Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1807Visninger
AA

8. kapitel syv En uventet oplevelse

Kapitel syv En uventet oplevelse

Jeg er endelig flyttet ind i dronnings værelse, mit værelse. Det er som om, at jeg for hver time, finder nye skjulte døre, huller og nye ting, der skal undersøges. Jeg tog bogen lamia og andre væsner med mig, og den ligger nu under madrassen. Jeg vil ikke have at nogen skal finde den, eftersom jeg ikke er helt sikker på, om jeg egentlig har lov til at læse den. Frans sagde at han ville besøge mig omkring middagstid, og klokken er allerede fem minutter i tolv. Jeg beslutter at tage en lang grøn kjole, med snore i guld og brunt, på. Mit bud er at den er fra 1500 tallet, men den passer som var den syet til mig. Bornholmeruret i hjørnet slår første gang, og Frans træder ind af døren som ved et trylleslag. Han smiler da han ser mig og går straks over til mig. Han tager mig om livet, så han kan svinge mig rundt.

"Hey søde, er du klar til at spise middag?" Han kigger lige ind i mine øjne, og hans øjne funkler om kap med mine.

"Ja, hvad skal vi have?" Jeg tænker på den sidste middag, vi spiste, med alle de fantastiske retter.

"Jeg tænkte at vi kunne gå ud og spise. Hvad siger du til det?" Da jeg ikke svarer lige med det samme bliver han lidt nervøs og spørger. "Øh eller vil du hellere spise her?"

"Nej Nej, jeg ville hellere end gerne spise ude, det er bare..." Jeg bliver lidt bange for at han skal blive sur over min tøven, men det gør han ikke, så jeg forsætter. "Er der ikke lidt langt til det første spisested? Jeg så ingen på vores sidste køretur."

Han liver op igen og smiler til mig. "Bare rolig søde vi er der på ingen tid." Han smiler drillende til mig og lige pludselig kysser han mig.

Jeg tør ikke gøre modstand, og når det kommer til stykket, ønsker jeg det heller ikke. Hans læber er blød som smør og smager af varm chokolade. Efter et nogle øjeblikke trækker han sig væk fra mig. Der opdager jeg skuffelsen over, at det allerede er slut.

"Kom lad os komme af sted." Frans tager fat i min hånd, og trækker mig glad ud af døren.

Vi løber side om side ned ad gangen i slottet, men stopper når nogen kommer forbi. Det sker dog sjældent, for gangene ligger næsten øde hen. Efter et par sving mere står vi igen foran porten. Frans giver slip på min hånd, og går over til porten. Han lader sin hånd stryge over porten, og den bliver sort. Frans tager sin hånd væk fra porten, og dens oprindelige farve vender tilbage. Jeg går frem imod Frans og tager fat om hans hånd.

"Hvad var det?" Jeg kigger op på ham, men han kigger bare frem mod porten.

"Porten her kan føre os lige der hen vi vil, eller næsten." Han knipser med fingrene og porten åbner sig. "Kan du se at de flimrer ude i kanten af porten?"

"Ja, så det er ligesom en slags portal?" spørger jeg med forhåbning i stemmen.

"ha, nej ikke helt. Det her er langt mere kompliceret." Han smiler ned til mig. "Skal vi gå ud og spise?"

Vi går frem mod porten. På den anden side ser jeg en flok huse og en brostens vej, der strækker sig ud i det uendelige. Vi går gennem porten, og pludselig kan jeg hører larm fra børn der leger, og lydene fra et marked ikke så langt herfra. Jeg vender mig om og ser til min stor overraskelse, at porten er forsvundet.

"Frans! Hvor er porten, hvordan kommer vi hjem igen!" Jeg siger det i et skingert og nervøst toneflad. Men Frans kigger bare på mig med glad øjne og et smil på læben.

"Du sagde hjem." Andet siger han ikke.

Han stiller sig foran mig og går tættere på, et skridt ad gangen. Han knuger mine hænder i sine og kysser dem. I et øjeblik der føles som tusind år står vi bare der. Vinden tager fat i mit hår og blæser det over min skulder. Jeg lukker alle lydene ude og fokuserer på lyden af hans åndedræt. Intet andet eksisterer end ham og jeg. Han tager mine hænder ind til sit bryst, og trækker mig tættere på.

"Tak." Visker han i mit øre. "Kom lad os få noget at spise."

Vi går ned ad gaden og efter at have passeret et par gamle og slidte huse kommer vi til en bygning med et stort skilt. Det gyldne æble står der med snirklede bogstaver. Malingen er næsten krakeleret helt af, og man kan kun lige ane, at der engang var et æble bagved bogstaverne. Resten af bygningen ser ligeså slidt og trist ud som skiltet. Hvis der ikke havde været nogle mennesker i byen, ville den passe glimrende som spøgelsesby i en film.

"Skal vi gå ind?" Frans nikker mod døren, og jeg synker en klump. Jeg har egentlig ikke lyst til at gå derind, men hvad er det værste der kan ske?

"Ja, lad os gå derind." Jeg forsøger på ikke at lyde nervøs, og der lykkes da også meget godt.

Da vi kommer ind, byder en servitrice os velkommen og viser os over til et bord.

"Kan jeg byde dem noget at drikke inden de bestiller?" Hun kigger på Frans og smiler sødt.

"Ja to glas okseblod med citron tak." Hun kigger forbavset på ham og nikker så.

"Ja hr. det skal være her om et øjeblik." Hun nejer og haster væk. Et øjeblik sener er hun tilbage med to stor glas okseblod med citron, to menukort og et stearinlys. "De kalder bare hvis de mangle noget hr." Hun nejer igen og går.

