Izenkembai

Dag Kalles familie en dag bliver nedslagtet af dæmonen Amadeus er det op til Kalle at hævne sin familie...

2Likes
1Kommentarer
242Visninger
AA

6. Øglerne

”Jeg tror ikke jeg vil være her længere.” sagde Mulle da han havde set kæmpeøglerne kravle ud af buret.

”Enig.” sagde Sparkelak bange.

De løb hen til døren, men den var låst. Øglerne gik langsomt hen til dem, mens de væsede højlydt. Øglernes hud var grim og havde en sumpgrøn farve. Deres øjne lyste gult, mens deres tunger bevægede sig ligesom slangers.

Mulle begyndte at ryste og svede og blev ved med at sige til Sparkelak at han skulle spytte på dem med hans spindelvævs spyt.

”Sådan fungerer det ikke, mand. Jeg skal lade op når jeg har brugt noget.” forklarede Sparkelak.

”Hvad gør vi så?” spurgte Mulle

”Se” sagde Sparkelak mens han pegede på et sværd i den anden ende af rummet.

”Det tør jeg ikke!” sagde Mulle.

”Det skal du! Mine korte ben kan ikke løbe så hurtigt som dine. Øglerne æder mig bare.” forklarede Sparkelak.

Mulle løb så hurtigt som en jaguzelle (En blanding mellem en jaguar og en gazelle, som løber hurtigt) hen til sværdet. Halvvejs henne til sværdet snublede Mulle over en af øglerne der lå og slappede af. Han vækkede øglen som begyndte at hvæse af ham. Den snappede efter ham og fik fat i det ene øre i hans hat. Den hev hatten af ham og begyndte at gumle på den.

I det andet hjørne af rummet stod Sparkelak og fægtede med en gammel knogle for at holde øglerne væk.

Nu var Mulle nået over til sværdet og tog fat om håndtaget. Sværdets skaft var lavet af fint egetræ med en læderrem viklet omkring. Bladet var lavet af stål der skinnede som månen gør på en skyfri aften.

Et øjeblik overvejede Mulle om han skulle redde Sparkelak. Sparkelak havde jo prøvet at æde ham. Inderst inde turde Mulle ikke gøre det, men en del af Mulle greb hårdt fast om sværdet og sprang ud i havet af øgler.

Den første øgle der blev dræbt var den der lå og gumlede på Mulles hue. Mulle tog den i nakken og jog sværdet ind i hjertet. Det sorte øgleblod sprøjtede ud over det hele. Han tog sin hue, tog den på og derefter begyndte øglenedslagtningen.  En efter en blev øglerne nedslagtet samtidig med at Mulles mod voksede. Til sidst lå alle øglerne døde for Mulles fødder, mens Sparkelak dansede en sejrsdans der lignede det menneskene kalder disko.

”Du reddede mig, mand. Tusind tak.” sagde Sparkelak ydmygt.

”Du behøver ikke sige tak. Du lod være med at spise mig så nu er vi kvit.” sagde Mulle glad.

Langsomt gik de 2 gode venner hen til en dør der lå skjult bagerst i rummet. Døren var gemt bag øgleburet og havde næsten samme farve som væggen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...