Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1802Visninger
AA

11. Kapitel ti En talens prøvelse

Kapitel ti En talens prøvelse

Jeg vågen en time før midnat. Frans og jeg har fået et fælles værelse, og det er der jeg befinder mig. Dronnings værelse er kun i brug, når kongen er bortrejst, og så insisterede jeg på at sove herinde. Det minder mig om ham. Jeg ved godt, at det lyder tåbeligt og naivt, men ikke destomindre er jeg allerede begyndt at holde meget af ham.

Jeg stiger ud af den bløde seng ,med broderede mønstre på pude og dyne betræk, og går over til et stort mahognitræsskrivebord dækket af smukke træudskæringer. Jeg tager bogen lamia og andre væsner frem fra den skuffe, jeg lagde den i og finder det sted, hvor jeg kom til.

Jeg opgiver snart håbet. Det er umuligt at finde en pige, som kan gøre sig fortjent til at blive min dronning. Hun skal være stærk nok til at kunne regere et land ved min side. Elskværdig nok til at alle i landet vil elske hende, og se hende som hele landets moder. Klog nok til altid at tage de rette beslutninger. Modig nok til at turde blive dronning, med alt hvad det indebærer. Der er dog en ting, der må være vigtigst af alt, hun skal være en god mor og en god hustru.

Jeg har nu søgt i 100 år eller mere, jeg holder ikke så godt styr på tiden. Jeg ved dog at det ikke må blive for sent. Rundt regnet er jeg cirka 270 år, så jeg har forhåbentlig stadig et årtusind mere at leve i.

I disse hundrede år jeg har søgt efter en hustru har jeg ledt over hele verden efter den perfekte lamia, desværre måtte jeg gøre mig den opdagelse, at vi er endnu færre end jeg havde regnet med. Jeg har kun mødt 20 stykker, og kun 7 af disse var voksne kvinder. Alle gift.

Jeg må søge min hustru i menneskenes verden, skønt jeg hader at rejse gennem de såkaldte "tidshuller" eller "afgrunde" som de også bliver kaldt, så ser jeg ingen anden udvej. Det er dog ikke kun rejsen jeg hader ved denne ide, jeg bliver også nød til at opsøge Alinge Frugtkedel.

Jeg kan høre lyden af lette små fodtrin ude på gangen, så jeg skynder mig at lægge bogen tilbage i skuffen og rejser mig op. Fire små bank lyder mod min dør, og jeg smiler. Det er kun snehvide der banker helt på den måde.

"Kom bare ind." Siger jeg, og den brune dør, med små linjer af guld maling åbner sig. Snehvide og Helena træder indenfor.

"Goddag deres majestæt, vi kommer for at hjælpe dem at blive klar til midnat." Snehvide og Helena står begge to overlæsset med kjoler og tilbehør.

"Det er fint piger, kan i ikke bare ligge tøjet på sengen i første omgang?"

Helena og snehvide lægger kjolerne på sengen, ni stykker ialt.

"Jeg synes at den der er den pæneste." Helena hopper glædesstrålende over til en lang gul, orange kjole med lange ærmer. Den bliver hold oppe af to stropper, skuldrene er blottede og fra livet og ned udfolder kjolen sig i flere lag, og falder som en blomst ned af siden.

"Den er i sandhed smuk Helena, men jeg tror den er lidt for munter." Jeg tager et kig på de andre kjoler, og en helt perfekt kjole stråler lige op i øjnene af mig.

"Vil i hjælpe mig i den her piger?" Jeg lægger kjolen tilbage på sengen, og tager mit tøj af.

"Her deres majestæt." Snehvide hjælper mit hoved igennem kjolen, og Helena retter den til.

Kjolen er både mørkelilla, violet og pastelfarvet. En trekantsformet guldplade holder sammen på kjolen, og dækker både halsen og skuldrene. Et par stykker stof hænger fra guldpladen som to små sjaler om overarmene. Kjolen går helt ned til gulvet og længere, så man skal passe på ikke at træde på den, hvis man går bagved. Foran går deler kjolen sig næsten i to, så den går til lige over knæene og videre ned til gulvet.

"Nå, hvad synes i piger?" Jeg smiler, og kigger på dem.

"Du er smuk Karma." Helena går et par gange rundt om mig og beundrer kjolen.

"Her deres majestæt." Siger Snehvide, og hjælper mig skoene på. De er lige så smukke som kjolen, og så matcher de. Derefter kommer et par store øreringe, med violetlilla rubiner. Snehvide sætter mit hår op i en knold, og går så to skridt tilbage for at beundre sit værk.

"Der mangler noget, kronen." Snehvide går over til et smukt skab, og smiler til mig. "Hvis de vil deres majestæt, så bare tag hånden op foran skabet."

