The Eye

Abigail Jones blev blind ved en ulykke, dengang hun var lille. Hendes søster Jennifer får en virkelig slem skyldfølelse, da det var hendes skyld, at hun blev blind. Abigail vokser op og lever et helt normalt liv. Hvis man altså kan kalde det det. Hende og hendes søster glider mere og mere fra hinanden. Men da deres forældre går bort i en trafikulykke, overtager storesøster Jennifer forældrenes plads, og de bliver igen tætte. 12 år efter ulykken får Abigail tilbudt en øjenoperation, som muligvis giver hende synet tilbage. Men hvad sker der når en forbandelse rammer hendes nye øjne, og hun begynder at se dæmoner? Og hvad sker der når ingen vil tro på det? Læs det her i The Eye..

2Likes
0Kommentarer
208Visninger
AA

2. The Eye.

Mit navn er Abigail Jones, og jeg er blind. Jeg har været det stort set hele mit liv. Det var kun de første år af mit liv, jeg kunne se. Det var før ulykken skete. Da jeg var yngre, elskede jeg at være udenfor. At se på træerne, blomster, føle regnen mod mit ansigt. Når det regnede, kunne jeg godt lide at se på de folk, som gik på gaden i høj fart for ikke at blive totalt gennemblødte, gennem vinduet. Nu kan jeg kun høre regnen. Det var det, der gjorde mig mest bedrøvet. Tanken om jeg aldrig skulle se verden igen. Jeg var omkring de seks år da ulykken skete. Når jeg tænker på det, kan jeg næsten mærke smerten i øjnene. Jeg gik rundt inde i stuen, mens min far og min ældre søster spillede bold i haven. Jeg kan huske, at jeg hjalp mor med at vande blomster, og i det næste øjeblik lød en knitrende lyd af glas, som gik tusinde stykker. Jeg kunne mærke noget ikke var, som det skulle være. Mine øjne gjorde ufattelig ondt, og jeg kunne intet se. Jeg gik næsten i chok. Jeg blev bragt på sygehuset og kunne stadig intet se. Når jeg åbnede mine øjne gjorde det ondt, og det eneste jeg så var mørke. Jeg blev opereret, og da jeg vågnede, var jeg blind. Det var svært at leve med, for jeg skulle hele tiden have hjælp. Og selv om jeg intet kunne se, kunne jeg mærke, at det også var svært for mine forældre. Og min søster, som var den, der knuste ruden med bolden, blev aldrig sig selv igen.

Jeg blev ældre og begyndte i skole for blinde. Jeg lærte at læse blindskrift og fik min helt egen specielle computer. Jeg fik min egen blindestok. Den var mig en stor hjælp i starten, men nu bruger jeg den kun, når jeg er ude. Mor og far blev bedre til at håndtere situationen og daglig dagen blev næsten, som den plejede. Men min søster, Jennifer, var stadig ikke sig selv. Og jeg havde svært ved at hjælpe. Men jeg prøvede mit bedste ved at snakke med hende, flette hendes lange hår og går ture med hende. Men det var, som om intet hjalp. Hun ville ikke åbne sig over for mig. Mor og far sørgede for, at jeg fik en lejlighed og jeg flyttede hjemmefra. Mor blev hos mig i en uge, mens jeg stille og roligt lærte lejligheden at kende. Da jeg havde lærte den at kende brugte en ikke min blindestok indendørs længere. Det gik stille og roligt for mig. Min hverdag blev en cirkel. Jeg fik tiden til at gå der hjemme. Spillede violin og så noget fjernsyn. Mor klarede indkøbene for mig, men jeg sørgede selv for at lave maden. Jeg fik et næsten normalt liv. Jeg hørte ikke ret meget fra Jennifer, men så skete der noget. Vores forældre var med i en alvorlig trafik ulykke, og de klarede den ikke. Min søster og jeg blev tættere end nogensinde. For vi havde jo kun hinanden. Jennifer overtog på en måde mine forældres plads. Nu var det hende der kom med dagligvare om fredagen og ringede til mig hver dag.

