Kold som sne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 12 mar. 2015
  • Status: Igang
''Jeg bliver nødt til at flygte'' Sarah er en ung pige på 16 år, som der aldrig har forstået hvad hendes liv går ud på. Hun møder Mads, som der har en masse tilfælles med hende, mere end hvad hun tror. Han tager hende med ud på hendes livs rejse, men hver en drøm har sin ende, spørgsmålet er bare om enden i hendes livs historie er god nok, eller om hun vil vågne op, og opdage at det hele bare var endnu en drøm.

4Likes
3Kommentarer
377Visninger
AA

2. Tågen vender tilbage

Alting er tåget, helt tåget, jeg kan kun se skikkelser der passerer mig konstant, og mit orange hår som flyver ind foran mit ansigt som ild. Lige så stille kan jeg se bedre og bedre, jeg går videre op langs murene, og ind i en gyde. Pludselig kommer kulden, som et spark mod min sårbare hud, og jeg kommer i tanke om hvor lidt tøj jeg egentlig har på. Jeg kigger i alle sækkene der ligger smidt rund, og jeg finder et par slidte cowboyshorts, og en t-shirt, så jeg kan smide den anden væk, langt væk. Det er super koldt her ude, der er næsten frost på græsset.

Jeg går ud af gyden, og ud i byen, og det eneste jeg tænker er: Wow hvor er det vildt, jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme udenfor igen, det er fantastisk. Jeg kan dufte den friske luft, som lugter lidt af benzin, men det er lige meget, jeg kan høre alting, og jeg mener alting, helt ned til den mindste lille rotte, som piver og løber ud på vejen, hvor den bliver ramt af en taxi og splatter ud til alle sider. Alting er så overvældende, alle de forkellige udtryk på en gang, jeg var vant til dem før, men det var i minimal størrelse. Men der er et stort spørgsmål, hvor skal jeg gå hen, jeg har jo overhovedet ikke tænkt noget af det her igennem. 

Jeg går, og går, og går, og det ender med at jeg går rundt i en forladt gyde, men pludselig bliver jeg forpustet, mens alting samtidig bliver til et, alting vælter sammen for mine øjne, mens tågen kommer igen, som om den havde fortrudt den var gået, men den vælter mig, ligger sig over mig, jeg lukker øjnene, og kan ikke åbne dem, indtil det er forsent, jeg er væk.

Noget tid senere

En summen for mine øre får mig til at vågne, men jeg når ikke at slå øjnene op før jeg opdager at det er menneske stemmer, mit hjerte hamre af sted. Er jeg fanget? Jeg kan ikke være låst inde igen. Hvad vil de gøre ved mig?

''Hun har lagt der i flere fucking timer nu''
''Tålmodighed, alt godt kommer til den der venter''
''Jeg gider ikke vente på at den lille luder vågner''

Smerte, min mave, jeg kan ikke trække vejret, jeg åbner øjnene og hyrperventilere for at få ilt, sorte pletter flyver rundt for øjnene af mig. Han slog mig i maven!

''Hun var sgu vågen hele tiden! Jeg sagde jo, at hun ikke kunne være bevidstløs i så langt tid!''

Jeg kan trække vejret igen, og ser 2 fyre stå et lille stykke fra mig, og jeg kravler hurtigt hen i et hjørne, da jeg ser dem. Jeg glemmer hurtigt hvor jeg er, og kigger mig omkring, væggene er grå, klamme og fuld af huller, og det stinker af helvedes til herinde, af sved og mudder, det er virkelig forfærdeligt, så jeg får næsten tåre i øjnene. Pludselig er jeg tilbage i virkeligheden, og rejser mig fra gulvet, som der forresten heller ikke ser helt nylagt ud.

''Hvad vil i mig, hvorfor er jeg her, hvad fuck bilder I jer ind?!''
''Slap lige af okay skat, jeg tænker.''

Han kaldte mig lige skat, det er der ikke nogen der har gjort siden min mor, lige inden jeg endte i kælderen. Jeg skulle ud til min far, og min mor kyssede mig på panden, og sendte mig afsted, da jeg var et stykke væk, råbte min mor: ''Pas nu på far, skat''

''Du skal ikke kalde mig skat, det har du ikke ret til!''

Han svare mig ikke, han står bare og klør sig i sit brune hår, mens den anden er gået ud gennem døren bag ham. Der er kun den ene dør i lokalet, men der er også et ødelagt vindue lige ved siden af mig, jeg skuer ud af det, og ser jeg er på anden etage i et hus et lille stykke uden for byen. 
Bib Bib. Han tjekker sin mobil, og jeg ser muligheden, uden at tænke over det hopper jeg ud af vinduet, der går kun et split sekundt, så er jeg nede i en busk på jorden.

''Hvad har du gang i, er du sindsyg?''

Han hænger ud af vinduet, men forsvinder hurtigt igen. Jeg rejser mig op, og gør et forsøg på at komme væk derfra, mit ben gør ondt, forfærdeligt ondt. Kom så Sarah, du kan godt, bare støt på dit højre ben, og skridt for skridt kommer jeg frem af. Han kommer løbende bag mig, jeg prøver at løbe, men falder. Han står bare stille cirka 50 meter fra mig, han står bare og kigger på mig.

SMERTE! en stor smerte omfavner mig, der er ingenting på mig, jeg skriger, alting gør ondt, jeg kan ikke bevæge mig, imens kommer han bare tættere og tættere på uden at miste blikket fra mig, jeg slæber mig frem med armene, men han haler ind på mig, og er lige bag mig.

''Hvordan gør du det... hvordan kan det gøre så ondt, du rører mig jo ikke?''

Min stemme er helt stille, nedtrykt og klemt, og det værste er, at jeg kender den, det er den samme, som når jeg taler til ham, beder til at han ikke gør det igen, den minder mig om kælderen.

''Jeg troede du var klogere, jeg troede du var klog nok til at vide, at du ikke kan flygte fra mig.''

Smerten forsvinder, og han blinker igen, jeg kan ikke rejse mig, han løfter mig op, han bære mig op igen i sine arme, og jeg tager et sidste blik på byen, inden han går ind i indkørslen, og ind i huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...