Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1806Visninger
AA

7. Kapitel seks Et vingesus

Kapitel seks Et vingesus

Vinden fanger mit hår og blæser det ind foran mine øjne. Det går hastigt nedad, men jeg er ikke bange. Det er som om jeg er en del af luften. Mit syn begynder at sløres, og der opstår en sky omkring mig, mit syn vender heldigvis hurtigt tilbage, og nu falder jeg ikke længere i susende fart. Jeg svæver langsomt og mageligt gennem luften. Jeg slår et par gange mes mine vinger, og jeg stiger to meter. Vendt! Vinger, jeg har ingen vinger! Jeg drømmer, det er jeg helt sikker på, det giver jo slet ingen mening det her. Det føles så virkelig, men arrh! Jeg slår tanken ud af hovedet. Det føles dejligt at hænge stille og roligt i vinden, jeg slår et sving, og flyver over mod det højeste tårn. Det er højt oppe, og jeg bliver blæst rundt et par gange inden jeg når helt op. Der sidder et vindue på siden af tårnet, som jeg kigger ind af. Jeg kan se en seng, som der er blevet sovet i fornylig, og et skrivebord med en stak dokumenter på. Langs væggene står der en masse bogreoler, og helt klemt over i et hjørne står en fryser og en mikroovn. Der ser ikke ud til at være nogen, men jeg er ikke helt sikker, mit syn er ikke lige så godt som normalt. Vinden bider i mine vinger, det er ikke så sjovt, som det var til at begynde med. Nu vil jeg bare gerne ind. Jeg forsøger at skubbe til vinduet, måske sidder det løst, men det er urokkeligt. Der må være en anden indgang udefra, men efter at have fløjet rundt om tårnet i et stykke tid giver jeg op. En bevægelse afbryder mine tanker, noget bevæger sig over af mod vinduet, jeg flyver op foran vinduet, og straks bliver jeg opdaget.

***

Ligeså snart jeg kom tilbage i min vampyr skikkelse fik jeg igen varmen. Manden der lukkede mig ind var Frans, men vi har ikke talt sammen mere end højst nødvendigt. Han forklarede mig hvordan jeg skiftede tilbage, men ellers har vi ikke talt mere sammen. Efter at have fulgt mig ned til mit værelse gik han, så nu er jeg igen alene. Elsker han mig? Eller er jeg blot et lille dresseret dyr som han udnytter?

"Jeg kommer ind!" Frans går lige ind ad døren, og værdiger mig ikke engang et eneste blik. "Følg med, vi må have dig flyttet til dronningens værelse." Frans drejer omkring, og går med rank ryk og stive skridt ud ad værelset.

Han er slet ikke den samme, som jeg troede han var. Han siger heller ikke de og dem om mig, og han er slet ikke så høflig som han var før, og jeg skal helt sikkert ikke vendte, at han tager det første skridt mod venskab. Og kærlighed.

***

Frans og jeg befinder os nu i dronningens værelse, han har sat sig over ved vinduet, så lang væk fra mig som muligt. Jeg prøver at finde på noget at sige, men hans tavshed kvæler de ord jeg forsøger at tvinge ud af min mund. Efter at have siddet sådan et stykke tid rejser han sig og går over mod de store dobbeltdøre.

"Jeg må gå." Han åbner dørene og skal lige til at smække dem efter sig, men så tager jeg en beslutning.

"Nej vendt Frans. Bliv hos mig." Forbavset vender han sig om, og forundring og forvirring gør hans pupiller store og bare endnu smukkere. "Vil du ikke, øhh, lære din hustru at kende." Det virker tamt det jeg siger, og jeg forventer egenligt bare at han vil vende om og gå sin vej. Men i stedet lukker han roligt døren bag sig, og går over mod mig.

"Øhh, jo, min kære." Han smiler et lille nervøst smil, og jeg giver ham et til gengæld. Det ser ud til at han er ved at vinde sin gamle selvtillid tilbage.

"Kom Frans, skal vi ikke sæt os over til kaminen?" Jeg smiler venligt til ham, men pludseligt kommer der noget drilsk over hans ansigt.

"Vendt min kærer, jeg kom lige i tanke om en gammel tradition, vi skal have ordnet." Han vinker mig over til sig, og løfter mig op i sine arme. Går ud ad døren og løber som vinden. Ned ad trapper, op af trapper, langs korridorer og igennem sale. Han stopper først da han står foran en enorm port, stører end alle de andre i hele slottet, den størst port jeg nogen sinde har set.

