Life's a game, death is the price. Suicide is cheating.

Dette er historen om en pige, som får øjnene op for verdens brutalitet, så søg søger i militæret. Hun kommer ind, selvfølgelig, men hendes team og hende selv, bliver udsendt. Men alt går skævt og den første december, får hendes familie tilsendt et sammenfoldet dansk flag med et brev, hvori regeringen takker familien for hendes tjeneste. Men er hun virkelig død? Vær med på hendes rejse fra Danmark til Rusland og tilbage? God speaks in the silence of the heart. Listening is the beginning of a prayer.

0Likes
0Kommentarer
166Visninger
AA

3. Chapter 1.

I just can't sleep tonight
Knowing that things ain't right
It's in the papers, it's on the TV, it's everywhere that I go
Children are crying, soldiers are dying, some people don't have a home

Jeg vågnede langsomt den morgen og lå lidt med lukkede øjne. Jeg var stadig træt, for jeg kunne ikke sove om natten længere. Mine tanker kredsede om børnene i aviserne. Billederne af børn, som var udhungret med en lille fin udspilet mave på grund af manglen på mad. Herhjemme i Danmark smider vi gerne mad ud hver dag, vores tanker strejfer ikke engang de, som hvis liv ville se helt anderledes ud, hvis de havde de tre kartofler og den halve frikadelle. For os er det for meget, for dem ville det være overlevelse. 
Soldaerne i tv'et, som kom hjem uden arme eller ben, måske begge eller uden livet? De havde kæmpet for vores land eller muligvis et af vores nabolande. Eller genboslande? Det er også ligemeget, hvad det havde beskyttet. Det havde givet arme og ben, nogle havde sågar givet livet, for at beskytte en eller noget de holder af. Og så kommer de hjem i kister, for at blive lagt i jorden. Det eneste som deres kære, dem som de tog afsted for at beskytte, det eneste som de får ud af det, er sorg. 
Børnene uden mad, uden forældre, uden kærlighed. De som intet hjem havde, hvor skulle de gøre af dem selv, når det regnede? Hvor skulle de, nå.... 
Nej, jeg skubbede tankerne væk og længere væk, indtil de kun var en irriterende summen i min underbevisthed. Jeg sparkede arrigt dynen væk. Min kæreste vågnede med et sæt... Forlovet faktisk... ''Hvad sker der, Serena?'' Han gloede forvirret på mig, da jeg rejste mig op og trampede over i mit skab, flåede en t-shirt ud og et par gstreng. Jeg gav ham bare en kort forklaring af mine tanker denne morgen. Han smilede og kom over og lagde armene omkring mig. ''Lille skat. Hvorfor bryder du med din hjerne med de der dybe ting? Du kan alligevel ikke gøre noget ved det.'' Inderst inde vidste jeg jo godt, at han havde ret. Alligevel kunne jeg ikke bare skubbe tankerne fra mig. De hang fast, så jeg nøjes med at gængælde hans kram. Jeg gad ikke diskutere. Igen. 

Børn sulter, soldater dør og nogle mennesker har ikke et hjem. Ja, en enkelt forstads kvinde kan ikke ændre verden.. ''Alexander?'' Han kiggede spørgende ned på mig, forvirret igen, det var sjældent jeg kaldte ham ved fornavn. Det lå faktisk forkert i munden... ''Er du sulten?'' Det var et dumt spørgsmål, fordi jeg kendte svaret. 
''Altid. Specielt efter dig...'' Han blinkede til mig. Jeg vidste udemærket godt, hvor han ville hen, men jeg rullede bare øjene af hans sjofle bemærkning, hoppede i det tøj, jeg havde fundet og vimpsede ud i køkkenet og hentede æggene ud af kæleskabet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...