Riptide | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hun var ødelagt. Han havde alt for høje forhåbninger.

88Likes
50Kommentarer
3442Visninger
AA

3. ➵ three days

Jeg indånder den kolde luft, der føles som en sjat kold vand i hovedet på en døsig morgen. Det er, som om den får al tågen i mit hoved til at forsvinde – eller måske er det bare hende, der gør det. Måske er det hende, der får mig til at være mere årvågen end før, mere tænksom. I et forsøg på at glemme alt om hende har jeg fortrængt meget af, hvad det vil sige at kunne kalde hende min, men denne følelse virker nu alligevel bekendt. Siden jeg begyndte at ses med hende igen, har verden forvandlet sig for øjnene af mig på en måde, jeg ikke har oplevet mange gange. Jeg har ikke famlet mig ud i intetheden i blindheden disse dage, nej, det er, som om jeg har fået en retning at følge. Hun har givet mig en retning.

  I mængden begynder hendes ansigt langsomt at vise sig for mig. Jeg tænker for mig selv, at det umuligt kan være rigtigt, at hun kun bliver kønnere, jo mere jeg ser hende, men hun er et levende bevis på, at jeg tager fejl. Trods jeg ikke har set hende mere end én gang, siden vi løb ind i hinanden på biblioteket, kan jeg mærke, det aldrig vil stoppe – jeg vil aldrig stoppe med at falde mere og mere for hende hver eneste dag. Om det er en god eller dårlig ting, er jeg ikke klar over.

  Hun står dér med røde kinder og skuldrene ubevidst hævet, så de næsten når hendes ører, der er gemt bag det mørkebrune hår, og jeg kan ikke lade være med at beundre, hvordan julelysene omkring os komplimenterer de blå øjne, der altid har haft evnen til at hive sandheden ud af mig: at jeg aldrig vil kunne få mig selv til at give slip på hende, om der så går flere år, flere liv. Ilden i mig vil ikke lade sig slukke, og det kan jeg slå fast, da hun langsomt træder et par skridt frem mod mig.

  ”Du ser fortryllende ud,” mumler jeg og tager hendes iskolde hånd i min. ”Jeg ved ikke, hvordan du formår at overraske mig gang på gang.”

  Hun undslipper en let latter. ”Hvor er det bare mærkeligt, at jeg har det på præcis samme måde med dig!”

  Hun læner sit hoved mod min skulder, da vi bevæger os ned ad gaden, der er fyldt med mennesker, der ligesom os har travlt med at købe julegaver til folk, de holder kært. I dette iskolde vejr burde det være umuligt at dufte noget som helst, men min næse synes alligevel at kunne skelne noget, der minder mig om vinter og at komme hjem efter en varm skoledag til afslapning og udskydelse af lektier. Varm chokolade.

  Der er ikke brug for, at jeg fortæller hende, hvor vi går hen – hun ved det godt. Jeg har svært ved at forklare helt præcis hvordan, for vi har ingen tradition med at starte vores dates ud med varm chokolade, trods det ville være romantisk. Jeg går ud fra, vi begge duftede det – vi bemærkede begge den smidige røg, der langsomt snoede sig op af en stor gryde fyldt med en mørkebrun væske, og kunne ikke modstå trangen til noget sødt.

  Selv kaffeelskere må give sig en gang imellem.

  Jeg er endnu ikke klar over, hvor Gabrielle og jeg står. Ingen af os har lyst til at ødelægge, hvad vi har lige nu, ved at sætte for meget pres på forholdet, fordi denne del af processen netop er den bedste. Vi lovede hinanden at glemme alt om det gamle forhold, og hvad vi har oplevet hidtil, så det føles ikke, som om jeg har kendt hende i evigheder. Trods jeg er godt klar over, hun ikke bare er enhver anden pige, jeg giver det et forsøg med, er jeg blevet så vant til at se på hende med nye øjne, at jeg af og til tager mig selv i at glemme, vi har et hav af minder sammen.

  ”Snakker du stadig med dine forældre?” spørger jeg, da vi hver har en kop kakao i hånden. Noget siger mig, hun har mere brug for varmen, end jeg har.

  Hun ryster på hovedet, men trækker så på skuldrene. ”Ikke rigtig, men det går nok. Selvom jeg godt nok ikke længere har kontakt til min bror, havde jeg ikke lyst til at sladre om ham, så de ser ham stadig som den dreng, der fik topkarakterer i folkeskolen, og som alle deres venner beundrede. Selvfølgelig valgte de ham frem for mig.”

  ”Hvorfor fortalte du dem ikke bare sandheden?”

  ”Tja.” Hun spidser munden og blinker adskillige gange som for at gøre det lettere at finde ud af, hvad hun skal svare. ”Fordi jeg elsker ham så højt. Jeg ved godt, du ikke kan se, hvad der er at elske ved en psykopat, der engagerer sig i bander og alt sådan noget lort, men David er og vil altid være min bror i sidste ende. Tro mig, jeg har prøvet at glemme det. Jeg har skældt mig selv ud for stadig at holde af ham, men han er af samme blod som mig. Selv hvis han tævede mig sønder sammen og var skyld i, at jeg aldrig kunne gå igen, ville jeg stadig tænke på ham – og derefter ville jeg hade mig selv for ikke at kunne give slip.”

