Usagte Ord *One Shot*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jan. 2015
  • Opdateret: 11 jan. 2015
  • Status: Færdig
Denne historie forgår over en middag mellem en dreng og hans mor. Moderen og drengen taler ikke sammen, de har ikke noget at snakke om, selvom de næsten aldrig ser hinanden. Faren har en affære med en anden, men moderen lader som om at hun ikke ved noget, og lader det gå lige forbi hende, men ikke drengen. Drengen har ikke nogle rigtige venner, kun nogle han hænger ud sammen med, og laver små kriminelle ting sammen med.

4Likes
0Kommentarer
164Visninger
AA

2. Usagte ord

Vi sad samlet omkring spisebordet. Det store Bornholmerur tikkede uafbrudt, det var kun min mors endeløse gummelen der afbrød uret, mens jeg stirrede tomt ud i luften. Det var ikke en akavet stilhed, som der nogle gange kan komme. Nej, det var helt enkelt bare en stilhed, en tom stilhed som hverken var behagelig, eller ubehagelig. De første par dage havde det været lidt akavet, men ikke mere, vi var blevet vant til den. Hvad skulle vi sige til hinanden? Der var jo ikke noget at snakke om, mine karakterer var, mildt sagt, ikke noget at prale af. Jeg havde ingen rigtige venner, og hvis jeg så rent faktisk var sammen med nogle af dem, så var det de forkerte personer at omgås, den slags der altid får en rodet ud en hel masse lort.

   Min mor arbejdede ikke mere end to til tre dage om ugen, som kassedame. Hun var tæt på at blive fyret, men det ville hun bestemt ikke tale om, det var ”et upassende samtaleemne”, som hun så fint kaldte det. Man kan vist roligt sige at jeg ikke er den mest, snaksalige person, og min mor gad ikke rigtig tale med mig, hun gad ikke engang prøve, det havde hun opgivet for længst. Vi var næsten aldrig sammen, jeg kom altid sent hjem for at undgå at være der. Jeg kunne ikke føle mig fri, jeg følte, jeg blev kvalt af at være her, der var ikke nok plads til jeg kunne, være mig selv. Der burde jo være en helt masse vi kunne tale om, men jeg gad ikke fortælle om den gang jeg stjal fra en tøjbutik, sammen med en af mine såkaldte ’venner’, og vi var tæt på at blive taget i det, men de fik os heldigvis ikke. For det er jo lige det, man har lyst til at sige til ens mor, over aftensmaden, ikke? Nej!

   Bornholmerurets utrættelige tikken, var ved at gøre mig sindssyg. ”Hvor bliver han af? Vi havde ventet i en halv time.” Mor skævede nervøst til sit ur for at bekræfte hende i, hvor lang tid vi egentligt havde ventet. Hun så bedrøvet frem for sig, og jeg vidste vi begge, tænkte det samme. Vi vidste begge to han, ikke ville komme hjem, ikke før i nat eller tidligt i morgen. Det var nok også det der gjorde, jeg ikke kunne lade være med, at vrisse mumlende af hende, ”stop nu mor. Du ved lige så godt som jeg, at han ikke kommer hjem, i hvert fald ikke før i nat.” Det var egentligt henvendt mere til mig selv end til hende, så det kom lidt bag på mig da hendes ellers så rolige blågrå øjne, nu skød lyn, mens de kiggede direkte på mig. Dog kunne jeg se hvor såret hun var, efter den replik. ”Hold op Lukas! Hvordan kan du overhovedet have sådan nogle tanker omkring ham?! Han er din far!” Hendes stemme skar sig igennem den larmende stilhed, og hun kiggede skuffet på mig. Kom nu, du tænker jo det samme. Vi er heldige hvis han er hjemme til i morgen! Det var heldigvis ikke ord der slap ud af min mund. De blev blot i mine tanker, jeg havde ikke lyst til at starte endnu et skænderi, dem havde der været alt for mange af i dag. "Undskyld, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, far arbejder jo bare over som han altid gør." Jeg fik den største trang til at rulle med øjnene og sige det med et sarkastisk tonefald, jeg modstod den så godt jeg kunne, men jeg mente ikke et ord af, hvad jeg sagde. Far arbejdede jo ikke over, han sad sikkert på et eller andet diskotek og drak sig i hegnet. Jeg vendte bare blikket ned, og så på min mad der efterhånden var blevet kold. Ud af øjenkrogen, kunne jeg se mor der nikkede stift, men anerkendende. Jeg begyndte stille at stikke til kødet, der lå urørt på min tallerken. I de seneste dage havde jeg ikke rigtig haft nogen appetit.