Jeg føler mig lidt dum, men jeg gør som snehvide siger, og skabet åbner sig.

"Her deres majestæt. Deres krone." Snehvide peger på kronen og træder til side.

Den ligner noget fra en Disney film, fuld af rubiner, smaragder, safirer og perler, guld og sølv og smukt håndværk. Jeg tager kronen på, og pludselig begynder de smukke sten at ændre farve, så de matcher mit tøj.

Jeg kigger mig måbende i spejlet, hvilken fantastisk krone.

"Tak for hjælpen piger, i er de bedste." Jeg giver dem en stor krammer. "Skal vi komme ned, jeg tror klokken er tæt på midnat.

***

Vi er ikke de første i spisesalen. Matheus og et par vagter er der allerede, og jeg går over mod dem for at drøfte et par ord med Matheus.

"Hr. Strauss," hilser jeg høfligt Matheus.

"Deres majestæt, mi lady, noget jeg kan hjælpe dem med?" Han laver et lille buk, og løfter blikket en andeles.

"Jeg vil blot bede dig være på vagt. Jeg kender ikke mange på dette slot, ikke endnu." Jeg løfter hans hoved med min finger under hans hage, og jeg læner mig fremover for at hviske i hans øre. "Jeg stoler ikke på vagterne, du må beskytte mig." Så drejer jeg om på hælen, og går mod spisesalens vinduer. Vinduerne vender ud mod en gård, men farverne er forvrænget på grund af de farvede glasruder.

Matheus stiller sig lidt foran mig til venstre, Helena og Snehvide stiller sig på min højre side.

Spisesalen begynder langsomt at blive fyldt op, og en summen af hvisken og tisken tager til. Endelig slår klokken midnat, og jeg vender mig mod dem.

Min krop sitrer af nervøsitet og angst, men også spænding og ophidselse. Jeg savner Frans, men jeg kan måske få ham tilbage. Disse folk er de først, som jeg skal bevise mit værd for. Et øjeblik er jeg som lammet, der er alt for mange, men tilsidst får jeg tungen på gled.

"Godnat." Indleder jeg min lille tale, i en fast og selvsikker tone. "Jeg har nogle få regler, og forskellige vigtige ting at underrette jer om."

En af mine lærer på min skole i min gamle verden har engang fortalt mig, at hvis man skal holde en tale, så gælder det om at lyde sofistikeret og frem for alt selvsikker. Nu kommer mine evner så på prøve.

"Lad os tage reglerne først." Jeg vil ikke fortælle dem om Frans endnu, så vil de ikke lytte lige så opmærksom til resten af hvad jeg har at sige.

"Jeg vil fra nu af styre denne husholdning med hjælpe fra min overkammerpige." Jeg vinker Snehvide et skridt frem. "Og min nye forstanderinde." Også Helena vinker jeg et skridt frem.

"Frøken Gior, tidligere forstanderinde, vi skal tale om hvad dine fremtidige pligter bliver i morgen."

Jeg lader mit blik løbe et par gange over forsamlingen, rundt omkring bliver der små visket, men overordnet er alle helt tavse.

"Alt udsædvaneligt skal enten jeg eller min forstanderinde underrettes om hurtigst muligt." En pige, lidt yngre i udseende end Helena, masser sig frem forrest og rækker rystende hånden i vejret.

"Deres nåde." Siger hun spædt.

"Ja? Hvad er der?" Jeg kigger roligt på hende, hverken venligt eller ondt.

"Hvor er deres kongelige majestæt kongen?" Hun små snubler over ordene, ved ikke helt hvordan hun skal formulere sig.

"Ja, det var den egentligt årsag til at indkalde jer her i nat." Mine stemmer begynder at små skælve, men jeg stopper op og rømmer mig, så ingen opdager det.

"For to dage siden, tog hans majestæt kongen og jeg os en tur til en lille by." Mit blik skæver mod Helena, som nikker opmuntrende til mig.

"Hans majestæt og jeg blev... Overfaldet af en mystisk magt, hvad ved jeg ikke." Nu begynder mine ben også så småt at ryste, men jeg står fast.

"For at gøre det helt kort, forsvandt hans majestæt kongen, og jeg var tilbage i byen alene." Jeg bevæger mig over til Matheus.

"Dette er hr. Strauss, han hjalp mig her til slottet, sammen med min nye forstanderinde." Jeg stiller mig tilbage foran forsamlingen, men Matheus følger med mig.

Nu bryder snakken for alvor løs. Efter et par minutter sænker stilheden sig, og jeg siger det sidste jeg har at sige.

"Træning af nye vagter og soldater vil tiltage, og der skal patruljeres døgnet rundt." Jeg vinker snehvide om bag mig, Helena på min højre side og Matheus følger mig ved min venstre side, som vi går ned gennem spisesalen, og ud af de store dobbeltdøre.

