Christmas Plans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Victoria, Malou, Loui og Katrine er fire teenager, som alle ønsker sig væk til jul. Væk fra familie, fjender og hospitaler. De har aldrig mødt hinanden ansigt til ansigt, men alligevel aftaler de over en chat at stikke af. I år bliver en jul uden bekymringer.

4Likes
4Kommentarer
484Visninger
AA

1. Victoria Adamsen (#1 advent)


Jeg går ind i stuen, hvor min mor sidder og læser, i vores snevide sofa med sorte tæpper og grå puder, som hun altid gør om søndagen. ”Jeg tager ned i byen med Sara”, siger jeg stille, og mærker hvordan løgnen gnaver. Mor kigger op fra bogen. Jeg ligger mærke til, at hun strammer grebet om den. ”Okay Victoria, men du skal være hjemme klokken halv fire. Vi får gæster i aften”. Siger hun.

Gæster? Det ligner ellers ikke mor, at få gæster på en søndag. ”Det skal jeg nok. Hvem kommer?” Spørger jeg. Ikke fordi det interessere mig, men fordi hun regner med at jeg spørger. For det plejer jeg. ”Din fars forældre. De vil gerne fejre første advent med os”, siger hun. Jeg svar ikke men nikker smilende til hende.

Jeg går ud i gangen, og tager mit overtøj på. Jeg vender mig om, og ser mig selv i det store spejl, som hænger midt i gangen. Mit brune hår hænger glat ned af skulderne på mig, og danner en ramme om mit ansigt. Det er næsten forfærdeligt, hvor meget jeg ligner Adam. Jeg smider tanken væk, og går ud af døren.

Jeg går hurtigt hen mod det gamle bibliotek, som ellers er det, der ligger længst væk, men der er til gængæld aldrig nogle på min alder, som kommer der. Men det er jo heller ikke meningen, at jeg skal møde nogle der oppe. Jeg går netop derhen for at komme væk fra alle. Det vil sige næsten alle.

Jeg har lidt dårlig samvittighed med at lyve for mor. Hun er jo kun så bekymret på grund af Adam. Det er bare lidt anstrengende, at hun ikke tror på mig. Men det har hun jo heller ikke nogle grund til, når jeg hele tiden lyver. Ikke at hun ved det. Hun tror, jeg er sammen med min veninde Sara hele tiden. Men jeg har faktisk ikke rigtig snakket med Sara det sidste halve år, fordi hun fik en kæreste.

Inde på biblioteket er der stille. Jeg går op til, den efterhånden slidte, disk, hvor den samme gamle dame altid sidder. Vi udveksler ikke mange ord. Hvorfor skulle vi det, når hun ved, hvad jeg vil spørge om. Det er derfor, at jeg uden videre ligger pengene, til en computer, på disken, og går over til min sædvanlige computer. Den længst over i hjørnet, hvor der ingen vinduer er, og ingen mennesker noglesinde vil nærme sig.

Jeg åbner internettet, og går ind på den sædvandlige hjemmeside, som er det eneste sted, hvor jeg kan føle mig rigtig fri. Hvor jeg ikke behøver at tænke på min mor og alle hendes regler og faste rutiner, og hendes stadig højlytte gråd, som hun tror jeg ikke hører. Ikke vil have at jeg hører. Fordi alt skal være perfekt. Med eller uden Adam.

Jeg logger ind på hjemmesiden, og ser til mit held, at M-West! Og LoFo_? er på, og allerede har startede en samtale. Jeg søger om tilladelse til at deltage, og få minutter senere er jeg inde. Jeg skimter hurtigt samtalen igennem. De skriver ikke om planen for den 24. De skriver kun om småting. Undgår emnet. Men vi har ikke fået planerne ordentlig på plads. Hvilket endelig er åndsvagt, når det har været planlagt i næsten 2 måneder. Jeg beslutter mig for at deltage i samtalen, og bringe emnet op.

Toria147A: Hej, ved i hvornår K/S_me kommer på?

 

Jeg kigger lidt på mit navn. Det er endeligt lidt dum. Da jeg fandt hjemmesiden stod der, at de vil forslå alle at være anonyme. Så jeg skrev det kælenavn Adam gav mig, fordi han ikke kunne sige starten af mit navn, Toria, som kommer af Victoria. Jeg fortryder lidt at jeg skrev 147. Jeg tror bare, at det er min måde at mindes Adam. Den fjortende i syvende. Den dag min bror døde for 7 år siden. Den dag mor gik fuldstændig fra hinanden og far prøvede at arbejde sorgen væk. Til sidst er der selvfølgelig et A, for Adamsen. Jeg har altid synes, at det var latterligt af mor og far, at navngive deres søn Adam Adamsen.

