Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1817Visninger
AA

14. Kapitel tretten En ny udflugt

Kapitel tretten En ny udflugt

 

Efter en bid mad sover jeg trygt et par timer. Søvnen er dejlig fredfyldt og skylder alle mine bekymringer bort. Jeg drømmer ikke, det er som et blødt tæppe af tåge har lagt sig over min bevist, for at give mig en pause. Da jeg vågner er jeg frisk og udhvilet, klar til at komme videre. Jeg står stille et øjeblik, og funderer over hvad jeg dog skal give mig til. Jeg vil ikke opsøge Helena, vi ville begynde at snakke om eftersøgningen, og det ønsker jeg ikke at spekulere mere på nu. Ej heller vil jeg snakke med Snehvide, hun er på en måde min ven, og ligesom Helena har hun også andre pligter at tage sig af.

Jeg beslutter mig for at læse lidt i bogen lamia og andre væsner i håbet om at lære noget mere om den verden, jeg nu lever i. Jeg finder den frem, og stryger den let over dens smukke forside, og jeg begynder at læse under et afsnit, som fanger mig allerede ved overskriften.

 

Afgrunde og tidshuller

Alinge Frugtkedel lært mig noget nyt, selvom jeg aldrig vil indrømme det overfor hende. Der er forskel på afgrunde og tidshuller, som jeg ellers før troede var to navne for det samme. Tidshuller er de mest simple det giver mulighed for at rejse mellem planeter, som er på forskellige stadier i deres tidsudvikling. Afgrunde giver mulighed for at rejse mellem universer med magi og universer uden.

Jeg har besluttet mig for at finde et univers, hvor magi ikke eksisterer, da der selv i disse universer findes beboere, som besidder kræfter. Kræfterne har dog en anden måde at vise sig på.

Jeg har allerede udset mig et bestemt univers, og en bestemt planet. Det vil dog kræve, at jeg først rejser via en afgrund og derefter et tidshul. Beboerne på planeten kalder den for Jorden. Et simpelt ord og ikke særlig kreativt, men ikke desto mindre er beboernes intelligens og deres samfund meget veludviklet.  

 

Jeg lukker bogen, og lægger den fra mig på natbordet ved siden af min seng. Jeg fandt ikke just ud af mere om denne verden, men snarere om min egen. Jorden. Det slår mig med forbløffende kraft, og overvældende hastighed. Jeg savner Jorden. Jeg savner… hjem. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle komme til. Måske hvis jeg snakkede med Alinge, måske kan hun hjælpe mig tilbage. Jeg ryster dog hurtigt tanken ud af mit hoved. Jeg er nødt til at blive her og finde Frans.

Jeg tager tøj på, og går ud for at finde Helena. Jeg føler mig spærret inde her på slottet, som en rotte i en fælde. Jeg har brug for luft.

 

***

 

Jeg finder Helena i forstanderindens arbejdsværelse. Hun arbejder med nogle kort, og pludselig ser jeg hvor voksen hun er blevet.

Hun er vokset mindst 10 centimeter siden jeg så hende første gang, og ligner nu en ung kvinde. Første gang jeg så hende gættede jeg på, at hun var omkring 13 år gammel, men hvis jeg skulle gætte nu, ville jeg snarere sige 16-17 år næsten på min egen alder. Jeg kigger undrende på hende. Jeg følte fra første gang jeg så hende, at hendes personlighed var ældre end hvad hendes ydre viste. Hun er dybt optaget af sine kort og opdager først, at jeg er til stede, da jeg lukker døren bag mig. Hun vender sig mod mig, og forsøger at dække kortene bag sig.

“Nå, det er bare dig Karma.” Siger hun og smiler. Selv hendes stemme lyder anderledes, ældre, blødere.

“Ja, det er bare mig. Hvad laver du?” Jeg prøver at lyde henkastet, uden at lade hende opdage, at jeg er meget forbavset over hendes pludselige forandring.

“Jeg arbejder på eftersøgningen.” Hun kigger ned på kortene igen. “Jeg sendte den første gruppe afsted allerede i går.”

Jeg nikker, og stiller mig hen ved siden af hende for at tage et kig med. Hendes skrivebord er kvadratisk og et kæmpe kort fylder hele bordpladen. Dog dækket af flere forskellige mindre kort.

“Hvad er det?” Jeg peger på en stor hvid plet næsten i midten af kortet.

“Det er slottet, med dets tilhørende marker og mindre bygninger.” Helena finder et andet kort frem, for blot at lægge det tilbage, hvor hun tog det.

“Og hvad med det der?” Jeg rører ved en lille blå plet med min finger, og opdager at den slet ikke er en del af kortet, men faktisk en lille brik, da jeg kommer til at flytte den op af på kortet.

“Hov. Forsigtig. Det er den deling jeg har sendt ud.” Helena flytter brikken tilbage til hvor den var forinden.

“Hvilken deling?” Spørger jeg, og sætter mig over i en stol ved siden af bordet.

“Den gruppe som Sir Bellamy leder. Jeg sendte dem ud som det første, så vi kunne iværksætte søgningen efter Frans.” Hun lægger kortene fra sig, og sætter sig overfor mig i en stol magen til den jeg sidder i.

