Helt perfekt

En aften til en fest møder Karma en mystisk mand. Alt i hendes liv bliver pludselig vendt 180 grader. Det galante mand Frans vil have Karma som sin nye mage, men er han overhovedet den flinke rare mand, når man rigtigt kommer til at kende ham. Eller er han bare en dreng med for tung en byrde på sine skuldre? Kan Karma elske en mand, som når tiderne bliver svære prøver at glemme alt, og udelukker sig selv fra den magiske omverden? Hvem skal trække denne verden ud af hungersnød og elendighed, når Frans ikke kan. Skal Karma? Det originale billede kan ses her https://pixabay.com/en/wallpaper-background-night-blue-830417/

9Likes
14Kommentarer
1804Visninger
AA

12. Kapitel elleve Et navn

Kapitel elleve Et navn

Jeg ved ikke helt hvad jeg har tænkt mig at sige til Matheus, når han kommer, men jeg ved at jeg er nød til at tale med ham.
Et par timer går, og jeg får mig lidt søvn på sofaen, men jeg står op da jeg har ligget uroligt i et stykke tid. Kjolen er blevet meget krøllet, så jeg tager den af og smider den på sengen, så den kan komme til vask og presning senere.
Jeg leder i kommoden efter noget at tage på, da det banker på døren.
"Hvem der?" Spørger jeg, og håber at det ikke er Matheus, men snehvide eller Helena. Mit håb forsvinder som dug for solen da jeg høre en varm og blød stemme svare.
"Det er Matheus Strauss. De bad mig komme."
Jeg leder febrilsk efter noget tøj, og springer i en let lyserød kjole med stropper og blonder.
"Deres Majestæt?" Matheus stemme lyder forvirret, sikkert over mit manglende svar.
"Øh, ja kom bare ind." Jeg rømmer mig sagte og skynder at sætte mig i sofaen.
Matheus træder ind og lukker forsigtigt døren efter sig. Han bliver stående ved døren, indtil jeg gør tegn til, at han kan tage plads i sofaen ved siden af mig.
"Ja. Jeg ville spørge om hvad dine planer er nu." Jeg kigger ned på hænderne og begynder at pille ved mine negle.
"Der er intet for mig hjemme i Landsbyen, kun støv og tab." Hans stemme bliver en anelse ru og hård, og jeg fornemmer hans blik på mig. "Jeg tænkte på, om jeg kunne blive her for et stykke tid." Hans krop bevæger sig umærkeligt nærmere.
"Jeg vil gerne hjælpe dig." Han sidder lige ved siden af mig, og stryger mig over kinden. "Det må være frygteligt for dig." Hans fingre bevæger sig ned mod mine læber, og under min hage. Han løfter mit ansigt op, så jeg ikke kan undgå at se ham lige i øjnene.
"Lad mig hjælpe dig. Karma."
Jeg springer op af sofaen, og væk fra ham, så han sidder måbende tilbage.
"Jeg synes at vi skal have et par ting på det rene." Min krop føles varmere, selvom jeg ikke troede det muligt for en lamia.
"Jeg kalder dig for du, din, og hvad jeg nu end vil, men DU kalder KUN mig for Deres, Dem, De og andre passende tiltalninger til en dronning!" Jeg ville sådan ønske jeg havde en vifte lige nu, som jeg kunne slå ud for at understrege mine ord.   
"Er det forstået Matheus Strauss." Jeg falder ned igen, og koncentrerer mig nu fuldt om at lyde nedladende og mægtig.
"Øhh, javel. Deres Majestæt."
"Godt så." Jeg vender mig væk fra ham og går lidt rundt i værelset. "Så Strauss, jeg kan godt bruge en troldmand ved hoffet." Jeg holder en pause for at se, om han har noget at sige.
"Javel mi lady, og vil De være så venlig at kalde mig magiker." Jeg spekulerer ikke videre over Matheus ord og vender mig ej heller om for at se ham i øjnene.
"Jeg skal sørge for at der bliver fundet et værelse til Dem Strauss. De må gå." Jeg hører, at han rejser sig, så hans faste skridt mod gulvet og til sidst døren, der lukkes bag ham.

