget rense middel frem og siger med rolig og stille stemme "Cam jeg begynder at rense nu, det er snart ovre". Drengen reagere ikke rigtigt på det, men mandens udryk fortæller at han er forståelig. Så jeg tager fat i drengen Cams hånd får at give ham noget støtte. Til min overraskelse klemmer han min hånd en smule igen.

 

Drengen sår er snart renset og han får en forbinding på. Manden giver han noget smertestillende (eller tvinger han til at sluge det) så han kan få det bedre (forsikre ham mig i hvert fald om), og så forlader han rummet. Så nu sidder jeg der alene med Cam. Jeg ligger mig ned i sengen, uden at røre Cam, får jeg har ikke lyst til at skade ham, trækker et tæppe over mig og lader søvnen fange mig.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...