⎜A Christmas Miracle⎜Justin Bieber⎜

Justin fejre december måned/julemåneden som alle andre kendte singler i verdenen - Alene. Han kan ikke rigtig komme sammen med hans tidligere on og off kæreste Selena, da hun for alvor har gjort det slut mellem dem. Så lige nu kæmper Justin med en meget svær depression i hans liv, hvor han prøver at finde Gud som skal hjælpe ham med at komme ovenpå igen. Hans liv begynder så på mystisk vis at blive bedre og bedre, da der kommer en mystisk pige ind i billedet. Hun er totalt anderledes hans ekskæreste, men hun er virkelig mystisk. For hvad sker der når Justin begynder at tjekke op på denne her mystiske pige? Bryder helvede løs, eller opstår der mystisk kærlighed? Læs med i 'A Christmas Miracle'

61Likes
59Kommentarer
7212Visninger
AA

2. It's hard to forget the love of your life

 

Justin D. Bieber


.Første låge åbnet - 1 december 2014.


"Hej det Justin.. Ja, jeg ved jeg snart har lagt 20 telefonsvarer, men vil du ikke nok ringe igen, når du høre den her - Jeg savner dig baby"

Ja, og det var som sagt min 20'ende opringning, jeg havde forsøgt at komme i kontakt med Selena. Men hun var urokkelig. Troede måske vi kunne få lyst til det, som vi altid havde gjort og så komme sammen igen - Men denne gang der mente hun det vist helt alvorligt. Det var slut med Jelena - For altid. Det var hårdt at skulle indrømme det, for jeg ville for alt i verdenen gøre alt om jeg havde gjort, så vi kunne starte på en frisk. Men det virkede som om ligemeget hvad jeg gjorder, så var det ikke godt nok, og slet ikke nu hvor hun havde givet mig hendes endelig beslutning. Det var slut. Men alligevel så ville jeg ikke indrømme det helt, for jeg elskede hende og jeg troede stadig helt fast på at jeg sagtens ville kunne få hende igen.. På et tidspunkt.

Jeg skulle bare give hende lidt tid til at finde sig selv. For i alle hendes interviews 'som jeg måske stalkede en smule' så havde jeg hørt at hun prøvede at finde selv. Hun prøvede at finde den Selena hun kunne vågne op til og være stolt af. Så hvis jeg måske valgte at give slip på hende til hun havde fundet sig selv, så kunne vi måske starte på en frisk og begynde Jelena sådan helt rigtigt. For vores forhold var jo sådan lidt on og off, men hvis vi prøvede igen, efter hun havde fundet sig selv, så ville det måske virke? Ja, sådan Justin. Du skal bare vente. Men hvor lang tid? Hvad hvis der nu kom en anden mand ind i hendes liv i mens. Hvad hvis jeg troede hun ikke var klar, og hun så sprang til den næste fyr? Nej, det kunne jeg ikke lade ske, jeg måtte fortælle hende om min plan. Så derfor greb jeg om min iPhone igen, gik ind på telefon, og fandt Selena som min seneste, og ringede hende op igen. 

"Duut.. Duuut. Duuu-Hej det Selena, jeg kan desvære ikke tage min telefon lige nu, men du kan altid ringe tilbage eller vente til jeg give dig et kald - Dut!"

"Hej Selena. Det fordi jeg tænkte på at.. Du har altid sagt at du ville prøve at finde dig selv, og nu hvor jeg har tænkt lidt, så forstår jeg det endelig. Jeg har været i vejen for den process, har jeg ikke?.. Hov, du kan jo ikke svare. Når men som sagt så forstår jeg endelig hvad problemet har været i vores forhold. Så derfor tænkte jeg.. Hvad hvis vi holder en pause i vores forhold, i stedet for at vi slår op? Hvad hvis jeg giver dig en chance for at finde dig selv, hvor vi så bagefter giver os to endnu en chance? Du ved at jeg elsker dig af hele mit hjerte Selena, så jeg ville sagtens kunne vente på dig. Så husk du bare kan ringe til mig, hvis du overvejer min ide, eller hvis du ikke vil det, så ring til mig alligevel - For så kan vi bare finde ud af noget andet. Elsker dig - Justin"

"Forhåbentlig vil det her virke" mumlede jeg for mig selv, da jeg havde lagt på, hvor jeg så efterfølgende langede ud efter min Macbook som stod på nabord.

