Kold som sne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 12 mar. 2015
  • Status: Igang
''Jeg bliver nødt til at flygte'' Sarah er en ung pige på 16 år, som der aldrig har forstået hvad hendes liv går ud på. Hun møder Mads, som der har en masse tilfælles med hende, mere end hvad hun tror. Han tager hende med ud på hendes livs rejse, men hver en drøm har sin ende, spørgsmålet er bare om enden i hendes livs historie er god nok, eller om hun vil vågne op, og opdage at det hele bare var endnu en drøm.

4Likes
3Kommentarer
383Visninger
AA

6. Det bevægelige træ

Jeg sætter mig hen på den gode gamle røde sofa, det er som om den giver mig tryghed, det er hver gang jeg har været uden for, så kommer jeg tilbage helt forpustet og bange, og så sætter jeg mig i sofaen, den er det bedste møbel i dette faldefærdige hus.

"Er du okay?"

Jeg kigger hen på Mads, han står lænet op af vægen, han ser trist ud, medfølende og uforstående. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, nej jeg er ikke okay, jeg føler at jeg er tilbage i den kælder, bortset fra at Mads er der, han er den eneste grund til at jeg stadig har lyst til at leve. Nysgerrigheden spiller også et pus, jeg er vild efter at finde mere ud af min styrke, og min hemmelige evne.

"Jeg har det fint, nu hvor jeg er tilbage her til."

Uhhh det begynder at blive koldt udenfor, jeg er glad for at vi købte noget nyt og varmere tøj! Han ser at jeg ryster, og henter et tæppe, han ligger det over mig, og sætter sig ved siden af mig, han smiler til mig, og mine kinder bliver varme, og jeg er bange for, at min rødmen er tydelig nok, til at han opdager det.

"Hvad skal jeg gøre Mads?"

Han kigger forvirret på mig, hans øjne søger efter svar.

"Med alt det her, nye evner, nyt af alting. Hvad skal der dog blive af mig?"

"Bare rolig Sarah, jeg vil træne dig, og når vi finder din evne... Eller når du finder den, skal jeg nok hjælpe dig med at beherske den."

Han smiler til mig, på den bestemte måde han gør det, jeg kan selv ikke lade være med at smile.

"Okay Mads"

Stilhed, lidt akavet men okay, men han bryder stilheden, ikke med ord, men han rejser sig, går hen og tager sin jakke, mine øjne følger ham, følger hver eneste bevægelse, hver eneste muskel der bevæger sig.

"Jeg skal ud og hente noget, du kan bare blive her, og hver nu sød ikke at løbe væk"

Han siger de sidste ord med omhu, han er tydeligvis bange for at jeg bare løber min vej, han ser nærmest trist ud, jeg hader når han ser sådan ud.

"Det skal jeg nok lade være med"

Jeg kan se på hans ansigtsudtryk, at han ikke tror mig.

"Jeg lover det"

Han nikker stille med hovedet, åbner døren og går.

Og her sidder jeg, helt alene, efterladt til mig selv, jeg lader mig falde ned på sofaen, og en stor sky af støv kredser op, og ligger sig så igen. Hvor er her beskidt, jeg går rundt får at finde en kost, mens jeg samtidig åbner alle vinduer, hver eneste dør, så der kan komme noget frisk luft her ind.

Jeg finder en kost omme bag en dør, og begynder at feje, det føltes som timer, de små kostehår fejede støvet op, selv om vinden kæmpede i mod, og blev ved med at puste til hver eneste støvbunke, men til sidst var hele stuen og køkkenet fejet, det var også de eneste to rum på stueetagen.

Jeg går afsted igen, og finder en spand og en klud, men intet rigtig sæbe, så jeg bliver nødt til at bruge håndsæbe istedet for. Jeg tager kluden og vasker hver eneste overflade jeg kan se, det er faktisk dejligt at gøre rent, ikke kun fordi det minder mig om mit hjem, men det holder mig ligesom koncentreret, så jeg ikke tænker på alt muligt andet, som Mads, hans flotte øjne, og hans muskuløse krop.

