Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1797Visninger
AA

3. Kapitel to En død dag

Kapitel to En død dag

Jeg ligger på sengen, Frans gik ud for at lade mig få lidt fred. " tænk lidt over tingene " sagde han. Det har jeg gjort, men det giver stadig ingen mening for mig. Da jeg var 13 troede jeg stadig på vampyrer, varulve, og andre overnaturlige ting, men jeg holdt op da alle drillede mig med det. Nu viser det sig så at jeg havde ret. Jeg har lyst til at skriger at jeg havde ret. Lyst til at sige hvad sagde jeg. Jeg er både glad for at jeg havde ret, men også trist. For nu hvor jeg er en vampyr, kan jeg så se min familie igen? Sikkert ikke. Måske ville jeg ikke kunne beherske mig, måske ville jeg gå til angreb på dem. Det kan jeg lige så godt opgive. Jeg må bare glemme dem, og jeg begynder lige nu. Og så svært er det faktisk ikke. Jeg har nemlig tusind andre ting at tænke over. Den første ting er, om jeg kan sove. Jeg føler mig ikke træt, men prøver alligevel. Puderne er bløde og de dufter af rengøring, mine øjne lukker sig langsomt i, og jeg forsøger at falde helt til ro. Glemmer alt det der er sket idag og igår. Det eneste jeg tænker på er søvnen, jeg vil bare have at søvnens fredfyldte udvidenhed overmander mig...

***

Jeg sætter mig op med et ryk, og springer ud af sengen. Der bliver rumsteret lidt rundt på den anden side af døren. En nøgle bliver drejet rundt i nøgle hullet, og døren går langsomt op. En dame, faktisk en pige, træder ind.

" godaften frøken middagen er parat, og greven vil med glæde sig dem ved middagsbordet. Skal jeg hjælpe dem i tøjet frøken." Hun sænker hovedet og jeg kan se og lugte at hun er bange. Jeg opdager at jeg har stået i angrebs position, så jeg retter rykken, og lukker min mund som var klar til at bide.

" øhh hvem er du?" Får jeg sagt.

" jeg er en af tjenestepigerne, og hvis de ønsker det frøken så er jeg også deres kammerpige." Hun kigger tøvende op på mig, men sænker hurtigt hovedet igen.

" øhh ja, okay så, men hvad skal jeg have på?" Jeg kigger rundt i værelset, men jeg kan ikke finde noget skab eller en kommode.

" nu skal jeg finde en kjole til dem frøken." Hun nejer og går over mod en væggen til højre for mig. Hun lægger sin hånd mod en grøn gennemsigtig plade, og en beton væg går op. Før havde jeg ikke opdaget den, men nu da jeg har set den, kan jeg se at der er to døre mere af denne slags i rummet. Pigen går ind, og beton døren lukker efter hende. Der går ikke langtid, før hun kommer tilbage med en kjole i sine hænder. Kjolen er sort og glitre smuk i det svage lys i værelset. Kjolens underdel består af en masse blåsorte lag, og kjolens top er lavet sådan at den ikke dækker skuldrene, men stadig har ærmer.

" greven gav mig besked på, at han gerne ville se dem i denne kjole frøken. Skal jeg hjælp dem med at få den på frøken?" Jeg nikker til hende, og hun går med små skridt over mod mig. Jeg kan hører hendes puls, og blodet der bliver pumpet rundt i hendes krop. Jeg kan næsten smage det, men jeg føler dog ikke en overvældende trang til at kaste mig over hende. Det havde jeg ellers forventet. Hun må dog have set noget i mine øjen eller på mit kropssprog, for hun tøver lidt, men beslutter sig til at jeg ikke vil spise hende. Kjolen er ikke nem at få på, så jeg er glad for at pigen hjælper mig. Efter ti minutters tid er jeg endelig helt nede i kjole. Den er stor og tung, men det tænker min krop ikke over. Jeg drejer rundt, og det giver et sus i mig. Det er sådan en stor prinsesse kjole, lige sådan en jeg gerne ville giftes i da jeg var barn.

" skal jeg sætte deres hår frøken?" Pigen kigger op med et spørgende udtryk, men denne gang sænker hun ikke hovedet.

" ja det må du gerne, hvad hedder du egentligt?" Jeg smiler til hende, men så sænker hun hovedet igen, og fører mig over til et betonbord med et stort glas foran.

" jeg kender ikke mit rigtige navn frøken. Hele det liv jeg kan huske har jeg været her på grevens slot." Hendes stemme sænker sig til en visken, og hun begynder at sætte mit hår op i forskellige frisurer.

