Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1816Visninger
AA

10. Kapitel ni Et sandt mareridt

Kapitel ni Et sandt mareridt

Matheus mente ikke, at vi kunne nå til slottet inden aften hverken til fods eller på hesteryg. Så vi slog lejer for natten, og håber nu på at vi kan beskytte os mod ulvene.

Matheus er en troldmand. Det fandt jeg ud af, da han med sine bare hænder tændte et bål for os. Jeg mindes at Frans sagde, at der ikke var mange hekse og troldmænd tilbage, men jeg tror nu også at Matheus holder det skjult for de fleste.

Bålet brander lystigt, og mørket er ved at falde på. Helena har fundet et par tæpper, som lå inde i vognen, og nu sidder vi tavse omkring bålet. Matheus siger, at han vil tage vagten, så kan Helena og jeg sove inde i vognen, men jeg protesterer.

"Der er ikke nødvendigt Matheus." Jeg skubber til en pind og får ilden til at live lidt op. "Jeg er en vampyr, jeg sover kun for nydelsens skyld."

Matheus ser ud til at overveje om det var en ordre. "Det kan jeg ikke deres kongelige højhed. De må få dem noget søvn."

Jeg hæver mine øjenbryn.

"Det er min pligt at beskytte Dem. Jeg kan ikke lade Dem beskytte mig." Han kigger næsten bedende på mig, så jeg overvejer det et øjeblik.

"Okay, jeg beskytter ikke dig Matheus, jeg beskytter kun Helena." Siger jeg lidt drillende, jeg ved jo godt at det ikke var det han mente.

"Matheus, Helena, gå ind i vognen og sov. Jeg holder ilden i gang." Matheus går mine til at komme med flere argumenter, men jeg har det bedste. "Det var en ordre." Så giver de begge op og går ind i vognen.

Jeg sidder lidt ved bålet og nyder lyden af den knitrende ild, og græshopper, tror jeg det er. Enten trives de godt i det mærkelige lysebrune jord, eller også er der et sted med græs ikke så langt herfra. Jeg smider nogle flere grene på, så ilden kan holde lidt endnu, og så koncentrerer jeg mig.

Det er sværere at fremkalde det med vilje, men jeg har en ide om, hvordan det skal gøres.

Jeg prøver at få alt min energi til ar cirkle rundt i kroppen. Jeg ånder ind, og får energien op i hovedet. Jeg ånder ud, og energien strømmer ned igennem kroppen. Først igennem brystet, maven, hofterne, benene og til sidst helt ned til tåspidserne.

Sådan forsætter jeg, mens jeg tænker på den sorte og mørke nat. Efter omkring ti ind og udåndinger kan jeg mærke forandringen. Jeg er blevet mindre, lettere og mere... Fri.

Jeg slår med vingerne og flyver højere op. Jeg er ikke nogen almindelig flagermus, som de fleste måske tror vampyrer forvandler sig til. Jeg er en flagermus ja, men ikke blind som dyret selv. Jeg har beholdt alle mine gode sanser, som jeg har når jeg er i min normale skikkelse. Mine øjne er perfekte, og kan se milevidt med en perfekt skarphed. Min lugtesans kan lugte blod på en afstand af cirka 1,5 kilometer. Min hørelse derimod er langt stærkere i denne skikkelse. Jeg kan endda høre Matheus' og Helenas åndedræt inde fra vognen selv nu, hvor jeg er 10 meter oppe i luften.

Jeg tror også at jeg er større end en almindelig flagermus. Mit bud er, at jeg er omtrent dobbelt så stor, og jeg tror, at Frans' flagermuseskikkelse er endnu større end mig. Jeg slår igen med vingerne et par gange og kigger så ned mod vognen og vores lille lejer. Det er en meget god måde at få et overblik på, tænker jeg og flyver lidt væk fra lejren. Jeg vil ikke flyve for langt væk. Jeg skal stadig kunne se om der skulle komme nogle ulve, eller noget andet.

I et kvarters tid flyver jeg rundt over lejren og deromkring, så hører jeg noget kun cirka en kilometer væk. Det kommer hurtigt nærmere med en fart på over 65 kilometer i timen. Jeg vender mig mod det, og flyver i dens retning. Da jeg kommer tæt nok på, til at jeg kan se den, spærrer jeg øjnene op, hvis det ellers er muligt på en flagermus, og vender hurtigt om igen. Jeg flyver så hurtigt jeg kan tilbage til lejren, stopper foran bålet, og skrifter form i luften. Det giver et sagte dump, da jeg lander på jorden med begge føder i mine højehælede sko. Jeg løber over til vognen, åbner døren og vækker Helena og Matheus.