 

***

Et par timer senere sidder jeg stadig i sofaen, og glaner ud i luften. Jeg ved ikke hvad jeg skal give mig til. Slottet virker så tomt og forladt uden Fran. Det forbavser mig, at jeg han så hurtigt er blevet en så stor en del af mit liv, måske den største ting i mit liv. Jeg traver hvileløst rundt og kigger på værelsets indretning. Et par malerier hænger hist og her og bringer bløde farver ind i rummet. Efter et stykke tid beslutter jeg mig for at gøre noget. Bare et eller andet, som kan få mine tanker væk fra Frans og tomheden. Jeg går ud af værelset, og videre ned af nogle forskellige gange. Til højre, så til venstre, til højre et par gange, og nogle gange til venstre. På min vej møder jeg flere tjenestefolk, de stopper alle sammen op, og nejer eller bukker for mig, som jeg går forbi dem. Jeg giver dem et lille nik til gengæld.

Det er mærkeligt så hurtigt jeg har vænnet mig til slottets rutiner, etiketter og normer. Det føles som om det altid har været en del af mig.

Efter at have gået rundt i slottet i et stykke tid, begynder det at blive sjældnere og sjældnere, at jeg støder på tjenestefolk, og til sidst kommer jeg til en stor vindeltrappe. Jeg lader mig betage af dens fantastiske træudskæringer og trappens marmortrins smukke overflade. Jeg løber op ad trappen, lader mine sko hoppe på marmortrinene, til sidst stopper trappen.   

Det store rum, som jeg træder ind i, er ikke hvad jeg havde forventet. Der er højt til loftet. En solid lampe uden dekorationer hænger i midten. Foruden den er der også små lyskilder langs væggene. Gulvet er et stort tæppe, ikke et uldent tæppe, som er dejligt blødt mod fødderne, men et mere groft et af slagsen. Væggene er betongrå i samme farve som loftet. Jeg vender mig om mod trappen igen, men der hvor trappen før sluttede er nu en iskold jernplade.

Jeg kigger mig igen om i rummet. Der står en del forskellige. Instrumenter. Jeg nærmer mig den, der står tættest på. Den er meget simpel, sort, rund og på størrelse med en lille yogabold. Jeg prøver at puffe til den, men den rokker sig ikke ud af flækken. Jeg ryster mine sko af fødderne og smider dem over til jernpladen. Mine fødder irriteres ved berøringen med det grove og krattende gulv, men det bekymrer jeg mig ikke om nu. Jeg tager fat om kuglen med mine hænder og forsøger at løfte den. En sveddråbe løber ned af min pande, da jeg lægger alle mine kræfter i. Stadig intet. Kuglen bliver hvor den er. Jeg lader mig dumpe ned på gulvet, og stirrer irriteret på kuglen.

Mine tanker begynder at svirre rundt. Det er mærkeligt hvordan min styrke er som vampyr, eller lamia, som Frans ville rette mig.

Hvordan kan det være, at jeg ikke kan løfte sådan en dum kugle, men den anden nat kunne jeg nemt løbe hurtigere end det uhyr, som forfulgte Matheus, Helena og mig selv. Hvis bare Frans var her, så kunne han forklare mig det alt sammen, men det nytter ikke noget at drømme. Det bringer ham ikke tilbage.

Jeg rejser mig op, og går hen til kuglen igen. Jeg vil løfte den, det vil jeg bare.

Jeg bukker ned i knæene og slynger begge mine arme omkringen kuglen. Forsigtigt forsøger jeg at rejse mig op med kuglen. Lyden af stof der flænges afbryder mig inden jeg får kuglen løftet en eneste centimeter. Kjolestoffet er gået i stykker flere steder, så jeg beslutter mig for at tage den af, inden jeg kan nå at gøre mere skade på den. Ligesom skoene ryger kjolen også over til jernpladen, der dækker for udgangen.

