⎜A Christmas Miracle⎜Justin Bieber⎜

Justin fejre december måned/julemåneden som alle andre kendte singler i verdenen - Alene. Han kan ikke rigtig komme sammen med hans tidligere on og off kæreste Selena, da hun for alvor har gjort det slut mellem dem. Så lige nu kæmper Justin med en meget svær depression i hans liv, hvor han prøver at finde Gud som skal hjælpe ham med at komme ovenpå igen. Hans liv begynder så på mystisk vis at blive bedre og bedre, da der kommer en mystisk pige ind i billedet. Hun er totalt anderledes hans ekskæreste, men hun er virkelig mystisk. For hvad sker der når Justin begynder at tjekke op på denne her mystiske pige? Bryder helvede løs, eller opstår der mystisk kærlighed? Læs med i 'A Christmas Miracle'

61Likes
59Kommentarer
6988Visninger
AA

3. I hate those Christmas games, mom..

 

Justin D. Bieber


.Anden låge åbnet - 2 december 2014.


Jeg var kommet inde igen, og havde igen lagt mig i min seng. For selvom jeg så alt den sne der begyndte at dale ned fra himlen, som huskede mig på min bedsteforældre og mit hjemland, så helede det stadig ikke mit hjerte - Det var stadig knust. Det fik mig bare en smule væk fra de tanker jeg havde før, men de ville højst sandsynlig komme tilbage igen, for det gjorder de altid. Men sneen fik mig i hvertfald indenfor. For samtidig med at kulden der svøb sig om min krop, så blev den fordoblet da sneen ramte min allerede kolde krop. Så derfor havde jeg sat mig ind i min seng, hvor jeg lagde mig tilrette i min seng, som jeg nu havde gjort i en 30-45 minutters tid. Ønskede stadig ikke at forlade mit værelse, da jeg stadig intet havde at gør udenfor det.

For jeg kunne ikke koncentrer mig, så musik kunne jeg ikke få mig selv til at lave, selvom jeg vidste mine Beliebers længtes efter at høre noget nyt fra mig. Kunne ikke få mig selv til at spise, da jeg ikke fandt mad særlig interesant eller så havde det bare ingen smag. Min mor og psykolog fortalte selvfølgelig at det bare var noget jeg forstillede fordi jeg havde min depression, men det ændrede jo ikke noget for mit vedkommende. For jeg følte jo stadig ikke at min mad smagte af noget - Så derfor spiste jeg ikke noget. Grunden til jeg var i min seng altid, var at jeg ingen energi havde, så jeg sov nærmest mine dage væk - For følte mig altid træt. Men der er så også tider hvor det er omvendt, hvor jeg ligger og ikke kan falde i søvn, og ikke ved hvad jeg skal gøre eller vågner op klokken 4.00am og ikke kan falde i søvn igen. Hvor jeg så ender med at stene tv, eller Netflix, fordi jeg ikke orker at forlade mit værelse, og min Macbook/fjernbetjening ligger lige ved siden af.

'Dinge linge ling!'

Lød det pludselig nedenunder fra. Havde normalt troet det ville være min mobil, men fordi jeg havde iPhone, så kunne det kke være den, da jeg havde en anden ringetone. Mistænkte det så for at være min ringeklokke til mit hus, men det var ikke den slags ringen den gav - Det var mere en jule agtig tone den ringen, havde jeg hørt fra nedenunder. Det var mere som en bjælde der ringede, og det kunne jeg ikke forstå. For jeg var jo alene hjemme, så hvem skulle det være der kunne ringe med en bjælde? Plus jeg havde intet julepynt oppe og hænge, så det gav ikke rigtig mening at det skulle være det der gav en lyd fordi der måske kom en brise. Men det kunne heller ikke lade sig gøre, for jeg havde ikke været nedenunder i lang tid, så ingen døre eller vinduer var åbne?

"Hallo?" råbte jeg højt, for måske ville personen give sig til kende.

"Er der nogen?" spurgte jeg, mens jeg forsigtig trådte ud af min seng.