"Der er noget på vej imod vognen, vi må afsted." Jeg rusker lidt i dem, så de vågner ordenligt. De springer begge ud af vognen. Vi tager en hest hver, som Matheus havde forhekset til ikke at løbe væk i nat. Vi sætter os alle tre op. Der er ingen sadler, men jeg har ingen problemer med at holde mig på hesten. Matheus får på en eller anden måde den sidste hest til at følge efter os, da vi ridder af sted. Ingen skulle efterlades til der dyr, eller hvad det var, der var på vej. Vi kigger os ikke tilbage, vi ridder bare så hurtigt vi kan, med Matheus i spidsen, Helena i midten, og mig tilsidst.

For en stund tror jeg, at vi kan slippe fra det. Jeg kan høre at den er stoppet op, muligvis ved vores vogn, men så kan jeg igen høre dens prustende åndedræt og dens føder mod jorden. Den har sat efter os igen.

Vores heste er super hurtige, der ligger sikkert også noget magi over dem, men det er nu stadig imponerende, at de kan nå op på omkring 75 kilometer i timen. Det ser for en stund ud til at vi kan løbe fra dyret, men dyret er også stædigt. Da vi har redet i en halvtimes tid begynder hestene for alvor at blive trætte. Det gør dyret derimod ikke. Vi rider endnu nogle hundrede meter, og da jeg ikke kan dy mig for at tage et kig over skulderen, ser jeg at det haler ind på os. Jeg ridder op på siden af Matheus.

"Matheus, han haler ind på os. Nogen plan?" Næsten råber jeg til ham.

"Vi er snart fremme ved slottet, kun en halv kilometer igen, men vi skal igennem skoven." Siger han, og jeg har ingen problemer med at høre ham, med min fantastiske vampyrhørelse.

Jeg kan godt se skoven, men da Frans og jeg kørte en tur, husker jeg ikke, at jeg så nogen skov.

"Okay, i ridder videre, jeg forsinker dyret." Svarer jeg uden tøven.

"Deres majestæt, jeg er nød til at beskytte dem, det er min pligt." Han kigger bekymret på mig, han ser mig kun som en pige, der ikke kan klare sig selv.

"Matheus, det var en ordre, og sørg for at Helena ikke kommer noget til." Jeg venter ikke på svar, for nu er dyret blot kommet endnu tættere på.

Jeg springer af hesten og laver en uvending i luften, så jeg lander med ansigtet mod uhyret. Hesten løber videre sammen med de andre, og jeg bliver stående, mens dyret kommer tættere og tættere på. Dens øjne er enorme, munden står på vid kap, og der drypper savl ud. Den har fire store tænder, jeg tror jeg burde kalde dem stødtænder, to i overmunden og to i undermunden. De enorme øjne stirrer direkte på mig, men selvom øjnene er store er pupillerne alligevel ganske små. Den har lang mørkebrun pels over det hele. Dens bagben er lange, og poterne på størelse med en bjørns.

Uhyret stormer hen imod mig, men lige før den braser ind i mig, gør jeg et hop i luften og lander på dens ryg. Uhyret vender sig forvirret om og ryster sig voldsomt som en hund, der lige har været i bad. Jeg hopper ned fra dens ryg stiller mig bag dyret og tager så fat i det ene bagben. Jeg hiver tilbage så dyret falder forover og lander med et bump på jorden. Det forbavser mig, at jeg var stærk nok til at gøre det. Måske kan jeg kun gøre sådanne ting når det er nødvendigt. Jeg får ikke lang tid til at spekulere over det. For dyret begynder klodset og langsomt at rejse sig. Jeg vil ikke udkæmpe en lang og voldsom kamp med det, eller dræbe det for den sags skyld, så jeg beslutter mig for at løbe. Nu håber jeg bare at Helena og Matheus har fået et langt forspring. Jeg retter et spark mod dyrets ansigt, og da dyret igen ligger på jorden løber jeg.

Jeg løber langt hurtigere end dyret, det med at løbe har altid været lige mig. Jeg er på ingen tid inde i skoven, og jeg har ingen problemer med at finde vejen. Skoven er mørk, og grantræernes nåle irritere min hud, når jeg løber forbi. Underskoven er fyldt med mos, biller og små planter, og rundt omkring står nogle helt specielle svampe. De er formet som en paraply, breder sig ud og falder så lidt ned. De funkler også, som om der er glimmer på dem, men det mest besynderlige er.

De lyser. De lyser i alle regnbuens farver og mere til, hvidt, rødt, grønt, blåt, gult, violet, sølv og guld. Jeg har desværre ikke tid til at standse op, dyrets tunge åndedrag kan mine skarpe øre stadig opfange, og det gyser i mig ved tanker om at det kunne sætte tænderne i mig.