Mit liv forsatte. Jeg sad i sofaen og spillede på min violin, da jeg hørte en notifikation komme fra computeren. Jeg lagde pænt violinen fra mig og gik langsomt mod computeren. Jeg trak stolen ud og satte mig. Jeg sætter den sædvanlige oversættelses stemme til at læse e-mailen op. ”Kære Abigail Jones” Startede den. Jeg sidder og lytter længe og kan næsten ikke tro det jeg hører. Et tilbud om en operation, for at få mit syn tilbage? Det kan ikke være rigtigt. Jeg afspiller e-mailen igen, og den er god nok. En anonym donor var gået bort, og havde doneret sine øjne til sådan en, som mig. Jeg havde helt glemt at mine forældre havde sat mig i kø til at få en øjenoperation. Jeg smilede for mig selv, men kunne alligevel mørke en knude af nervøsitet. Jeg ringede til Jennifer, og hun kom hurtig over til mig i lejligheden. Vi satte os i mit køkken med en kop te hver. Vi snakkede længe om operationen, og hun fortalte mig, at hun ville være der for mig under hele forløbet. Jeg blev virkelig glad. Hun havde været der for mig, lige siden vi mistede vores forældre. Hun ønskede at jeg fik mit syn tilbage, mere end mig selv. Selvfølgelig ønskede jeg selv at kunne se igen, det var slet ikke det. Jeg var bare nervøs, og hun havde dårlig samvittighed.

Hun kørte mig på hospitalet om morgenen en uge efter, at jeg modtog e-mailen. Ventetid på hospital værelset føltes uendelig lang, og jeg nåede næsten at pille alle mine negle i stykker, inden lægen endelig kom. Jeg gav Jennifer et stort kram og fik så lagt drop og blev bedøvet. Operationen gik strålende. Det sagde doktoren i hvert fald. Jennifer var hos mig da jeg vågnede, og det gjorde mig mere tryg. Jeg kunne stadig intet se, men det var der også en grund til. Jeg havde store stykker vat for øjnene, som først ville blive taget af den næste dag. Jennifer tog hjem om aftenen, og jeg blev efterladt på stuen. Ved min side havde jeg et lille natbord, hvor der stod en juicebrik og et glas almindelig vand. Jeg førte juicebrikken op til munden og tog en slurk. Så stillede jeg den tilbage på bordet og lænede mig tilbage i sengen. Pudderne her var ekstrem bløde og dynen var dejlig tyk. Jeg lå og blundede lidt, da noget vækkede mig. Det var en der holdte mig i hånden. ”Jennifer?” sagde jeg ud i rummet. Der lød et spinkelt host. Personen aede min hånd. ”Mit navn er altså Felicia. Du kender mig ikke, men det kommer du til. Jeg har hørt lægerne snakke om dig. Jeg har også hørt om dine øjne. Hvornår skal du egentlig have de der tingester af?” Det tog lidt tid inden jeg svarede. Hun lød ikke ret gammel og så havde hun den her spinkle stemme. Hun lød syg. ”I morgen” svarede jeg og smilede. ”Så kan jeg vise dig hospitalsparken. Jeg henter dig i morgen. Det bliver..” Hun bliver afbrudt af en, som kalder på hende. ”Jeg må gå nu, hej hej”. Og så gik hun. Jeg smilte for mig selv. I morgen kan jeg se igen. Tankerne vuggede mig langsomt i søvn.

Den næste dag kom Jennifer op på hospitalet igen og hjalp mig i tøjet. Vi sad begge på senge kanten og snakkede. ”Det bliver fantastisk”, siger hun. Hun aede blid mit hånd, som den lille pige gjorde aftenen før. En sygeplejeske kom ind med en kørestol, og jeg satte mig i den. Så ledte hun os ned på den stue, hvor lægen ventede mig. Der var musestille på gangen mod stuen. Skoene lægerne og sygeplejerskerne havde på larmede næsten ikke. Jennifer rullede mig ind på stuen og satte den foran lægen. Der lugtede svagt af medicin, og der var en svag mumlen fra sygeplejerskerne bag mig. Jennifer trak larmende en stol hen ved siden af mig og tog mig så i hånden. ”Hej Abigail, jeg er doktor Willams”, startede han ud. Jeg hilste tilbage med den britiske accent, som jeg havde arvet fra min far. ”Nu skal du høre. Vi tager roligt vattet af, og så skal du åbne dine øjne meget langsomt. Okay?” sagde han roligt. Jeg nikkede, og kunne mærke sommerfuglene flyve rundt i maven. Han rykkede roligt tapen af og flyttede så vattet. Det var nu, det skete. Jeg ville endelig kunne se igen. Hjertet sad helt oppe i halsen på mig, og jeg kunne mærke, at Jennifer gav min hånd et klem. Han bad mig åbne øjnene langsomt, og jeg åbnede dem så forsigtigt, som muligt. Alt var sløret, og jeg kunne se et lys. Så begyndte de at svie, og jeg fik kolde fødder, så jeg lukkede dem igen. ”Rolig nu, det okay. Vi prøver bare igen”, sagde han men en underlig positiv stemme, ”Er du klar igen?”. Jeg nikkede. Jeg åbnede dem halt, og der var helt sort. Et strejf at skuffelse ramte mig. Jeg blinkede og åbnede dem igen. Det var stadig sløret. Jeg så rundt i rummet. Kiggede på Jennifer, som smilede. Jeg kunne se hende smile. Hvilket fik mig til at smile.