For i mellemtiden der kunne jeg måske finde ud af hvad Selena rendte og lavede, siden hun ikke kunne svare mig. For det var vel ikke så svært at tage sin telefon, var det? Klokken var også 1.00pm, så det var ikke fordi det var alt for tidligt, eller alt for sent? Men nu tilbage til min søgen på min Macbook. Jeg vidste at hvis jeg gik ind på TMZ så ville der forhåbentlig dukke et eller andet op. For de skrev altid alt muligt, det var måske ikke godt det meste, men måske de havde afsløret hvad min drømmepige gik og lavede. Så derfor søgte jeg på Selena Gomez oppe i det lille søgefelt, da hun ikke lige var på forsiden - Hvor jeg desværre kom ind til gamle nyheder om hende, som jeg allerede havde set, da jeg som sagt stalkede hende en lille smule - For hvad skulle jeg ellers lave? 

Ting som hendes sang 'The heart wants what it wants' som jo handlede om mig dukkede op. Så det var slet ikke underligt at TMZ havde skrevet om det, for hvis der kom det mindste om mig, så var de hurtigt ude med en masse plader, hvor halvdelen slet ikke passede. Så hvorfor jeg overhovedet var gået ind på deres side, det vidste jeg ikke. Så derfor lukkede jeg hurtigt TMZ hjemmeside ned, og gik ind på Twitter i stedet, for måske havde hun selv afsløret hvor hun var - Og det havde hun så. For hun var ude og spise med Taylor Swift. En heks jeg slet ikke kunne fordrage, for hun afskyede mig, så derfor afskyede jeg også hende. Hun havde vel et par heldige singler, men de fleste handlede bare om hendes tidligere forhold, så der var ikke så meget nyt i hendes sange. Ja, jeg kunne bare ikke lide hende - Så derfor irriterede det var faktisk lidt at Selena rendte rundt med hende.

For Selena kunne åbenbart godt rende rundt med Taylor Swift, som ikke kunne fordrage os sammen, da vi havde det godt, men ikke mig. For det var der beviser på, da det blev filmet. For da vi krammede og jeg fik et lille kys på kinden til the Billboard Music Awards, kunne man efterfølgende se i bladende, og overalt på nettet at Taylor Swift åbenbart afskyede at se os sammen. For hun skar en grimasse af det, ved at række tungen ud og komme med et lidt kvalmende udtryk i ansigtet. Så derfor irriterede det mig rigtigt meget at Selena rende rundt med en der åbenbart hadede mig, og afviste mine opkald. Det var sikkert Taylor der sagde hun ikke skulle besvarer dem.

Fuck det irriterede mig faktisk rigtig meget. Det irriterede mig så meget at jeg smækkede min Macbook sammen, og smed den til siden i min seng, hvor jeg tog mig til hovedet. For jeg havde ikke bare kærestesorger, men jeg var kommet ind i en meget slem depression, som jeg ikke kunne komme ud af på grund af mit knuste hjerte. Den eneste jeg havde der kunne give mig den mindste tryghed, var Gud, og han kunne jo ikke svare på mine spørgsmål - Men kun hjælpe uden at give for meget. For jeg skulle jo selv kunne finde ud af at løse mine problemer, ikke bare få dem serveret på et sølvfad.

"Jeg gider det ikke mere!" råbte jeg, mens jeg mærkede tårerne presse på. For hvorfor kunne hun ikke bare blive min igen?