Jeg løber videre gennem skoven og drejer ind på en skovsti. Mine højhælede sko har holdt til meget indtil nu, men de begynder at gnave i mine fødder. Jeg stanser op et øjeblik, og smider skoene væk. Skønt det ikke tager mig mere end nogle få øjeblikke, så kan jeg høre at uhyret er kommet meget tættere på. Jeg løber videre gennem skoven, uden nogen anelse om jeg bevæger mig i den rigtige retning eller ej.

Mine bange anelse vokser, da jeg kommer forbi en eng af lilla svampe. En pludselig beslutning, og jeg klatrer op i et højt træ. Gren for gren, Kvist for Kvist, og så befinder jeg mig over skovens trækroner. Nattehimlen er stadig bælgmørk, og stjerne glimter om kap med hinanden. Mine øjne spotter hurtigt silhuetten af slottet i det fjerne, det viser sig, at jeg faktisk løb i den forkert retning. Jeg svinger mig videre over i den næste trækrone, og videre til den næste og den næste igen. Tilsidst når jeg til skovens udmunding. Jeg holder vejret og lytter efter uhyret, dyret, monstret eller hvad man nu vil kalde det. Uhyret kommer stormene ud af skoven uden tanke for at dæmpe sig. Det kigger sig forvirret omkring, uden tvivl på udkig efter mig. Jeg kan se Helena og Matheus med hestene et stykke forude, men uhyret vil stadig kunne nå at indhente dem.

Uhyret må ikke opdag Helena og Matheus, så jeg springer ind i skoven igen og ned på jorden, så det kan høre mig.

"Uh uh, kom her dit store væmmelige bæst." Jeg råber vredt af uhyret, og løber så over og gemmer mig bag et stort væltet træ.

Uhyret vender om og stormer tilbage i skoven. Det stopper op et øjeblik og snuser til luften tæt ved den stamme jeg gemmer mig bag. Hvor er jeg dum, selvfølgelig har den en forfærdelig god lugtesans, den må kunne lugte mig. Jeg kigger mig panisk omkring, et øjeblik falder det mig ind, at forvandle mig til en flagermus og flyve væk, men jeg er ikke helt sikker på at jeg vil kunne finde ud af den store skov i den skikkelse. Jeg venter.

Uhyrets åndedræt er ikke langt fra mig, det nærmer sig min træstamme, og jeg lister mig til et lille kig. Jeg kan se den endnu bedre nu. Dens mund er fyldt ikke bare med de fire stødtænder, som jeg kunne se før, med også med mange store hugtænder og rester fra hvad den nu har fået og spise hænger fra de. Dens pels hænger tungt fra kroppen, og kager af tørt mudder og størknet blod sider overalt i pelsen. Øjnene glider i retningen af min træstamme. Den kommer tættere på. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, jeg kan ikke høre dens banken, det holdt sikker op med at slå, da jeg blev en lamia, men jeg sværger på at det er der. Jeg trykker mig sammen og lukker øjnene. Et øjeblik mere og jeg er død, men så stopper uhyret fodtrin pludseligt op. Jeg kigger ud på uhyret, dens snude er rynket sammen og så kigger uhyret sig forvirret omkring. Den nyser og løber så væk, væk tilbage hvor den kom fra.

Jeg synker fuldstændig sammen på jorden, og pludselig er jeg løbet helt tør for energi. Det kan godt være at jeg kan klare mere som lamia, men ikke så meget. Ikke desto mindre skal jeg tilbage til Matheus og Helena.

Det tager ikke lang tid at løbe en halv kilomet eller mere for en lamia, og jeg finder nemt slottet.

Hjem. Tænker jeg. Tryghed. Tilbage. Ikke desto mindre er der noget der ændre det hele. Frans mangler, det er ham der gør dette slot til noget helt specielt, dets herre.

Jeg introducerer Helena og Matheus for snehvide, forstanderinden eller hvad hun nu bliver kaldt, og mine andre piger. Snehvide tager utroligt godt imod dem begge to, jeg er ikke i tvivl om at de nok skal komme godt ud af det med hinanden. Jeg tror også jeg så snehvide tage et ekstra godt kig på Matheus ud gennem øjenkrogen.

Jeg er utrolig nervøs for hvad jeg skal sige til alle tjenestefolkene, pigerne og alle de andre her på slottet. Jeg bad forstanderinden om at indkalde alle til et møde i den store spisesalen ved midnatstid. Jeg vil fortæller dem hvad der er sket med Frans. Hvis det ikke går godt, hvem ved, de slår mig måske ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...