"Er de klar til at møde min verden fru Lomuvi dronning af den magiske verden?" Han kigger mig dybt ind i øjnene, og alt vreden og forvirringen er ingen steder at spore i hans øjne.

"Det kan du bande på at jeg er hr. Lomuvi konge af den magiske verden."

Så åbner portene sig, og en fantastisk verden åbner sig for mig.

***

Frans bærer mig over til en prægtig vogn. Den minder om dem man ser i eventyrene, men er jeg ikke også midt i et eventyr?

"Efter dem min egen." Frans sætter mig ned så jeg selv kan gå ind i vognen. Han bukker, og sætter sig ind efter mig. Der lyder et smæld med en pisk, og vognen sætter i bevægelse.

"Vores land har været udsat for meget de sidste år, og hungersnøden hærger stadig. De må hjælpe mig kæreste, med at skabe en ny tid."

"Øhh ja Frans, men hvordan skal jeg kunne det. Jeg ved intet om at herske og regere et land.

"Det ved jeg søde, men det skal du heller ikke til at begynde med. Du skal hjælpe med at holde modet oppe hos de svage, og få dem til at elske dig, og fortælle dem hvor meget godt vi gør for dem."

"Hvorfor skal jeg det Frans? Ved de det ikke?"

"Nej kærest, nogle tror at vi tager det hele til os selv, og de vil gøre oprør." Han sænker hovedet og ser et øjeblik ud som om, han vil bryde sammen igen. Istedet hæve han igen hovedet og siger.

"Og du skal føde mig en søn karma Lomuvi, en stærk søn, som kan blive min efterfølger."

Han stirrer intenst på mig, så jeg vender hovedet bort og kigger ud af vinduet. Det jeg ser kommer meget bag på mig. Her er som i en drøm. Rundt omkring er grønne marker, vandfald, floder og blomster. Dette sted ligner intet i Frankrig, og slet ikke et land hvor folk ville gå i oprør over noget.

"Frans. Vi er ikke i Frankrig vel?"

"Nej min kære, det må du undskylde. Det var endnu en nødvendig løgn."

"Ja okay, men hvor er vi så?"

"I mit land. Patodia."

Efter at have kørt i et kort stykke tid begynder landskabet at ændre sig. De flade grønne marker bliver erstattet med høje, brune, kolde bjerge, og bakker med visnet græs. Vandfaldene og floderne bliver til små åer med grumset vand, og blomsterne er ingen steder at se. Kusken slår et sving, og kører op ad en sti, der fører op til toppen af et bjerg. Efterhånden som vi nærmer os toppen begynder en lille silhuet at tegne sig for mine øjne.

Da vi kommer helt op ser jeg at det er et sødt lille hus. Taget er lavet af sten og siderne af træ. Kusken stopper foran huset, og da vognens dør bliver åbnet, er det kun Frans der forhindre mig i at flyve bort.

"Er du okay?" Spørger han betænksomt.

"Ja, tak fordi du holdt fast i mig." Siger jeg og trykker blidt hans hånd, der stadig knuger om min.

"Jeg vil aldrig give slip på dig." Siger han, og jeg ved præcist hvad han mener.

Jeg træder forsigtigt ud af vognen, mens Frans holder godt fast i min arm. Det er gråt og mørkt udenfor, og da lugten af død og forfald kommer mig imøde, standser jeg brat op.

"Frans. Hvad er der der inde?" Og for første gang siden min forvandling er jeg for alvor bange. Bange for at dø.

"En ældre dame. Alinge frugtkedel hedder hun. Du bør nok vide at hun er en heks, men du skal ikke være bange. Hun er en af mine venner, eller rettere en af min afdøde faders venner. Hun plejede at komme op og besøge os på slottet om sommeren. Men så blev hun syg." Han gør et nik mod den lille døren, og vi går ind.

Huset er lavloftet, og der er kun et rum. Både Frans og jeg støder ind i loftet, da vi forsøger at stå helt oprejst. Der er en lille kamin i den anden ende af rummet, og foran ilden sidder en ældre dame. Hendes hoved vender drejer en halv omgang, og kigger på mig. Hun har store uhyggelige øjne, og en krum næse med små vorter, hendes hud er helt rynket, hendes hat mør, og hendes tøj består næsten kun af lapper. Hun stirrer mig en sidste gang dybt i øjnene, og så drejer hendes hoved videre rundt.

Frans tager mig under armen, og fører mig over mod kaminen.