"Mor?!" råbte jeg, for måske hun var taget herhen for at bringe mig i julestemning eller prøve at få mig med ud på den middag der,

"Hvad fanden sker der?" spurgte jeg, mens jeg vandrede nedenunder i mine boksershorts. Nu var jeg jo alligevel alene.

"Hallo?" spurgte jeg da jeg kom ned forenden af trapperne og hørte ingenting - Selv en knappenål ville kunne høres.

'Dinge linge ling!'

Igen kom den mærkelige jule agtige ringen, som fik mig til at dreje ind mod stuen, da lyden kom derinde fra. Men som jeg havde tænkt før, hvad pokker kom den lyd dog fra? Havde som sagt ingenting pyntet op, så kunne ikke rigtig forstå hvor det skulle komme fra. Men ved at komme ind i stuen, så lagde jeg mærke til noget der lå på gulvet. Der lå små snefnug hele vejen hen til mit.. Spisebord? Hvor der stod en tallerken med 3 små cupcakes og en kop varm kakao med flødeskum og kanel på toppen. Det var ikke bare 3 små cupcakes, men der var også noget på dem. På den første var der en snemand på, den anden var der en julemand og på den tredje var der Rudolf, som alt sammen var lavet af fondant. Det så alt sammen virkelig godt ud, og figurerne var virkelig søde - Men kunne ikke lige forstå hvor alt det her kom fra. For jeg var som sagt stadig alene hjemme.

"Hallo?" spurgte jeg igen, mens jeg kiggede rundt, samtidig med jeg gik hen mod bordet. For selvom jeg ingen appetit havde, så tiltalte det her mig en smule. For det var alt sammen så mystisk.

"Mor? Har du lavet det her?" spurgte jeg, mens jeg stadig kiggede rundt. Hvor mine øjne igen fik øje på de små snefnug på gulvet. For de gik fra spisebordet, og så ud mod min gang, hvor det fortsatte ud til jeg ved ikke? For havde ikke lagt mærke til det før nu.

"Hmm.." mumlede jeg, inden jeg satte mig til bords foran min tallerken og kop kakao. Hvor jeg fandt et lille kort, som fik min nysgerrighed, så derfor åbnede jeg den lille kuvert og læste brevet.

 

Du tænker nok 'Hvor kommer de her ting dog fra?'

Det må jeg desværre afsløre er en hemmelighed - Men det er fra en der ønsker dig en god jul.

En der ikke ønsker at du skal leve med depression, eller kærestesorger.

En der ønsker at du er lige så glad som du plejede, så derfor lavede jeg det her til dig.

Så nyd det, og for gudskyld spis og drik endelig bare det hele - Du har brug for det. 

Kærlig hilsen en der holder af dig.

 

"-kærlig hilsen en der holder af dig" mumlede jeg for mig selv.

"Selena?" spurgte jeg mig selv. Hvor jeg kort efter rystede på hovedet. For hvorfor skulle hun ignorer mig og så sende mig det her? Plus hun kunne ikke have tid til det, nu hvor hun var ude med Taylor.

"Mor?" spurgte jeg igen mig selv. Ja, det lød mere logisk. For måske det her var hendes måde at få mig ovenpå igen - Ved at lade som om hun var en slags nisse. Ikke en drillenisse, da det hun gjorder, jo ikke var drillerier.

"Ligemeget" mumlede jeg, inden jeg tog den første tår af min kakao. Som fik mig til at lukke øjnene og sukke af fryd. For, for første gang så nød jeg faktisk at drikke noget, og kunne endelig smage hvad det skulle smage af.

"Wow!" sagde jeg, mens jeg kiggede ned i koppen - For det kom virkelig bag på mig.

"Hmm, hvad så med jer? Smager i også godt" spurgte jeg, mens jeg kiggede ned på mine cupcakes.