  Hendes ord får mig til at stramme mit greb om hende. Et eller andet sted ville jeg ønske, jeg havde en lignende fortid, bare så jeg vidste, hvad jeg skulle sige i denne situation. Folk går altid rundt og siger, at drenge har ingen idé om, hvordan de skal håndtere en grædende person eller følelsesladte øjeblikke generelt, og det har de ret i. Jeg stinker til at finde ud af, hvordan jeg skal reagere – om jeg skal trøste hende, eller om jeg skal være lige så ærlig om mine mørke dage, eller om jeg bare skal forholde mig fuldstændig stum.

  Jeg ender med at sige: ”Det er jeg ked af. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må have været for dig at se ham forvandle sig til, hvad andre ville kalde et monster.”

  ”Det værste er,” mumler hun, ”at jeg aldrig nogensinde vil kunne se på ham og se et monster. Jeg kan ikke bare sidde og lytte, imens mine venner sviner ham til for at være sådan en idiot, fordi jeg stadig har minderne, fra da vi var små. Jeg kan stadig huske, at han lærte mig at cykle, selvom han gav min far æren, og at han altid lod mig få den sidste is i fryseren. Og så spørger jeg bare mig selv, hvordan jeg på nogen måde kunne få mig selv til at foragte ham? Hvordan gør man det, Louis?”

  ”Det ved jeg ikke, Gabby …”

  ”Hver dag spørger jeg mig selv om, hvad der skete. Om jeg kunne have gjort noget for at forhindre det,” fortsætter hun, og blikket falder på hendes blege håndflader. ”Det skete så pludseligt – eller det føltes i hvert fald sådan. Selvom jeg regnede ud, det kun ville være et spørgsmål om tid, da han langsomt begyndte at omgås med de forkerte mennesker, blev jeg alligevel skuffet, da det langt om længe skete. Jeg går ud fra, at en del af mig stadig havde håb om, at han ville vende tilbage til at være den bror, jeg huskede og stadig husker ham for at være.”

  ”Nogle gange handler det ikke om, at nogen ændrer sig, men at vedkommende viser sin rigtige form.” Jeg knuger hendes hånd i min frie hånd og tager den op mod min mund, så jeg blidt kan puste noget varme ind i den. ”Du må ikke bebrejde dig selv for det.”

  Da jeg betragter hendes skrøbelige ansigt, ser jeg et mesterværk, der er blevet stjålet og kradset i et par gange. Mens nogle ting, der blev for nedbrudte, er blevet erstattet af nye elementer, er konceptet i sig selv stadig det samme – det er stadig, hvad det var, før nogen lagde hånden på forbudt område. Hun er stadig beundringsværdig og som solens blændende lys, og hendes øjne skinner stadig som lysene på et juletræ, men det er på en ny måde. Tiden har en tendens til at slide på ting, og på et tidspunkt vil der ikke være nok tilbage at holde fast i, men måske er det i sig selv blot en opfordring til at vokse lidt hård hud på fingrene.

  Hun begraver sit hoved i mit bryst og ånder, så jeg kan høre hende give et lavt suk fra sig. Noget fortæller mig, at vores varme chokolade ikke længere er helt så varm, som den har været, men jeg lader ikke mig selv dvæle ved det særlig længe. I stedet fokuserer jeg på, hvordan lysene omkring os går i ét med stjernerne foroven og fletter sig sammen i et perfekt mønster. Nogle gange undrer jeg mig over, hvordan verden formåede at skabe et så perfekt menneskeliv. Trods der er hunger, krig og fattigdom, er der også øjeblikke, som er så fantastiske, at det er ufatteligt, de eksisterer i andre steder end bøger. Og det her er et af dem.

  Da hun igen kigger op, former hendes mund et tak, trods ingen lyd kommer ud. Omkring os fortsætter folk at bevæge sig rundt i takt med urets tikken, men vi bliver stående. Vi kom her med formålet om at finde julegaver til vores venner og familie, men det virker, som om vi blev fanget i natten i stedet – vi er blevet taget til fange og sidder nu fast i det spind af vidunder, mørket bringer med sig.

  ”Jeg har savnet dig,” indrømmer hun lige så stille og tager en slurk af sin lunkne chokolade. ”Det var et helvede ikke at kunne kontakte dig.”

  ”Tro mig,” mumler jeg, ”jeg var i samme båd.”

  ”Hm.” Hun lader en let latter undslippe sine læber. ”Pudsigt, at vi var så tæt på hinanden og så alligevel så langt fra.”

  På et eller andet led virker det altid, som om vi er i den samme mentale tilstand. Selv når vi er flere galakser fra hinanden, er det ikke mere end et enkelt åndedrag, og jeg ved, jeg aldrig er alene. Jeg føler mig aldrig ensom, fordi jeg stadig ser hende. Jeg vil altid se hende foran mig lige meget hvad – om hun så er flere kilometer væk fra mig eller ligefrem i et andet univers. Hun vil stadig virke lige så ægte i mine øjne, og det er måske også derfor, jeg havde så svært ved at tro på, hun var ægte, da hendes stemme fandt mine ører på biblioteket.