   Jeg længtes så inderligt efter at mærke vinden suse igennem mit hår, og ramme mig som en kølig brise i ansigtet, når jeg drønede af sted på min knallert ned af de smalle stræder. Imens jeg langt borte kunne høre den travle trafik. I stedet sad jeg her ved træbordet med den grimme karrygule dug på, vi havde arvet fra min farfar. Selvom jeg bare havde lyst til at smide den ud, var det alligevel rart, at have noget der mindede mig om ham.

   Jeg havde aldrig venner på besøg, og det var der også en grund til. Mor ville heller ikke være glad for at have mine halv kriminelle venner på besøg, og jeg gad heller ikke høre mine venners endeløse hånende kommentarer, mens de grinte af det gammeldages hus jeg boede i. Sukkende kiggede jeg rundt i vores spisestue, hvor det blomstrede tapet var dominerende, og lysekronen der hang over hovederne på os, passede overhovedet ikke ind. Lysekronen var det eneste lys i spisestuen og gav hele rummet et dunkelt skær, da den ikke lyste kraftigt. Køkkenet derimod var det helt modsatte fra spisestuen, der var flere lamper, og det blålige tapet var med til at lyse hele rummet op. Jeg havde en hel masse idéer til, hvordan vi kunne have indrettet lejligheden, og sådan som det var blevet indrettet, var ikke lige en af mine idéer. Langt fra! Alligevel var der noget personligt over vores hjem, noget hyggeligt som jeg godt kunne lide. Lugten var sødlig og bragte en beroligende følelse igennem mig.

   Det store Bornholmerur kom med en høj rungende lyd, og jeg kiggede hurtigt over mod det. Klokken var ni. Hurtigt fik jeg mumlet noget i stil med, ”tak for mad.” Jeg fik rejst mig så hurtigt, at stolen bag mig blev skubbet tilbage, med en irriterende hvinende lyd. Mine ben bragte mig hurtigt ind på mit værelse, hvor jeg hurtigt tog den hvide nystrøgede skjorte af. Jeg gik hen til min kommode, hvor jeg fandt min store hættetrøje frem. Den sure lugt af røg trak sig ind i mine næsebor, og selvom jeg ikke var så glad for lugten, gav det mig en følelse af tryghed. Jeg skulle mødes med mine ’venner’ om et kvarter, det skulle jeg altid på denne tid af aftenen. Jeg bevægede mig hurtigt ud i vores entre, hvor alle jakkerne hang på knager, og skoene stod på rad og række.

   Mine sko stod, hvor jeg havde efterladt dem, men lige da jeg skulle til at tage dem på, standsede en lyd mig. Jeg stoppede alle mine bevægelser og lyttede efter. Jo, der var den igen. Der gik lidt tid før jeg opdagede, hvad det var for en lyd, men da den lød for tredje gang, genkendte jeg den som snøft. Forsigtigt listede jeg hen til dørkarmen og kiggede ind på min mor, som havde rettet sit blik ned mod bordet. Jeg studerede nysgerrigt hendes ansigt og lagde straks mærke til hendes øjne. De var klarere end normalt og helt blanke, jeg vidste at tårerne var gemt væk bag ved øjenkrogene og truede med at komme frem. Hun prøvede så godt hun kunne at holde dem tilbage, men det var en kamp hun ikke kunne vinde. Tårerne ville løbe ned af hendes kinder, og efterlade sorte våde spor fra hendes mascara.

   Et blink, kun et blink, det var alt der skulle til for den første tåre, stille trillede ned og faldt gennem luften. Det var det, hun havde tabt kampen mod tårerne. Det lød som et pistolskud, da den skrøbelige tåre ramte tallerkenens hårde overflade og gik itu, for derefter at blive spredt flere steder på tallerkenen. Jeg kunne mærke min hjerterytme stige, mens jeg iagttog tårerne der nu faldt side om side og landede forskellige steder på tallerkenen. Det var første gang jeg så min mor græde, og det vækkede følelser i mig, jeg ikke vidste, jeg havde.

   Jeg begyndte at småløbe hen mod mor, uden rigtigt at tænke over det. Jeg kunne mærke at mine egne tårer pressede sig på, da det første hulk slap ud gennem hendes læber. Den korte afstand der var imellem os, føltes som et halv maraton. Da jeg endelig nåede over til hende, tøvede jeg ikke et sekund med at slå armene rundt om hende. Jeg kunne mærke, hendes krop spænde sig under mit greb, men jeg forstod hende godt, det var flere år siden, jeg havde handlet på denne måde. Det føltes rart og betryggende. ”Shh, det skal nok gå, jeg har dig.” Jeg vuggede hende let i mine arme, og kunne straks mærke at hun begyndte at slappe mere af. Tårerne blev ved med at falde, men jeg vidste hun følte sig tryggere nu. ”Jeg forlader dig ikke, jeg bliver, bare rolig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...