Folk ville måske tro at det rablede lidt for mig, som det nok også gjorder - Siden jeg snakkede med mig selv. Men siden jeg kun snakkede med min psykolog, og min mor nogengange, så kunne jeg vel også snakke med mig selv. For måske jeg ville blive endnu mere sindssyg hvis jeg slet ikke snakkede med nogen, og hvem kendte mig bedre end mig selv? Jeg kunne jo altid svare helt perfekt på de spørgsmål jeg stillede mig selv, da jeg jo kendte svaret til mine spørgsmål eller kom med de bedste bud. For det var jo ikke fordi jeg begyndte at skændes med mig selv. Den dag jeg begyndte på det, måtte jeg nok erklærer mig sindssyg. Men lige nu fandt jeg det bare en smule betryggende at jeg snakkede med mig selv. Når men tilbage til mine cupcakes. Fik taget snemanden op i hånden, hvor jeg tog papiret lidt ned af den ene side, hvor jeg derefter tog en bid af den - Og igen kom der en frydende lyd fra min mund.

"Hold da op!" udbrød jeg, da den smagte himmelsk.

"Mor? Hvis du stadig er her, så vidste jeg ikke du var så god til at bage - Har du købt dem?" grinte jeg, mens jeg kiggede rundt. For siden kakaoen var varm, og jeg ikke havde hørt en dør lukke og bjældeklangen kom mens jeg var hernede, så kunne hun ikke havde været gået.

"Mor, jeg ved godt det dig der har lavet det her, så bare kom frem" sagde jeg, mens jeg fik spist den ene cupcake færdig, og gik videre til den næste.

"Mmmm, hvem har lavet dem?" spurgte jeg, mens jeg virkelig nød at spise Rudolf.

"Mor! Det altså ikke sjovt mere" sagde jeg en smule bestemt. For jeg var 20 år? Gemmeleg var for langst ovre for min generation.

"Seriøst? Skal jeg virkelig spille med på dine små julelege?" spurgte jeg, mens jeg kiggede rundt. For måske kunne jeg finde hende, for hvor godt kunne hun gemme sig inde i en stue.

"MOR!" råbte jeg, inden jeg rejste mig vredt op fra min stol, så den væltede bagover, og gav genlyd i hele huset.

"Jeg har det svært nok i forvejen. De her små lege dem orker jeg slet ikke overhovedet!" sagde jeg opgivende, mens jeg tog fat i min cupcake og kakao og traskede træt op ovenpå igen.

"Irriterende kvindemenneske" mumlede jeg, mens jeg stillede min kop kakao og cupcake på mit natbord inden jeg puttede mig ind under min dyne, og fik lukket min Macbook op igen. Og gæt hvad jeg skulle se?

"Monte Carlo - Med Selena Gomez som hovedrolle" mumlede jeg for mig selv, mens jeg søgte på den på Netflix. Måske hun var sammen med en anden fyr end mig i filmen, men jeg ville bare gerne se en film med hende som hovedrolle.

'Riiiiing riiiiiiing!'

"Så hold dog op, mor!" sukkede jeg, mens jeg kiggede hen mod lyden - Hvor jeg fandt min mobil ligge og brumme på gulvet henne ved væggen. Men alligevel rejste jeg mig og gik hen og tog den - Hvor det rigtigt nok var min mor der ringede.

"Hallo?" spurgte jeg, mens jeg satte mig hen i min seng igen, og tog en tår af min kakao.

"Hvorfor har du ikke svaret på alle mine opkald, tror mindst jeg har ringet 7 gange" sukkede hun i røret.

"Fordi jeg ikke gider snakke med dig" svarede jeg, mens jeg satte min kop hen på natborder igen, og trykkede play til filmen Monte Carlo.

"Jamen, jeg prøver jo bare at løfte dit humør skat.." sukkede hun trist.

"Det ved jeg, men dine små julelege hjælper altså ikke" sagde jeg, mens jeg holdte øjnene på Selena.

"Julelege? Det var bare en lille julemiddag jeg spurgte om" kom det forvirret fra hende.

"Så du kom ikke med cupcakes og kakao?" spurgte jeg undrende.

"Neeej? Ikke af hvad jeg ved" svarede hun.

"Og det er du sikker på, mor?" spurgte jeg, mens jeg blev lidt urolig. For hvem havde så nøgler til mit hus? Og hvem kom over min metallåge med overvågning og alt muligt?

