Riptide | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hun var ødelagt. Han havde alt for høje forhåbninger.

88Likes
50Kommentarer
3429Visninger
AA

5. ➵ twenty minutes

Jeg ser børn danse rundt på legepladsen ovre ved Toys”R”Us og deres stolte forældre se på med et fredeligt smil på læberne. Jeg ser et kæmpestort juletræ i midten af lokalet, som er oplyst af flere lys, end jeg kan tælle, og mennesker, der samles omkring det for at få et billede at sende med posten. Jeg ser kraftigt gule udsalgsskilte i vinduerne med forskellige procenter skrevet på. Og jeg ser hende ved min side, da hun blidt læner sit hoved imod min skulder.

  Det går op for mig, at jeg ikke er fuldstændig klar over, hvorfor jeg ikke bryder mig om at shoppe, imens jeg står dér i centret og mærker min stressede sjæl hvile sig i en seng af lykke. Spørgsmål hober sig op i mit hoved, og de drejer sig alle om det store hvorfor. Om jeg kom ud for noget, da jeg var yngre, som fik mig til at foragte offentligheden – måske ydmygede jeg mig selv ved at tabe min is i et supermarked, eller måske lod min mor mig ikke få en pose vingummier, når vi stod ved kassen i indkøbsbutikken. Jeg ved det egentlig ikke.

  Det er ikke helt til at beskrive, hvordan jeg har det, da jeg bevæger mig hen imod en bager og køber fem sukkersmåkager, som er lune og bløde, før jeg rækker Gabrielle en af dem. Hvis nogen spurgte mig, om jeg er lykkelig, ville jeg måske for en gangs skyld tænke over det. Jeg ville overveje at svare ja i stedet for straks at sige det sædvanlige: ”Jeg tror på, at lykke er noget, man er nødt til at arbejde sig op imod. Og lige nu er jeg alt for ung til at kunne udtale mig om sådan noget.”

  Måske har jeg i al denne tid taget fejl.

  ”Jeg føler altid, at vi glemmer at købe gaver, selvom det er formålet med de her ture,” siger Gabrielle og slår en latter op. ”Ikke at jeg har noget imod det, men når jeg er i nærheden af dig, ender jeg altid med at udskyde alt det, jeg har af planer for dagen.”

  ”Du har fat i noget,” svarer jeg med et let træk på skuldrene. ”Jeg går ud fra, det bare er alt for let at blive distraheret. Her i storcentre er der altid så mange butikker, at man ender med at gå alle andre steder hen end det ene sted, man kom for.”

  Måske er det dét, jeg hader så meget ved at tage ud, tænker jeg for mig selv.

  ”Tja, jeg ved, at jeg med sikkerhed er nødt til at købe noget til min niece.” Hun nikker i retningen af en kiosk få meter fra os. ”Men hun ville blive mere end ellevild over en pose slik – især chokoladejulemændene. Af en eller anden grund foretrækker hun dem frem for almindelig chokolade, selvom der egentlig ikke er den store forskel på smagen eller kvaliteten – og julemændene er endda dyrere, fordi de ikke har noget fyld.”

  Jeg tænker tilbage på, hvordan jeg som lille ligeså insisterede på at købe små julestokke frem for store til jul, fordi de små var mere ”delikat tilberedt”, som jeg nu sagde, hvilket var helt ude af kontekst. (Min onkel forsøgte at lære mig fine ord, hver gang vi mødtes, og jeg elskede mere end noget andet at smøre min nye viden ind i andre ansigter, selvom jeg lød alt andet end klog).

  Vi bevæger os ind i kiosken, netop da to unge piger løber ud med latteren hængende efter sig. De har begge en stor pose slik i hånden, og da mine øjne følger dem, indser jeg, at de har købt til dem selv og deres forældre. Det er noget af det, jeg elsker mest ved julen – alle ændrer sig til en bedre version af dem selv, virker det som. Gårsdagens begivenheder er blevet vasket væk med tidevandet og har efterladt rene sjæle, der er klar til det nye år, og tætte familier fyldt med barmhjertighed og god stemning. Man kan sige så mange gange, man vil, at juledekorationer ikke har nogen indflydelse, men jeg tror nu alligevel, der er noget om, at stemningen vil få folk til at ønske at gemme deres skygge væk i bare et lille stykke tid.