Jeg tilbragte middagen på mit værelse sammen med min søster. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord. Og der var ikke en ting, hun sagde uden at sige, at hun var glad på mine vegne. Mens vi sad og snakkede, prøvede jeg virkelig at kigge på hende. Jeg prøvede at fokusere på hendes hår og øjne. Det var stadig meget sløret, men jeg kunne se hende. Da vi var små, var hendes hår meget lyst. Det er det ikke længere. Nu det mørkt, næsten sort. ”Har du fået det farvet?” spurgte jeg og satte en tot hår bag hendes øre. Hun rystede let på hovedet. Vi sad i stilhed i et stykke tid, så rejste jeg mig op og gik ud på badeværelset. Min søster fulgte efter mig. Som om hun ikke ville slippe mig af syne. Jeg stiller mig foran spejlet og kigger på mit slørede jeg. Jeg går helt tæt på og fører så hænderne op til mit ansigt. Hiver mig selv blidt i kinderne. Åbner munden og viser tænder. Kigger på mine nu lysende blå øjne, med en smule rødme omkring. De løb og også lidt i vand, men det ville stoppe hen ad vejen. Mine øjne var en gang mørkebrune. Så blev jeg blind, og mine øjne blev en meget lys brun farve; næsten hvide. Og nu var de så krystalblå. Jeg skar en masse grimasser. Et grin forlod mig mund, og det smittede af på Jennifer.

Tidligt på eftermiddagen kom Felicia, som lovet, og vi gik en tur nede i hospitalsparken. Jeg troede at parken ville være udenfor, men det var ikke en rigtig park. Den var indendørs til de patienter der ikke kunne komme udenfor, fordi de var for syge. Felicia var ni år gammel og havde cancer i hjernen. Hun bar et gult og lyserødt tørklæde på hovedet, så man ikke kunne se hele hendes nøgne hoved. Hun var ufattelig smuk, og havde en smuk personlighed, trods hendes sygdom. Hun kunne rigtig godt lide hospitalsparken. Det var mange planter, bænke og så var tapetet lavet som en blomstereng med blå himmel. Vi gik længe og snakkede. Jennifer rullede mig i kørestolen, fordi jeg ikke var i stand til at gå endnu, fordi alt var sløret. Felicia gik med et stativ med rør, som gik fra en pose med noget gennemsigtigt væske til hendes hånd. Hun fortalte mig om en operation hun skulle igennem. Felicia var meget svag, men hun var en optimist, og var sikker på at hun nok skulle overvinde hendes cancer. Vi var sammen til lidt før aftensmadstid. Så sagde vi farvel til hinanden, og en læge tog hende i hånde, og de gik sammen tilbage til hendes stue. Og jeg tog tilbage til min stue, spiste aftensmad, sagde farvel til Jennifer, og lagde mig så til at sove.

Mit syn blev langsomt bedre, og jeg kunne begynde at se normalt. Mine øjne løb ikke i vand mere, men de var stadig røde, men langt mindre røde end i staren. Jeg kunne snart tage hjem. På hospitalet havde jeg stiftet venskab med Felicia og vi snakkede hver dag, mens jeg var på hospitalet. På den sidste nat inden jeg skulle hjem, skete der noget mystisk. Det var også den samme nat Felicia skulle opereres. Jeg lå og sov, og en lille stemme vækkede mig. Det var hende. Jeg kunne tydeligt høre hende, og slog øjnene op med det samme. ”Farvel Abigail”, lød det. Jeg så efter hende, og så hende forlade min stue. Jeg slog hurtigt dynen til siden og fulgte efter hende. Hun gik lidt ned ad gangen, så stoppede hun op og vendte sig mod mig. ”Hvor skal du hen?” Spurgte jeg. Hun svarede ikke, men hun så ud, som om hun ventede på nogen. Jeg spurgte hende igen og hun smilede. Hun svarede ikke. Men så fangede noget min opmærksomhed. En skygge lignende ting stod lige bag hende. Jeg kneb øjnene sammen og fokuserede. Jeg kunne næsten se helt klart nu. Så jeg syner? Skyggen tog ligesom fat i hendes arm og begyndte at skrige og bevæge sig længere ned ad gangen. Jeg løb efter dem, råbte at den skulle stoppe. At hun ikke måtte gå. Men den forsvandt med hende. Jeg råbte endnu mere, men det hjælp ikke. Jeg stoppede op på den tomme gang. Satte mig i krogen og dækkede mit ansigt med hænderne. Det var bare en drøm, bare en drøm. Det var det eneste, der kørte rundt i mit hoved. Og jeg begyndte at tro på det, men så kom en sygeplejerske og fulgte mig tilbage til mit værelse. Og jeg blev urolig igen.