M-West!: Hun sagde, at  hun vil komme på klokken to, så forhåbentlig er hun her om 10 minutter.

LoFo_?: Det har hun bare at være! Vi har intet på plads til den 24.

Så var det alligevel ikke mig, der skulle bringe det op.

Toria147A: Rolig nu. Det er jo ikke fordi hun har droppet det. Hun sagde, at hun vil være på klokken to, og det er først om 10 minutter.

LoFo_?: Så må vi vel bare vente.

LoFo_? har lige siden vi aftalte det, været bange for at vi skifter mening. Jeg tror, at han finder det svært at stole på os. Vi har heller ikke givet ham en grund.

K/S_me: Hej… nu er jeg her.

Hun kommenter ikke på det vi skrev om før, men det plejer hun heller ikke at gøre. Hun er meget genert. Det overasker mig lidt, at hun overhovet er på den her hjemmeside.

M-West_!: Okay fedt! Så kan vi få de sidste ting på plads.

Toria147A: Var det ikke noget med at du kendte et sted vi kan være, indtil vi finder et bedre og mere fast sted.

 M-West!: Jo, min farfar ejer en lille hytte i en skov, som han aldrig er i, da han efterhånden er for syg. Jeg ved hvor han gemmer nøglen. Der kan vi sikkert godt være i nogle uger. Hvad med Mad? Vi kan ligesom ikke dø af sult.

LoFo_?: Det skal jeg nok sørge for. I skal ikke tænke på det.

K/S_me: Hvordan kommer vi derhen uden at blive opdaget?

M-West!: Vi er meget stille, og går rundt i hætte trøjer =P. Det er en sikker plan. Det kan ikke gå galt… Tror jeg.

Vi forsætter med at skrive, og vi bevæger os efterhånden væk fra emnet. Jeg tror at vi alle sammen er lidt skræmte. Jeg har ikke tal på hvor mange gang, jeg gerne vil have stukket af, men ikke gjort det. Det er derfor, jeg er glad for, at have mødt de her mennesker. Selvom jeg ikke ved ret meget om dem, og de næsten ikke kender mig. Så giver de mig mod.

Jeg kigger ned på uret. Den er næsten tre. Jeg bliver nød til at gå nu, hvis jeg skal nå hjem i tide. Jeg skriver farvel, og går ind på computerens historik, for at slette hjemmesiden. Bag efter går jeg ind på nogle andre hjemmesider, som Facebook og Wikipedia, fordi jeg har på fornemmelsen, at damen, som sidder bag disken er lidt for nysgerrig.

Jeg tager mine ting, og går mod døren. Jeg vinker kort til den gamle dame, og forsvinder ud i kulden, hvor det er begyndt at regne. Hvis det nu var sne vil det måske være lidt mere sjovt, men hvem gider i det hele taget være våd.

Jeg går hjem i modvind, men efter et langt stykke tid kan jeg se vores hus. Jeg løber det sidste stykke, og tørrer skoene af i dørmåtten. ”Du er et kvarter for sent”, siger mor, som har sneget sig op i døren, til stuen, uden jeg havde lagt mærke til det. ”Undskyld”, siger jeg, og tager min mørkeblå jakke af, og hænger den på knagen. ”Mig og Sara havde det bare så hyggeligt, at jeg helt glemte tiden”. Hun nikker stille. ”Næste gang kunne det være rart, hvis du gav besked”, siger hun, og tager den jakke, som jeg lige har hængt op. ”Jeg går lige ned og tørrer den. Gå op og gør dig klar”. Siger hun og forsvinder ned i kælderen.

Jeg går ind på mit værelse, som ligger lige ved siden af Adams. Jeg har kun været der inde 2 gange siden han døde, og det er ved at være 7 år siden. Da jeg var 10, og han 8. Så hvidt jeg ved står alt som det plejer. Som han efterlod det.

Mit værelse er indrette efter min mors hoved. Hun forklarede mig, hvordan hun synes det skulle være, og jeg sagde, at det var en god ide. Selvom jeg hader det. Mor kan ikke klare nogle stærke farver, eller noget der er alt for kreativt. Det er også på grund af Adam. Han var meget kreativ, og han elskede alt ved farver. Så hvidt jeg husker, er hans værelse malet med grønne, blå og gule farver, og hans tegninger hænger over alt.