For tredje gang forsøger jeg at løfte kuglen. Sveden er begyndt at pible ned fra min pande, og mine hænder bliver klamme og fugtige. Det er svært at få et ordentligt greb om kuglen, men langsom, langsomt løfter jeg den. Kuglen løfter sig først en, så to, og så tre centimeter over gulvet. Jeg smiler, men så kan jeg ikke bære kuglen mere, og den falder ned mod gulvet. Et dæmpet “Dunk” høres, da den rammer det grove tæppe.

Et hysterisk grin undslipper mine læber, og en rislen breder sig gennem hele min krop. Jeg har været fuld af bekymringer siden Frans forsvandt, og jeg har ikke haft et øjeblik, hvor jeg kunne glemme alt. På en eller anden måde, så fik jeg lige det øjeblik.

Jeg kigger mig om i lokalet, rundt på alle de andre redskaber, mange af dem ved jeg slet ikke, hvordan man skal bruge. Et par dråber af sved falder ned fra min pande, og jeg ser dem falde langsomt mod gulvet og hører den sagte lyd, da de rammer. Jeg smiler, det føles som om mine evner er blevet langt stærkere og bedre. Jeg hører også noget andet, som jeg står der, og jeg går over til et af de få vinduer, som her er.

“Nej, ikke allerede. Vi må give det længere tid.” Stemmen er lav, lyder som en pige, og kommer så vidt jeg kan bedømme det helt nede fra gårdspladsen. “De vil ikke finde ham, ikke før det er for sent.” Hvisker stemmen videre, da den afbrydes af en anden dybere stemme.

“Tyss, ikke her, men jeg er bange for vi ikke har så lang tid.” Den anden stemme bliver afbrudt af den først, pigen.

“Jamen hvad så med kongen?...” Jeg lister mig til at åbne vinduet lidt på klem, men det knirker og vil ikke give sig, så jeg går glip af resten af sætningen.

“Jeg sagde IKKE HER!” Hvæser den dybere mandestemme. “Vi mødes senere, det sædvanlige sted.”

Så hører jeg fodtrin gå i hver sin retning, og de to stemmer dør hen blandt de mange andre, der snakker nede på gårdspladsen.

Jeg giver ikke mig selv tid til at tænke mere over det, som jeg hørte, det kan jeg gøre senere. Lige nu ved jeg hvad jeg vil.

 

***

 

Jeg tog min kjole og mine sko på, skønt det var revet i stykker. Jeg kunne ikke vise mig sådan på slottet. Hvad ville dem jeg mødte på vejen ned til mit værelse ikke tænke om mig.

Derfor forvandlede jeg mig til en flagermus, og fløj med sagte vingeslag ned ad trappen, og videre gennem slottet. Nu sidder jeg igen inde på mit værelse, og har fået skiftet til en ny kjole, som ikke er revet i stykker. Senere vil jeg give kjolen til Snehvide, og bede hende om at få den repareret.

Først har jeg dog andre ting, jeg må få styr på. Ved siden af min seng hænger et bånd. Jeg ved ikke hvad man kalder den, men jeg ved da hvad den skal bruges til. Jeg trækker i den to gange, og ikke lang tid efter høres banken på min dør.

“Træd ind.” Siger jeg, og vender mig om mod døren. Snehvide åbner døren, træder ind, og lukker forsigtig døren efter sig.

“De ringede deres majestæt.” Hun nejer, og undgår at kigge mig i øjnene.

“Ja, jeg vil blot bede dem om at finde Matheus Strauss, og sige til ham, at han skal indfinde sig her.”

Snehvide nejer igen og forlader rummet. Jeg giver mig til at trave næsten bevidstløs rundt i rummet. Jeg ved ikke hvad jeg har tænkt mig at sige til Matheus, men et eller andet bliver det nødvendigt at sige specielt nu, hvor jeg har sendt bud efter ham.