"Hvorfor blev hun pludselig så formel?" Spørger jeg, mens jeg tager et kig ned på menukortet.

"De væsner, der bestiller blod af nogen art, er oftest lamia. Der er også andre, men så skyldes det bestemte årsager." Hans øjne stopper ved en ret. "Hvad vil du sige til flyvio."

"Det forklarer stadigvæk ikke hvorfor, hun blev så formel, og hvad er en flyvio?"mine øjne søger ned over menukortet, men finder ikke noget med betegnelsen flyvio.

"Det skyldes, at vi formodentligt er de eneste af vores race tilbage. Altså har hun regnet ud, hvem vi er." Han knipser med fingrene, og hun haster hen til vores bord.

"Ja hr. er De klar til at bestille?" Hun vrider nervøst sine hænder omkring det beskidte forklæde, hun har om livet.

"Ja tak, kan vi få to flyvio og lidt brød." Frans smiler til hende, og hun nejer igen.

"Ja hr. det skal være her om et øjeblik." Hun tager vores kort og næsten løber væk fra bordet.

"Hvis hun ved, hvem vi er. Hvorfor kalder hun dig så hr. og ikke konge eller sådan noget?" Spørger jeg, og får et venligt smil fra ham.

"Det bliver jeg kun kaldt, når jeg går ud som konge. Kan du se æblet i min hånd, eller tænderne på mit hoved?" Han smiler og tager en slurk af sin drink.

"Tænder, æble, Frans jeg forstår ingenting." Hans øjne kigger drillende op på mig.

"Undskyld søde, jeg havde glemt, at du ikke er her fra." Han tager endnu en slurk og forsætter. "Du skal nok få dem at se, men det er lige som et septer og en krone i din verden."

"Her er deres mad hr." Servitricen sætter tallerknerne foran os, og en kurv med brød. "Er der andet, jeg kan hjælpe dem med?"

"Nej tak." Siger Frans, så hun nejer og går. "Det er oksemørbra med nogle af vores lands helt specielle ingredienser."

"Øhh hvad snakker du om?" Spørger jeg forvirret

"Du spurgte hvad flyvio er." Han smiler, og tager en bid af sin mad.

"Øh nå okay." Jeg rødmer og kigger ned på min tallerken.

Vi spiser i tavshed, hvilket jeg nyder ganske meget, eftersom Jeg lige har et par ting, som jeg skal have styr på i mit hoved. Da vi er færdig med at spise, lægger Frans to store guldmønter på bordet.

"Kom lad os gå." Siger han, og så vi forlader det gyldne æble.

"Øh Frans hvordan kommer vi så hjem?" Spørger jeg, eftersom jeg ikke fik svar på det sidst, jeg spurgte.

"Senere søde Karma. Jeg vil vise dig noget." Han smiler frem for sig. "Kom følg mig." Han tager fat i min hånd, og viser mig vej gennem byens gader.

Vi kommer ud af en smal gyde, og står nu foran en stor plads. Der er blevet opstillet et marked, og rundt omkring løber børn rundt. Det var det, jeg kunne høre, da vi ankom. Pladsen er belagt med brosten i gule, blå og grønne farver, og bodernes tag, som er lavet af stof, er alle sammen røde. I en bod lige foran os sælges der frugt og grønt i alle regnbuens farver. En pige på omtrent 13 år står i boden. Hun er lyshåret med smalle grønne striber, samme farve som de vinger hun har på ryggen. Da vi kommer tættere på, kan jeg se, at hun har stor øjne mindst dobbelt så store som mine, og hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro at de var lavet af farvede krystaller.kjolen hun har på er flagrende og i alle mulige forskellige nuancer af blå farver, og hendes smil skinner om kap med solen.

"Kom." Siger Frans "skal vi ikke købe nogle blommer?" Han tager mig med over til pigens bod, og betaler for et halvt kilo blommer. Pige skraber blommer sammen, og putter dem i ned i en stofpose.

"Hvordan står tingene ellers til her i byen." Spørger Frans i et roligt tonefald. Pigen rækker ham blommerne og trækker på skuldrene.

"Det går fremad men ganske langsomt. Ingen har råd til luksus varer eller for den sags skyld ekstra tøj og sko. Alle sparer hvor de kan, og mange butikker er gået neden om og hjem." Frans nikker til hende og spørger med udenvidere.

"Og hvad med kongen, hader eller elsker de ham her på stedet?" Han ser lidt urolig ud, men det er kun mig der lægger mærke til det, så jeg giver hans hænder et beroligende klem.

"Kongen. Er der nogen der elsker ham?" Spørger pigen og fnyser. "Nej, folk bebrejder ham kun mere dag for dag." Jeg fornemmer det med der samme, så jeg takker pigen for blommerne, og trækker Frans væk fra markedet. Væk fra alle væsnerne, og børnene, som leger rundt omkring. Vi går ind i en smal og mørk gyde. Der er ingen væsner i nærheden, så jeg trækker Frans ind til mig.

"Rolig min kære." Siger jeg i forsøget på at berolige ham. "Husk det nu, det er ikke din skyld."

Frans skubber mig væk fra sig, og rejser sig op i sin fulde højde, og lukker sine øjne. Jeg tror han forsøger at samle kræfter, og modet og lysten til at forsætte gætter jeg på. Jeg går frem imod ham, og tager fat om hans hænder. Så falder han sammen, og ligger pludselig for fødderne af mig. Jeg falder ned på knæ ved hans side. En mørk, tyk og klistrende væske flyder ud på brostensvejen under os. En lyd begynder at svirer i mine ører, det sejler for mine øjne og lyset svinder væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...