  ”Hvad skulle det være?” spørger salgsassistenten, da vi står og beundrer de fine chokolader, der er blevet sorteret, så de står i alfabetisk rækkefølge. Hun er ikke mere end 20 år, men bruger alligevel allerede en hel del makeup, der får hende til at se mindst ti år ældre ud. Jeg kan forestille mig, da jeg kigger på hende, at hun må være en universitetsstuderende, der forsøger at balancere job og uddannelse, trods det er sværere, end det umiddelbart lader til at være – det er i hvert fald den historie, jeg læser i hendes trætte, gråblå øjne, mens Gabrielle udpeger nogle forskellige chokolader for derefter at hente en stor chokoladejulemand indpakket i skinnende stanniol.

  ”Luna vil blive så begejstret,” mumler hun for sig selv, da hun stiller, hvad hun har i favnen, fra sig for derefter at hive sin mørkerøde pung frem. ”Allerede i en alder af fem år har hun en forkærlighed til chokolade, så jeg kan ikke forestille mig, hvordan det kommer til at blive i hendes teenageår.”

  Jeg gætter på, at Luna er navnet på hendes niece, men siger ikke noget. I stedet betragter jeg Gabrielle, imens hun med et smil rækker salgsassistenten en pengeseddel, som hurtigt bliver erstattet af nogle mønter og en bon med tre rødlige streger bag sig. De giver mig lyst til at fortælle den universitetsstuderende, at hun formentlig bør skifte bonpapiret ud snart, men jeg lader være. Alt, jeg ender med, er at stirre hypnotiseret på de parallelle linjer, som i denne tid fyldt med hjerter og hygge burde minde mig om jul, trods jeg ikke ser andet end blod.

  Det er ikke meget senere, end efter vores fødder har bevæget sig et par fliser væk fra butikken, at jeg hører det første skud og derefter et til. Skrig kommer væltende, som har vi at gøre med en dominoeffekt, men min egen reaktion er forsinket. Jeg har lyst til at lade, som om jeg bare hørte syner – at jeg bare er en smule for paranoid, nu hvor jeg ved, hvordan alt står til med Gabrielle og hendes bror – men jeg ved, at jeg kun kan løbe et vist antal meter, før sandheden vil indhente mig og hviske sine grusomme hemmeligheder ind i mit øre, indtil de gentager sig selv i mit hoved gang på gang på gang.

  Det her er ægte, det er højlydt, og det er brutalt.

  ”Louis?” spørger Gabrielle forvildet og stirrer op på mig, i håb om at jeg kan give hende en fornemmelse af tryghed. ”Louis, hvad er det, der sker?”

  Jeg svarer ikke. Jeg ved, at der ikke er brug for et svar, for vi ved begge udmærket godt, hvad der sker. Hvad hun nærmere burde have spurgt om, er: ”Hvorfor sker det nu? I offentligheden? Hvorfor foran alle disse børn? Hvorfor vælge at slå fryden i tusinde stykker i denne stund?”

  Vi har altid vidst det. Inderst inde har vi begge været klar over, at dette øjeblik ville komme, trods ingen af os nævnte det. Vi gik sågar så langt, at vi begyndte at snakke om vores fremtid, og hvordan vi vil leje en lejlighed og opsøge vores gamle drømme som at blive modedesigner eller astronaut eller ballerina eller professionel fodboldspiller. I al denne tid har vi bevæget os rundt og fået den opfattelse, at djævlen ikke har stået uden for vores dør, siden vi mødtes igen. Vi lod begge, som om hendes bror rent faktisk var en person, der var i stand til at tilgive. At han stadig et eller andet sted havde lidt sympati i sig, selvom den forsvandt den dag, han skød en 13-årig i hovedet uden så meget som en enkelt bevægelse i ansigtet.

  ”Løb.” Det er alt, jeg kan få ud, da skuddene langsomt kommer nærmere, i takt med at de når ind mod centrum, hvor vi befinder os.

