Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1813Visninger
AA

13. Kapitel tolv Et gudsjammerligt roderi

Kapitel tolv Et gudsjammerlig roderi

 

Jeg forsøger at tage mig en lur, men det er ikke let at slappe af. Sengen, der før var så blød, virker hård og irriterende, og ligeså gør hovedpuden.

De to kjoler, som skal til reparation ligger over i sofaen, og jeg har taget en behagelig lang, elfenbensfarvet natkjole med blonder på. Jeg sendte bud efter Snehvide så snart Matheus var gået, og jeg havde fået skiftet til natkjolen. Jeg bad hende om at hente en bakke med mad til mig, og duften fra bakken kommer mig i møde, idet hun træder ind af døren.

“Deres majestæt.” Siger hun og nejer. Jeg vinker hende hen til mig, og hun sætter bakken, så jeg kan spise i sengen.

“Tak Snehvide.” Jeg tager en bid af maden, og nyder smagen af røræg. Det er så dejligt at en vampyr, nej lamia også kan spise almindelig mad. Sådan havde jeg aldrig forstået det ud fra myterne og fortællingerne.

“Snehvide?” Spørger jeg, og synker en mundfuld røræg mere.

“Ja. Deres majestæt.”

“Vil du ikke være så sød at hente Helena, og så følge hende her op. Jeg vil gerne tale med jer to?” Jeg tager en bid af en pølse, og dypper den i en anelse blodsauce.

“Selvfølgelig min dronning. Jeg er tilbage om lidt.” Snehvide skynder sig ud af døren. Jeg kan høre lyden af hendes skridt og at de langsomt forsvinder ad gange til andre dele af slottet.

 

***

Jeg er færdig med min mad, da Snehvide kommer tilbage sammen med Helena. Jeg føler mig for udmattet til at stå ud af sengen, så i stedet beder jeg dem om at sætte sig over til mig.

“Helena. Hvordan går det med eftersøgningen?” Spørger jeg som det sammen, håber på at få gode nyheder. Det kan jeg virkelig bruge.

“Intet specielt nyt. Jeg har fundet en del mænd fra garden, som jeg tror vi kan stole på.”

“Og…” Siger jeg, for at få noget mere ud af hende.

“Ja, vi er nødt til at beholde de fleste her på slottet, for at beskytte dig.” Jeg er lige ved at smile, da hun har forstået, at hun gerne må sige dus til mig.  

“Hvorfor nu det, kan vi ikke bare sende dem alle sammen ud for at led!” Jeg er lige ved at blive vred, men det vil ikke nytte noget.

“Det kan være et komplot med hensigt at vælte kongen, og Dem deres majestæt.” Siger Snehvide forsigtigt. “Vi må holde Dem i sikkerhed for enhver pris min dronning.” Snehvide sænker hovedet.

“Jeg er tildels enig med Snehvide, men vi kan ikke holde dig gemt bag slottets mur for evigt.” Afbryder Helena, og finder en notesblok frem.

“Hvad har du i tankerne Helena?” Spørger jeg hende nysgerrig efter hvad jeg kan gøre.

“Vi kan snakke om detaljerne senere, men overordnet set er tanken, at vi skal vise dig til folket.” Jeg rynker panden ved de ord, det lyder mærkeligt.

“Vise mig til folket...” Jeg når ikke at spørge før Helena svarer på mit spørgsmål.

“Kongen har i lang tid ikke været særligt vellidt hos folket, og det er højst sandsynlig derfor at der nu bliver konspireret mod kongen og dig. Derfor skal vi vise dem hvor søde og dejlig du er.” Helena smiler glad til mig, som om alle problemerne vil være løst med et snuptag.

“Er det ikke propaganda?” Spørger jeg betænkeligt. Helena bryder ud i et stort grin, og Snehvide trækker lidt på smilebåndet.

“Du er altså sød og dejlig Karma.” Helena tjatter drillende til mig, og jeg puffer forsigtigt til hende.

“Snehvide, vil du ikke hente noget blod til mig. Jeg fik ingen aftensmad, og den morgenmad stillede ikke helt min tørst.” Snehvide nejer, og næsten danser ud af rummet. Gad vide hvorfor hun er så glad.

“Nå Helena, hvornår begynder vi?”

“Så snart som muligt.”

 

***

Snehvide hjalp i tøjet, og jeg må indrømme, at det til tider kan være nødvendigt. Kjolerne er nemlig ikke helt nemme at sno sig ind i eller ud af for den sags skyld.

Helena har arrangeret et møde mellem mig og de folk, som hun tror kan holde på en hemmeligheder, og være til nytte i eftersøgningen på Frans.  

