Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1807Visninger
AA

1. som planlagt - næsten

Som planlagt - næsten

 

Jeg stirrer ud af bilruden uden rigtigt at se, hvad vi kører forbi. Jeg har planlagt det hele på forhånd, og nu sidder jeg, og gennemgår planen en ekstra gang bare for at være sikker. Indtil jeg bliver afbrudt af chaufføren.

"Hvor vil du sættes af?"

"Bare kør lidt længere endnu.” Svarer jeg uden rigtigt at tænke over det, men så bremser chaufføren pludselig. Jeg havde slet ikke opdaget, at vi allerede var her.

"Øh. Tak." Jeg springer ud af bilen, og betaler taxichaufføren gennem vinduesåbningen. Jeg glæder mig til at få min plan sat i værk.

Chaufføren siger noget, da jeg går, men jeg hører ham ikke, der er jeg allerede indenfor. Jeg går over til baren, for at se hvem, der sidder der. Hende jeg leder efter er der ikke, så jeg fortsætter ovenpå. Jeg går ned af gangen og efter et stykke tid, hvor jeg har gået og ledt, i det store hus finder jeg det jeg leder efter. Billard rummet.

"Hej Flora, fantastisk fest du har." Råber jeg for at overdøve den høje musik.

"Åh hej med dig Karma. Kom og hyg dig med os." Råber hun tilbage endnu højere end mig. Jeg kan høre, at hun allerede er fuld, men det er ikke grunden til, at jeg afviser hende.

"Nej tak du. Ville gerne, men tror, jeg vil ned i baren nu. Vi ses senere."

Jeg skynder mig ned af trappen jeg er allerede bagud med min plan. Jeg sænker farten og går roligt over mod baren. Han er der stadig ikke, jeg spekulere over hvor han så kan være når han ikke er ved baren. Bare han ikke er blevet fundet, eller pågrebet under en eller anden dårlig anklagning.

Sådan sidder jeg lidt og tænker for mig selv. Jeg ser nok lidt slukøret ud, som jeg sidder der.

"Hej søde må jeg sætte mig ved dig." Hvisker en nervøs men alligevel modig stemme i mit øre.

Det føles som om, det giver et sæt i mig, men min krop sidder musestille. Jeg kender ikke hans stemme, men hans hvisken mod mit øre føles dejligt. Jeg drejer mit hoved lidt mod venstre, men jeg kan stadig ikke se hans ansigt, kun hans hals.

"Sæt dig hvis du vil." Hvisker jeg tilbage så lavt, at det forbløffer mig, at han med det samme hører det. Eller også er han bare ligeglad, med om jeg sagde ja eller nej. Han sætter sig ved siden af mig, og nu kan jeg rigtigt se ham. Hans øjne er grønne, helt lysegrønne, og det er som om der er totusinde lys derinde. Alle disse lys får hans øjne til at blinke og funkle ligesom stjernerne. Jeg stirrer på hans læber, der må være lige så bløde som smør, mens han taler.

"Må jeg byde på en drink smukke?" Hans stemme er roligere end før, og han smiler forsigtig til mig. Jeg svarer selvsikkert, men irriteret over at min nøje planlægning bliver forstyrret.

"Ja. Det må du da gerne."

Jeg har lyst til at slå mig selv, hvorfor spiller jeg min tid på denne idiot? Jeg har vigtigere ting at foretage mig. Men den mystiske mand, smiler bare og beder bartenderen om to glas Bloody Mary. Da han igen kigger op griber jeg mig selv i at stirre.

"Nå smukke hvad laver du så her i aften." Han smiler glad til mig og tager en tår af sin drink. Han får tydeligvis mod fra den.

Jeg skal lige til at fortælle ham sandheden. Jeg ved ikke med begrundet sikkerhed hvorfor. Det er som om man ikke kan lyve for ham.

"Nå, jeg kom bare for at feste. Hvad med dig?" Svarer jeg og fejer hurtigt emnet af bordet.

Jeg synes at jeg ser et strejf af forvirring i hans blik før han svarer.

"Jeg kom for at se hvordan her er, og så er jeg på udkig efter noget helt specielt. Har du nogen familie?" Han blinker et par gange med øjenvipperne, og et smiler glider over hans ansigt. Hans pludselige emneskift forvirrer mig. Hvad vil han mig?

"Hvorfor vil du vide det?" Spørger jeg ham skeptisk, og forsøger at nedstirre ham. Desværre forhindres dette af, at jeg igen kommer til at svælge i hans smukke øjne og de skarpe kinder.

"Ikke for noget særligt?" Svarer han nonchalant og sender mig et sødt smil. Jeg overgiver mig endelig til hans fantastiske charme.

"Nå, men jeg må også hellere til at komme videre." Nu håber jeg, at han vil holde op med at stille sådanne dumme spørgsmål.

"Vent, vi har jo kun lige mødt hinanden, og jeg synes du er noget helt særligt."

Han smiler skævt til mig, og hans tænder lyser op. Kridhvide i skæret fra halvmånen udenfor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...