“Hvad med den anden gruppe?” Spørger jeg og fifler lidt med stoffet på mit tøj.

“Delingen som Matheus leder?” Hun lægger sin ben over kors. “Dem har jeg ikke sendt af sted endnu, jeg tænkte på at gøre det i dag.”

Jeg sidder et øjeblik og tænker mig om. Jeg vil virkelig gerne hjælp til, men jeg ved ikke helt hvordan.

“Er der noget, jeg kan gøre?” Hvilket svar jeg forventer har jeg ingen anelse om, men det irriterer mig så snart det er over hendes læber.

“Du vil gøre mest gavn her på slottet, så kan du fremme vores interesser herfra.” Hun smiler til mig, men jeg bliver bare irriteret.

“Jamen Helena, jeg kan ikke bare blive her på slottet. Det vil drive mig til vanvid.” Jeg kaster irriteret mit hoved tilbage, og tager et dybt åndedrag.

“Helena, jeg vil gerne med ud, for at hjælpe i søgningen efter Frans.”

“Søde Karma, det vil altså være langt det bedste hvis du blev her på slottet.” Helena rynker brynene let sammen, og rejser sig op på sammen tid som mig.

“Helena. Du skal sende mig ud. Det er en ordre.” Hun virker såret over mine ord, og jeg ser at selvom hendes ydre på magisk vis har ændret sig meget, så gemmer der sig stadig meget af den lille pige indeni hende.

“Ja selvfølgelig deres majestæt.” Hun skal til at neje for mig, men jeg stopper hende.

“Helena. Hvad er der sket med dig?” Ordene vælter helt taktløst ud af mig, som en dæmning der sprænges.

“Sket med mig, nå det selvfølgelig.” Hun rømmer sig, og bliver en anelse rød i hovedet.

“Det sker for alle af min slags på et tidspunkt. Man får en oplevelse, som ændrer en for altid. Man bliver voksen. For mig var den oplevelse at møde dig, og flygt fra monstret i natten.” Jeg kigger forvirret på hende, men hun nikker bare, som om hun ikke er i stand til at uddybe sin forklarelse mere.

“Okay. Skal vi så komme i gang med planlægningen?” Spørger jeg i forsøget på at skifte emne.

“Ja, hvis det virkelig er det du vil.” Hun samler nogle forskellige papirer og kort sammen, og går så hen mod døren.

“Jeg vil sende dig ud med Mathuses deling, det vil give den bedste beskyttelse. Kom.” Hun åbner døren og vinker mig med.

 

***

 

Vi går ikke direkte til Mateus og hans deling, Helena vil først finde noget udstyr til mig, og andre nødvendigheder. Hun kender allerede slotte bedre end mig, og skønt det skræmmer mig lidt, er jeg meget glad for det. Hun leder mig ned og ned, dybt ned i grotter under jorden, til gulvet under os er ujævne sten, og der kun hænger få fakler på grottens vægge. Til tider tror jeg, at jeg kan høre skrig og bønner fra sidevejene, men det er sikkert bare noget, jeg bilder mig ind. Grottens gange fører os til en stor dør af jern, guld, sølv og bronze.

“Lad din hånd hvile mod den.” Siger Helena, og peger på en fin dørhammer, formet som et s, der ligger på siden.  

Jeg lægger blidt min hånd på dørhammeren.

“Og bank så forsigtigt tre gange.” Jeg går som hun siger, og idet de tre bank har lydt, og stadig hænger og runger i luften, går døren op.

En rum fuldt af lys åbner sig for mig, alle verdens rigdomme kan ikke måle sig med dette. I pænt sorterede kasser og andre opbevarings genstande ligger guld, sølv, rubiner, smaragder, og alt andet af værdi i alle former og faconer.

“Kommer. Jeg tror, jeg har fundet hvad vi leder efter.” Helena går målrettet mod et hjørne af rummet fyldt med sværd, skjolde, brynjer og alt andet man kunne tænke sig, at brug i kamp. Jeg følger efter hende, og døren lukkes i bag mig.

“Hvad leder vi da efter?” Spørger jeg, og tager et kig på de fantastiske dødsensfarlige våben.

“Du må have noget at forsvare dig selv med.” Svarer Helena, og begynder at rode rundt i en kasse med kastestjerner.

“Hm. Ja.” Mumler jeg, da mit blik falder på det helt fantastiske våben. Et kort sværd, med små takker på siden, så det også vil skade hvis man forsøger at trække sværdet ud af kødet. Skaftet er lille og passer perfekt til mig. Let og tyndt, så det nemt kan gemmes væk, og hurtigt kan trækkes frem om nødvendigt. Det perfekte våben. Jeg løfter det op, og betragter dens perfektion og skarpe takker.

“Helena. Det her er mit våben.” Hun vender sig om, for at kigge på hvad jeg har fundet. Hun kigger en anelse skeptisk på mig, men jeg stopper hende, da hun skal til at gøre indvendinger.

“Nej Helena, det er perfekt.” Hun himler med øjnene, og vender tilbage til at lede efter andet tilbehør.

