Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1798Visninger
AA

6. Kapitel fem En stor nat

Kapitel fem En stor nat

Frans læner sig frem i stolen, og placerer sine albuer på knæene.

"Ser du Karma, du har nok fundet ud af at din kammerpige er en varulv. Ikke sandt?" Jeg nikker, og han forsætter, mens han nervøst vrider sine hænder. "Den magiske verden har aldrig haft brug for ny viden. Det er også derfor vi aldrig opfandt noget. Det har vi overladt til menneskene." Han rejser sig og begynder at gå frem og tilbage i værelset. "Sagen er den Karma, at vi magiske væsner stadig lever lidt gammeldags. Vi har adelsmænd med lommerne fulde af guld, vi har hungersnød hos de fattige, og så har vi en konge." Han standser og vender så imod mig. "Jeg er den konge Karma, og du skal være min dronning."

"Af hvad skal jeg?" Næsten råber jeg af ham. "Arr" jeg er helt forvirret, jeg havde ikke ligefrem forventet dette.

"Jeg forstår hvis det kommer bag på dig, men du har faktisk intet valg. Du skal være min dronning."

"Og hvorfor skal jeg så det, hvorfor kan jeg ikke bare gå min vej?" Han flyver i et hop over til mig, og griber fat om min hals.

"For det første fordi jeg er stærkere end dig, men også fordi vi har brug for en dronning." Han snerrer af mig, men jeg må ikke virke svag, så jeg svarer hurtigt igen i samme tone.

"Og hvorfor valgt du ikke bare en anden dronning?" Han giver slip på min hals, og sætter sig over på sengen.

"Fordi du kunne modstå mig. Det er kun få mennesker der kan modstå så stærk en lamia som mig. Kun de stærkeste mennesker kan modstå en almindelig lamia. Du er den første der har modstået mig." Han kigger på mig, og hans smukke øjne fanger mig et øjeblik. Så smukke, så smukke øjne.

"Øhh modstå hvad vil det sige?" Hans øjne bliver blød og milde igen da han svarer.

"De fleste mennesker vil gøre alt for at tilfredsstille os, selv uden at de ved det. Men ikke dig, da jeg stillede dig spørgsmål svarede du kun undvigende." Han kigger interesseret på mig og lægger hovedet lidt på skrå. "Hvorfor var du der egenlig til den fest?"

"Øhh, jeg var brudt helt sammen, så min plan var at få fat i nogle stoffer. Tage alt for meget af det, og så dø." Frans blinker forvirret et par gange, men beslutter sig så for at droppe emnet.

"Åh klokken er allerede elleve ni og tredive. Ceremonien begynder om seks minutter, jeg må til at gøre mig klar. Hvis de vil have mig undskyldt kæreste." Han laver et lille elegant buk, og går over til sit værelse.

Det banker på døren, og snehvide stikker hovedet ind. "Må jeg komme ind frøken? Vi skal have dem i kjolen."

***

TIK...TAK...TIK...TAK. Lyden af det lille lommeur snehvide stirrer på driver mig til vanvid.

"Så frøken. Nu er klokken kvart i midnat." Snehvides visken i mit øre for det til at risle koldt ned af min ryk. "Frøken er de parat?"

"Ja snehvide, ja jeg er parat." Jeg ved knap nok hvad jeg siger eller gør, men uden at jeg ved af det bevæger min krop sig.

Vi befinder os ved et stort og majestætisk springvand. Lyden af vandet der skulper beroliger mig, men kun lidt. Månen skinner, og lyset fra den giver en smuk belysning, og vandet skinner nærmest, når lyset gennembryder dets overflade. Frans træder frem imod mig, og tager fat i min hånd. Han leder mig blidt frem mod springvandet. Han gør mine til at jeg skal sætte mig, så det gør jeg. Jeg sidder med med hovedet vendt op af mod månen og lader dens lys skinne ned over mig. Frans stiller sig foran mig, og hans hovede skærmer for månen.

