Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1811Visninger
AA

15. Kapitel fjorten Et eventyr

Kapitel fjorten Et eventyr

Helena, Matheus og jeg besluttede i fællesskab, at delingen ville tage af sted en fire timer før daggry næste dag. Helena mente at det ville være bedre at vente mindst en dag mere, for at forberede mig på kampe, og andre fysisk krævende situationer, men jeg pressede på og sagde, at det kunne jeg sagtens klare.

Matheus begyndte straks at lære mig hvordan jeg brugte mine forskellige våben. Specielt bruger han meget tid på det korte sværd jeg har udvalgt. De grundlæggende teknikker, og forskellige nemme bevægelser, især de manøvrer som tilgodeser min hurtighed og snilde, men som ikke behøver meget styrke. Matheus siger, at jeg kan opøve alle mine færdigheder, og at den form jeg var i før jeg blev forvandlet til lamia har meget at sige med den form jeg er i nu som lamia. Han komplimenterer mig flere gange for hvor meget tid jeg må have brugt på at løbe, da jeg var menneske. Han siger at der er tydeligt i mine flydende, hurtige bevægelser.

Jeg er ikke videre glad for at tilbringe så meget tid sammen med ham, men det giver mig en chance for at lære ham bedre at kende. For som man siger, holder din venner tæt, men dine fjender endnu tættere. Jeg vil gøre mit bedste til at lade ham tro, at alt er fint mellem os to igen, måske endda lade ham tro, at han har en chance for at vinde mit hjerte. Det vil blot gøre hævnen endnu sødere. Jeg er overbevist om at jeg kan gøre det, da jeg selv anser mig for lidt af en skuespiller.

Jeg ændrede mig ikke så lidt, da jeg mødte Frans. Faktisk forbløffer det mig hvor meget jeg har ændret mig nu hvor jeg tænker over det. I det øjeblik jeg mødte ham vendte en del af min personlighed sig 180 grader. På en eller anden måde har Frans ændret mig, og klart til det bedre. Jeg kan godt lide den nye mig, men jeg må ændre mig endnu en gang for at få Frans tilbage. En kriger? En agent på en hemmelig mission? Ha. Jeg griner af mig selv, og fortsætter forberedelserne.

 

***

Den næste dag tager vi afsted, i ly af mørket, så ingen vil opdage, at dronningen forlader slottet. Vi har alle fået en hest. Et par stykker er valnøddebrune, nogle er kastanjebrune, en er chokoladebrun, andre er en blanding af brun og hvid. Min hest er derimod sin helt egen. Dronningens hest er altid en frieser ravnesort som natten selv, men rundt om dens øjne er en glitrende, guldhvid cirkel. Helena fortalte mig, at det er kun dronningens hest som har dette kendetegn, og derfor fik min hest et par mærkelige klapper rundt om øjnene. Vi har alle taget en kappe på og Hætterne, som vi alle har trukket op, dækker næsten fuldstændig vores ansigter for forbipasserende. Kapperne er sorte, så de kan gå i et med natten og skyggerne, og med fine gule syninger, der følger kappens sving og krumninger. Matheus kender vejen, så det er ham, der rider forrest og viser os andre vej. Helena satte også mig ind i kortene, så jeg altid ville kunne finde vej tilbage til slottet. Landet må jo ikke miste sin kostbare dronning.

Vi rider i den modsatte retning af den anden deling, så vi får søgt alle tænkelige steder i landet. De første mange kilometer støder vi dog ikke på andet end et par gårde hist og her. Vi gør holdt ved den første, da solen bryder frem på himlen. Vi leder efter noget som helst mistænkeligt, men finder kun en ganske almindelig familie, et varulvepar med mindst 9 børn. Det står slemt til hos dem. Børnene er beskidte og udmagrede, og deres vilde hår stritter ud til alle sider, uglet og fyldt med lus og lopper.

Jeg skæver over til Snehvide, som blot står og stirre ned i jorden. Det er tydeligt at se, at hun er meget ked af dette. Skønt hun ikke voksede op hos sin rigtige familie, er hun stadigvæk en varulv, og må føler deres smerte på en måde jeg ikke kan forstå.

På trods af deres elendighed er de meget flinke, og giver os en lille rundtur på gården. Nogle af mændene giver en hånd med arbejdet i marken, men vi må snart videre, og afslår høfligt tilbuddet om en bid mad og så går turen langs landevejen.

Den næste gård vi kommer til er i en endnu ringere forfatningen end den første. Matheus banker på døre flere gange, men ingen lukker op. Til sidst sparker han døren ind, og et par andre følger med ham ind for at undersøge huset. Snehvide, drengen fra køkkenet, som jeg nu har fundet ud af hedder Gavroche, og jeg går om bag ved huset. Der ligger en lille køkkenhave, og lidt længere væk ligger…

Jeg stopper op et øjeblik af forskrækkelse. Snehvide lægger armene beskyttende omkring Gavroche og knuger ham ind til sig, så han ikke ser det frygtelige syn.