  ”Men –” Hun kigger på mig med desperation malet i sit ansigt, og jeg kan se hendes øjne blive blanke som en dukkes. Det giver mig lyst til at trøste hende og fortælle hende, at alt nok skal blive okay, men sagen er, at det aldrig vil blive okay igen. Det var aldrig okay.

  ”Løb!” gentager jeg og rusker i hende en smule hårdere end planlagt. ”Gabrielle, løb. Løb så langt væk som muligt. Hører du?”

  Nu er tårer begyndt at løbe ned ad hendes ansigt. ”Jeg kan ikke –” Hun ryster på hovedet og har svært ved at trække vejret. ”Jeg vil ikke have det her til at ende.”

  Hvad hun helt nøjagtigt mener med ”det her”, vil jeg nok aldrig nogensinde give svar på. Lykken? Vores forhold? Sit liv? Trods jeg gerne vil spørge hende, er jeg klar over, at dette i hvert fald ikke er tiden til det. Ikke nu, måske ikke nogensinde. Måske vil det gøre for ondt at forsøge i fremtiden.

  ”Jeg elsker dig uanset hvad og vil altid gøre det,” mumler jeg og planter et flygtigt kys på hendes pande, ”men du er nødt til at gå, Gabrielle. Jeg beder dig, forsvind herfra. Nu.”

  Der er intet romantisk ved situationen, da jeg indser, det måske er sidste gang, jeg mærker hendes knoglede hånd imod min. Intet smukt, intet poetisk, intet at beundre, intet at ønske sig. Jeg har læst nok bøger til at vide, at mange forfattere eller læsere ville sætte dette grusomme scenarie i et lys, der får alt til at se godt og kunstnerisk ud, men ”smuk” er ikke et ord for blod og grædende børn, og det har det aldrig været.

  Det er gået op for mig, at fordi så mange mennesker mere end noget andet ønsker at ville give sit liv for nogen i deres liv, har de en tendens til at hæfte sig ved fiktive fortællinger om romance. Selv hvis vi ønsker at benægte det, er vi i sidste ende materielle – og vi ønsker at få alt det, vi ikke kan få. Folk med glat hår ønsker krøller, og folk med krøller ønsker glat hår, ligesom folk, der ”kun” har familie og venner omkring sig, kræver at være forelsket. De søger ikke kun en overfladisk kærlighed som dem, konger og dronninger har, men en brændende, desperat en, der aldrig nogensinde vil finde sin plads i denne uretfærdige verden.

  Det er ironisk, hvordan vi bruger vores lange liv på at finde lykken, trods vi gang på gang opsøger faren på egen hånd.

  Gabrielle nikker lige så stille og skærer en grimasse, som får hendes mundvige til at vende så meget nedad, at hun er nødt til at åbne munden, før hun sætter farten op og begynder at forsvinde væk fra min synsvidde. Det er svært at se hende blive en mindre og mindre plet i mit synsfelt, men jeg ved, at det er for det bedste, trods mit hjerte føles, som om det er hæftet til et anker, som kun synker længere og længere ned mod en endeløs bund.

  Mine øjne følger de små, sorte støvler i tre lange sekunder, imens de bevæger sig op og ned i glidende bevægelser, som var det taget fra The Hunger Games. Jeg mærker mine skulder synke i en bevægelse, der ser nederlaget i øjnene, og mit hjerte gør mere ondt, end det gjorde første gang, jeg gav slip på hende, men jeg kan trøste mig selv med, er, at hvis hun kan slippe herfra, har vi alligevel vundet i sidste ende. Det er det, jeg bliver ved med at minde mig selv om, da jeg begynder at forbande, jeg ikke medbragte mine firkantede, kiksede briller, fordi hun har forvandlet sig til en tåget klat maling. Hun er snart i sikkerhed.

  Det er i dét så ufattelig ironiske og uretfærdige øjeblik, jeg hører det. Jeg hører det kun, fordi mine øjne i samme øjeblik vælger at svigte mig, så alt er sort et kort øjeblik. Om en refleks inden i mig fik mig til at blinke, ved jeg ikke – jeg ved bare, at en eller anden funktion i mig vælger at slå fra, så smerten er lettere at bære. Netop da mine lunger kollapser, i takt med at mine knæ rammer jorden, tillader jeg mig selv at se på den livløse dukke, der engang var mit livs kærlighed.

