Stilhedens magt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 25 mar. 2015
  • Status: Igang
Lad være med at læse det her... eller i hvert fald begyndelsen, hvor jeg beskriver mit kedeligt liv som den sociale taber jeg er - var. For noget ændrede sig...

7Likes
6Kommentarer
551Visninger
AA

3. Kampklar

Jeg har aldrig været den store musikant. Jeg har lyttet til og nydt musik, præcis lige som alle andre, men har aldrig på nogen som helst måde udøvet det i praksis. Silences indtræden i mit liv ændrede en hel del - også min musikalske udfoldelse. 

Jeg fløjtede hele vejen hjem, var i uforskammet godt humør, og glemte alt om at holde lav profil, skønt det havde været min beskyttende kappe siden jeg var seks år. Jeg var så uforsigtig, at brase direkte ind i John, da jeg rundede hjørnet ved det store gule hus. 

John havde med det samme skudt brystet frem, og på en eller anden måde, var det kun mig, der tumlede bagud og landede på røven. 

"Hey! Se dig dog for," vrissede han arrigt. 

Jeg kom på benene, børstede mig selv af og undskyldte. "Jeg så dig slet ikke."

"Næ, du har tydeligvis for travlt med at tænke på min pige." Han så rasende på mig. John var højere og bredere end mig. Han var én af de bedste på bryderholdet, og havde samtidig en lysende karriere som professionel tyran foran sig. Det var ham, der hele min skoletid havde styret klassen med hård hånd. Det var fortsat på gymnasiet, selvom mange af vores tidligere klassekammerater ikke længere var der. John havde en evne til at få folk til at følge sig - selvom det sandsynligvis ikke var hans retoriske egenskaber, der lokkede dem til.

"Din pige?" spurgte jeg undrende.

"Silence er uden for din liga," hvæsede han og skubbede til mig.

Jeg var aldrig den, der stod direkte for skud i forhold til mobning. Jeg var for usynlig, for god til at gemme mig og for omhyggelig med at holde lav profil, til at jeg var offeret. Derfor kom hans angreb også så meget bag på mig, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle reagere. Min fornuft sagde mig, at det var bedst at flygte, men af en eller anden grund valgte min krop at overtage styringen selv og greb ud efter Johns håndled. Jeg fik skubbet ham af mig, mens jeg placerede min venstre fod bagud, for at kunne holde balancen.

Johns blik blev ikke just formildet af, at jeg havde gjort modværge. Han var ikke vant til at folk underlagde sig hans vilje.

"Hvem helvede tror du egentlig, du er?" vrissede han.

Min egen krop var min forræder i denne situation. Jeg måtte minde min hjerne om, at jeg ikke anede, hvad jeg gjorde i forhold til det at kæmpe, og endelig begyndte den at tage styringen igen. Jeg sænkede mine knyttede næver, samlede mine ben og gik to skridt bagud.

"Undskyld," mumlede jeg, så ned i jorden og håbede, at han ville lade det ligge, så jeg kunne komme forbi ham og hjem. 

Han stillede sig helt hen til mig, pegede mig direkte i ansigtet og knurrede: "Du skal ikke tale med hende igen!" Med den ene skulder puffede han til mig, da han gik forbi og forsvandt ud af syne. 

Mit hjerte hamrede afsted. Adrenalinen pumpede så hurtigt rundt, at jeg næsten blev helt svimmel. Jeg så ned på mine hænder, der havde knyttet sig igen. Hvorfor gjorde min krop det? Hvorfor gjorde den ting af sig selv? Jeg havde aldrig nogen sinde været den, der gik ind for voldlige løsninger. Havde aldrig deltaget i nogen slåskamp. Havde for helvede ikke engang spillet nogle spil, hvor der var vold i. Hvordan kunne min åndsvage krop så pludselig bare selv stille sig i kampstilling?

Jeg rystede hele vejen hjem - og selvom det var efterår, var det ikke specielt koldt i vejret. Heldigvis var jeg alene, så jeg satte mig ind i stuen, i sofaen. Jeg bøjede mig forover, så langt som muligt med hovedet mellem benene. 

"Fandme mærkeligt..." sagde jeg til mig selv og stirrede på mine hænder. 

Min mobil gav livstegn fra sig. Den summede lystigt i min lomme, krævede min opmærksomhed, som jeg til sidst måtte give den.

"Hallo," sagde jeg, da jeg satte den op til øret. Jeg havde ikke engang overskud til at se på skærmen for at tjekke opkalderens identitet.

