Kold som sne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 jan. 2015
  • Opdateret: 12 mar. 2015
  • Status: Igang
''Jeg bliver nødt til at flygte'' Sarah er en ung pige på 16 år, som der aldrig har forstået hvad hendes liv går ud på. Hun møder Mads, som der har en masse tilfælles med hende, mere end hvad hun tror. Han tager hende med ud på hendes livs rejse, men hver en drøm har sin ende, spørgsmålet er bare om enden i hendes livs historie er god nok, eller om hun vil vågne op, og opdage at det hele bare var endnu en drøm.

4Likes
3Kommentarer
380Visninger
AA

3. Den ødelagte sofa

Han sætter mig på en sofa i stuen, jeg befinder mig på stueetagen, og den anden fyr kommer ud fra køkkenet, og er helt i chok da han ser at jeg har blod rundt i ansigtet og på mine ben, og min hud er fuld af blå mærker.

''En ting er, at du slår hende vågen, men du skal jo ikke tæske hende ihjel!''
''Hallo hvor stort et fjols tror du jeg er? Hun hoppede ud af vinduet, og jeg tog hende med ind igen! Så fald ned!''

Han tager en pistol op af lommen, og sigter på fyren der sidder lige ved mine fødder i sofaen, og han fryser til is, og kigger bare på pistolen, der på et sekund kan fjerne hans liv, lige så hurtigt, som at hælde vand på ild.

''Nu skal jeg lære dig at falde ned, når jeg er færdig med dig, kan du nemlig ikke stå op længere.''

Jeg kan ikke lade ham dø, langt fra, sådan et menneske er jeg ikke,  jeg ville selv dø af skyldfølelse, så jeg prøver at få ord ud af min mund, men det er faktisk virkelig svært.

''Han taler sandt....... Jeg hoppede..... ud af vinduet...... og han løb ud...... og bar mig ind....... igen...... Du skal ikke..... skyde ham...''

Jeg får ordene ud med vildt meget besvær, jeg føler mig kvæstet søndersammen.

''Fint, nu hvor i er så gode venner, tager jeg om til Alexandra, så kan du være barnepige for hende.''

Han gik ud af døren, og smækker den efter sig, jeg tror at han kan vælte hele huset, hvis han havde smækket døren lidt hårdere. Jeg kigger tilbage på ham, og han sidder bare og kigger på mig, som om jeg er en eller anden mærkelig skabning, som han aldrig havde set før.

''Har du aldrig set et menneske der forsvare en anden eller hvad?''

Jeg rejser mig og begynder at gå hen mod døren, altså så godt jeg nu kan, og han siger ikke noget, det er som om han sidder og tygger på de ord jeg har sagt, prøver at forstå dem, leder efter hemmelige koder, men det varer ikke længe før han kommer tilbage til nutiden.

''Hey hvad har du gang i, du kan ikke gå''
''Godt set, det er nok måske fordi, at jeg er hoppet ud af et vindue på 2. sal, og blevet overfaldet af en eller anden smerte, som du har påført mig... Men det skal du ikke tænke over, fordi jeg smutter nu.''
''Nej du kan ikke forlade bygningen''

Han løber hen foran døren lige inden jeg skal til at tage i håndtaget, og blokere vejen ud. Han tager min arm, og fører mig tilbage til sofaen, og sætter mig fast til sofaen med håndjern, og gemmer nøglen i sin lomme.

''Jeg hedder Sarah, hvad hedder du?''
''Mads...''
''Mads, vil du ikke godt være sød at fortælle mig, hvorfor jeg er her? Jeg kan ikke klare at være fanget her''
''Det ved jeg godt Sarah, det ved jeg godt...''

Jeg forstår ikke hans svar, det ved jeg godt Sarah, det ved jeg godt, hvad skal det nu mene, han har ikke en anelse hvad der er sket med mig, hvad jeg har været udsat for, hvad jeg har måtte gå igennem i længere tid, end hvad jeg kunne holde styr på, 50 dage blev til 60 og 100 blev til 200 og omvendt, jeg kunne ikke holde styr på det til sidst.

''Du aner overhovedet ikke hvad jeg har været igennem Mads!''
''Det er jo så det Sarah... Det gør jeg så faktisk, John fortalte mig det, alt sammen, alt med manden og kælderen, din mor, har du lagt mærke til, at jeg ikke har sagt skat, siden du tænkte på din mor?''
''Men det sagde jeg jo ikke, det tænkte jeg, hvordan kan han vide det?''
''Ligesom at jeg kan påføre andre smerte ved at kigge på dem, og tænke på at de får smerte, så kan John læse tanker.''
''Er John ham den anden fyr, der ville skyde dig tidligere?''
''Ja, vi er ikke de bedste venner, men vi må holde sammen, der er næsten ingen tilbage af os, og dem der er, er fanget et eller andet sted i denne by, men jeg ved ikke engang om de stadig lever.''
''Men det forklare jo ikke hvorfor jeg er her!''

Jeg gider ikke sidde her mere, jeg river i håndjernet 3 gange, og 3. gang jeg river, går sofaens armlæn i stykker. Jeg sidder bare og kigger... Først på sofaen uden et armlæn, og bagefter hen på håndjernet der dingler fra mit håndled, med en stump træ hængende nederst, også tilbage på sofaen, og tilbage på håndjernet, og sådan kigger jeg frem og tilbage, indtil jeg nogenlunde har forstået hvad jeg har gjort. Jeg kigger hen på Mads.

''Der har du din grund.''
''Mener du.... at jeg er ligesom dig?''
''Yeah.''

Han smiler til mig, jeg kigger bare på ham, helt uforstående, hvis han kan give folk smerte, og John kan læse tanker hvad kan jeg så?

''Jeg tror ikke på dig, der må være noget galt med sofaen, jeg har aldrig været stærk, jeg har aldrig været selvsikker, jeg har aldrig kunnet noget specielt, jeg er bare en ødelagt 16 årig pige, der blev taget fra sin mor, der har brugt sin tid i et fucking koldt og vådt kælderrum.''

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...