Christmas Plans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Victoria, Malou, Loui og Katrine er fire teenager, som alle ønsker sig væk til jul. Væk fra familie, fjender og hospitaler. De har aldrig mødt hinanden ansigt til ansigt, men alligevel aftaler de over en chat at stikke af. I år bliver en jul uden bekymringer.

4Likes
4Kommentarer
483Visninger
AA

4. Katrine Smith (#4 advent)

Karla og Sebastian propper sig med æbleskiver. Mor har for længst opgivet, at få Sebastian til at stoppe med at lege med maden, så hun sidder lænet tilbage i stolen, og nyder hendes gløgg. Imens har Sebastian syltetøj og flormelis i hele ansigtet, og ned af tøjet. Karla og Sebastian har spist så mange æbleskiver, at mor og far ikke ligger mære til, at jeg knap har spist to. Det er en af de gode ting ved at have to mindre søskende, som hver dag spiser, som om de ikke har fået mad i uger. Det gør at mor og far ikke ligger mærke til noget. Jeg vil ikke gøre dem bekymret. Igen.   

”Jeg går i bad”, siger jeg, og rejser mig så hurtigt, med min tallerken, at hverken mor eller far kan nå at registrer, at min tallerken næsten er helt uberørt. Jeg skynder mig at gå oven på, jeg går ind på toilette. Jeg tænder vandet, og sætter musik på fra min mobil. Jeg knæler ned ved toilettet, og læner mig ind over kummen. Jeg stikker mine fingre ned i halsen, og mærker hvordan mine halanden æbleskiver kommer op. Jeg læner mig op af væggen, og tager en dyb indånding. Jeg kæmper mig op at stå, og børster mine tænder, så jeg ikke lugter af bræk. Jeg går ind i badet, og vasker mig grundigt. Prøver at glemme hvad jeg lige har gjort. Hvis mor finder ud af det, vil jeg dø af skam. Desuden kan jeg ikke tag tilbage til hospitalet.

Jeg går ud af badet, og ser at jeg har fået en besked fra Tina, som gerne vil komme over med julegaver. Jeg tørrer mig, og svare at hun kan komme om en times tid. Jeg går ind på mit værelse, og starter min computer op. Som sædvandeligt er jeg den sidste, som logger på hjemmesiden. Jeg kommer ind på samtalen, og læser den igennem. De skriver ikke om meget. Det er som om, at alle planer er på plads. Nu mangler tankerne bare at synke ind.

M-West!: Bare lige for at være sikker. Alle ved vad der vil ske på onsdag. Ikke?

LoFo_?: Jeg er på, så længe ingen af jer bakker ud.

Toria147A: Det gør vi ikke. Er det ikke rigtigt K/S_Me?

K/S_Me: Jo, selvfølgelig gør vi ikke det. Vi kan stole på hinanden…

M-West: Selvfølgelig kan vi det. LoFo_? Du behøver ikke være så nervøs hele tiden.

LoFo_?: Jeg er ikke nervøs. Jeg gider bare ikke, at jeg ender med at være den eneste der dukker op.

Toria147A: Det gør du jo ikke. Vi er sammen om det her. Hvorfor skulle vi ud nu?

LoFo_?: Hvorfor skulle i lade være?

K/S_Me: Jeg skal gå nu vi ses.

Det er første gang, at det er mig der logger af først. Jeg kan bare ikke klare, at de skændes. Hvis det altså var det de gjorde.

Jeg går frem og tilbage på mit værelse, i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg prøver som sædvandeligt at tale mig selv fra det, men jeg kan ikke. Følelserne er for stærke. Jeg finder en lille kniv, som jeg tog fra køkkenet for langtid siden. Jeg sætter mig på sengen, og trækker buksebenet op og sokken ned. En lang rakke ar kommer til syne. Der er også et par rifter, som ikke er helet endnu. Jeg gør det på anklen, fordi det er en af de eneste sted, man ikke ligger mærke til på grund af sokken. Jeg føre kniven hen over anklen. Et sted hvor der ikke er hul endnu, jeg ser på hvordan blodet kommer frem. Jeg skal til at tørre det væk, da jeg hører nogen sige mit navn. Jeg ser op, og ser Tina stå i døren. Jeg ved ikke, hvor langtid hun har stået der, men jeg har på fornemmelsen, at hun har set det hele. Jeg trækker hende ned og sidde, og holder hende for munden. ”Hver sød ikke at sige noget”, siger jeg, og giver slip på hendes mund. ”Hvornår begyndte du igen?” Spørger hun, og kigger på min ankel. Jeg trækker sokken på plads. ”Et par uger efter hospitalet”, svare jeg, og undgår øjenkontakt. ”Var det ikke meningen, at hospitalet skulle hjælpe dig med at stoppe?” Spørger hun, og lige pludselig bliver hendes øjne stor. Hun tager fat om mit håndled, og holder godt fast. ”Du har ikke også fået anoreksi igen vel?” Spørger hun, og klemmer så hårdt, at hun stopper blod tilførslen i min hånd. ”Nej. Selvfølgelig ikke”, siger jeg. Det er ikke engang løjen, for jeg spiser mad. Jeg kaster det til gengæld op igen. ”Du skal stoppe lige nu. Eller så får jeg dig indlagt igen. Er det forstået?” Spørger hun, og jeg nikker. ”Nå jeg ser dig efter nytår, må du ikke have nogle åbnesår. Lov mig det Katrine”. Siger hun, og jeg lover hende det.

