Riptide | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 24 dec. 2014
  • Status: Færdig
Hun var ødelagt. Han havde alt for høje forhåbninger.

88Likes
50Kommentarer
3413Visninger
AA

2. ➵ one week

Biblioteker dufter altid af det samme. Det er noget, jeg har erfaret gennem årene, hvor definitionen af hjem har ændret sig en tand for mange gange. Mange fortæller mig, at jeg er heldig – at det kun er en velsignelse, at jeg får lov til at opleve så mange nye syn – men de ved ikke, hvordan det føles at sige farvel til, hvad der pludselig forvandler sig til intet andet end et gammelt, støvet minde.

  Mine fingerspidser løber hen over de mange bøger. Hver af dem er unik i højden, designet og følelsen; nogle er ru mod den hårde hud på mine hænder, andre er glatte og dufter nytrykt. Blandt de mange titler er der en del, jeg genkender. Min mor plejede at læse dem højt for mig, da jeg var lille, trods jeg som regel ikke lyttede til, hvad hun sagde, men hendes stemme alene. Noget siger mig, hun var klar over det, for hun købte aldrig børnebøger – det var altid en bog, jeg senere ville komme til at studere i skolen, eller noget fyldt med så voksne ord, at halvdelen af plottet gik tabt i intetheden.

  ”Siden hvornår er du begyndt at læse så voksne bøger?” Jeg stivner. Mærker mit indre bryde i brand lige så stille. ”Jeg troede ikke, du nogensinde ville læse Hemingway af egen fri vilje.”

  Jeg kan genkende den stemme når og hvor som helst. Det vil jeg altid kunne. Folk siger, en persons stemme er det første, man glemmer om vedkommende, men med Gabrielle er det anderledes. Når det kommer til hende, er det ikke en mulighed at glemme den mindste detalje om hende. Allerede fra første gang jeg så hende, vidste jeg, hun ville efterlade et permanent mærke i min sjæl, og det var der ikke noget, der kunne ændre på.

  ”Gabby?” siger jeg spørgende, men tør ikke vende mig om og gense hendes smukke ansigt. Jeg ønsker ikke at mindes om, hvad jeg har mistet; jeg har ikke lyst til at blive trukket tilbage til en verden af fortrydelse og sorg, hvor end jeg gik.

  En del af mig er godt klar over, at det vil være tæt på umuligt at forlade hende igen.

  ”Godt at se dig, Louis,” hører jeg hende sige bag mig. Jeg kan se hende for mig; hvordan hun trækker let i det ene smilebånd, så hendes læber er lidt på skrå i hendes ellers så perfekte ansigt. ”Nu er det ikke rigtig, fordi jeg kan se dig som sådan, men du ved, hvad jeg mener.”

  Jeg lukker øjnene i nogle sekunder. Ånder ind. Ånder ud. Lader mine tanker falde til ro, trods det er tæt på umuligt at dæmpe de mange minder, der kæmper for at slå murstenene i stykker og komme op til overfladen. Derefter vender jeg mig langt om længe om og synker en klump, selvom den ikke forsvinder af det. For dér, lige foran mig, står hun, kønnere end jeg husker hende, hvilket slet ikke burde være muligt.

  Hendes brune hår, som plejede at være kort og glat, går nu ned til hendes bryst i små bølger. Jeg kan også se, at hun har tabt sig en del – trods hendes kindben altid har været høje og tydelige, virker de endnu mere iøjnefaldende i dette øjeblik. Jeg ved ikke, om det bare er lyset, der får hende til at se så umådeligt køn ud, men jeg kan ikke lade være med at sukke for mig selv og indse mit nederlag; jeg kommer aldrig til at give slip på hende igen nu.

  ”Hvad har du lavet de seneste par måneder?” spørger hun og lægger hovedet let på skrå.

  Jeg trækker på skuldrene. ”Ikke så meget. Jeg leder stadig efter et arbejde, men det virker ikke, som om nogen vil have en som mig,” mumler jeg og klukker. ”Men man kan ikke bebrejde dem – jeg er ret uduelig, når det kommer til at klare opgaver.”

  Jeg har ikke lyst til at indrømme, at jeg brugte de første tre måneder efter vores brud på at glemme hende. Da mine venner ikke kunne relatere til situationen, gik jeg videre til alkoholen, der ikke kunne dulme min smerte og mindet om hende, hvorefter læsning blev min eneste løsning for at komme væk i et stykke tid. Trods jeg havde svært ved at koncentrere mig om ordene på siden i begyndelsen, var der noget, der fortalte mig, at det med tiden ville blive bedre. Den bedste måde at lukke af for hende var ved at forsvinde ind i en anden verden.

