Riptide | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hun var ødelagt. Han havde alt for høje forhåbninger.

88Likes
50Kommentarer
3422Visninger
AA

4. ➵ twelve hours

At vågne op til Gabrielles fredfyldte, sovende ansigt er noget, jeg længe har drømt om, trods jeg aldrig troede, det ville blive til en realitet igen efter alt det, der er sket imellem os. Jeg har oplevet det før, ja, faktisk en hel del gange, men det er stadig lige så betagende, som det var første gang, og jeg tvivler ikke et sekund på, det vil fortsætte på denne måde. Nogle ting har en udløbsdato, men, selvom jeg ved, jeg meget vel kan være blændet af min lykke, hun vil altid være som et splinternyt legetøj, der netop er blevet pakket ud på juleaften.

  Når hendes ansigt ikke er dækket af makeup og en maske af bekymring, virker hun så mange år yngre. Da jeg ligger dér, og mine øjne kører ned langs konturen i hendes ansigt, mærker jeg mit åndedrag forsvinde ind i intetheden lige så langsomt. Jeg spørger mig selv, hvorfor skæbnen valgte at føre os sammen igen efter al denne tid – hvorfor jeg fortjener hende, og hun fortjener mig. Inderst inde ved jeg, jeg aldrig nogensinde vil få et svar på det, men helt nysgerrig er jeg nu heller ikke – så længe jeg har hende her ved min side.

  Mine øjenbryn krænges, da jeg langsomt børster den hvide dyne af hendes nøgne skuldre, og jeg får alvor indser, jeg er holdt op med at trække vejret. Jeg er bange for, at hvis jeg rent faktisk tillader mig selv at indånde hendes falmende parfume, vil det gå op for mig, at den perfekte boble, vi lever i, ikke er ægte. Vi kan ikke gemme os i en dagdrøm for evigt, når den farveløse verden i virkeligheden er alt for brutal til Gabrielles blide pastelnuancer, og det har jeg længe vidst, men hvad jeg ikke kan ændre på, har jeg ikke lyst til at se i øjnene. Ved enden af mine korte, brede fingre er adskillige blå mærker, der nærmer sig en kvalmende gul. Én efter én kommer de luntende, da mine øjne langsomt bevæger sig længere ned langs armen. På hendes blege, porcelænslignende hud virker de malplacerede – som om en kunstner ikke var i sit rette sind, da han forsøgte at rette på sit ellers helt perfekte værk – og jeg kan høre min rustne hjerne knirke og snurre, da jeg prøver at komme i tanker om, hvem der ville udsætte hende for noget så frygteligt.

  Eller måske prøver jeg i virkeligheden bare at finde enhver undskyldning, der kan erstatte den sandhed, der er lige for øjnene af mig.

  Jeg er stille, da hendes øjenlåg begynder at dirre for derefter at træde til side og afsløre et sæt blågrønne irisser. ”Godmorgen,” siger hun lavmælt med en hæs stemme, der er druknet i søvn, og så trækker hun let i mundvigene. ”Hvor længe har du været vågen?”

  ”Jeg er næsten lige vågnet,” svarer jeg og stryger en krølle væk fra hendes ansigt. Det overrasker mig, hvor let det er for mig at holde min stemme fra at ryste, da jeg siger det, men jeg går ud fra, man altid har en tendens til at undervurdere, hvad man er i stand til, når det virkelig gælder. ”Har du sovet godt?”

  ”Mm-hm.” Hun lukker øjnene et kort øjeblik som for at træde tilbage i tiden og genopleve sin nat. ”I et øjeblik troede jeg, det var en drøm, da jeg vågnede, og du var her. Jeg tænkte, at det umuligt kunne være sandt, at de seneste dage rent faktisk fandt sted – det har været alt for godt.”

  ”Jeg går ingen steder.” Mine fingre følger lige så stille hendes kindben.

  ”Nogle gange bliver jeg bange for, at noget vil knuse det her øjeblik,” betror hun mig og låser sine øjne fast i mine. ”At jeg har fået alt det her, fordi det skal gøre mit fald lidt blødere, når hele verden endelig styrter sammen.”

  ”Det skal du ikke bekymre dig om, okay?” Jeg fanger hendes hage imellem min tommel- og pegefinger og løfter i den, så hun giver et grin fra sig. ”Hvad vi har her og nu … det er alt, du behøver fokusere på. Fremtiden må vise sig, og forhåbentlig vil den vise sig at være alt, du nogensinde har ønsket dig.”