"Goddag frøken frugtkedel, dette er min dronning Karma Lomuvi, karma dette er Alinge frugtkedel."

Alinge kigger ikke engang på mig, istedet tager hun en lille kedel ved sin side, og hælder te op til sig selv.

"Hvorfor er du kommet." Hun tager koppen op til munden, og hun værdiger os ikke et blik før Frans begynder at tale.

"Jeg vil introducere min dronning for vores land, og så skal du læse hende." Frans spytter vredt orden ud, og jeg ser et lille smil forme sig i udkanten af heksens mund.

"Nå så jeg skal læse hende. Hvorfor spørger du ikke bare en anden?" Hun forsøger at tirre ham, og han bider lige på hendes fornærmelser.

"Jeg er kongen, og du skal gøre som jeg siger! Du er min undersåt!" Frans' hånd begynder at ryste, og jeg tager fat om den i et forsøg på at berolige ham.

"Rolig Frans." Visker jeg i hans øre. "Rolig, kan du ikke se at der er det hun vil have?"

Hans hånd begynder langsomt at ryste mindre og mindre, og hans øjne der før var en anelse mørke lyser op igen.

"Jeg går ud og tager lidt frisk luft." Siger Frans, mens han gør tegn til at jeg skal sætte mig i stolen ved siden af Alinge.

Jeg sætter mig og Frans' skridt giver genlyd i rummet da han går ud.

"Nå min kære pige." Siger Alinge i et alvorligt tonefald. "Vil du have noget te?" Hendes ansigt lyser op, og jeg kommer til at grine lidt af hendes pludselige humør skift.

"Hihi ja tak frøken frugtkedel." Siger jeg og smiler til hende.

"Årh kald mig ikke det sig bare Alinge." Hun knipser med fingrene, og en ny kop står på det lille kaffebord. "Nå hvilken smag vil du have? Jeg har jordbær, blåbær, æble, pære, appelsin og blodappelsin selvfølgelig." Hun kigger på mig med sine to store hvalnøddebrune øjne, det ser ud som om hun allerede ved, hvad jeg vil svare. Hun vil bare høre mig sige det.

"Øh blodappelsin tror jeg." Siger jeg med den tanke i baghovedet, at det godt kunne være noget, en vampyr kan lide.

"Klogt valg mit barn, klogt valg." Alinge hælder te op i min kop, og knipser så igen med fingrene, og teen ændre farve fra pæregrøn til blodrød. Jeg rækker ud efter koppen, og tager et lille nip af teen. En sødme breder sig i min krop, og jeg kommer ufrivilligt til at smile. Mine øjenlåg bliver tunge, og jeg er lige ved at falde i søvn, men så knipser Alinge med fingrene. Et vindue åbner, og frisk bjergluft strømmer ind og vækker mig.

"Det må du undskylde mit barn. For dem der ikke er vand til det kan sødsukker være lidt for beroligende." Alinge sender mig et smil, og da jeg smiler tilbage bliver smilet forvandlet til et gab.

"Det gør ikke noget Alinge. Det er stadig en god te." Jeg stiller alligevel teen fra mig, jeg skulle nødigt falde helt i søvn.

"Nå mit barn, kom med din hånd." Jeg rækker hende min højre hånd, og hun tager et fast greb om den. "Jeg vil ikke fortælle dig alt, det skal du vide. Det er ikke godt at vide alt hvad der vil ske, det kan ændre tingenes gang." Alinge kører sine fingre rundt på min hånd, mens hun mumler nogle ord, så drejer hendes hoved 360 grader rundt, og mine øjne falder langsomt i.

***

Jeg siger farvel til Alinge og beder hende om snart at komme og besøge mig på slottet. Da jeg kommer udenfor blæser luften en skøn duft af frugt og blomster imod mig. Hytten ser ikke så forfalden ud, nu hvor solen skinner ned på bjerget.

Frans sidder på en bænk og surmuler. Jeg går over til ham, og stryger min hånd gennem hans hår.

"Hun er nu slet ikke så slem Frans, hun gør det jo bare for at drille dig." Siger jeg beroligende til ham.

"Det er jo det der er problemet Karma, hun er den sidste kendte heks med kræfterne, og hun har ingen respekt for mig." Han kigger mig lige i øjnene, og hiver mig så ned at side på sine knæ. "Skal vi ikke tage hjem nu?" Spørger han, allerede træt efter at være blevet fornærmet og ydmyget af Alinge.

"Det kan vi godt, hvis du ønsker der." Svarer jeg, og vi går over til vognen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...