  ”Pjat med dig!” udbryder hun. ”Hvor mange interviews har du været til?”

  ”Tre,” kommer det en anelse modvilligt ud af mig, ”men jeg sendte mit CV til syv forskellige jobs!”

  ”Lytter du til dig selv?” Hun sætter hænderne i siden. ”Tre afslag, og du giver op? Det er ikke den Louis, jeg kender, og jeg ved, det heller ikke er dig.”

  ”Nu er det også otte måneder, siden vi sidst så hinanden.” Mine øjne er blevet en anelse kolde, da jeg siger det, men det får det ikke til at gøre mindre ondt at se på hende – især fordi jeg er godt klar over, jeg netop har såret hende. ”Mange ting har ændret sig.”

  Hendes øjne fæstner sig mod gulvet. ”Undskyld, jeg … det var ikke min mening at blande mig i dine ting på den måde. Jeg kan jo ikke rigtig kontrollere dit liv. Men jeg synes altså ikke, du burde give op på noget, når du knapt nok har givet det et forsøg.”

  Det morer mig, at hun siger det. Hvis hun vidste, hvor svært det var for mig at give op på hende, selvom det ville have gjort det lettere, ville hun ikke sige det. Hvis hun var klar over, hvor meget jeg kæmpede med at glemme vores første date, hvor jeg hentede hende to timer for sent, fordi jeg ikke kunne finde hendes hus, ville hun ikke have taget kontakt til mig igen. Og nu er det for sent at gå tilbage.

  ”Det er okay,” siger jeg og ryster så på hovedet. ”Jeg er bare … det har været lidt hårdt med afslag efter afslag.”

  ”Det er heller ikke noget, du fortjener.” Hendes smil er halvhjertet, men oprigtigt. ”Hvis jeg kunne, ville jeg overbevise dem om at give dig endnu en chance, for i mine øjne er du en million chancer værd. At give op på nogen som dig … kun hjernedøde mennesker ville finde på at gøre det.”

  Noget siger mig, hun ikke længere kun snakker om de stillinger, jeg har misset chancen for at få. Ud fra det blik, hun sender mig, tyder det på, hun også har haft en anelse problemer med at glemme mig – måske endnu flere end mig, siden det var mig, der valgte at sige fra, og ikke hende.

  ”Hør, ville du måske have lyst til, jeg ved ikke, en kop kaffe?” Så snart jeg har sagt det, ved jeg, der ikke er nogen vej tilbage. Jeg kan ikke tage de følelser tilbage, jeg netop har gjort klare for hende. Alt, jeg kan gøre, er at håbe, jeg ikke vil blive trukket lige så langt ind, som jeg har været. Jeg vil ikke drukne i hendes blå øjne igen eller glemme, hvad det vil sige at være i live uden at være afhængig af en anden. ”Der er en café i nærheden, som laver den bedste espresso.”

  ”Uden et ton sukker og fløde?”

  Jeg lægger armene over kors. ”Kender du mig slet ikke?”

”Jeg må indrømme,” siger hun, inden hun tager endnu en tår, ”at du har ret omkring den her kaffe. Det er nok noget af det bedste, jeg har smagt længe. Nu til dags går alle teenagere rundt og siger, de er kaffeelskere, men det er jo ikke noget, de kan fastslå, når de kun har prøvet sukkerdrinks fra Starbucks.”

  ”Jeg kunne ikke være mere enig,” svarer jeg. ”Kaffe har mistet al sin værdighed, siden alle de kaffekæder kom og destruerede kvalitet.”

  Jeg venter på et svar fra hende, men hun siger ikke noget. I et stykke tid sidder hun bare og rører rundt i sin kaffe, imens dampen stiger til vejrs lige så stille, men så vender hun sig langt om længe imod mig og låser sine øjne fast i mine. ”Louis, jeg er altså virkelig ked af alt det, der skete dengang.”

  Jeg presser læberne imod hinanden og stirrer på et punkt i væggen bag hende. ”Det … Tænk ikke på det, det er fortid.”

  ”Problemet er, at jeg ikke kan lade være med at tænke på det.” Hun sukker. ”For det er grunden til, at jeg mistede dig.”