Dobbeltdørene lukker sig med et brag, og det giver et lille gib i mig.

Hvordan klarede jeg mig?" Spørger jeg dem, og falder næsten sammen i Matheus' arme.

"Du var fantastisk." danser Helela rundt om mig og synger.

"Ja deres majestæt, det var meget medrivende." Snehvide nejer for mig, og retter på det lille forklæde hun har bundet om kjolen.

Matheus bøjer sig ned til mit øre og visker. "De var særdeles smuk i deres grusomme koldblodighed."

Det kribler i mig da jeg mærker hans varme ånde mod mit øre, og hører den beroligende lyd af hans hjerteslag. Jeg kommer vaklende på benene igen, og vender mig mod Matheus. Min finger glider hen over han hals, og betages af den.

"De har en smuk hals hr. Strauss." Jeg fniser og falder ind mod hans bryst.

Et par hånden griber fat om livet på mig, og hiver mig væk fra Matheus. Hvorfor ved jeg ikke, så jeg begynder at sprælle irriteret.

"Deres majestæt, de er sulten, tørstig." Snehvides fornuftige stemme kommer op i hende, med et anstrøg af irritation.

"Jeg følger dem op på deres kammer, så sender jeg en pige ned efter mad." Snehvide giver slip om livet på mig, men tager fat om mit håndled i stedet.

"Nej, bare rolig, Matheus og jeg sørger for maden." Helena trækker af med Matheus, og efterlader Snehvide og alene.

"Deres kongelige højhed, skal vi gå inden de andre tjenestefolk kommer denne vej?" Snehvide lader der helt op til mig selv at bestemme, men i dette tilfælde ved jeg at det er det rene manipulation. Jeg giver et bekræftende fnys fra mig, og så går vi tilbage mod de kongelige gemakker.

***

Jeg sidder i sengen da Helena kommer ind med en stor bakke. Snehvide tager den hen det fine spisebord, som også befinder sig i mit og Frans's soveværelse. Hun dækker bordet fint med du og det hele. Duften fra en saftig bøf ville have slået benene væk under mig, hvis jeg da ikke allerede sad ned.

Jeg sætter mig til bords, og tager for mig af retterne. En bøf med en mørkelilla sauce og en suppe med melboller lavet på mel og dyreblod dertil en sødmefyldt vin, som jeg sludre begærligt i mig.

"Hvad er det for en vin denne her?" Spørger jeg nysgerrigt. "Den er helt fantastisk.

"Øh, det er faktisk ikke nogen vin, det er blod." Helena visker det sidste ord.

"Nå, hvor er der fra?" Spørger jeg, og forsøger at overvinde uroen.

"En af pigerne i køkkenet ville gladeligt give noget." Helena vrider sine hænder, og kigger på mig med øjenbrynene let rynkede.

"Jaså, hvad er hendes navn?" Jeg hælder en anelse mere blod op i vinglasset, og slynger det lidt rundt for rigtigt at opfange dens aroma.

"Lili Shinner. Hun står ved komfurerne." Helenas stemme bliver lidt roligere igen, og smilet bryder igen fra på hendes kinder.

"Snehvide, vil du hilse hende og sige tak?" Jeg drikker endnu en slurk, og nyder følelsen af velbehag der breder sig i kroppen.

"Det skal jeg gøre deres majestæt." Snehvide stiller sig hen til bordet, og begynder at rydde op.

"Tak snehvide. Når du er færdig med det, kan du gå." Jeg tager vinglasset, og karaflen med blod med over i til et dejligt sofa område i hjørnet af værelset.

"Helena, kom sæt dig herover." Jeg sætter karaflen og vinglasset fra mig på et lille kaffebord, da snehvide er gået har jeg fået overvejet, hvad jeg vil sige.

"Vi skal finde Frans igen. Vi skal og må finde ham." Jeg stirrer intens på Helena, og krammer en dejlig blå lilla pude med guldfrynser.

"Ja, jeg er bange for at det er oprørende, som har taget ham." Hun sænker hovedet, og slænger fødderne op i sofaen.

"Jeg er bange for at du har ret Helena." Jeg krammer puden endnu hårdere. "Jeg vil tænke over hvad vil skal gøre med det til i morgen. Kan du klare at drive slottet selv indtil videre?"

"Det kan jeg sagtens søde Karma." Hun rejser sig op, og giver mig en krammer. Lige før hun åbner døren, når jeg at stoppe hende.

"Helena. Hvis du finder Matheus Strauss, vil du så ikke bede ham kigge forbi?" Smilet falmer, og hun kigger bekymret på mig.

"Tror du nu det er en god ide?" Spørger hun ængsteligt.

"Vil du bede ham kigge forbi?" Spørger jeg igen, og hun giver efter og går.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...