Matheus er selvfølgelig en af dem, Helena stoler fuldt og fast på ham, det gør alle. Jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne møde hans blik, jeg er bange. Han virkede så flink og rar, da jeg først mødte ham, nu er han som en hel anden for mig.

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg er bange for ham. Jeg er en lamia, utrolig stærk og hurtig, selvom jeg godt kunne blive bedre. Men han er en troldmand, eller magiker, som han ønsker at jeg skal kalde det. Hvem ved hvad han kan gøre?

Jeg går rundt i slottet, ned ad lange korridorer, ind i utallige værelser, op og ned af trapper, for at inspicere om alt ser fint og nydeligt ud. Jeg forestiller mig at det er sådan noget en dronning foretager sig på sit slot.

Jeg sørgede for at mødet med det kommende eftersøgningshold skal holdes i et lille lokale i kælderregionerne. Jeg finder let derned. Helena og en lille broget skare er allerede forsamlet her. De nejer, da jeg træder indenfor, og Helena kommer hen imod mig.

Rummet er mindre end jeg jeg husker, fra da Frans viste mig rundt på slottet. Lille med kun den dør jeg kom ind ad som udgang. Væggene er af brosten, men rene og pæne, og gulvet er et lyst trægulv. I midten af lokalet hænger en lille lysekrone. Den er ikke lige så flot og overstadig som de andre lysekroner, jeg har set rundt omkring på slottet, men jeg synes meget godt om den.

“Deres majestæt. Lad mig præsentere dem for deres tro undersåtter.” Siger hun, og smiler skævt til mig, ved lyden af sine egne ord.

“Tak Helena.” Jeg nikker forsigtigt, en anelse nervøs for, at den fine krone på mit hoved, vil tippe ned.

“Jeg er Sir Bellamy, deres majestæt.” En mand i trediverne, med mørkebrunt hår og et lille skæg, og iklædt vagternes uniform træder frem, og bukker dybt for mig, mens han tager sin hat med en fin hvid fjer af.

“Goddag Sir Bellamy.” Jeg nikker en anelse til ham. Jeg kan ikke neje, det vil være for meget, når han kun blot er min undersåt. Jeg forsætter hen ad rækken. Der er yderligere to mænd, som er en del af vagterne, de har begge en blå fjer i deres hat. Der er tre mænd og en kvinde som arbejder i haverne, en dreng på cirka 13 år fra køkkenet, og to piger på min egen alder, også fra køkkenet.   

Jeg synes selv at jeg har gjort det rimeligt godt som dronning indtil videre, selvom jeg ikke vidste noget om det fra… mit tidligere liv. Men lige nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal stille op. Heldigvis kommer Helena mig til undsætning.

“Ja. Tak fordi i kom, i ved alle sammen hvorfor, ikke sandt?” Helena kigger rundt på dem en efter en, og nogle få af dem sænker hovedet en kende. Drengen fra køkkenet træder frem, og spørger uden den mindste tøven.

“Ikke helt. Jeg ved, at Hans majestæt kongen er væk, men ikke hvorfor vi er her.” Han kigger på Helena, og tager så et skævt blik over til mine sko, tilsyneladende vil han ikke kigge mig i øjnene. Det vil formodentlig også være uhøfligt.

“Det skal jeg nok fortælle dig.” Min stemme hæves en anelse, da jeg bliver en smule nervøs. “Selvom jeg ikke kendte hans majestæt i lang tid, så gjorde han alligevel et vist indtryk på mig, og jeg ønsker ham tilbage.” Jeg synker en klump, da jeg indser, hvor meget disse ord er sande.

“Jeg vil ikke overlade det til hvem som helst I er blevet udvalgt for at hjælpe med denne…mission.” Jeg holder mit hoved højt og øjnene tørre, selvom jeg mest har lyst til at lægge mig i min seng og græde.

Ingen siger noget. Der er kun stilhed. Så høres den larmende lyd af støvler, og døren går op. I døråbningen står Matheus, iført vagternes uniform. Han har en hvid fjer i hatten, ligesom Sir Bellamy.

“Deres kongelige højhed.” Siger han højtideligt, og bukker dybt for mig. “Jeg undskylder for at møde så sent op.” Han stiller sig over ved siden af Sir Bellamy, og hilser med et nik på Helena, som sender ham et smil til gengæld.   

“Tak fordi De kom hr. Strauss.” Jeg prøver at undgå skælven i stemmen, og nervøse trækninger, og det lykkedes mig også foreløbigt, men jeg må så hurtigt som muligt væk fra ham, og for alt i verden ikke kigger ham i øjnene.

