manelivia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 dec. 2014
  • Opdateret: 1 dec. 2014
  • Status: Igang
Dette er en historie om Veronica. Veronica er 17 år og bliver kidnappet ind i en anden verden. Der skal hun tilpasse sig, hun får nye venner, måske en kæreste og masser af udfordringer. Hvis du kan lide at læse overnaturliga historier, så måske denne her er noget for dig :)

0Likes
0Kommentarer
165Visninger

1. 1

Jeg vendte mig engang til i sengen, også engang til. Jeg var så tørstig, men gad ikke at stå op. Stille rejste jeg mig op og tog mine natbukser på, som jeg ellers ikke sov i, jeg gik kun i dem mens jeg var hjemme. Det var helt mørkt, så jeg følte mig frem til natlampen, men selvfølgelige smækkede jeg min lille tå i senge kanten. Jeg krympede mit ansigt sammen, så jeg ikke sagde noget.

Jeg fik tændt natlampen, og gik så ud af værelset. Synet ude i stuen dræbte mig nærmest hver gang. Et tusinde knive stik på engang, direkte ind i hjertet. Men jeg var mere vandt til synet nu, så jeg græd ikke mere. Det ville aldrig blive ”normalt”, men sådan var mit liv. Da jeg fyldte 18 år, så kunne jeg endelige skride og ingen ville komme og lede efter mig. Eller ingen ville nu. I hvert fald ikke min egen mor, og det sårede mig. Sprøjten lå ligeved siden af hendes nærmest bevidstløse krop, og hun lå der, hendes hud så mere gul ud end hudfarvet. Selvfølgelig elskede jeg hende, hun var jo min mor. Men jeg hadede mit liv her, og så længe hun ikke var villig til at ændre sig, så var hun også bare nødt til at tage konsekvenserne.

De fleste snakkede om at min mor var narkoman, men ingen vidste hvordan det stod til. Og jeg synes simpelthen bare at det var for pinligt at fortælle. Jeg gik rundt i køknet og ledte først efter mad, men kom så i tanker om hvorfor jeg var kommet ind i køknet. Jeg tog et glas og fyldte det med vand. Og op igen i værelset. Mine øjne var nærmest klistret til computeren, men jeg sagde til mig selv at hvis jeg tændte den, så ville jeg ikke orke at stå op og tage i skole. Jeg hørte hoveddøren åbnes, hvilket var mærkeligt. Fordi i den tilstand min mor var i, så ville hun i hvert fald være liggende i den tilstand i de næste kommende timer. Jeg rejste mig stille op og listede mig over til døren.

”Hallo?” Men ingen svarede. Jeg stod stille og lyttede. Første hørte jeg intet, men så hørte jeg nogen gå rundt inde i køknet.

”Hvem er her?” Råbte jeg engang til. Jeg gik ud af mit værelse og ind i stuen, min mor lå der som forventet endnu. Jeg så nogen der var klædt i mørkt gå inde i køknet. Jeg gik stille nærmere. Det klogeste ville selvfølgelige at løbe min vej, men jeg kunne jo ikke være sikker på at det var en farlig person. Men da vedkommende ikke svarede, så begyndte jeg at blive mere nervøs. Jeg så at det var en mand på kropsbygningen. Han stod bare direkte i mod mig, men stod meget stille. Han så ned i gulvet og jeg kunne ikke se hans ansigt for en sort hat. Han var også i ført en sort frakke. Han tog nogle stille skridt hen i mod mig, det var da at jeg reagerede og blev meget bange. Jeg vendte mig om, men det var allerede for sent. Hans arme var om min talje og han løftede mig lidt op, men jeg stridte i mod og prøvede at komme løs. Jeg skreg meget, men min mor reagerede ikke, hun sad ellers nogle få meter væk fra mig. Jeg prøvede at lave alle mulige bevægelser med kroppen, for at komme fri fra hans greb, men grebet blev blot strammere om taljen. Jeg kiggede om bag mig, for at se hvem det var og synet forskrækkede mig. Det første der kom i mit hoved var en brændt mand, fordi ansigtet på denne mand var sku ikke helt normalt. Det så ud som om han var brændt levende. Hans næse var der ikke mere og hans hud var rynket og rød. Var dette hans hævn? Og hævn? Det var da ikke mig der havde brændt ham inde, og hvis det nu var mig der havde brændt ham inde, så var jeg virkelige ked af det, men jeg legede ikke med ild eller lightere, så sandsynligheden for at det var mig, var minimal. Men det kunne jeg ikke forklare ham. Han tog noget ud af sin frakkelomme, det lignede en moppe. Han førte moppen op i mit hoved og over min næse og mund. Det var en våd moppe! Men jeg var ikke dum, jeg vidste udmærket godt at han ikke havde brugt den til at vaske gulv med, der var gift eller et eller andet i, så jeg skulle enten dø eller besvime! Jeg prøvede at få moppen væk fra mig ansigt, men han var ti gange stærkere end mig. Min krop blev svagere og min modstand forsvandt, ligesom alt andet forsvandt foran mine øjne. Det hele var sløret også væk.