" nå, men hvad kalder folk dig så." Hun sætter mit hår op i en knold, og tøver med at svare.

" greven kalder mig snes datter, jeg tror det er fordi greven fandt mig i sneen, men greven har aldrig fortalt mig hele historien. De andre kalder mig forskellige ting." Hun træder tilbage, og trækker stolen ud sådan, at jeg kan komme op at stå. " er der mere de ønsker frøken, eller skal jeg følge dem ned til greven nu?" Jeg fornemmer, at jeg ikke skal spørge mere ind til hvad hun bliver kaldt. Jeg nikker, og vi bevæger os over mod døren. Hun åbner døren for mig, og jeg træder ud i en overdådig gang. Langs væggene hænger der store tykke mørkeblå gardiner lavet af samme stof som min kjole, og gardinerne er bundet sammen med tykke guld snorere. De må være meget gamle, og lugten bekræfter det, for i hele gangen lugter der svagt af mug, støv og indelukkethed. Og skønt der er gardiner er der ingen vinduer, men engang imellem er der en dør istedet. Væggene i gangen er tapetseret med et mørkt mønster med små guldtråde i, og så langt midt øje kan se - hvilket er meget langt - er der en lang tæppeløber, som ligger oven på det mørke trægulv. Tæppet er i de samme farver og næsten samme mønstre som væggene og gardinerne.

" hvis de vil følge efter mig frøken. " pigen nejer, og går ned af gangen til højre. Jeg bliver forbavset over hvor let jeg finder det at gå med højhælede sko, men det er som om jeg har sovet med dem på - hvilket jeg åbenbart har uden at vide det - jeg føler at jeg kan løbe et maraton med dem på. Dog behersker jeg mig, og går i et lige så roligt og adstadigt tempo som pigen.

***

Efter at vi har gået op og ned af utallige trapper og drejet til højre og venstre mindst 10 gange vær. Først der når vi en stor dør. Den er lavet af træ, men rundt i kanterne er der smukke mønstre af guld, og der hænger to store ringe af guld, der hvor håndtagene burde være. Jeg kan ikke regne ud hvad de skal bruges til, før pigen tager fat i en og slår den mod døren. Lyden runger i mine ører, og langtid efter at pigen er holdt op med at slå, slår det stadig i mine ører.

" jeg vil vendte i deres værelse frøken til de er færdig med middagen." Hun nejer og går. Jeg står lidt foran døren, eller skal vi kalde det en port. De fine guldmønstre må have taget langtid at lave. Efter at have betragtet porten i et stykke tid, beslutter jeg mig for at forsøge at åbne den. Porten er stor og solid, men jeg behøver ikke flere kræfter at åbne den, end jeg gør for at åbne en Chipspose.

Porten går op, og jeg ser et fantastik stort rum. Dette rum er slet ikke møbleret i samme stil som det værelse jeg var i. Rummet er vist egentlig bygget som en balsal, der er højt til loftet, hvor der sidder lysekroner. Gulvet ligner utroligt meget et gulv, jeg engang så på en rundvisning af et slot fra 1500-tallet, og på en af væggene er der en del store, flotte, hvide vinduer. Midt i alt denne herlighed står et tungt træbord. Bordet er mørkt og de mange små udskæringer er smukt udført. På midten af bordet befinder sig en stor guld lysestage, hvor stearinlysenes flammer står helt stille og lige. Indtil jeg hører lyden af en bevægelse tæt på, og ser flammerne blafre.

" godaften min kære, har de haft en god eftermiddag." Frans laver et lille buk, han står pludselig kun et lille stykke foran mig.

" øhh ja tak " siger jeg, og snubler lidt over ordene. Jeg føler mig lidt malplaceret, alt er så formelt og fint her, og midt i det hele står jeg, med en overdådig kjole. På et slot så stort at jeg ikke tror, jeg vil kunne finde rundt. Frans har et gammelt men elegant jakkesæt på. Det sidder så godt på ham, at man skulle tro, at det var strøget, mens han havde det på.

" skal vi sætte os?" Frans laver en lille gestus med armen over mod spisebordet. Jeg er alt for betaget af ham til at svare, så jeg nikker bare. Vi går over til bordet, og Frans trækker en stol ud fra bordet ved den ene bordende.

" værsågod frøken " og jeg bliver igen så overrasket over hans gode og høflige manerer, at jeg selv glemmer det lidt jeg nu ved om manerer. Jeg sætter mig bare helt paf og forvirret.

