Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1803Visninger
AA

5. kapitel fire Et bryllup i vendte

Kapitel fire Et bryllup i vendte

Det er ved at blive lyst udenfor, og snehvide som jeg nu kalder hende går over for at trække gardinerne fra. Jeg sidder foran glasset ved sminkebordet, det virker præcis som et spejl. Min hud er helt hvid. Snehvide fortalte mig, at det er fordi, jeg er en helt ny vampyr. Med tiden vil min hud blive mere gul, og tilsidst ligesom Frans's der er helt normal hudfarvet. Det er dog kun hvis jeg får sol. Hvis jeg ikke får sol vil min hud forblive hvid. Jeg kan egenligt godt lide den hvide farve, men hvis jeg forbliver så snehvid som jeg er, vil jeg aldrig kunne være ude blandt mennesker. Hele natten har snehvide og jeg arbejdet. Og det har virkelig taget hele natten, men nu har mig og snehvide endelig fundet en frisure, og et par sko som passer til kjolen. Det undrede mig virkelig hvordan skoene kunne passe til kjolen. Skoene er lidt gennemsigtige, og de har sølv sort glimmer over det hele. De skinner. Helt glad det er den følelse jeg får når jeg kigger på dem. Jeg har ikke set kjolen, men snehvide har fortalt mig om den. Hun var ved at blive skør af at høre mig plage hele natten om lov at se den. Jeg vil jo bare have et lille kig. Nu er solen så stået op, og snehvide har lovet mig at jeg snart får lov til at se kjolen. Syerskenderne skal bare lige få lov at lægge sidste hånd på værket.

"Hvordan kom du egenligt til at arbejde her på slottet snehvide?" Jeg drejer rundt på stolen og kigger på hende. Hun forsætter med at folde lagnerne sammen, mens hun taler.

"Jeg blev jo som jeg har fortalt fundet i sneen, og blev ført til mine egne, hvor jeg blev opfostret. Da jeg blev 12 måneår skulle jeg ud for at tjene til føden." Hun stopper med at folde sammen, og en skygge går for hendes ansigt, men da hun forsætter med som fortælling bliver det langsomt gladere. "Til at begynde med arbejde jeg på en kro i byen, men så blev jeg hentet. Jeg var ikke blevet glemt. Jeg blev ført til slottet og anbragt i køkkenet. Det gik okay, men folk mente at sådan en sød lille pige ville blive en fantastisk kammerpige." Jeg stopper hende - måske lidt uhøfligt - men jeg har et vigtigt spørgsmål.

"Vendt vendt vendt snehvide. Siger du at du næsten helt skulle sørge for dig selv da du blev 12?" Jeg kigger på hende med åben mund.

"Nej frøken, som 12 årig skulle jeg helt sørge for mig selv. Indtil jeg kom til slottet. Her er folk så søde og rare. Men altså jeg blev hurtig sat i lære som kammerpige. Alle de andre kammerpige og stuepiger hjalp til med at oplære mig, og nu er jeg så kammerpige. Frøken." Hun sænker ærbødigt hovedet, som før kiggede op, og smilte så gladeligt til mig. Jeg beslutter mig for at stille et spørgsmål mere, men så vil jeg ikke snage mere.

"Hvad mente du da du sagde at du blev opfostret hos dine egne?" Hun stivner og gør en lille bevægelse med hovedet. Det er som om der er noget hun ikke vil fortælle mig.

"Undskyld frøken, men jeg tror det vil være bedst hvis kongen forklarer dig det alt sammen." Jeg rynker panden. Hvad taler hun om? Snehvide begynder at gøre mine til at gå, men jeg stopper hende.

"Vendt hvad snakker du om? Hvilken konge?" Jeg rejser mig op. "Svar mig snehvide." Hun står helt mundlam og forvirret.

"Jeg har sagt for meget." Hun løber over mod døren, men jeg stiller mig i vejen.

"Svar mig snehvide. Nu." Jeg snerrer af hende, men hun virker ikke særlig bange.

"Undskyld frøken, men jeg har andre ordre." Hun tager fat i mig og kaster mig over på sengen. Derefter spurter hun ud af døren, og jeg hører hende løbe videre ned ad gangen. Hun nåede ikke nedgang at låse døren. Men hvad vigtigere er. Hvordan kan en lille pige kaste rundt med en vampyr, og hvem er denne konge. Jeg vil have svar og det skal være nu.