Jeg vågnede stille igen. Jeg havde et følelse af at mit hoved var ved at eksplodere, hovedpinen var voldsom. Alt var hvidt rundt om mig, da jeg så mig omkring. Alle møblerne og væggene. Væggene var skindende hvide, sengen var hvid, sengetøjet var hvidt, kommoden var hvid og natbordet var hvidt. Det var også det eneste der var inde i dette værelse. Jeg er ikke særlig god til at beskrive ting, men dette lignede et værelse langt fremme i fremtiden. Døren stod åben og jeg hørte at flere mennesker gik forbi, latter og snak. Som om intet var galt, og stedet virkede ikke skummelt. Jeg rejste mig op og gik over til døren, alle der gik forbi var unge mennesker, mange af dem. Jeg var ret sikker på at der var flere end 20 der gik rundt i gangen. Og de var alle i ført det samme tøj. En sort bluse og nogle mørkegrønne løse busker. Ingen så direkte på mig, kun et hurtig blik og et smil og gik videre og talte videre med den person som de gik med. Var jeg i et misunderligt kollegium? Jeg var målløs og forstod absolut ingenting overhoved.

”Hej,” Jeg prøvede at få en eller anden til at standse, men det kunne godt se ud som om de skyndte sig til et eller andet. Så ingen standsede.

”Du ser godt nok forvirret ud,” Jeg kiggede over på den anden side, en dreng.. Eller ja, jeg skal bare sige det med det samme, en meget, meget lækker dreng, stod der og smilte. ”Men det er også forståeligt.” Sagde han så, og smilte stadig. Jeg svarede ikke med det samme, jeg beundrede hans grå øjne og hans flotte, perfekte hvide tænder. Og hans smil. Jeg glemte alt, men så min vid og sans igen, jeg blev lidt rød om kinderne, da jeg fandt ud af at jeg stod og stirrede efter ham. Og hans perfekte strit hår, mellem blond.. Hvis nogen spurgte hvordan mig type af dreng så ud, så kunne jeg aldrig rigtig beskrive typen.. Men denne dreng var i hvert fald typen, som jeg ellers ville haft beskrevet!  Selv om han var drømmende, så fandt mine tanker tilbage til hvor jeg pænt sagt blev kidnappet.

”Hvor er jeg?” Spurgte jeg undrende.

”Manelivia.” Sagde han, og intet mere. Jeg løftede et øjenbryn og jeg er ret sikker på at jeg stod der og lignede et spørgsmålstegn. Det var tider som disse, at jeg ønskede at jeg havde fulgt bedre med i geografi, jeg var ret så sikker på at jeg aldrig havde hørt om Manelivia før.

”Kom, jeg skal fortælle dig.” Sagde drengen og gik over og satte sig på min seng. Jeg gik så efter og satte mig ned på sengen, lidt væk fra ham. Så han fik fortalt mig hvad der foregik, jeg blev svimmel og dårlig tilpas og følte mig stadig lige så forvirret som før.