  ”Nogle ting er bare ikke skabt for hinanden, og nogle gange er man nødt til at acceptere det.” Indvendigt beder jeg til, at hun ikke vil gøre det sværere for mig at sige farvel, trods jeg kan mærke, det er lettere uundgåeligt.

  ”Jeg hænger ikke længere ud med min bror,” siger hun. ”Der er gået flere måneder, siden jeg sidst så ham, og han prøver heller ikke at tage kontakt til mig længere. Jeg skulle have cuttet al kontakten for længe siden, men det gik ikke op for mig, hvor meget han egentlig kontrollerede mit liv, før det begyndte at påvirke mit forhold til dig.”

  Det er svært for mig at finde ud af, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke lyst til at blive trukket ind i det kaos, hun kalder sit liv, igen, men samtidig er der en stemme i mit hoved, der bliver ved med at fortælle mig, intet kan gå galt, nu hvor hun ikke længere snakker med sin bror. Det var jo ham, der fik det hele til at gå skævt til at starte med – det var ham, der splittede os ad.

  ”Vær sød at sige noget,” mumler hun stille og bider sig i læben. Hendes øjenvipper blafrer op og ned som sommerfuglevinger i et forsøg på at skjule sine følelser. ”Jeg ved, jeg kvajede mig, og tro mig, hvis jeg kunne, ville jeg gå tilbage i tiden og vælge dig i stedet for ham, men … jeg var bare så overbevist om, at han ville ændre sig. At det ville blive bedre. Har du ikke prøvet det før? Når du elsker nogen så højt, at du bliver ved med at fortælle, det nok skal løse sig på et tidspunkt?”

  Noget siger mig, hun er godt klar over, det er, præcis hvordan jeg havde det med hende, da vi var sammen. Hver dag var en kamp med mit indre om, hvorvidt jeg skulle sætte en stopper for det eller ej. Hver dag måtte fornuften kæmpe for at banke ind i mit hoved, at det ikke var det værd, og hver dag måtte den indse, der ikke var noget, der kunne få mit hjerte til at slippe sit greb om de følelser, hun bragte frem i mig.

  ”Det kender du vist godt svaret på.” Mine negle borer sig ind i min håndflade. ”Der er ikke noget at sige om fortiden. Vi var sammen, men det gik ikke, så vi måtte gå hver vores vej. Sådan er det bare med livet, og vi kan ikke gå tilbage til den tid igen. Det burde du også vide.”

  Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg næsten tro, hun er holdt op med at trække vejret. Hvor der før var et smil, er der nu ikke engang så meget som et spor af lykke, og øjnene lyser ikke længere op på samme måde, som de gjorde, da jeg faldt i snak med hende på biblioteket. Trods hun ligner den pige, jeg har elsket i et utal af måneder, er livet blevet suget ud af hende på en måde, der ville gøre det svært for mig at genkende hende på gaden.

  ”Selv hvis vi ville, kan vi ikke bare lade, som om alt er, som det var før,” siger jeg, imens Gabrielles øjne langsomt bliver fyldt med vand. ”Men vi kan prøve at starte på ny uden at tænke tilbage på, hvordan det var før. Ingen sammenligninger, intet med at nævne, hvad der er sket førhen – bare lev i nuet. Jeg er villig til at give det et forsøg, hvis du er.”

  Hun sænker hovedet og snøfter. De slanke fingre finder vej op til hendes øjne, hvor de bliver dækket af dråber af halvgennemsigtig, sort vand. Så hører jeg en fjerlet latter, da hun langsomt møder mine øjne igen og siger: ”Aftale.”

 

~ ~ ~ ~ ~

 

Wow, hvor er jeg altså bare glad for endelig at kunne publicere noget nyt! I aner slet ikke, hvor meget jeg har savnet at skrive på Movellas, men det har været lidt hektisk med min lorteorganisation, som har placeret mig i nogle lidt dårlige familier her i Amerika, og derfor har jeg simpelthen ikke haft tid til at skrive. Men jeg er så småt ved at falde på plads, så jeg besluttede mig for at skrive en hyggelig, lille historie, som kommer til at være på fire eller fem kapitler. Planen er, at der skal komme et kapitel hver søndag i advent, og ja, nu er jeg godt nok lidt forsinket med det første, men til mit forsvar fik jeg først lige denne idé her i dag, og det er altså stadig søndag her i Michigan, haha - det sker ikke igen, promise!
Jeg håber, I nød første kapitel!

 

- A
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...