"Slap af," visker han. Han lukker mine øjne med fingrene, og kyser mig på kinden. Eller er det et kys? Det er som om han prøver at suge mig, spise mig. Så går det op for mig hvad det er han gør. Han drikker på blodet, det fåreblod som snehvide smurte i mit ansigt. "Undskyld" visker han da han er færdig

Han tager noget vand fra springvandet, og hælder det ud over mit hår og mit ansigt. Han fremmaner en lille flaske fra sin lomme. Flasken er gennemsigtig, og den indeholder en mærkelig guld farvet væske. Frans hælder en lille dråbe indholdet ned i springvandet. Der fra hvor dråben ramte vandoverfladen spreder sig nu ringe af guldfarvet vand, og på et øjeblikke er alt vandet blevet guldfarvet. Månen bryder ikke længere overfladen, istedet reflekteres månelyset tilbage, som var det et spejl.

"Karma, kom." Frans rækker mig sin hånd, og hjælper mig op at stå. "Det her kommer til at gøre ondt, meget ondt." Han kigger lige ind i mine øjne, og jeg kigger tilbage på hans. Åh jeg vil gøre alt for de øjnes milde blik.

Frans løfter mig op i sine arme og stiller sig op på springvandets kant. Der i hans arme kan jeg se ned i springvandet og takket være mit nu forbedrede syn, kan jeg se se igennem guldvandet, og helt ned til bunden af springvandet. Det er meget dybere end jeg først havde ventet. Jeg vil gætte på at der er omkring tredive meter ned.

PLASK. Pludselig er vi omgivet af gyldne farver, og jeg opdager en smuk og fantastisk følelse. Den går dog hurtigt væk igen og bliver skiftet ud af noget andet. Smerte. Den er overalt i min krop, i benene, i hjertet, i hovedet. Over det hele. Jeg kan ikke holde det ud, jeg må væk fra dette mareridt, men Frans han holder mig tæt ind til sig. Jeg spjætter imod, jeg vil op. Op til månen og den kølige natteluft, op til et sted uden denne smerte. Frans slår med benene, og på ingen tid kommer vi igen op til vandoverfladen. Frans giver ikke slip på mig, og han får uden besvær, os begge to op af vandet. Jeg gisper efter luft, ikke fordi jeg har brug for luft, men fordi jeg kom til at indhalere noget af det brændende vand. Jeg tager to dybe indåndinger, og smider mig så ned på jorden. Min kjole er smask hamrende våd, og nu bliver den også utroligt beskidt af støvet på jorden, men jeg er ligeglad, bare jeg kan få lov til at blive liggende til smerten er drevet væk.

"Er du okay kære?" Fran rækker sin hånd frem for at hjælp mig op at stå, men jeg tager dem ikke.

"Det er da ved Gud at jeg ikke er. Jeg har lige været en del af det mærkligste bryllup nogensinde. Og jeg har lige oplevet en smerte så forfærdelig at den er helt ubeskrivelig. Det er da klart at jeg ikke er okay." Råber og snerrer jeg af. Jeg slår hans hånd væk, og rejser mig op i et hop. Vores blikke mødes, og Frans' øjne der før var fyldt med bekymring ændre sig brat.

"Nå, så dette er det mærkligste bryllup nogensinde." Hans før så chamerende og kønne øjne, bliver fyldt med mørke. De bliver sorte, og det mørke forsætter ud af øjnene. Det mørke gror ud over ham, indtil det dækker hele hans krop, så forsvinder han ind i en lille sort røgsky, og alt jeg opfanger er en lille flaksende lyd.

***

Snehvide har ladt mig alene på mit kammer, da jeg bad hende gå. Måske var jeg lidt for hård ved Frans, det var jo ikke hans skyld, at det var en del af den dumme ceremoni. Men på den anden side, gjorde jeg så ikke bare hvad man kunne forvente. Men jeg skulle ikke have slået hans hånd væk, det fortryder jeg bitterligt nu. Bare jeg kunne få chancen for at sige undskyld.

BANK BANK lyder det henne fra døren, jeg håber at det er Frans, og siger ivrigt "kom ind." Men det er ikke Frans. Snehvide kommer over til mig med en bakke i hænderne.

"her deres nåde, jeg har bragt dem lidt morgenmad." Jeg er sikker på at min mave ville knurre, hvis jeg altså stadig var et menneske.

"Tak snehvide. Ved du hvor Frans er?"

"Nej deres majestæt, men kongen bleger til tider at befinde sig i tårnet, hvis hans majestæt ønsker at søge adspredelse." Hun nejer og sætter bakken på natbordet. "Ellers andet jeg kan hjælpe dem med deres nåde?"

"Nej tak snehvide. Du må gerne gå." Jeg skænker hende ikke et blik, men går straks igang med maden.

