Stilhedens magt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 25 mar. 2015
  • Status: Igang
Lad være med at læse det her... eller i hvert fald begyndelsen, hvor jeg beskriver mit kedeligt liv som den sociale taber jeg er - var. For noget ændrede sig...

7Likes
6Kommentarer
550Visninger
AA

2. Stilhed

Tre uger efter sommerferiens afslutning, alt åndede fred og idyl - hvis man så bort fra den obligatoriske mobning af Sarah, der altid havde let til tårer. Egentlig syntes jeg det var forfærdelig synd for hende, men gjorde som sædvanlig intet af frygt for at hyænerne skulle vende sig mod mig. Det var sikrest at begrave sin opmærksomhed i iPaden. Se intet ondt, hør intet ondt - og overlev endnu en dag. Ja, det er rigtigt - din hovedperson er en kryster. Når man er så rutineret i det som jeg, bliver det til sidst bare en vane. En stærk vane, som gør, at man end ikke ænser, hvis der sker noget nyt. 

Og det gjorde der, helt uden at jeg opdagede det. 

Nogen greb ind og reddede Sarah. Og lige fra det øjeblik ændredes hele klassens dynamik. De, der var de seje, måtte lægge sig under et nyt styre. De der tidligere havde været kuet, øjnede nu chancen for at komme til orde. 

Mig? Jeg opdagde ingen ting. Faktisk var det først omkring efterårsferien, at jeg opdagede, at vi havde fået en ny klassekammerat. Da Carsten satte os sammen og vi skulle arbejde med en tekst af Bjarne Reuter. Hun satte sig ved siden af mig, prikkede mig på skuldren, så jeg var nødt til at se op.

Og lige der blev jeg ramt af de smukkeste grønne øjne. Farven var så sart og fin, næsten som ædelsten. Bedre blev det, ikke, da de funklede om kap med det blændede smil. Og jeg måtte se mig fuldstændig slået. Jeg sad der helt mundlam og gloede på hende som en anden skummel idiot.

Og hun blev bare ved med at smile.

"Hej," fik jeg endelig fremstammet, da jeg lagde iPaden fra mig. 

Hun smilede bare og nikkede en enkelt gang. 

"Du er ny, ikke?" 

Igen smilet og et enkelt nik.

"Såh..." startede jeg. "Bjerne Reuter, hva?" Jeg daskede til bogen, der lå foran mig. Jeg havde læst den, men det var som om alt indholdet var forsvundet fra min hjerne nu, hvor hun sad og kiggede på mig. 

"Hvad var det vi skulle..." spurgte jeg, og afslørede derved, hvor ufattelig dum og ukoncentreret jeg var.

Hun rakte over og tog min iPad. Duften fra hende var helt fenomenal, sødmefuld og fyldig. Uden at ville det, lukkede jeg øjnene, og tillod mig at nyde det i det split sekund det varede.

Hun trykkede på mit kæreste eje - noget som jeg normalt under ingen omstændigheder tillod. Der var ingen, der måtte røre mine ting - hvorefter hun vendte den over mod mig.

Silence. Stod der. Hun smilede og pegede på sig selv. 

"Du hedder Silence? Det var da noget underligt noget at hedde," sagde min idiotmund helt af sig selv.

Hun lagde hovedet på skrå og kiggede på mig med et løftet øjenbryn. Derefter tastede hun på skærmen igen.

Hvorimod Power er et langt mere almindelig navn...

Hun vidste, hvad jeg hed. Hun anede faktisk, at jeg eksisterede. I det øjeblik, lagde jeg faktisk overhoved ikke mærke til, at hun gloede lidt udfordrende på mig, men var bare lykkelig over, at hun vidste, hvem jeg var. 

Da min sunde fornuft endelig fandt frem til on-knappen igen og tændte for mig, smilede jeg bare dumt til hende og trak på skuldrene.

"Min mor tror på numerologi..." var min eneste forklaring - og min forbandelse. En hippie mor, der på en eller anden mystisk måde havde fået overtalt min ellers så konservative far til at mit liv ville blive bedre og langt mere rigt, hvis jeg fik det fantastiske navn Power.

Hun smilede blidt og skrev på min iPad igen.

Min far fandt på mit navn. Af åbenlyse årsager.

Min tur til at kigge spørgende på hende. Min hjerne arbejdede virkelig langsomt, og hun rystede opgivende på hovedet med et skævt smil. Derefter bevægede hun sine hænder på den mest fantastiske måde, jeg nogen siden havde set. De dansede i luften, elegant og smukt. Men jeg var for optaget af skønheden i det, til at fatte, hvad der foregik.

Til sidst tog hun min iPad igen.

Jeg er stum.

Og jeg var dum. Dum, dum, dum. For dum til at fatte, at det var tegnsprog hun lige havde vist mig, for dum til at stille spørgsmålstegn ved, at hun allerede fra starten havde kommunikeret med mig via skrift. Jeg rødmede kraftigt over min egen idioti, og undskyldte stammende, mens jeg tog blikket fra hende og fumlede nervøst ved bogen.

Hun prikkede til mig igen, rettede iPaden over mod mig.

Hvad undskylder du for? Er det din skyld, jeg er stum?

"Jeg undskylder, fordi jeg er så uopmærksom..." mumlede jeg.

Hun trak på skuldrene, smilede og gav mig en thumps-up. 

Bogen?

Bogen, ja. Jeg tog den, bladrede lidt i den og begyndte endelig at kunne tage mig sammen til noget, der mindede om at have et fagligt indhold.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...