Da Tina er gået, forsætter jeg med at pakke. Jeg tager min kniv, og gemmer den i noget papir, som jeg smider ned i tasken. Jeg lovede godt nok Tina, at jeg ville stoppe, men hun finder alligevel ikke ud af det. Jeg vil være væk, når hun kommer i tanke om det. Desuden lovede jeg også lægerne, at jeg aldrig vil få en ny spiseforstyrrelse, og det har jeg jo ikke holdt. Hvorfor begynde at holde løfter nu.

Neden under kan jeg høre Karen og Sebastian lege. De har sikkert fået åbnet deres advents gaver, og kunne ikke vente med at lege, til de kom oven på. Nogle gange synes jeg, at de får for meget frihed. Mere frihed end en 4 og 3 årige burde få. Da jeg går neden under, sidder far med avisen og mor med en bog. Det ser ikke ud som om, at de tager sig yderligere af Karla og Sebastians lege. Jeg går ind i stuen, og begynder at lege med dem. Før jeg blev indlagt, legede jeg med dem næsten hele tiden, men nu er det meget sjældent.

Imens jeg sidder og leger med de små, giver min mave et højt brøl fra sig. Mor og far kigger hen på mig med det samme. Bekymringen stråler ud af øjnene på dem, og jeg får dårlig samvittighed. ”Er du sulten Katrine?” Spørger min mor, og rejser sig. ”Jeg henter noget mad til dig”, siger hun, og går ud i køkkenet. ”Du har da spist noget i dag, ikke?” Spørger min far mig, og kigger meget alvorligt på mig. ”Jo. Jeg sad jo, og spiste æbleskiver med jer i dag. Så du ikke det?” Spørger jeg tilbage. Mor kommer tilbage, og stiller en tallerken med mad foran min plads ved spisebordet. Jeg rejser mig op, og går hen til min plads, hvor jeg lige så stille begynder at spise.

Da jeg er færdig med at spise, sidder jeg lidt og snakker med mine forældre. Jeg tvinger mig selv til at sidde stille i stolen, og ikke spurte op på toilette. Jeg kan ikke kaste alt op. En Rugbrødsmad vil ikke dræbe mig. Da jeg føler, at jeg har siddet ned længe nok, beslutter jeg mig for at gå oven på og læse. Det er lang tid siden, at jeg sidst er kommet i gang med en god bog. Det er dog lidt svært at fokuser. Det eneste jeg kan tænke på er den rugbrødsmad, som jeg lige har fået.

Da vi senere sidder og spiser, kigger mine forældre underligt på mig. De stiger ikke, men kigger hele tiden op fra maden og hen til mig. Det gør mig lidt utryg. Jeg lader som om, at jeg ikke ligger mærke til noget, og spiser videre. Karla og Sebastian leger med maden, som de plejer, men mor gør, igen, ikke noget ved det. Hun har for travlt med at fokuser på mig. Det føles lidt som, da jeg kom hjem fra hospitalet. Mor og far ville smugkigge på mig under måltiderne, for at holde øje med, at jeg spiste, men ikke sige noget.

Da jeg er færdig, går jeg oven på, og gør klar til at komme i seng. Klokken er kun syv, men jeg kommer ikke til at lave andet i aften end at læse. Lidt efter, at jeg har lagt mig i sengen, med min bog, kommer mor ind. ”Er du allerede gået i seng?” Spørger hun, og jeg trækker på skuldrene. ”Det kan man vist godt sige. Jeg er i hver fald klar til det, men jeg regner med at læse et par timer”, svarer jeg, og sætter mig op. Mor kommer over, og sætter sig ved siden af mig. Jeg kan mærke, at jeg snart finder ud af, hvorfor hende og far kiggede så underligt på mig under maden. ”Er du ikke begyndt, at blive lidt tynd”, spørger hun, og ligger en hånd på mit lår. Det gør hun altid når hun vil snakke om noget vigtigt. ”Nej ikke rigtigt”, svare jeg, og trækker på skuldrene igen. ”Mig og far er bare begyndt, at blive lidt nervøs, for at du måske er ved at øh… Du ved øh…”, siger hun, men går i stå. ”Få en spiseforstyrrelse igen?” Spørger jeg, og rykker lidt uroligt på mig. Mor nikker. ”Jeg ved, at du spiser. Det har jeg jo set, men du er bare så tynd, og jeg vil ikke have, at du bliver sendt tilbage på hospitalet”, siger hun, og tager min hånd. ”Mor jeg har det altså fint. Men hvis det gør dig mere tryg, så skal jeg nok spise noget mere, så jeg får lidt mere sug på kroppen”, siger jeg og giver hende et lille smil. ”Jeg holder bare så meget af dig. Jeg vil ikke have at der sker dig noget”, siger hun og krammer mig. Jeg kan mærke at nogle varme dråber rammer min skulder.

Hele huset er stille. Klokken er elve om aftenen, og jeg burde sove, så jeg er frisk til skole afslutningen i morgen, men jeg kan ikke. Jeg er træt af, at jeg hele tiden får mor til at græde. Træt af, at føle mig overset. Træt af, at den eneste opmærksomhed jeg får er negativ. Jeg rejser mig for sengen, og går over til min reol. På den midterste hylde er der et billede af mig og mine forældre. Det blev taget før jeg blev ”syg”. Jeg har altid lignet min mor mest. Jeg har de samme brune øjne som hende, og det samme røde hår. Der var engang en mand, som troede at vi var søskende. Jeg er dog ret sikker på, at han bare prøvede at flirte med min mor. Jeg tager billedet op, og går hen til min taske. Jeg finder kniven, og tager den op. I sted for ligger jeg billedet ned.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...