Jeg var i Manelivia, men Manelivia var ikke et land. Eller by eller noget i den retning. Det var et sted, inde i jordens indre. Ved jordkernen. Og grunden til at jeg ikke var brændt op, var fordi at jeg havde et chip inde i armen, altså under huden. Og den fungerede sådan at jeg fungerede inde i jorden, det var alt hvad jeg forstod. Men jeg var ikke kommet her på ferie, dette var mit nye hjem og jeg kom aldrig hjem til min mor igen. Jeg blev ked af det, men jeg fik skubbet det til siden. Austin, det lækre stykke af et menneske som jeg mødte i gangen, kaldte dette sted for en ”camp”. Jeg var her for at blive trænet op til at være jordens vogter. Fordi i lang tid havde vogterne levet inde i jorden, og de hed Maneliviaer. Og de så ud som den brændte mand, der kidnappede mig, gjorde. Men som jeg forstod det, så var der ikke så mange Maneliviaer tilbage, og derfor tog de unge friske mennesker. Og jeg var taget, fordi jeg havde det skidt hjemme. Jeg vidste ikke hvordan de vidste det. Men ellers tog de børn under 18 år fra børnehjemmet. Men ingen under 15 og ingen over 18. Men man kunne godt blive taget som 17 årig, blive lært op og være her for altid. Selv var jeg 17 år, så jeg var på grænsen. Austin var gået til træning, jeg skal ikke endnu, fordi jeg skulle slappe af i to dage inden jeg kunne gøre noget aktivt.

Jeg lagde mig ned i sengen, jeg var ikke sikker på om dette havde reddet mit liv eller ødelagt det. Det var meget at tage, men at se sin mor hverdag sidde og sprøjte sig selv med heroin, så virkede dette som et bedre sted. Der var meget som mennesker på overfladen ikke kendte til. Austin forklarede alt så godt, men jeg havde et ting med at jeg ikke kunne fortælle noget og lyde klog.

Universet er uendeligt, og ”de kloge” siger at der kun er liv på en verden. Men det er løgn, universet er nemlig uendeligt! Der er så meget mennesket ikke ved endnu og ikke er i stand til at finde ud af. Fordi langt, langt, langt væk, der er en anden Jord. Men den bliver ikke kaldt Jorden. Deres jord hed Awen. De var også mere fremlige end vi, og de er disse velkendte ”ufoer” som mennesker på jorden har set. De har allerede fundet vores jord, men blev angrebet af vores militær, da et ukendt køretøj fløj rundt oppe i luften og siden har det været krig. En ”ufo” var faldt ned og ”rumvæsenet” blev taget til fange. De lignede meget mennesker og slet ikke den typiske beskrivelse af rumvæsner. De havde sorte øjne på samme størrelse som vores, fire fingre på hver hånd og spidse ører. Lidt skuffede, da jeg altid et billede af dem i hovedet: et nøgent grønt rumvæsen med store sorte øjne og tre fingre. Men nej, sådan var det ikke. Men ja, et rumvæsen var taget til fange af NASA. Så teorien om at de hold rumvæsner for os, var sandt! Hvem skulle haft troet det.

Men de havde taget flere rumvæsner. Og siden det, så blev vores Jord set som et dårligt sted af  jorden Awen, og de kom og prøvede at få deres rumvæsner igen. Men der var ingen medlidenhed af NASA, de fik ikke deres venner igen. Så vores arbejde som vogtere, var at beskytte verden i mod Awen. Hernede i Maneliva kaldte man eller ikke menneskerne fra Awen for rumvæsner, men for awenere. Jeg så dem stadig som rumvæsner. Men Austin sagde at maneliviaer blev sure, hvis man brugte ordet rumvæsner.

Selvfølgelig havde jeg stadig svært ved at tro alt dette, i går var jeg ikke sikker på om jeg skulle tro Natasha i skolen, om hun skulle til Paris eller ikke, til et audition. Og nu skulle jeg tro alt det her, det var meget at håndtere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...