“Hvis du synes, men du skal altså også have noget beskyttelse.” Jeg nikker, og hun fortsætter.

“Du er hurtig og snild, det skal sidde tæt, og ikke være for besværligt. Hvad med det her?” Hun finder en form for rustning frem. Jeg har aldrig set noget lignende før.

Den er lavet til en kvinde, og ser faktisk ud til at være i min størrelse. En brystplade, som kun dækker brystet lidt, og slet ikke maven. To plader som skal sidde over skulderen, to plader til hver sin underarme og et par skinnebensplader. Alt sammen i smukke guldfarver, dog er det klart at mærke, at det ikke er rigtigt guld, da det er let som en fjer.

“Det er virkeligt smukt og praktisk.” Siger jeg til Helena, og hun sender mig et smil, og lægger rustningen ned i en kurv, som hun har medbragt.

“Mangler vi noget nu?” Spørger jeg, og kigger mig om for at se efter, hvad jeg ellers kan få brug for. Helena svarer mig med boblende glæde i stemmen.

“Nipsgenstande søde.” Jeg dasker pjattende til hende, og så går vi på jagt, i bunkerne af smukke genstande. 

 

***

 

Da vi har tilbragt hvem ved hvor lang tid i rummet med de mange skatte, vender vi endelig tilbage til over jordens overflade. Helena har arrangeret med Matheus, at vi skal møde ham ude i en af haverne. Der er mange haver, en af dem er helt fyldt med roser, en anden består næsten kun af søer, bække og vandløb. En ting har de dog alle til fælles, de er så smukke, at man skulle tro man var steget til himmels.

Vi mødes med Matheus i haven med de tusinde sommerfugle. Han venter ved en lille pavillon farvet i blå og hvid. Rundt omkring pavillon står tulipaner, ligeledes i blå og hvide farver. Matheus står lænet op af en af pavillonens søjler. Han piller fraværende ved de hvide træudskæringer, men så snart han ser Helena og jeg komme gående, stopper han og går os i møde. Hans ansigt er langt i bekymrede folder, og det er ikke kun dette, som gør at han slet ikke ligner sig selv. Han er bleg, og ryster i smule på hånden, da han tager fat om min højre hånd for at bugte sig ned og kysse den. Han kigger mig heller ikke direkte ind i øjnene, og skønt jeg aldrig vil kunne blive hans ven igen, gør det mig alligevel bekymret.

“Deres majestæt.” Matheus bukker dybt, og tilbyder mig sin arm, for at følge mig over til en lille bænk.

En rød sommerfugl flakser forbi mit ansigt, da jeg sætter mig ned med Matheus på min venstre side og Helena på min højre.

“Hr. Strauss. Hvad er det, som plager dem? Det er jo så klart som solen, at de bekymre dem om noget sikkert ligegyldigt.” Det var ikke min mening at lyde streng, men tilsyneladende er jeg ikke så god en skuespiller som jeg kunne ønske.

Matheus blik flakker frem og tilbage, og han kommer med et tøvende svar.

“Altså. En af pigerne vil gerne deltage i eftersøgningen, hun er din kammerpige.” Matheus kigger mig i øjnene nu, og er helt tilbage til at være den gamle Matheus. Hvilket kun gør mig nervøs, og får mig til at tvivle på, at det er det, som i virkeligheden bekymrer ham.

“Snehvide? Hvorfor vil hun deltage i eftersøgningen?” Jeg kigger en anelse rådvild over på Helena, men hun svarer mig kun med en ligeså forvirret ansigtsudtryk som jeg selv, og et træk på skuldrene.

“Hun siger at det er tydeligt at det er sand kærlighed imellem jer, og at i er skabt for hinanden. Hun kan se hvor meget du savner ham, og vil hjælpe med at få ham tilbage til dig.” Matheus trækker lidt på smilebåndet, da han siger det, men jeg finder det ikke morsomt. Det er sandt, jeg kan mærke det, som om noget falder på plads inden i mig. En brik, som jeg hele tiden har forsøgt at sætte i omvendt, og endelig indser jeg, at jeg hele tiden har gjort det forkert. Jeg har altid længtes efter kærlighed, på en måde, men det her er mere end hvad jeg kunne have håbet på. Nu vil jeg have det igen.

“Sig til Snehvide at hun er meget velkommen, og sig tak.” Jeg kigger ondt på Matheus, da han stadig smiler drillende. “Hvornår tager vi afsted?”

Matheus rynker øjenbrynene en anelse, men hans ansigt vender hurtigt tilbage til sit upåvirkede, irriterende folder.

“Vi? Tager De med Deres majestæt.” Hans spørger, selv om han allerede kender svaret, det kan jeg se på hans rolig og ligegyldige måde hvorpå han sidder og piller ved syningen i hans ene ærme.

Jeg sender ham et stort, overenergisk smil, og kniber øjnene sammen.

“Ja jeg gør nemlig så.” Inden i mig selv griner jeg. Jeg hader ham for hvad han gjorde mod mig, men det betyder ikke at jeg ikke kan få hævn og gøre livet surt for ham, faktisk tværtimod.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...