Jeg overvejer, at læse lidt i bogen Lamia og andre væsner men beslutter mig for at lade være, da jeg ikke ønsker at have mere at vide om mig selv - en lamia - lige nu.

Jeg venter ikke lang tid før jeg igen hører banken på min dør. Jeg tager en dyb indånding før jeg svarer. I døråbningen står Matheus. Han ser ikke glad ud ved synet af mig, snarere det modsatte. Jeg vifter med min hånd og gør tegn til, at han kan træde nærmere.

“Deres majestæt.” Siger han, med et tydeligt strejf af kølighed, og bukker.

“Hør Matheus, jeg er forfærdeligt ked af de ting, jeg sagde tidligere.” Jeg kigger ham direkte ind i øjnene, mens jeg siger det.

“Jamen…” Forsøger han at bryde ind.

“Nej. Lad mig tale færdig.” Siger jeg, og forsætter. “Jeg var forvirret efter mit mangel på blod, og opførte mig… upassende.” Jeg rømmer mig en gang “Det var ikke på sin plads.”

“Deres majestæt…”

“Det at jeg opførte mig… upassende på denne måde, har tilsyneladende give dig den ide at…” Jeg går i stå, da jeg ikke ved hvordan jeg skal få det næste sagt, og det giver Matheus chancen for at bryde ind.

“At De kunne lide mig, som mere end en ven. Ja.” Siger han, og jeg kigger ham igen ind i øjnene.

“Ja, det var det jeg ville sige. Undskyld.” Jeg sænker mit blik, og håber at jeg ikke rødmer.

“Deres majestæt.” Siger han forsigtigt. “Jeg undskylder også. De er en gift kvinde, og det var særdeles forkert at lægge an på kongens hustru.”

Jeg kigger op og fascineres af hans blå øjne. “Siger du, at det kun var forkert, fordi jeg er kongens hustru?” Jeg driller bare, men Matheus ser ud til at tage spørgsmålet helt seriøst.

“Hvis De, deres majestæt, ikke var kongens hustru, men blot en almindelig bondepige, så ville jeg ikke have stået tilbage, og ladet en anden mand tage Dem.”

Jeg rynker forbløffet panden, og forsøger at opfange, om Matheus også blot laver sjov. Det virker det bare ikke til, så jeg stiller ham endnu et spørgsmål.

“Og hvad ville du gøre hvis Frans - Hans majestæt - aldrig kom tilbage?”

Matheus tager et skridt hen mod mig. Han smiler et lille drillende smil. Min munde sitrer i forsøget på at gengælde det, men jeg er dybt forvirret.

“Hvad ville du gøre… Karma?” Spørger han mig. Jeg kniber mine øjne en anelse sammen, og han træder et skridt tættere på mig.

“Matheus, hvad laver du?” Jeg prøver at tage et skridt bagud, men jeg har glemt, at min seng er bag mig, og jeg vælter ned på den. Matheus går hen til sengen, og læner sig ind over mig. Han dufter af majs og ild. Hans hænder stryger over mit ansigt, og ned af min hals.

Jeg kunne sikkert skubbe ham væk fra mig, men jeg er bange, for hvad ved jeg ikke med sikkerhed.

Hans ansigt kommer tættere på mit, de før så venlige blå øjne, har fået et andet skær. Jeg ligger ubevægelig på sengen, med opspilede øjne. I chok.

Hans ansigter er millimeter fra mit, og hans læber stryger over mine. Hans hænder tager fat om mit liv, og river i kjolen. Han kysser mig mere intenst end Frans nogensinde har kysset mig. Frans gav mig tid til at lære ham at kende. Frans.

En tårer løber ned ad min kind, og Matheus’ tag om mig bliv stærkere. Hans hænder glider over min krop, og der bliver kun flere og flere kys…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...