"Hej sukkermus," kvidrede min mor. "Far og jeg kommer sent hjem, så vi har reserveret bord på 42. Vi mødes derhenne kl. 18.45."

"Det er fint, mor."

"Har du haft en god dag? Du lyder lidt fjern."

Jeg rettede mig op. Tvang et smil frem. "Det har været en fin dag."

"Det var godt, skat. Vi tales ved senere."

 

Jeg holder meget af min mor. Også min far. De er nogle fantastiske mennesker - på hver deres måde, men nogle gange ville jeg ønske, at de havde andre ting at gå op i end lige mig. Jeg er enebarn - et projekt, om man vil -  og det har til tider været hårdt. De har været så forhippet på, at vise omverdenen, at to så forskellige mennesker vil få et perfekt barn, at de ikke rigtig har haft tid til andet. Deres personlige interesser er blevet påduttet mig, hvilket har resulteret i, at jeg ikke selv har fundet en hobby, som jeg rent faktisk har interesse for. Deres arbejdsliv har ofte måttet stå standby, når der var ting vedrørende mig på programmet - juletamtam i børnehaven, forældremøder, samtaler, legeaftaler. Jeg har en klar - og pinagtig - forventning om, at de vil deltage i min første date... hvis det nogen sinde kommer til at ske. 

De stod udenfor restaurenten, da jeg kom. Jeg havde valgt at gå, mest fordi de havde bil med, så jeg var sikret et lift hjem.

Min far var som altid stoisk i sin ro og sin fremtoning. Hans jakkesæt var dækket af en halvlang frakke, der var knappet op i halsen. Hans mørke hår var redt stramt tilbage, og hans blik var som altid knivskarpt. Han smilede bredt og varmt til mig.

Ved siden af ham stod min mor. Hendes lange, grønne kjole stod i skarp kontrast til min fars mørke tøj. Hendes jakke var en gammel strikket sweater, der gik helt ned til knæene. Den stod altid åben, men hun var sjovt nok sjældent syg. Hendes røde hår var sat op på en bevidst rodet måde, og forstærkede hendes fregner, der var strøet nænsomt ud over hendes kinder.

"Hej, sukkermus," smilede hun og bredte armen ud mod mig. 

"Hej, mor." Jeg gik med til hendes knus, mest fordi jeg vidste, at hun ikke ville give op, før hun fangede mig og klemte livet ud af mig.

Far lagde bare en hånd på min skulder og klemte den lidt. "Hvad så, Power?"

Det var egentlig ikke et reelt spørgsmål. Det var bare hans måde at sige hej på. Han forventede ikke et svar, så jeg nikke bare smilende til ham. 

Vi gik sammen ind på restaurenten som var åbnet for ganske få måneder siden. Vi havde ikke været der før, men havde tit snakket om det. Og det indtryk, der kom da vi åbnede, var varmt og indbydende. De fleste borde var optaget, men der var alligevel en fin og rolig akustik. Hele interiøret var holdt i varme brune nuancer, der gav et hjemmeligt præg til det hele. 

En servitrice viste os hen til det bord, som mine forældre havde reserveret. Hun var smilende og virkede på en eller anden måde bekendt. Hendes grønne øjne blev ved med at se på mig, som om hun ventede, at jeg skulle sige et eller andet. 

"Velkommen til 42," smilede hun, da vi satte os. Hun rakte os hver et menukort, mens hun fortalte om aftenens specialiteter. Selvom hun tydeligvis henvendte sig til mine forældre, blev hun alligevel ved med at skæve til mig. Til sidst blev det faktisk så ubehageligt, at jeg næsten ikke kunne sidde stille. Mine forældre så det åbenbart ikke, for de gjorde ikke noget stort nummer ud af det, da hun var gået efter vores bestillinger. Min far havde bestilt for mig, som han altid gjorde, og jeg var overhoved ikke sikker på, hvad det var der ville blive serveret for mig. 

"Det er vel nok et hyggeligt sted," sagde min mor og så sig rundt.

"Meget, " medgav min far. "Lad os håbe, at maden lever op til udseendet." 

Jeg lod deres overfladiske samtale gå over hovedet på mig, mens jeg kiggede rundt. De tjenere, der gik rundt i lokalet så travle, men glade ud. Deres kunder så tilfredse ud, og stemningen var i det hele taget bare løssluppen og rar. Det smittede af på mig, varmede, og jeg lod mig synke tilbage i sædet og slappede mere af. 

Lige indtil jeg så ind i de grønne øjne, som havde hypnotiseret mig henne i skolen. Og jeg stivnede i stolen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...