"Ja, men du gør mig lidt urolig skat, hvad er der sket?" spurgte hun.

"Øhm.. Ingenting, tror bare mine tanker spiller mig et puds" svarede jeg, som var en løgn. For selvfølgelig spillede mit hoved mig ikke et puds, for hvis jeg både kunne drikke og spise det, så måtte det vel være virkelighed, ikke?

"Okay, men er den middag, stadig udlukket?" spurgte hun stille.

"Hvad med imorgen, er ikke så frisk i dag?" spurgte jeg, da jeg vidste hun aldrig ville give op.

"Okay, jeg kommer og henter dig, og inviter bare dine venner med, ikke?" svarede hun med et spørgsmål.

"Jo jo" svarede jeg.

"Du skal nok komme i bedre humør imorgen, skat, det lover jeg" sagde hun i et højt humør.

"Får vi af se" sagde jeg, da jeg ikke troede på det - For hvorfor skulle en middag ændre på mit humør?

"Når men vi ses imorgen, skat" sagde hun glad.

"Ja, vi ses" sagde jeg som det sidste, inden vi begge lagde på.

"Yay, middag med min mor" sagde jeg sarkastisk, inden jeg gik ind på mine kontakter, og fik sendt et par sms'er rundt. For hvis nogen af mine venner ville med, så kunne de jo det.

"Og så vi alene, baby" sagde jeg med et smørret smil, mens jeg kiggede ned på Selena - Der arbejdede på en cafe..

~

"Kære Gud. Vil du ikke nok bare få mig bare i lidt bedre humør imorgen, for min mors skyld. For jeg ved hvor meget det betyder for hende at jeg bliver glad, og at hun bidrager med noget, for at lette min depression lidt. For hun ønsker jo ikke at hendes lille skat skal gå rundt og være trist hele tiden. Så kan du ikke for hendes skyld bare gøre mig glad mens jeg er sammen med hende - For at vise hende at jeg godt kan være stærk. For jeg kan godt mærke på mig selv at jeg er godt nede og rode i kulkælderen, men det behøver min mor ikke at se. Så vil du ikke nok bare lade mig være glad i hendes selvskab" bad jeg, mens jeg sad ved siden af min seng på knæ, med hænderne foldet liggende på min seng, med hovedet hvilende på dem.

"Please, bare en dag" hviskede jeg, stadig med øjnene lukkede.

"En dag, hvor jeg kan vise verdenen at jeg er lige så stærk som Selena - Selvom det måske ikke er helt sandt" hviskede jeg.

"Amen!" var det sidste jeg sagde, inden jeg rejste mig fra gulvet, og lagde mig op i min seng, hvor jeg slukkede min natbordslampe.

"Og så håber jeg bare på du har hørt min bøn" sagde jeg, mens jeg kiggede op i mit loft.

For selvom har var ret mørkt, så var der en lille sprække henne fra gardinerne der lod en enkel måneskinsstråle komme herind og lyse mit værelse en smule op. Noget jeg ønskede ville ske for mit liv engang. For lige nu var mit værelse som mit liv - Bælgmørkt uden håb. Men hvis bare den lille måneskinsstråle kunne basere ind gennem mine tætte vægge i mit liv og give håb, ville jeg endelig kunne være mig selv igen. Være humble Justin, der altid plejede at være glad og være der for sine fans. For de savnede sikkert at høre fra mig, og vide at jeg ikke var gået helt ned. For de vidste godt at jeg led af depression, og mange skrev også på Twitter for at få mig i bedre humør. Men min depression var en af de virkelig svære, så det krævede en masse tid, og en masse hårdt arbejde. Og lige nu så virkede mit hårde arbejde ikke, da det slet ikke eksisterede. For jeg havde nærmest givet op, før det overhovedet var startet.

"Bare en dag, Gud" gabte jeg, da jeg var ved at falde i søvn. For nogle dage kunne jeg godt sove.

"Bare en dag" mumlede jeg, hvor jeg kort efter faldt i søvn..


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...