Den næste morgen vågnede jeg med et sæt, og det forskrækkede Jennifer, som sad ved mig side. Hun spurgte om der var noget galt, og jeg fortalte hende det. Hun forsikrede mig, at det bare var en drøm. Vi pakkede mine ting og skulle til at forlade hospitalet, da jeg kommer til at tænke på pigen. Jeg bad Jennifer om at følge mig hen til hendes stue for at sige farvel, så det gjorde vi. Men der var noget galt. Vi tog hen til stuen og hendes mor sad der inde, men jeg kunne ikke se Felicia. Hendes mor så bedrøvet ud, og jeg vidste i samme øjeblik, at det ikke var en drøm. ”Du må være Abigail, ikke?” Spurgte hun efter nogle minutters stilhed. Jeg nikkede kort. Så fandt hun et lille stykke sammenfoldet lyserødt papir, og gav det så til mig. Jeg kiggede på Jennifer, som stod bag mig og så spørgende på mig. Jeg foldede papiret ud. Der var tegnet en bænk med en masse blomster omkring den. Jeg læste den krøllede børneskrift. ”Kære Abigail, tak. Jeg vidste du var noget specielt, fra første dag jeg så dig. Du var min første rigtige ven. Når du kan se igen og jeg er blevet rask, kan vi tage i en rigtig park. Vi vil altid være venner. Hilsen Felicia”. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. ”Felicia klarede ikke sin operation”, Sagde hun så. Felicia var død. Jeg foldede papiret og kom det i lommen. Så gav jeg Felicias mor et kram og gik.

Jeg tog hjem, og mit liv begyndte, der hvor jeg slap det. Jeg begyndte stille ud. Så fjernsyn, spillede violin, fik en syns test ind imellem. Jeg glemte ikke Felicia. Og skyggerne vendte tilbage i mine drømme. Jeg havde ubehagelige drømme hver nat. Jeg sad en aften og så fjernsyn og spiste aftensmad, da noget mystisk skete. Der lød en trampen ude på gangen. Jeg slukkede lyden fjernsynet og lyttede efter. Trampen forsatte, og jeg gik mod døren. Jeg stillede mig på tå og kiggede ud af dørspionen. Mine øjne fungerede faktisk præcis, som de skulle. Der var et orange skær af lys, som lyste hele gangen op. Undtagen i hjørnet. Jeg kneb øjnene sammen og fokuserede på den mørke plet i hjørnet. Selv om jeg godt kunne så, havde jeg alligevel fået en dårlig vane med at knibe øjnene sammen. Den mørke plet rykkede på sig. Så jeg syner? Jeg blinkede, og skyggen blev til et forbrændt mennesker, som kom løbene direkte imod mig med en væg af ild efter sig. Han løb direkte igennem døren, og jeg fløj væk fra døren. Han skreg og løb videre rundt i min lejlighed. Jeg kravlede over til døren og lænede ryggen mod den. Skræmt for vid og sans. Der kom røg ind under døren, og jeg begyndte at hoste kraftigt. Manden kom løbende skrigende imod mig, og jeg skreg i takt med ham. Jeg for op og kunne ikke rigtig kende min lejlighed længere. Den var forandret. Den lignede et lagerrum, med en masse hylder og kasser. Jeg løb imellem de mange kasser med manden i hælene. Der opstod store flammer hid og her. Det var svært at undgå dem. Der blev flere og flere mennesker, som så ligeså skræmte ud, som mig selv. Manden jagtede mig endnu, og pludselig gik der ild i ham. Jeg kunne næsten ikke mere. Jeg måtte stoppe op, og i det jeg stoppede, overfaldt han mig. Og vi blev en stor ildkugle. ”Det din skyld! Det er din skyld!” Skreg de vredt. Jeg klemte øjnene hårdt i og bad til, at de bare ville forsvinde. Skrigene forsvandt, og jeg åbnede langt om længe øjnene. Jeg så den samme sorte skygge, som ude på gangen, forsvinde. Hvad var min skyld?
Jeg ringede efter min søster, og bad hende komme over. Jeg brød mig ikke om at være alene. Hun lovede mig at komme over, så jeg satte mig i min sofa og ventede. Fjernsynet var gået sort, men jeg mindes ikke at have slukket det. Jeg ser op på uret. Det næsten morgen. Hvor lang tid løb jeg? Jeg virkede ikke særligt forpustet. Der gik yderligere en halv time før hun kom. Hun låste sig selv ind. ”Hvor brænder det?” Spøgede hun. Jeg kiggede skræmt omkring. ”Rolig det var en joke, hvad er der med dig?”. Hun gik over til mig og lagde en hånd på min skuldre. Så tog hun mig i hånden og satte mig i køkkenet. Hun lavede te til os. ”Der er noget galt med mig”, Sagde jeg, ”Der er noget galt med mine øjne”. Hun løftede det ene bryn og tog en slurk te. ”Jamen kan du ikke se?” Hun forstod mig ikke. ”Jo, men. Jeg ser underlige mennesker”, Jeg holdte en kort pause, ”Dæmoner”. Hun grinte. ”Dæmoner?” Sagde hun, og så grinte hun endnu mere. ”Abbie, hør her. Der er intet med dine øjne, ellers ville lægen have sagt det. Du skal bare vende dig til at se med dem”. Hun efterlod mig alene i lejligheden med et eneste råd. Frisk luft.

