Stilhedens magt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 25 mar. 2015
  • Status: Igang
Lad være med at læse det her... eller i hvert fald begyndelsen, hvor jeg beskriver mit kedeligt liv som den sociale taber jeg er - var. For noget ændrede sig...

7Likes
6Kommentarer
549Visninger
AA

4. Lykkeligt pinlig

Silence vinkede til mig ovre fra restaurantens køkkendør, og jeg vinkede fåret igen - hvad fanden skulle jeg ellers gøre?

Hendes lille fine hånd, med de slanke fingre dansede yndefuldt i luften, da vores servitrice gik over til hende. Hun sagde et eller andet til Silence, der nikkede. Servitricen vendte sig over mod mig, men så hurtigt væk igen, da vi fik øjenkontakt. Begge piger fnisede, hvilket gjorde mig endnu mere pinlig berørt. De lo tydeligvis af mig. 

"Er det forsent at finde et andet sted at spise?" spurgte jeg retorisk og sank ned i sædet.

Min far lo lidt af min bemærkning, men fortsatte ellers samtalen med min mor, der ikke havde lagt mærke til noget.

Jeg dristede mig til at se over skulderen mod køkkenet igen, men blev ikke mødt af det grønne blik. De var begge forsvundet, og jeg åndede lettet ud. Så var der måske en chance for, at jeg kunne nyde min middag i fred. Dagen havde været begivenhedsrig nok, taget Johns konfrontation i betragtning. Jeg havde ikke behov for at mine forældre fik mulighed for at være pinlige på min bekostning. 

"Power?" Min mors stemme skar sig gennem mine tanker og ruskede mig tilbage til virkeligheden. "Du hører slet ikke efter, sukkermus," smilede hun. 

"Nej, undskyld. Jeg sad i mine egne tanker."

Hun lagde en hånd over min og klemte den blidt. "Er alt iorden?"

Jeg nikkede og tvang et smil frem.

"Vi snakkede om juleferien," brød min far ind med sin myndige stemme. "Vi har tænkt på Østrig, men som din mor så rigtigt påpeger, så har vi været der en del gange."

Ferier blev altid tilbragt i udlandet. Vi havde ikke noget familie ud over os selv, så der var ikke noget, der bandt os fast i julen. Alligevel ønskede jeg nogle gange, at vi bare kunne blive hjemme og kede os. Det er skønnere at kede sig derhjemme end på et eller andet hotel, hvor man ikke kender nogen og ikke har sine egne ting. 

"Jeg har altid holdt meget af Japan," sagde min mor drømmende.

"Jeg var i Hong Kong for tre uger siden," startede min far, og jeg lod dem igen blive opslugt af deres samtale. Hvor vi endte henne var egentlig pænt ligegyldigt for mig.

Da døren fra køkkenet gik op igen, kunne jeg ikke lade være med at vende mig, og det var en overraskelse, at se Silence komme ud med flere store tallerkener. Og værrere blev det, da hun havde retning mod vores bord, og tilmed begyndte at smile bredt til mig, da hun fangede mig i at stirre. Bag hende kom vores servitrice med vores drikkevarer. 

Hvorfor er det, at piger - og her tænker jeg især på Silence - altid har sådan en fantastisk måde at bevæge sig på? Så yndefuldt og ubesværet. Helt uden problemer, helt uden at vælte eller støde ind i nogen, kom begge piger over til vores bord og stillede vores bestilling foran os. Silences smukke hænder delte selvsikkert vores tallerkener rundt, mens hun hele tiden smilede til mig. Da hendes hænder var fri, vinkede hun.

"Hej," sagde jeg og blev irriteret over, hvor umoden min stemme lød, og lykkeligt pinlig over, at hun i det hele taget enerkendte min eksistens - mens andre så på det.

Min mor var der selvfølgelig med det samme.

"Kender I hinanden?" Hun så spørgende på Silence, der nikkede glad.

"I må undskylde min søster," brød servitricen ind med et smil, der ikke tilnærmelsesvis var lige så smukt som Silences. "Silence er ikke ubehøvlet. Hun er stum," forklarede hun.

Af en eller anden grund, gjorde det mere ondt at høre det fra en anden. Da Silence selv havde indviet mig i det, havde det været en konstatering mere end noget andet. Nu var det en undskyldning krydret med en sørgmodig klang, der skar mig i hjertet. Min indre ridder havde lyst til at fare op og skrige af servitricen, men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Jeg sank bare længere ned i stolen og håbede, at min gudsjammerligt pinlige mor ikke gjorde et stort nummer ud af, at vi kendte hinanden.   

"Hvor kender I hinanden fra?" spurgte hun og så skiftevis på mig og Silence. Og eftersom skønheden ikke kunne svare, måtte jeg jo tage til orde. 

"Skolen," mumlede jeg.

"Hvor er det dejligt, at du har fået dig en veninde," kvidrede min mor med et glimt øjet.

Jeg smilede bare påtaget og ønskede for alt i verdenen, at hun ville tie stille - sådan cirka lige nu.

"Vil du ikke sidde lidt med os, Silence?" spurgte hun og så op på hende.

Hvis der virkelig fandtes en Gud, var han bestemt ikke en barmhjertig én, når han kunne finde på at give en stakkels dreng en mor, der var  pinlig. 

Servitricen kom heldigvis til min redning. "Silence arbejder i aften."

Silence smilede venligt og nikkede. 

"Så må du helt bestemt invitere hende hjem en anden gang, Power," sagde min mor henrykt. 

Jeg gjorde som Silence; smilede venligt, mens jeg nikkede.

De smukke hænder dansede i luften foran mig og endte ud med at give mig et klem på skulderen. 

"Hun siger, at hun glæder sig til at se dig i morgen," forklarede vores servitrice, og jeg kunne mærke blodet strømme til mine kinder, så de blussede voldsomt. Typisk.

"Ja, vi ses imorgen," mumlede jeg og pillede lidt ved mit bestik, undgik øjenkontakt.

Det var først, da begge piger gik, at jeg kunne ånde lettet op igen - lige indtil jeg fangede min mors alt for lykkelige smil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...