Mit værelse er næsten kun hvidt og beige. Der er vist også sneget sig noget gråt og sort ind. Det er stort set sådan hele huset ser ud. Jeg vil dog ønske at mit værelse var anderledes. At jeg selv havde indrette det, men det gjorde jeg ikke. Det er derfor mit værelse nu har en stor hvid seng, med beige senge tøj og sorte puder, og derfor jeg har en stor hvid reol med bøger jeg aldrig kommer til at læse.

Jeg går hen til mit store hvide skab, og kigger det igennem. Mor vil gerne have, at jeg klæder mig ekstra pænt når vi har gæster. Det er vigtigt. Det ved jeg. Det er derfor, jeg finder en sort sweater og en grå nederdel. Ikke for mange farve, men pænt nok til at tilfredsstille mor.

Jeg sætter mig ved mit spejl, og ligger noget makeup, som fremhæver mine mørkebrune øjne. Makeuppen er noget mor købte til mig, fordi hun mener, at damer går med make-up.

Nedenunder kan jeg høre, at døren går op. Det er far der for engang skyld kommer hjem til aftensmad. Han plejer at arbejde til klokken otte, ni stykker hver dag. Også i weekenden. Han kommer kun tidligt hjem i dag, fordi hans forældre kommer.

Jeg kan høre at han går ind i køkkenet til mor. Jeg sidder helt stille. Venter på at de starter med at skændes. Men det gør de ikke. Kun om aftenen, når de tror jeg sover. Selv over for mig er det vigtigt, at de virker fejlfri. De er de perfekte forældre. Med den perfekte datter. Hvad kan gå galt?

Jeg sidder ved mit hvide skrivebord, og ligger sidste hånd på mine lektier, da jeg hører det banker på nedenunder. Jeg rejser mig op, og går ned af trapperne. I det sekund jeg træder ind i gangen, åbner far døren, og farmor og farfar kommer trampende ind. ”Nu det jul igen, og nu det jul igen, og julen varer lige til påske”, synger farmor, og giver os alle sammen et kram. ”Det er ikke jul før i morgen farmor”, siger jeg, og smiler. Det gør mor også. Eller hun prøver, men det går ikke særlig godt. ”Det kan godt være, men det er den første advent, og det skal fejres”, siger farmor, og synger videre, mens hun går ind i stuen.

”Nå, hvad skal vi så have at spise?” Spørger farfar, da han har sat sig ned i sofaen med et glas øl. Han elsker også jul, men ikke på samme måde som farmor. Han elsker det på grund af julemaden. ”Vi skal have flæskesteg”, siger mor, og smiler til farfar, som tydeligvis er meget begejstret, for han rykker sig lidt uroligt i sofaen, så øllen er ved at tippe over. Hvilket mor ikke er så glad for. Hun er meget øm overfor sin fine hvide sofa.

Vi sætter os til rette ved bordet, som er brunt. Det vil sige, at det er det eneste i hele huset som ikke er sort, hvidt, beige eller gråt. Mor bringer maden ud af køkkenet, som er placeret fint i skåle og på fade. Flæskestegen bliver sat foran farfar, som tager et stort stykke. Farmor snakker så meget, om alt det hun skal i julen at hun næsten glemmer at spise. ”Og så regner jeg selvfølgelig med at vi skal bruge en masse tid sammen. Bare os to Victoria”, siger farmor, og smiler til mig. Jeg nikker stille. Usikker på hvordan mor har det med det. ”Det kunne da godt være, at i to skulle bruge lidt tid sammen”, siger mor, og ligger pres på lidt, mens hun sender farmor et anstrengende smil. Men det lader farmor sig ikke gå på af. Hun forsætter bare med at snakke om julepynt.

Da farmor og farfar er gået, er der igen stille i huset. Jeg siger til mor, at jeg går i seng, men i virkeligheden ligger jeg, og kigger op i loftet. Jeg tænker på planen. Hvordan skal det hele gå? Jeg glæder mig til at komme væk, men hvad hvis det går galt? Skal jeg så tilbage her til?

Nedenunder kan jeg høre mor og far er begyndt at skændes. De prøver så vidt muligt at hviske, men det bliver til en slags lav råben. Nogle gange spekulerer jeg på hvad der går dem på, men jeg skubber altid tanken væk. Det gør jeg også i aften.

Jeg prøver at lukke deres vrede stemmer ude, men det kan jeg ikke. Derfor lister jeg mig ud af mit værelse, og hen til Adams værelse. Jeg står lidt ude foran døren inden jeg går ind. Her er som der plejer. Jeg står lidt og nyder de mange farver, inden jeg tager hans ynglings bamse, og ligger mig på han seng. Med bamsen tæt ind til mig. Mor og far er stoppet med at skændes, eller også kan jeg bare ikke hører dem mere.

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg ligger der, men til sidst falder jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...