Frans går med ganske rolige og langsomme skridt ned mod sin plads. Det tager helt bestemt hundrede år. Da han endelig når sin plads og sætter sig, klapper han to gange i hænderne. Et halvt sekund senere træder en tjener frem og går over mod bordet. Han tænder den store lysestage midt på bordet, og stemningen i rummet bliver med det samme mere varm og glad. Frans klapper igen to gange i hænderne, og fem tjenere træder træder frem. De går over mod bordet i en række, og stiller vær et sølvfad med låg på bordet. De løfter lågene og går væk igen.

" nå kærest eftersom det er din første dag som lamia har jeg valgt nogle traditionelle retter for dig." Han holder en pause og kigger op på mig. " den der er tættest på dig er blodpølsen uden rosiner." Jeg tager et kig på fadet, blodpølsen er anrettet fint, men er intet grønt derpå. Kun pølsen og nogle små mørkerøde kugler. Derefter tager jeg et kig på de andre fade, hvor dette gentager sig. Intet grønt!

" til højre er en fromage, og en inderfille. Til ventre er kalve mergen, som er en speciel tilberedning af kalven. Tilsidst er der min ynglings ret cor hominis. Du skal smage det før jeg fortæller dig hvad det er." Han smiler lidt lumsk til mig, men jeg tænker ikke videre over det. En tjener kommer frem og servere for os lidt af vær ret.

Mens vi spiser forsøger Frans at holde en samtale kørende, men jeg er alt for optaget af maden til at være høflig, så det bliver ikke til meget snak.

" hved du hvad det her får mig til at tænke på?" Spørger Frans, og jeg ryster på hovedet som svar.

" det får mig til at tænke på Disneys film skønheden og udyret. Hvor belle spiser sammen med udyret, men de sider for vær deres ende af bordet, og får aldrig en god samtale. Det har altid irriteret mig." Han sænker blikket ned på sin mad " og nu begår jeg den samme fejl som udyret."

Jeg kigger op " sammenligner du dig slev med udyret? Du har vist aldrig set dig i spejlet." Jeg kigger op fra min mad, og vores øjne mødes.

" du skal ikke ønske at se mig før jeg blev vampyr, der var jeg virkelig et udyr." Han propper en stor mundfuld mad ind i munden, og åbner den så helt op, mens han siger lyde og skærer ansigt.

" haha, ja du er i sandhed et udyr. " griner jeg, og jeg kan næsten ikke stoppe.

***

Da vi bliver færdig med at spise, rejser Frans sig og går over mod mig.

" må jeg have den ære at følge dem tilbage til deres værelse frøken?" Han bukker, og jeg tror jeg rødmer, men kan en vampyr overhovedet det?

" ja det må de gerne, men hvorfor kalder du mig frøken? Jeg troede ellers at du sagde at jeg var din nye kone. " jeg visker det sidste og hans smil falmerlidt hen, men kommer straks tilbage igen.

" det er du også kærest, eller det vil sige ikke endnu. Jeg kunne jo ikke udføre ritualet mens du var bevidstløs. " han visker, men jeg hører ham helt tydeligt takket være min super hørelse.

" nå okay " jeg beslutter mig for at vendte men at spørge til ritualet til senere, og spørger i stedet til noget andet. " i øvrigt så smagte den der Cor Hominis mega godt. Hvad var det? " jeg kigger op på ham mens vi går ud af den store port og videre op ad en trappe. Hans smil bliver lidt lumsk, og jeg skubber lidt til ham for at få et svar. " kom nu sig det Frans. "

" okay okay søde. Men nu må du ikke bliv alt for forarget." Han kigger ned på mig stadig med et lumsk smil, og jeg rynker mine øjenbryn.

" jaja søde jeg kan se at du vil have et svar. Cor Homonis er et latinsk ord, sådan at der. Ikke er så mange som hved hvad det betyder, hvis man bestiller det på en resturent. Det var hjerte du spiste, bare rolig det var ikke et menneske hjerte, men det kunne det have været. Menneske hjerter smager også bedre, men de er ikke så nemme at få fat på. "

Jeg stirrer måbende på ham. Mens jeg prøver at bearbejde det han lige har fortalt mig, og jeg finder da også frem til et svar.

" nå okay, det smagte ihvertfald godt. Hvornår kan jeg smage et menneske hjerte?" Frans kigger på mig og bryder ud i en latter.

" i går var du et menneske, og i dag vil du smage et hjerte fra et menneske. Se det er den kvinde jeg skal have som mage."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...