Jeg besluttede mig for at gå en tur udenfor. Der myldrede med mennesker på gaden her sent på eftermiddagen. Der var faktisk også ret koldt. Jeg hørte et brag, og fik et kæmpe chok. Jeg så mennesker flokke sig omkring en varevogn Jeg stod stille et øjeblik og forsatte lidt ned af fortovet. Så besluttede jeg at gå over til dem. Alle bilerne holdte stille, så jeg gik bare over. En ung pige løber lige imod mig. Og også igennem mig. Jeg føler et koldt pust og stopper så op. Jeg vender mig mod hende. Vi fik øjenkontakt, og hendes mund mimer ordene: Hjælp mig. Så kigger hun forbi mig og ned mod menneskeflokken. Jeg kigger samme vej, og bevæger mig så langsomt derned. Det er svært at komme forbi menneskerne, som både snakker i telefon og kigger på mennesket, jeg nu kan se ligge foran varevognen. Pigen. Det var hende der lå foran varevognen. Der lød en sirene i det fjerne, og jeg så tilbage på hende. Hun så ulykkelig ud. Ambulance folkene kom, og folk begyndte at forsvinde fra stedet. De spredte sig i hver deres retning, og forsatte deres handlinger. Jeg kunne ikke undgå at se, at nogle af menneskerne også gik igennem hende. Men de så hende ikke. Så kom skyggen og tog hende, og jeg følte mig meget utilpas. Ambulancen kørte, og jeg løb tilbage til min lejlighed. Frisk luft hjalp ikke engang længere. Jeg vidste ikke længere, hvilke mennesker der var rigtige mennesker. Alting omkring mig var forbandet. Min verden var et mareridt, og jeg kunne ikke vågne. Jeg var virkelig gået fra forstanden.

Med hastige skridt forsatte jeg mod min lejlighed og med blikket mod fortovet. De var over alt. Dæmonerne. Mellem alle menneskerne. Nej. Det kunne ikke passe. Alt dette var ikke noget min hjerte skabte, som min søster sagde. Det var øjnene. Det var dem der gjorde det. Jeg var sikker nu. Jeg åbnede den store glasdør ind til entreen. Et ungt par kom gående hånd i hånd og gik grinende ind elevatoren. I deres elevator stod en mand og stirrede ind i væggen. Hans fødder rørte ikke gulvet. Jeg kiggede underligt på ham. ”Skal du med?” Spurgte manden. Jeg rystede på hovedet og så elevatoren lukke. Så gik jeg videre til den anden elevator. Jeg ventede på at den skulle åbne, og da den så åbnede, kiggede jeg omhyggeligt efter manden. Da han ikke var der, trådte jeg ind. Trykkede på 9. etage. Elevatoren lukkede. Jeg lukkede øjnene og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ad mig selv. Da jeg åbnede øjnene igen, stod han der igen. Og han var i gang med at vende sig om. Jeg følte pludselig elevatoren kørte ret langsomt, så jeg begyndte at trykke ivrigt på etage 9. knappen. Hans ansigt så ud, som om det var gået i forrådnelse. Han åndede mig næsten i nakken, da elevatoren åbnede, og jeg stormede ud. Jeg ville ikke mere.