***

Jeg går ned ad gangen, derefter drejer jeg til venstre. Det er ikke nemt at finde rundt, og jeg må være gået forkert minst 20 gange. lugten af grød rammer mine næsebor. jeg følger lugten, indtil jeg står foran en dør forenden af en trappe. Døren er af slidt brunt træ, og der sidder løstsiddende jernhængsler på den. jeg lægger roligt og stille min ene hånd på døren, og idet jeg skubber til den, går den op med en knirken. Alles øjne rettes mod mig. Jeg gør ikke andet end at stå helt stille i døråbningen, og alle stopper det de er i færd med, og kigger bare på mig. undtagen en.

"Ja men frøken. Hvad laver de her i køkkenet? Skal jeg følge dem tilbage til deres værelse" jeg kigger nedladende på hende. Hun har et stramt udsende ansigt, og en sort kjole der går helt ned over fødderne og helt op til lige under hagen. Hun har en lille hvid krave på, hvor der langs kanten sidder små gemmensigtige sten. De funkler lystigt i lyset fra olielampen.

"Nej, jeg vil ikke tilbage til mit værelse. Jeg leder efter min kammerpige." jeg går over mod damen, og hun viger næsten umærkeligt lidt tilbage. "J jaa javel frøken." Hun kigger misbilligende på mit tøj, men siger ikke noget om det. "Tøs! Kom her hen."

Noget bevæger sig blandt gruppen af køkken og tjeneste folk, og snehvide titter frem gemt bagved en stor tyk mand. "Øhh, ja frøken Gior." Hun træder tøvende frem mod os, og stiller sig med samlede fødder og hænderne bag rykken foran frøken Gior. Frøken Griors hånd suser gennem luften og... Smas!!! Lyden giver genlyd i mine ører, jeg er chokeret, men snehvide står bomstille, ligesom før. På hendes kind ses et stort lyserødt mærke, frøken Giors hånd har sat sine spor...

***

Jeg har taget snehvide med mig væk fra køkkenet. Hun fører mig i tavshed hen til syerskerne.

"Hvad var det der skete?" Jeg kigger ikke på hende, men sørger for at blive ved med at kigge ligeud, og da hun begynder at tale prøver jeg at distrahere mig selv ved at stirre på mine negle.

"Det var ikke nået, jeg fik hvad jeg havde fortjent." Jeg tager et lille forsigtig kig på hende, men koncentrer mig så igen om mine negle.

"Hvad mener du? Det havde du da ikke fortjent hvad havde du gjort?" Hun stirrer på mig, helt forvirret.

"Jamen frøken, jeg skadede dem jo. Jeg må slet ikke røre dem." Hun retter blikket mod gulvet for at undgå mit blik der nu kigger intenst hende.

"Åh snehvide. Er det så på grund af mig du blev slået?" Jeg kigger panisk på hende. Det var jo ikke min mening at mine handlinger skulle gå ud over hende.

"Nej nej frøken. Det er ikke deres skyld, slet ikke. Jeg strittede jo imod, jeg skulle bare ikke have fortal dem noget fra starten. Så ville du ikke have spurgt videre ind til det, og alt ville være godt."

"Når ja. Undskyld, men der er så mange spørgsmål, og hvordan kunne du kaste rundt med mig? Jeg troede jeg var den store stærke vampyr!" Jeg rynker pande, og snehvide kommer til at grine.

"Tihi. Det er de jo også frøken, men ja jeg ved ikke helt om jeg må sige det. Så de må love ikke at sige det til nogen før du bør vide det. Ikke før brylluppet først efter. Okay?" Hun kigger på mig, og hendes øjne bliver store som en hundehvalps. De der tiggende øjne man bare ikke kan modstå, stirrer op mod mig.

"Okay okay snehvide. Jeg siger ikke noget, men så skal du også spytte ud nu." Hun smiler, og laver et lille hop, eller nærmere et meget højt hop.

"Jo frøken, de har mødt en vampyr ud over dem selv, men ellers ikke andre vel?"

"Nej jeg har kun mødt Frans. Men er du da også en vampyr?" Hun smiler, og ryster på hovedet.

"Nej det er jeg slet ikke fin nok til, jeg er. Noget andet." Hun smiler drilsk til mig. Vil hun have mig til at gætte det? "Jeg er en varulv, ligesom en stor del af de andre tjenestefolk her på slottet."

Min hjerne kører på højtryk. Vampyrer, varulve. Hvad ellers eksistere her i denne mærkelige verden?

***

Snehvide fører mig rundt på slottet, og jeg opdager hurtigt, at min stedsans ikke er blevet bedre, nu hvor jeg er en vampyr. Efter et stykke tid, hvor vi har gået i et utroligt langsomt tempo, kommer vi til syernes arbejdsværelse. Efter at være trådt ind låser snehvide døren efter os.