“Helena er den, som vil stå for de generelle planlægningen, og hvis i har noget at sige til mig, så kan i bare sige det til hende.” Jeg tager mig et kig ud over forsamlingen.

“Dig, dig, dig og dig.” Jeg peger på en af vagterne, en pige fra køkkenet, og to mænd af dem som arbejder i haven. “Vil i stille jer herover?” De gør som jeg siger uden at stille spørgsmål, og jeg henvender mig til Sir Bellamy.

“Sir Bellamy. Vil du være leder af denne gruppe?” Spørger jeg og retter en anelse på kronen.

“Det vil være mig en ære deres majestæt.” Han bukker, og stiller sig hen til gruppen.

“Resten af jer, vil i lige samle jer her.” Jeg peger mod min venstre side.

Tilbage er Matheus og en anden vagt, en mand og så kvinden fra haven, en pige fra køkkenet og drengen.

“I er den anden gruppe.” Jeg undgår at kigge Matheus i øjnene, og vender mig om mod Helena. “Jeg havde tænkt mig at de to grupper skulle arbejde hver for sig.” Jeg stiller mig hen ved siden af Helena.

“Helena, vil du tage dig af de resterende praktiske opgaver?” Jeg sender hende et smil, og hun forstår at jeg vil væk.

“Selvfølgelig deres majestæt.” Hun nejer, og ligeså gør de andre damer, og mændene bukker, da jeg forlader rummet.

 

***

Jeg besluttede mig for, at gå en tur ned til køkkenet, nu hvor frøken Gior, den tidligere forstanderinde, ikke længere har noget at skulle have sagt, risikere jeg vist ikke mere end en anelse forbavselse ved at gå derned.  

Jeg åbner døren, der ligesom sidst jeg var her, er af slidt brunt træ for enden af en trappe.

Og ligesom sidste gang vender alle sig imod mig i forbavselse, da jeg træder ind. Deres reaktion er dog en del anderledes end sidst.

De nejer og bukker alle dybt, og ingen af dem vover at sige noget til mig, så jeg må selv bryde tavsheden.

“Goddag alle sammen lad jer ikke forstyrre af mig, fortsæt endelig med jeres arbejde.”

Jeg smiler, og bevæger mig over mod en kvinde i fyrrerne, som tilbereder noget mad i en gryde. Da jeg står tættere på bemærker jeg noget, som jeg før ikke tænkte over, hun lugter meget ligesom Snehvide. Jeg tænker dog ikke videre over det.

“Hvad er det De koger?” Spørger jeg forsigtigt.

“Det er dagens mad til tjenestefolkene Deres højhed.” Hun virker nervøs ved min tilstedeværelse, så jeg stiller hende mit spørgsmål hurtigt, så jeg kan komme ud inden det bliver rigtigt pinligt.

“Jeg tænkte på, om i vil tilberede en menu til en midnatssfest. Jeg skal nok give besked om hvornår festen skal holdes, men i kan godt begynde at købe ind.” Jeg smiler til hende, men hun ser det ikke, og vil slet ikke kigge mig i øjnene.

“Det skal jeg nok sørge for deres majestæt. Bare giv besked, og der skal blive lavet den fineste middag.” Siger hun og rører rundt i gryden med en træske.

“Det må gerne være noget lidt specielt….” jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige, så jeg beslutter mig for at komme ud herfra.

“Nå men så tak.” Jeg skal lige til at vende mig om, for at gå igen, da jeg ser Snehvide komme ind i køkkenet. Hun går og snakker med en eller anden, men jeg ser ikke hvem, da hun forbløffet stopper op, i det øjeblik hun ser mig.

“Deres majestæt?” Hun nejer hurtigt, og en anelse forfjamsket.

“Det var dejligt at du kom Snehvide. Jeg går op igen, vil du ikke tage en bakke mad med op.” Jeg smiler til hende, og hun nejer.

Jeg frygter at gå op på mit værelse, og frem for alt at være alene. Hvad hvis Matheus kommer fordi, eller hvis han bare sidder og venter på mig. Jeg må sørge for at Snehvide eller Helena er hos mig så meget af tiden som muligt. Det vil få mig til at føle tryg og beskyttet. Skønt jeg knap kender dem er de blevet mine bedste venner. Det er også pudsigt, som Helena har udviklet sig. Hun er blevet meget mere voksen.

Jeg er i mine egne tanker, da Snehvide spørger.

“Selvfølgelig deres majestæt, har De ikke allerede spiste endnu?”

“Jo en anelse, men jeg føler mig bare så hundesulten i dag.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...