Jeg rystede mere end nogensinde, da jeg endelig var hjemme. Jeg gik ud på badeværelset. Smed mit tøj og stillede mig i brusekabinen, og lod vandet varmen min kolde og rystende krop. Jeg ville ikke se mere. Ville ikke se dæmoner. Ville ikke se mennesker. Ville ikke se lyset. Der var ingen der ville tro på mig. Jeg steg ud af badet og fandt min badekåbe. Jeg slappede mere af i kroppen. Jeg tørrede duggen af spejlet. Og så på mig selv. Jeg kunne slet ikke kende mig selv længere. De blå øjne gjorde mig fremmed for mig selv. Hele aftenen brugte jeg på at se fjernsyn, bare for at få tankerne væk. Men jeg endte med at falde i søvn. Og jeg drømte den rareste drøm længe. Jeg drømte, at jeg gik rundt i stuen. At jeg bare gik rundt. Ingen ild og ingen dæmoner. Jeg gik bare rundt. Da jeg vågnede, havde jeg en rar fornemmelse i kroppen. Jeg plejede ellers at få ondt i ryggen, når jeg sov på sofaen, men ikke denne gang. Jeg stod op og lavede en kop te. På køleskabet hang nogle billeder. Blandt andet et billede af mig og Felicia. Jeg stod og kiggede på det lidt. Så så jeg det. Jeg var lige ved at tabe koppen, da jeg så det. Det var ikke mig på billedet. Jeg stillede koppen fra mig og tog billedet med på badeværelset. Så så jeg skiftevis på billedet og mit spejlbillede. Så lagde jeg billedet fra mig og kiggede mig selv i øjnene. ”Hvem er du?” Spurgte jeg vredt. Måske var jeg bare en sindssyg, som stod og råbte af sig selv. ”Hvorfor skal jeg se dem? Hvad er det du vil mig?”. Jeg følte noget underligt i mine hænder, men havde stadig øjenkontakt med hende. Hun førte mine hænder op til mit øje. Så åbnede hun mit øje på vidt gab. Det gjorde ondt. Jeg så ilden på fabrikken. Menneskerne der brændte. Dæmonerne der førte dem væk. Dæmonerne der plagede dem. Og så så jeg noget, som jeg aldrig havde set. En pige. En pige i en kælder. I sine hænder havde hun et reb. Hun stillede sig på en stol og bandt rebet om en krog i loftet, og så om sin hals. Og så så jeg ikke mere. Jeg var tilbage på badeværelset og trak vejret i hårde pust. Var det det der skulle til?

Var det den eneste udvej fra dette helvede? Dæmonernes verden. De ville ikke have, at jeg skulle se dem. Det var jeg klar over nu. Jeg kunne ikke hamle op med døden. Jeg løb ind i stuen og kiggede rundt i loftet. Der var kun krogen der bar lysekronen. Var det den jeg skulle bruge? Jeg slæbte langsomt stolen hen til lysekronen og tog den ned. Så fandt jeg et langt tørklæde frem. Jeg stillede mig på tær og bandt den ene ende fast i lysekronen og den anden om min hals. Var jeg sikker på jeg ville det her? Omkring mig samledes de mange sorte skygger. Mit blik flakkede rundt. Og så faldt mit blik på billedet af min søster, på sofabordet. ”Tilgiv mig”, Hviskede jeg. Men så indså jeg, at dette var det forkerte valg. Det var nu, jeg skulle fortryde og kravle ned igen. Jeg kunne jo bede om at blive blind igen. Men det ville lægerne sikkert ikke gå med til. Måske skulle jeg leve med dæmonerne hele livet? Men når man først har træffet sit valg, så er der ingen omvej. En dæmon kom farende, og stolen forsvandt under mine fødder. Jeg hang og sprællede og gispede efter luft, hvilket var umuligt. De hånede mig. Grinede ad mig. De havde taget livet af mig, og der var ingen til at rede mig.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...