"Gisp,øhh, goddag deres højhed." Siger de tre syerske på samme tid. "Kan vi hjælpe dem med noget deres majestæt?" Jeg rynker øjenbrynene. Hvorfor kalder de mig deres højhed og deres majestæt? Jeg kigger spørgende på snehvide, men hun vender bare hovedet bort. Jeg vil spørge hende om det senere.

"Ja tak, må jeg se min brudekjole?" De kigger forvirrede på mig. "Hvad er der galt?" Spørger jeg dem, og de bliver næsten endnu mere forvirrede.

"De spurgte os om de måtte se brudekjolen, de kunne bare have giver os en ordre." De siger det på samme tid, og jeg har svært ved at udtrykke mit grin.

"Når var det bare det, men må jeg se den?" Da jeg siger det igen bliver de endnu mere forfjamskede, og begynder at gå rundt, de ligner lidt en høne som ikke aner hvilken vej den skal gå.

"Her er den deres højhed." De tre damer kommer gående med en stor kjole, den er besat med diamanter og juveler, smaragder og safirer, men det der forbløffer mig mest er farven. Den er. Ja. jeg kan ikke sige hvilken farve den er, men den farve den minder mest om er nok sort, og så alligevel ikke. Stoffet er helt specielt, jeg tror det er det der giver kjolen den helt specielle farve.

"Hvor er den smuk, men hvad er det for en farve?" De smiler og svarer alle som af en mund.

"Stoffet har gennemgået en speciel behandling, det har blandt andet stået i blød i pythonissam sanguis i hundrede år. Deres højhed." Jeg vil ikke virke dum, så jeg lader være med at spørge hvad pythonissam sanguis er. Det må vendte til senere.

"Vil de prøve kjolen deres nåde." Jeg bliver lidt forvirret over snehvides måde at tale til mig på, hvorfor kalder hun mig nu også deres nåde og alt det. Det værste er bare at jeg må vendte med at spørge til vi er alene.

"Ja det vil jeg gerne. Øhh." Lettere forvirret går jeg lidt længere ind i rummet. "Skal jeg prøve den her?"

"Hvis de ønsker de deres nåde." Snehvide nejer og går over mod mig. "Skal jeg hjælpe dem?" Hjælpe med hvad? tænker jeg. Jeg kan godt selv tage mit tøj af, men skal de absolut være her. Det er velsagtens noget jeg må vende mig til. Nu hvor jeg bor et sted med så mange tjenestefolk til at gøre alting.

"Nej tak, det er ikke så svært at få af som en stor kjole." Jeg tager hurtigt mit tøj af, sådan at jeg kun står i undertøj. Til min store overraskelse fryser jeg slet ikke, jeg har ellers altid været frygtelig kuldskær.

"Vil de prøve hele sætter deres nåde." Spørger de tre damer, og finder et par sko og lidt andet tilbehør frem.

"Ja der kan jeg da ligeså godt." Jeg nikker til dem, og de begynder at hjælpe mig i kjolen.

***

Klokken nærmer sig elve om natten, og der er under en time til ceremonien begynder. Snehvide og jeg sidder ind på mit værelse, og gør mig klar. Snehvide smører fåreblod på mine kinder og lidt i resten af mit ansigt, og det løber ned mod min mund. Jeg har fået at vide at jeg ikke må spise det. Men fristen. Fristen den er der. Det vil være så nemt bare lige at køre tungen rundt om min mund.

"Det her kommer til at gøre lidt ondt deres højhed." Ligesom hun har sagt det spredes en smerte i hele min krop. Det brænde. Brænder som tusinde bål. Hurtigt går smerten dog over igen.

"Argh hvad var det?" Jeg stirrer på hende, og hun sender mig et undskyldende smil.

"Det var pythonissam sanguis, hekseblod. Hvis pythonissam sanguis rammer en lamias hud føles det sådan."

"Men hvorfor gjorde du det så?" Jeg kigger vredt på hende, og hun sænker hovedet.

"Undskyld frøken, men de skal have oplevet det inden ceremonien sådan at de er forberedt på smerten." Jeg spærrer mine øjne helt op. Forberedt på smerten det får mig ikke til at føle mig tryk. Det banker på døren, og Frans træder ind af døren.

"Godaften søde. Har du haft en behagelig dag?" Han går over og sætter sig foran mig. "Vil du lade os alene barn?" Snehvide går ud af døren, og Frans foresætter først med at tale da hun er gået.

"Vi må tale sammen Karma. Jeg har nogle ting jeg må fortælle dig, og nogle af dem ved du måske allerede."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...