"Hvorfor skal man leve i en verden med et knust hjerte? Hvorfor Gud? Det slet ikke fair!" råbte jeg endnu engang.

"Og hvorfor er det kun mig? Hvorfor har hun ikke på samme måde som mig? Hvorfor er det kun mig der kæmper?" hulkede jeg. For det var slet ikke fair. Hvorfor var jeg den eneste der kæmpede med at komme over vores forhold? Hvordan kunne hun tage det så let?

"Please! Bare få det til at holde op!" hulkede jeg.

Riiiiiiiing riiiiiiiing!

Lød det fra min telefon, så det gav et sæt i mig - For måske var det hende? Så derfor skyndte jeg mig at tage fat i min iPhone som lå et sted under min dyne. For da jeg havde taget min Macbook, var den røget af mig, der jeg nu sad op, og den dækkede så min iPhone. Jeg skyndte mig at sætte den op til mit øre uden at kigge på displayet, for det kunne være fuldstændig ligemeget. For jeg vidste at det var hende, det kunne kun være hende. Hun ville havde mig tilbage, det kunne jeg bare mærke. Hun havde hørt min sidste besked, og tænkt 'Jeg tager ham tilbage. For nu forstår han endelig den situation jeg står i, og nu kan jeg endelig få lidt fred til at finde mig selv - Hvor jeg så efterfølgende kan komme sammen med manden der fortjener mig' måske ikke lige ordret. Hvis det var, ville jeg slet ikke klage, for det ville bare betyde så meget for mig, hvis hun sagde det.

"Hej Sel, tager du mig tilbage?" spurgte jeg, uden at lade hende sige noget først.

"Sel? Justin du snakker med din mor" grinte min mor i røret, så jeg kom med et suk.

"Mor.." sukkede jeg, og mærkede en tårer løbe ned af min kind.

"Når når, der er vist en der ikke er så glad for at høre fra mig" sagde hun. Som jeg på en måde bare ignorerede, da jeg prøvede at holde min tårer inde, men det kunne jeg ikke til sidst, for så flød de bare ud med en masse hulk.

"Skat dog.." sukkede min mor i telefonen, mens jeg bare hulkede videre.

"Ville ellers havde inviteret dig ud på en middag, for løfte dit humør lidt" forslog hun stille.

"Hvis Selena kommer med.. Så vil jeg gerne!" hulkede jeg.

"Justin, det ved du udemærket godt at jeg ikke kan arrangere.." sukkede min mor.

"Jamen, så gider jeg ikke!" råbte jeg, inden jeg lagde på og kastede min mobil et eller andet sted hen på mit værelse. Var ligeglad med om den gik i stykker. For jeg var ulykkelig.

"Jeg hader mit liv!" råbte jeg, inden jeg begyndte at hamre løs på min seng. Ikke at det hjalp særlig meget, men jeg var rasende.

'Riiiiiiiing riiiiiiiiiing!'

Lød det fra et sted på gulvet, hvor der også kom en brummende lyd. Jeg gad ikke engang bruge tid på at tage den, for jeg vidste det var min mor, så hvad skulle jeg dog bruge hende til. Hun kunne ikke fjerne smerten i min venstre brystkassen. Hun ville ikke kunne samle de 1.000 stykke der nu lå spredt rundt inden under min brystkasse. Hun ville ikke kunne fikse mit og Selena's forhold - Det var der ingen der kunne, ikke engang mig selv. Hun ville heller ikke kunne fjerne min depression, som min psykolog heller ikke ville kunne. For havde nu gået hos min psykolog som hed Diana E. Hartmann i ca. 3-4 uger og det hjælp stadig ingenting. Hun havde givet mig flere øvelser jeg skulle øve på, en masse antidepressionspiller, men jeg følte intet af det hjælp. Så derfor hadede jeg bare at komme hos hende, og hver gang jeg var derhenne, som var ca. 2 gange om ugen på grund af min mor, så skete der ingen progression.