Jeg puster ud gennem munden, og ind gennem næsen, for at lugte om det stadig stinker her inde, men nej, det dufter fint af kemikalier. Jeg sætter mig i sofaen og kigger ud i luften, hvad skal jeg dog finde på at lave nu, så det ender med at jeg bare går rundt og kigger, mens jeg piller ved deres ting, selvom der ikke er meget at pille ved. Jeg vil gerne udenfor, jeg tror jeg har det bedst sådan, at kunne gå udenfor, men jeg må jo ikke gå min vej... Vent, måske har de en have, og jeg har ret, bagerst i stuen er der en dør, jeg åbner den, jeg går ud på en lille terrasse lavet ud af træ, og kigger på en lille have, som er afskærmet fra alting med en kæmpe hæk, og bagerst i haven er et kæmpe træ, et gigantisk træ, stort og flot, jeg går hen imod det, klatre op.

Udsigten, man kan ikke sætte ord på den, jeg kan se over de forladte huse, og ind på den store by, med højhuse højere end hvad man kan forstille sig. Jeg sidder og nyder udsigten lidt, indtil jeg høre noget, nogen der går rundt, en person der går rundt om huset, jeg gemmer mig bag en af grenene, de brune blade folder sig ud, og gemmer mig, jeg tænker ikke så meget over det, fordi adrenalinen køre rundt i kroppen, jeg fjerner et blad, så jeg lige kan kigge ud, personen er et stykke væk fra mig, og går hen i mod mig, hen i mod træet.

''Træ vis mig Sarah''

Jeg hæver et øjenbryn, men når ikke at tænke en tanke, før grenene bevæger sig, og bladene fjerner sig. Jeg er nu blottet, og jeg kigger ned, det er John, han står med armene over kors, og kigger ondt på mig.

''Du må ikke være i træet Sarah, det er forbudt område... Og kom så ned derfra!''

Jeg kigger tilbage på træet, hvisker undskyld, og hopper ned. Han står lige foran mig nu, og kigger mig bare lige ind i øjnene, hvorfor må jeg ikke være i træet, det skal han da ikke bestemme, hvem tror han, han er?

''Jeg tror jeg er lederen i dette hus, du er virkelig dum hvis du tror du ejer noget, ikke engang dine tanker er dine.''

Jeg kigger ned i jorden, går rundt om ham, og ind i huset igen, jeg løber op i soveværelset, og lukker døren, og låser den.

Han kan ikke bestemme hvad jeg skal gøre, hvad bilder han sig ind!! ARGHHH Hvor er Mads henne, det ville ha været bedre hvis Mads var her. Jeg kan hører trin, no way han er ikke på vej her op.

''Sarah, jeg ved du er der, luk op!''

Nej nej nej, han skal ikke her ind, han må ikke komme her ind. Han begynder at skubbe til døren, hans superstyrke ødelægger den. Jeg vil ikke have ham her ind. Jeg løfter hånden, koncentrerer mig, døren begynder ligeså stille at blive frossen, isen bevæger sig rundt på døren, og danner et hård ikke gennemtrængende islag. Jeg stopper, og lader min arm falde ned, min specielle styrke, min specielle styrke er, at jeg kan styre is. Jeg kigger på min højre håndflade, og folder min hånd sammen, og jeg åbner den igen, og kigger ned på et snefnug, bare mange gange større, det ligger fint i min hånd, jeg burde mærke kulde, men ikke mere, jeg kan ikke mærke den, jeg sidder bare og kigger på det lille snefnug. BANG, jeg får et kæmpe chok, og ødelægger snefnugget, men det var bare en der smækkede med døren, sikkert John.

''Hvad helvede sker der her, hvorfor er hele huset frosset til?!''

Det er Mads.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...