  Vi fortsætter langt om længe med at gå. Her i London er sneen endnu ikke begyndt at falde, trods vi er ved at nå ind til midten af december. Hist og her har slud besøgt os for derefter at forsvinde en dag efter, men det føles ikke rigtig som jul endnu. Lysene er oppe, træerne er til salg, og dekorationerne er blevet hængt over vores hoveder, men det er ikke, før et tæppe af hvidt har lagt sig over landet, at jeg kan lade mig selv tro på, året vil være slut om mindre end 30 dage. Kun ét kapitel er tilbage, før den næste bog sætter i gang.

  Min far fortalte mig engang, at livet på mange minder om at læse en bog. Nogle af de mennesker, man møder, er ligesom sætninger; lette at beskrive og opsummeret. Simple og hurtigt glemt. Andre er som afsnit, lange som korte; lidt sværere at få ned på papir, og nogle gange kommer de rigtige ord ikke med, så det bliver en smule frustrerende. Den sidste type mennesker, man møder, fylder hele bogen. De er omdrejningspunktet, og hvad man læser sig til slutningen for at forstå hundrede procent.

  Hun er den slags person.

  Jeg bliver taget med overraskelse, da Gabrielle stopper op ved en lille bod, der sælger tørret frugt, og to skobutikker uden kunder for at stille sig på tæer og placere sine læber mod mine. Det er noget, der i et kort øjeblik får et lyn af spørgsmål til at slå ned i mine tanker, og jeg ser til, imens mit indre endnu en gang bryder i brand, men så følger jeg hende og lukker lige så stille øjnene, imens jeg byder de indre eksplosioner velkommen. Det er længe siden, jeg sidst smagte hendes læber, men da jeg trækker hende ind til mig, indser jeg, jeg aldrig glemte, hvordan det føltes. Faktisk har hver dag ikke været andet end længsel efter den næste gang.

  Jeg var ikke klar over, det nogensinde ville ske igen.

  De seneste par dage har jeg spurgt mig selv, hvad det her er. Om vi er desperate elskere, der prøver at finde en gammel flamme frem, som for længst er brændt ned, eller om vi er det par, der bliver ved med at forsøge at være venner, trods alle omkring dem ved, de aldrig vil kunne forblive venner med alt, hvad der er sket. Om det er dumt af os at springe i endnu en gang og risikere at få revet vores hjerter ud, så det sår, der netop er blevet lappet sammen, igen må opkræve tid og opmærksomhed på at hele sig selv, eller om vores møde var skæbnen, der fortalte mig, det her er meningen.

  ”Hvad skulle det til for?” hvisker jeg mod de bløde, lyserøde læber, der er let adskilte.

  ”Ny start eller ej,” svarer hun, ”jeg ved stadig, du hader at shoppe. Men du tog alligevel med mig.”

  Jeg ler, og det samme gør hun, så folk omkring os vender deres hoveder imod os. Nogle sender undrende blikke, mens andre ser ulykkelige og lykkelige ud på én og samme tid. For mennesker, der aldrig har oplevet en følelse som dette, vil det sikkert virke, som om vi er to skøre mennesker, der bør leve med hinanden resten af livet og aldrig prøve at tage kontakt til et andet levende væsen, men for de, der forstår, er det noget helt andet. De kender til, hvad det vil sige at fortabe sig i nogens øjne og have svært ved at ånde, trods det aldrig har føltes bedre.

  ”Desuden,” – hun peger på et punkt foroven, – ”der er en mistelten foroven. Lige dér ved hjertet.”

  Til at starte ser jeg ikke noget. Alt, jeg kan få øje på, er et stort, rødt hjerte, og et matchende bånd, der er pyntet med gran. Men så får jeg øje på den lille, grimme plante, der har mere magt end meget andet i denne verden, og jeg mærker mine mundvige stige til vejrs lige så langsomt. Trods det er en tør mistelten, der ser mere eller mindre død ud, giver den mig håb på et plan, jeg ikke har kunnet genkende i lang tid. Penge kan købe dig næsten alting, men de kan ikke købe dig den sukkersøde kærlighed, man finder i film, og som alle prøver at få inddraget i livet, trods det er tæt på umuligt. Det er den kærlighed, misteltenen har for mission at give folk – eller i det mindste bare at give dem en forsmag på, så tilskuere kan gemme sig væk og skære ansigt ad den kvalmende søde gestus og samtidig le, fordi det er jul, og det er så let at genkende i det øjeblik, misteltenen dukker op.

  Og pludselig er jeg ikke længere i tvivl om, hvad det her er. 

 

~ ~ ~ ~ ~

 

hvorfor skriver jeg kærlighedshistorier, når jeg ikke har et kærlighedsliv selv og stinker til at være i nærheden af nuttede drenge

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...