Seks små bakker af jord ligger ved siden af hinanden. Nogle få blomster ligger spredt ud over dem, de er alle visne. Nogle af de små bakkerne er kortere og mindre, mens andre fylder lidt mere. Det er dog ikke det, som giver mig kvalme. Det er synet af kvinden, som sidder lænet op af huset. Hun holder en lille baby i sine arme. De er begge døde. Jeg kan se en lille pøl af blod omkring dem, men jeg går ikke tættere på for at se nærmere efter.

“Snehvide, Gavroche, kom lad os gå tilbage til de andre.” Jeg tager Snehvide og Gavroche med ud foran huset. Matheus og de andre kommer ud fra huset, og ryster opgivende på hovedet. Jeg ryster også på hovedet, men fortæller intet om moren og barnet. Jeg er bange for at jeg ikke ville kunne få det over mine læber uden at bryde sammen.

 

***

 

Ved aftenstid ankommer vi til den første by. Fakler oplyser gaderne, men vi ser ikke mange beboere uden for. De fleste huse er lagt hen i mørke, vi høre først lyden af andre levende væsner, da vi når en lille kro.

En mand viser os over til en lille stald, hvor vi kan stille vores heste. Derefter går vi ind i kroen. Her er lysere og varmere end udenfor, men ikke nok til rigtigt at varme knoglerne, men så snart vi træder ind forstummer alle lyde. Matheus slår hætten ned, og vi andre følger hans eksempel. Folk vender langsomt tilbage til deres øl, men der bliver stadig sendt os nysgerrige blikke.

Jeg sætter mig ned sammen med Snehvide og Gavroche over i et lille hjørne. Matheus går op for at tale med kroejeren. Jeg spidse øre for at høre hvad han snakker om.

“Har De nogen ledige værelser kromand?” Starter han afslappet.

“Jeg er bange for jeg kun har to små tilbage sir.” Svarer kroværten, mens han tørrer ølkrus af i sit smudsede forklæde.

“Dem tager vi, og kan vi få nogle ekstra tæpper med op?” Matheus finder nogle guldstykker frem fra lommen.

“Ja selvfølgelig sir. Skulle det ellers være andet?” Kroværten spiler øjnene op ved synet af guldstykkerne.

“Ja… Har De lagt mærke til noget mystisk her på den seneste tid?” Spørger Matheus hviskende, og lader guldstykkerne bevæge sig foran kroværtens ansigt.

“Ikke hvad jeg har tænkt over, men jeg kan spørge mig for.” Svarer kroværten med blikket hæftet fast på guldstykkerne.

“Fortæl mig alt hvad De kan finde ud af i morgen tidlig, og skænk mig så en krus øl.” Matheus lader guldstykkerne falde ned i mandens hånd, og vender sig så mod mig, og sender mig et lille nik, som tegn til at jeg skal komme over til ham.

Jeg bevæger mig zigzaggende imellem borde og stole, til jeg står ved baren. Matheus overrækker mig en lille nøgle.

“Værelse fire. Tag kvinderne med der op. Mændene sover i værelset ved siden af.” Matheus værdier mig et et blik, hvilket irritere mig grænseløst. Selvom han ikke skal behandle mig som dronning, da det måske vil afsløre os, kan han stadig behandle mig med respekt.

“Gavroche sover også i værelse fire.” Siger jeg, uden så meget som at spørge ham, hvad han vil sige til det, også fordi jeg er helt ligeglad.

 

***

 

Dagen efter står vi tidligt op. Matheus har snakket med kroværten, som ikke havde meget at fortælle. Det eneste lidt mærkværdige var en beretning, kroværten havde fået fortalt fra en anden rejsende, som igen havde hørt den fra en smed i en by lidt længere mod vest, som havde fået den fra sin søster, som havde overværet det, da hun var på vej til byen efter skinke.

Hun var på vej mod markedet, da hun opdagede at hendes sko sad fast i noget klæbrigt stads. Hun troede først bare at det var mudder, men da hun forsøgte at få det af sin sko ville det ikke komme af. Til sidst ville hun forsøge at hive det af, men så faldt hun pludselig om på vejen. Det sidste hun huskede var det sorte klistrede stads på hendes fingre.

Matheus spurgte om hvor denne by lå, men kroværten kan kun fortælle hvor smeden som hørte i beretning fra sin søster bor, så der er vi på vej til nu.

I modsætning til i går, så bager solen i dag ned, og steger os langsomt. Vi gør flere holdt på vejen ligesom dagen forinden, og lige sådan står det ikke bedre til disse bønderne, end dem vi fandt i går.

Vi støder ikke på noget særligt på vejen, og et par timer senere ridder vi ind i en lille by. Hestene står og skraber i jorden, da vi gør holdt for at spørge om vej til smeden. Vi bliver peget i retningen af torvet, men da vi skal til at sætte vores heste i trav, bliver vi stoppet ved lyden af en stemme bag os.

“Holdt, og tag hænderne bag hovedet.” Stemmen er barsk og rug, og tilhører uden tvivl en mand. “Jeg har jer på kornet, så tro ikke at i kan slippe af sted med noget.”

Jeg bliver fyldt af harme, hvem tror han han er? Jeg overvejer om jeg skal springe på ham, men heldigvis taler Matheus inden jeg drister mig til noget sådant.