  ”Jeg vil lade, som om jeg aldrig har sagt det her før, siden vi lovede hinanden ikke at bringe fortiden op,” mumler hun og lader sit hoved hvile i min hånd, ”men jeg elsker dig altså bare så ubeskrivelig højt.”

  Derefter læner hun sig frem og lader vores læber kollidere, trods det er morgen, og ingen af os har børstet tænder og formentlig har forfærdelige ånde. Jeg går ud fra, det er endnu et eksempel på, hvor umådelig latterlig kærlighed er – ting, som plejede at betyde noget, virker pludselig irrelevante, og man tager sig selv i at indse, man faktisk vil ofre en hel del mere for en enkelt person, end man nogensinde havde forestillet sig.

  Det er af den grund, jeg ikke spørger ind til de misfarvede plamager.

”Beklager, at køleskabet er så tomt,” siger jeg med en beklagende grimasse, trods hun har for travlt med at inspicere maden på hylderne til at møde mine øjne. ”Jeg forventede ikke, at du ville blive så længe. Ellers ville her formentlig også have været lidt pænere.”

  Hun smækker døren i og stiller sig foran mig med korslagte arme. ”Åh, virkelig? Så du prøver at fortælle mig, drenge altså rent faktisk har mere på tankerne end sex?”

  ”Jeg ved, at jeg personligt bruger de grå celler til ting af mere nytte,” svarer jeg og træder et skridt frem, så det kun er højdeforskellen, der adskiller vores ansigter fra hinanden. ”Men det er vel noget, I piger må vurdere.”

  Hun fnyser misfornøjet med et rystende hoved. ”Du morer mig.”

  ”Og hvorfor nu det?” Mine arme snor sig drillende om livet på hende.

  ”Det ville jeg fortælle dig,” – hun læner sig frem, som om hun skal til at dele en dyrebar hemmelighed – ”men du sagde selv, vi ikke bringer fortiden op.”

  Derefter giver hun mig et flimrende kys og forsvinder ind på badeværelset, så jeg er efterladt alene med et flyvsk hjerte og prikkende hud, der syder af elektricitet. Jeg ved, at Gabrielle altid har været klar over, hvilken effekt hun har på mig – hvordan jeg ofte må hive efter vejret og knibe øjnene sammen et øjeblik for at sikre mig, at når jeg igen åbner øjnene, vil hun stadig være der – og det er også grunden til, hun nyder at bruge det imod mig. Hver eneste gang hun sniger et flygtigt kys ind mellem sekunderne, bliver jeg overbevist om, at jeg ikke er andet end en naiv hund, der er desperat efter at få fat i en af godbidderne i skabet. Hun er ikke helt uden for rækkevidde, men jeg kan kun få hende i små doser, trods jeg ville ønske, det var anderledes.

  I det øjeblik, jeg ved en fejl kom til at tage hendes sæde til premieren af min yndlingsfilm, og jeg pinligt berørt måtte indrømme, jeg var kommet alene, vidste jeg, hun var noget helt specielt. Hun stirrede ikke på mig, som om vi var fra to forskellige galakser, nej, hun smilede bare. Og derefter fortalte hun mig, hun selv var blevet brændt af af sin date, så vi var i lidt af samme båd. Det var i dét sekund, at jeg lovede mig selv ikke at lade hende forlade salen, før jeg havde fået hendes nummer.

  Hun er … hun er magisk. Alt ved hende er noget, der får mig til at spørge mig selv om, hvordan jeg nogensinde skal kunne leve op til en pige som hende. Jeg ved dog, at mine indre spekulationer har ingen betydning, for det, der virkelig tæller, er, at hun rent faktisk er mere end en fjollet illusion, der er blevet lidt for virkelig.

  ”Gæt hvem.” Et sæt kolde hænder lægger sig over mine øjne, så alt bliver mørkt. Selv hvis jeg ikke genkendte stemmen, ville jeg enhver tid kunne identificere hendes berøring, og hvordan hun altid virker så forsigtig, som var jeg en vandmand, der var strandet.

  ”Hm,” svarer jeg smilende, ”enten er det Gabby, eller også er det en indbrudstyv, der lyder enormt meget som min kæreste.”

  ”Hvem ved, måske er det begge,” bliver der sagt, før mit synsfelt igen åbner sig, og mit køkken møder mig. Bag mig lyder hyppige, små åndedrag, der fortæller mig, Gabrielle venter på, at jeg skal vende mig om.