Da jeg har spist finder jeg bogen lamia og andre væsner frem, som jeg havde smidt ind under sengen. Jeg slår op på den side jeg er kommet til og læser videre.

På min 157 års fødselsdag lå min far på sit dødsleje. Han var også efterhånden en gammel mand, hele 1278 år blev han. Min moder blev sønderknust, og kun 10 år senere døde hun også. Min far udnævnt mig før hans død til den kommende konge. Når jeg fyldte 160 år skulle jeg krones, og lede landet helt alene. Det var en stor dag for mig, hele den magiske befolkning hylde mig, og jeg overtog stolt min fars pligter. Dengang skænkede jeg ikke det at sikre min slægt foresat en eneste tanke. Gennem mange år sørgede jeg for at holde mit lands indbyggere glade og tilfredse, og ingen sultede takket være den gode høst i mange år. Pludselig vendte lykken dog, og folket begyndte at gå imod mig. Jeg har ingen anelse om hvorfor disse ulykker skete. Spædbørn blev efterladt i sneen fordi de ikke kunne forsørges, feernes magi svandt i den lange vinter, og heksene forlod os for at sørge for deres egne. Værst kig det dog ud over varulvene. De har altid været bønder i vores samfund, og de kunne mindst af alle klare sig gennem den lange vinter. Nu hvor den lange vinter er over, og de har midste utroligt mange, kan de ikke passe deres marker, og de giver mig skylden. Næsten hver dag står de foran slottets mure og råber, jeg bør ikke være bange for dem, men det er jeg. Jeg har jo hørt historier om bønder der vælter deres konge. Jeg søger væk, og gemmer mig bag mine høje murer. Men det kan ikke blive ved, jeg må skaffe mig en, som kan stå ved min side, og holde mig oppe igennem alt dette. Jeg husker at min mor fortalte mig hvor svært det er for en lamia at få et barn som klarer sig igennem de første 35 år. Hun fortalte mig at hun engang havde givet mig en storebror, men han død 500 år før jeg kom til. Jeg må have en kone, og det skal være hurtigst muligt.

***

Solens stråler skinner i gennem mit vindue, og jeg har stadig ikke set skyggen af Frans. Jeg havde håbet, at han ville komme en tur forbi mit værelse i nattens løb, vi er trods alt lige blevet gift. Jeg lukker øjnene, og tænker for første gang, siden jeg kom her til, på min familie. Min mor, med det rødbrune lange hår, som altid var sat op i en knold, og min far, som altid var så formelt og perfekt. Gad vide hvad de laver nu, og hvad de tænker om min forsvinden. Savner de mig overhovedet? Jeg hopper ud af sengen, det nytter ikke noget at dvæle i minder, jeg må gøre noget nu. Jeg vil finde Frans og sige undskyld. Spørgsmålet er bare. Hvor gemmer han sig?

***

Døren er ikke låst længere, så jeg havde nemt ved at komme ud. Jeg følger gangene, og drejer altid til højre, hvis jeg vil tilbage skal jeg bare vende om og gå til venstre. Det gik godt det første stykke tid, men så kom jeg til en blindgyde, og måtte gå ind ad en dør i venstre side. Nu står jeg i et trappetårn, og trappen ser ud til at forsætte i en uendelighed. Jeg beslutter mig for at gå opad, og tilsidst løber jeg alt hvad rammer og tøj kan bære. Det er desværre ikke ret hurtigt, på grund af denne store, tunge og gamle kjole jeg bærer. Kjolen vejer omkring 10 kilo, jeg kan sagtens bære den, men jeg er bange for at den vil tage skade. Efter at have løbet i hvad der føltes som evigheder, og løbet forbi mere end 13 døre på vej op, når jeg endelig toppen. Der er intet. Intet andet end indersiden af taget, og så en lille lem. Jeg åbner nemt lemmen, og kravler forsigtigt ud igennem, kjolen sætter sig desværre fast i et søm, og et stort stykke af stoffet bliver flået af. Jeg glemmer det dog hurtigt, da jeg bliver afledt af noget andet. Vinden bølger gennem mit hår, og jeg rejser mig langsomt. Jeg føler det som om jeg kunne flyve, mine arme breder sig som vinger, og jeg føler mig som verdens hersker. Der på toppen af alting.

Så kaster jeg mig ud fra tårnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...