“Du kan ikke dræbe os alle sammen ene mand.” Matheus taler uden den mindste nervøsitet, eller skælven i stemmen.

“Det kan jeg måske ikke, men så er det godt at jeg ikke er alene.” Manden giver et kort pift, og lyden af knirkende vinduer går op. Mænd viser sig i vinduerne rundt om os, alle med geværer eller pistoler rettet mod os.

“Nå fremmede. Hænderne bag hovedet.” Manden svarer brysk og Matheus nikker. Vi tager langsomt vores hænder om bag hovedet.

“Det var flot.” Manden sætter sin hest i skridt og ridder frem foran os, så vi kan se ham. Hans hest er en smuk gråskimmel andalusier med sort manke og hale. Han selv er også sorthåret og hans filtrede skæg ligeså. huden er lys, ja næsten lysegrå. Hans næse er grum og skæv, og hans uhyggelige smil afslører manglen på mindst ni tænder. En uhyre grim hat sidder på hans hoved. Den er klart for lille, og klemmer om hans øre.  I hans højre hånd holder han en seksløber, med den anden holder han om sin hests tøjler.

“Vi lukker ikke bare fremmede ind i byen under sådanne urolige tider må de forstå sir.” Manden smiler igen, og jeg får kvalme ved synet af ham. “Tillad mig og præsentere mig selv. Jeg er Jack Witherrov.” Ingen af os siger noget før Matheus bryder stilheden, og forsigtigt lader sin hætte falde ned på skuldrene, så den ikke dækker hans ansigt. Vi andre beholder vores hætter på.

“Vi ønsker jer intet ondt, vi er blot på gennemrejse, og tænkte at det ville være belejligt at skifte skoene på vores heste inden vi drog videre.” Jack lader ikke til at købe forklaringen, og fortsætter som om Matheus intet havde sagt.

“Det er ikke ofte man ser et selskab som dette vel drenge?” Han kigger op på sine mænd i vinduesåbningerne. “Sir, vil De være så venlig at præsentere os for dine folk?”

Jack bevæger sig hen mod en tilfældig hest, og dens rytter. Han hiver hætten ned.

“Det er Hylda.” Siger Matheus, og jeg er lige ved at smile, da jeg ser at det er Snehvide.

“Maria, Josh, Grethe, Kren.” Siger Matheus, mens Jack kigger på os med et gennemtrængende blik. Da han kommer til Gavroche siger Matheus.

“Kevin.” Matheus tøver ikke, men det gør Jack.

“Hvor gammel er du dreng?” Han kigger ikke på Gavroche på sammen måde som de andre, han er mere. Venlig.

“13 sir.” Jack ved ikke hvor han skal kigge hen, og Jack bevæger sig videre over til mig. Han hiver min hætte væk fra ansigtet, mit hår falder ned over mine skuldre, og noget af det dækker mit ansigt.

Jack får manøvreret sin hest om, så han kan se mig i ansigtet. Han stryger mit hår om bag øret. Jeg kigger bare lige ud, som om han ikke var der, stirrer ud i luften med hænderne bag hovedet.

“Og hvad er dit navn så?” Han smiler igen sit væmmelige smil, og jeg kan slet ikke komme i tanke om noget navn i øjeblikket, så kommer jeg til at tænke på en sød by jeg engang besøgte tilbage i min egen verden.

“Lenoir.” Jeg stirrer fortsat ud i luften, med munden klemt stramt sammen. Jack vender sin hest og rider hen foran Matheus.

“Jeg tror hellere i må forlade byen straks.” Jack hæver sin seksløber, og retter den mod Matheus’ pande.

“Jamen hør nu sir Witherrov. Vi skal bare have nye sko på hestene.” Matheus tager langsomt sine hænder ned, og jeg gør det samme, mens jeg tager mål af skytterne i vinduesåbningerne og Jack Witherrov. Jeg vil nemt kunne springe over og dræbe Jack på få sekunder, men hvad bagefter? Hans mænd vil straks affyre, og skønt jeg nok vil overleve, kan jeg ikke gøre mig forventninger om at mange af de andre vil. Jeg tæller til otte mænd i vinduesåbningerne og der er sikkert flere gemt andre steder.

Matheus vender langsomt sit hoved mod mig, og ryster det næsten lige nok til at jeg kan forstå, at det er nytteløst at kæmpe nu, hvis vi vil beholde hele vores selskab.

“Kom stig langsomt ned fra jeres heste, og læg alt hvad i har på jer på jorden.” Jack vifter rundt med sin seksløber, og ganske langsomt glider jeg ned af min hest.

“Nu ingen numre, eller i bliver plaffet ned på sekundet.” Jack kigger hovedsagelig på Matheus, og en flok mænd kommer og tager vores heste ved tøjlerne, og leder dem bort.

“Jeg Jack Witherrov tager jer som mine fanger, indtil vi har fundet ud af hvem i er, og hvad i vil. Nå. Skal vi se at komme hen til jeres lille fængsel?” Jack smiler til os, og svinger sin seksløber rundt om fingeren.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...