  ”Har du nogen planer for i dag?” spørger jeg og tager hendes hænder i mine, da vi igen står ansigt til ansigt. Hun er nu iført en mørkeblå sweater, som skjuler enderne af hendes hår, og hendes ansigt gløder mere, end det gjorde, da hun vågnede op. Trods jeg ved, makeup er lavet til at vise de bedste sider af en person, synes jeg ikke, mascaraen eller eyelineren har gjort en betydelig forskel. Hun er stadig lige så smuk som for en times tid siden – hun ser bare mere voksen ud.

  Gennem årene er det gået op for mig, at ting som foundation, concealer og læbestift kun får en person til at se ældre ud. Min søster har på det seneste gået meget op i at lægge sin makeup og kan bruge en hel time på det, og det er noget, jeg aldrig helt har forstået, for det får hende bare til at ligne en kvinde på 30. Gabrielle holder det simpelt, hvilket er grunden til, jeg endnu ikke føler mig som den yngste i forholdet, men jeg har aldrig set nødvendigheden i at gøre sine øjenbryn mørkere, så man ser enormt aggressiv ud, eller at dække urenheder, når drenge i sig selv heller ikke er pletfri.

  ”Ikke så vidt jeg ved, nej,” svarer hun og løfter sit øjenbryn. ”Har du da?”

  ”Hvad siger du til at tage ud at spise morgenmad? Siden mit køleskab trods alt er tæt på tomt,” siger jeg og slår en latter op. ”Derefter kan vi eventuelt fortsætte vores juleindkøb, nu hvor vi ikke fandt det helt store den anden dag.”

  ”Wow.” Hun lægger forbavset hovedet på skrå. ”Louis Tomlinson foreslår rent faktisk at tage ud at shoppe?”

  ”Så længe vi ikke kalder det at shoppe. Desuden skal jeg finde nogle gaver til mine søskende, og du er en pige, så jeg havde lidt håbet på, du kunne give mig et forslag eller to til, hvad jeg kan give dem. Det føles stadig underligt for mig at tænke på, de er blevet så gamle efterhånden, for jeg husker dem stadig, som de var for tre år siden.”

  ”Jeg kender det.” Hendes blik bliver fraværende. ”Tiden går så stærkt, og før vi ved af det, har vi lagt hele vores liv bag os.”

  ”Men” – jeg knuger hendes hånd i min – ”det er ikke noget, vi skal tænke over nu. Hvis du bliver ved med at dvæle ved de her ting, vil du ende med at køre i cirkler og aldrig komme videre. Jeg ved, at det er svært med din bror, og at du ikke bare kan holde op med at bekymre dig, men … husk, at jeg elsker dig, og at det er noget, der aldrig kommer til at ændre sig.”

  Der er stille et øjeblik, så jeg bliver opmærksom på uret på væggen. Det er som om, at nu, hvor vi tillader os selv at tage en pause til bare at værdsætte stilheden, lægger jeg pludselig mærke til alt det, mennesker har en tendens til at tage forgivet som snefnuggene, der har lagt sig på vinduet, eller den stille storm udenfor. Ingen af os har lyst til at bryde denne opdagelse af skønhed i de mest simple ting, fordi det netop er disse øjeblikke, der forsvinder lige så hurtigt, som det er sagt. Vi ved samtidig, at vi ikke kan blive stående her for evigt, hvilket er grunden til, at Gabrielle ender med at mumle et lavmælt: ”Jeg vil virkelig gerne vide, hvordan du altid formår at sige de rigtige ting,” før hun trækker i mundvigene.

  ”Tro mig, det er rent held.” Jeg smiler også.

  Så læner hun sig ind mod mig for at placere et kys på mine læber. Denne gang smager hun af tandpasta med pebermyntesmag og efterlader en fornemmelse af friskhed i min mund. Da jeg trækker vejret, sniger duften af den parfume, jeg gav hende sidste sommer, sig op igennem mine næsebor, hvilket efterlader mit hoved i en snurrende forlystelse.

  Der går nogle sekunder, før hun afbryder og blidt lægger en hånd på min brystkasse. ”Mon ikke vi må se at komme af sted?”

 

 

~ ~ ~ ~ ~

 

Der er kun ét (rigtigt) kapitel tilbage! Har I fundet ud af, hvordan kapiteltitlerne er forbundet endnu?

- A

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...