Hun blev bare ved med at sige at jeg skulle lade vær med at tænke selvmordstanker, jeg skulle begynde at spise mere, lade vær med at bebrejde mig selv, prøve at koncentrer mig om min fans igen, spise min medicin og stå ud af sengen. Men hvis hun dog selv havde prøvet at havde en depression, så ville hun se hvor svært det ville være ikke at gøre, de ting hun bad mig om ikke at gøre. For jeg blev bare i min seng, for hvad skulle jeg dog lave udenfor den? Hvorfor skulle jeg spise, når jeg bare ønskede mig væk fra jorden. Hvorfor skulle jeg give mine fans forhåbninger for noget der alligvel aldrig ville komme ud, fordi jeg ikke ville kunne lave det færdigt, fordi jeg ikke havde energi eller koncentrationen til det? Og den værste af dem alle sammen: Lade vær med at bebrejde mig selv? Hvordan i alverden skulle jeg kunne lade vær med det, når jeg vidste at alt der var sket i vores forhold kun var min skyld. Alle sagde noget andet, men jeg følte at det var min skyld, og hvorfor skulle jeg føle noget forkert? Og i flere uger?

"Hvorfor er jeg sat på den her lorte verden?" råbte jeg, inden jeg tog fat i det tætteste der var på mig, og tyrede det hen på modsatte væg overfor mig. Hvor jeg så min ret dyre lampe smadre i 1.000 stykker, som mit hjerte.

"Er jeg bare sat her for at føle smerte? Er det derfor jeg er her Gud?" spurgte jeg surt, mens jeg kiggede op i loftet.

"Er jeg sat her for at folk kan kigge ned på mig, og føle sig bedre?" spurgte jeg.

"Er jeg sat her, så folk kan træde på mig?" hulkede jeg - Da jeg følte jeg sank længere og længere ind i mig selv.

"Kan jeg ikke bare få en afslutning på det hele?" hulkede jeg.

"Bare en gang for alle.." hulkede jeg ned i min hænder, som jeg gemte mit ansigt i.

'Riiiiiiiiiiiing riiiiiiiiiing!'

Lød det endnu engang fra min iPhone, der brummede på gulvet.

"Fat det dog, jeg gider ikke snakke med dig!" råbte jeg mens tårerne rendte ustandseligt ned af mine kinder.

"Bare lad mig være!" råbte jeg, inden jeg igen slog løs på min dyne, som jeg havde lagt foran mig. For det fjernede måske ikke min depression, eller kærestesorger - Men det fjernede noget af min vrede, som hobede sig op indeni mig.

"Jeg kan ikke mere, og jeg vil ikke mere" hulkede jeg, mens jeg rejste mig op. Som ikke gik så godt da jeg væltede ned på gulvet, og begyndte at hulke endnu mere. For mine ben sov, og bare den mindste ting, udløste mine hulk.

"Hvorfor er alting imod mig?" hulkede jeg, mens jeg prøvede at rejse mig op igen. Som gik mindre besværet, men jeg kom til sidst op og stå.

"Hvor er det mon bedst?" mumlede jeg, mens jeg kiggede frem og tilbage fra min altan, til min værelsesdør.

"Altanen" snøftede jeg, mens jeg vandrede stille derhen, da mine ben stadig sov. For havde ligget/siddet i den samme position i nogle dage. For som sagt så flyttede jeg mig ikke fra sengen, med mindre det var rigtig vigtigt.

"Fuck det koldt!" gispede jeg, da jeg åbnede dørene til min altan, og blev ramt af kulden overalt på min halvnøgne krop.