  Jeg skriger. Jeg skriger for mine fulde lungers kraft, så det overdøver de konstante skud, der lyder omkring mig. Jeg skriger, imens tårerne styrter ned ad mine kinder, og jeg kæmper mig på benene med et synsfelt, der er dækket af et rødt filter. Jeg skriger og skriger og skriger, indtil jeg bliver bevidst om mit stemmebånd, som er tæt på at knække.

  Alt er rødt, så forbandet rødt.

  Mine fødder gør ondt, da jeg sætter i løb uden at se mig omkring. Jeg ved, at hvis jeg lader mig selv betragte mine omgivelser, vil det kun gå op for mig, hvor langt vi egentlig er sunket i dette fængsel af kviksand. I al denne tid har vi været to forbrydere i samme fængselscelle, som havde planer om at finde en udvej, trods der var ingen. Og verden lod os tro, der var håb. Den ligefrem grinede af os, imens vi blindt forsøgte at løse en uløselig ligning. Sådan er det altid, er det ikke? Man får en forsmag på, hvordan livet aldrig nogensinde vil blive, og så bliver det revet væk.

  Med disse begivenheder kan jeg ikke forestille mig, der skulle være en Gud nogen vegne – selv hvis himlen venter hende.

  De skyder mig én gang i maven og to gange i højre ben, men jeg mærker ikke smerten, da mine lemmer giver op på en kamp, de aldrig havde en chance for at vinde i. Alt dette er overdøvet af lyden af de brusende bølger i mit sind, der efter dage med tørke langt om længe er kommet igen – jeg kan se dem, da de sluger alt, der møder dem, levende og råt.

  Hvis de dog bare ville sluge min sorg.

  Jeg efterlader et betydeligt spor af blod efter mig, da jeg træt kravler hen imod hende. Adrenalinen pumper endnu i mine årer, men jeg kan mærke på mit blodtab, at det ikke vil vare længe, før min hjerne lukker af for det hele. For smerten, for sorgen, for kærligheden. Det er en lettelse og grusomhed på én og samme tid, fordi jeg ved, jeg aldrig nogensinde vil se hende igen efter dette. Jeg vil ikke kunne ligge ved hendes side, levende eller død, og ligeledes vil chancerne for at støde ind i hende på et bibliotek være fuldstændig borte. Hvem ved, måske får jeg ikke engang lov til at komme hendes aske i en potteplante, ligesom hun altid ville have det. Så snart jeg lukker øjnene, vil jeg blive fuldstændig ignorant over for verden, og så er det slut med at spekulere over, hvad vi var, og hvad vi ikke var.

  Det var dumt af mig nogensinde at tro, lykke var noget inden for rækkevidde i denne periode af livet. Absurd. Naivt. Selvfølgelig er det ikke noget, nogen bliver skænket så tidligt – ingen slipper så let. Jagten på lykke er den eneste grund til, at vi lever så længe – hvilken anden pointe er der i vores tilstedeværelse, andet end at smile, grine, græde, sørge og gå igennem en forlystelse af følelser? Skæbnen, eller hvem end der kontrollerer dette, ville aldrig have givet os så lang tid at leve i, hvis det ikke var, fordi det ville tage noget tid at fuldende missionen.

  Med et udmattet støn griber jeg hendes livløse hånd. Hulker, trods det føles, som om min mund pludselig har lokaliseret sig i min mave. Smagen af metal lægger sig i et lag over min tunge og er tæt at kvæle mig. Næsten.

  Lyden af sirener lyder fjernt, da jeg forsvinder ind i intetheden. 

 

~ ~ ~ ~ ~

 

Wow, jeg ved ikke helt, hvad de gik galt, men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at formulere sætninger, da jeg skrev dette kapitel, så det er meget lortet, og jeg hader det og mig selv så enormt meget lige nu.

Før I sletter historien fra jeres favoritliste, vent til juleaften! Udgiver et enormt kort kapitel, som egentlig ikke er et kapitel, og ja, det vil runde historien af en smule. 

(Beklager, at jeg også dræbte hende her - jeg dræber for mange mennesker i mine historier).

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...