For sov kun i mine boksershorts, så det var ret koldt at stå herude i decembermåned. Og specielt nu, hvor mine tårer stadig rendte ned af mine kinder og det var bestemt ikke en god ting, for det gjorder det bare koldere i ansigtet. Men lige nu var jeg ligeglad, for der var en opgave jeg gerne ville havde afsluttet en gang for alle. Så derfor stillede jeg mig helt hen til kanten af altanen, hvor jeg stillede mig lidt foroverbøjet for at nyde udsigten en sidste gang. For jeg kunne vel godt suge alt sammen ind, før det hele ville blive mørkt og lade Selena leve det liv hun gerne ville, uden jeg skulle komme og genere hende mere. For siden hun ikke besvarede min opkald, så kunne det kun være fordi hun ikke ville have noget med mig at gøre mere. Jeg var officelt død i hendes øjne. Og derfor kunne jeg jo gøre det realistisk for hende, og være det 100%. For hun var den eneste der betød noget mere, og hun ville mig ikke - Så hvad skulle jeg lave her på jorden?

"Ingenting.." mumlede jeg som svar til min spørgsmål inde i hovedet. 'Ingenting' var ikke det helt rigtige svar.

"Nej, det rigtige svar er.. Dernede" mumlede jeg, mens jeg kiggede ned på min have.

"Ja, dernede" gentog jeg for mig selv, inden jeg tog et godt fast greb om gelænderet, og skulle til at vippe mig udover, men noget ramte min næse, som fik mig til at stoppe.

"Hvad i-" startede jeg, men stoppede da noget ramte min venstre skulder, så jeg kiggede på den - Men kunne ikke se noget?

"Er jeg blevet skør?" spurgte jeg mig selv, mens jeg kiggede rundt. For kunne ikke mærke hvad det var, men begyndte at tro at det rablede for mig, for begyndte at tænke at det var nogen der prikkede på mig.

"Ligemeget" mumlede jeg, inden jeg igen gjorder mig til at vil at vippe mig selv udover kanten - Men blev stoppet af noget der faldt ned foran mine øjne.

"Sner det?" spurgte jeg mig selv, mens jeg kiggede op i luften. For hvad skete der? Havde set nyhederne og de havde kun lovet sol, og måske en smule kulde pga. vinden - Men da ikke sne?

"Hvad sker der?" mumlede jeg for mig selv, mens jeg kiggede rundt og så der kom mere og mere. Som begyndte at minde mig om Canada, så jeg automatisk slap gelænderet og betragtede sneen falde.

"Er det et tegn?" spurgte jeg mig selv, mens jeg rakte hånden ud og fik sneen til at dale ned i min hånd - Hvor et perfekt snefnug landede i min håndflade.

"Er det et tegn til at jeg ikke skal give op?" spurgte jeg mens jeg kiggede op på himlen.

"Hvad betyder det her?" spurgte jeg med et dybt suk. For nu havde jeg en indre kamp indeni hovedet.

For hvis vejrudsigten havde lovet sol, og måske kolde briser i ny og næ - Hvordan skulle det så kunne begynde at sne lige pludselig? For så skævt kunne de vel ikke ramme, kunne de? De kunne vel havde gætte forkert på regn og sne, men da ikke sol og sne, for det er jo 2 vidt forskellige ting. Eller var det virkelig et tegn fra Gud. Noget der fik mig til at tænke på Canada, og min bedsteforældre, som jeg ikke ville havde kunne holde ud skulle høre den nyhed med at deres barnebarn havde begået selvmord. For jeg vidste hvor meget de elskede mig, og det kunne jeg ikke gøre mod dem. Ikke at jeg ikke elskede min mor og far, og søskende - Men mig og min bedstefar, havde bare et utrolig tæt forhold, så ville slet ikke kunne holde ud at han skulle høre hvad der var sket. For måske han ville få depression som mig, eller hjertestop? Noget jeg slet ikke ville tænke på, for det gjorder mig bare endnu mere ked af det end jeg var i forvejen. Måske selvmord ikke var den bedste løsning alligevel?

"Jeg må vel komme over hende?" mumlede jeg for mig selv, inden jeg vandrede indenfor igen..


Det var så første kapitel, måske ikke så godt - Men så er det jo godt der kommer mere ;)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...