Christmas Plans

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 nov. 2014
  • Opdateret: 31 dec. 2014
  • Status: Færdig
Victoria, Malou, Loui og Katrine er fire teenager, som alle ønsker sig væk til jul. Væk fra familie, fjender og hospitaler. De har aldrig mødt hinanden ansigt til ansigt, men alligevel aftaler de over en chat at stikke af. I år bliver en jul uden bekymringer.

4Likes
4Kommentarer
470Visninger
AA

5. Jul

En brunhåret pige træder ind på den store plads. Det er en tåget morgen, men alligevel formår hendes øjne at finde sprængvandet, som står i centrum. Det er dog ikke sprængvandet der fanger hendes opmærksomhed. Det er drengen og pigen, som står foran det. En almindelig forbipasserende ville tænke, at de to unge havde været ude at feste hele natten. Måske ville de slet ikke ligge mærke til det. Men hun ved bedre. Det er også derfor, at hun går målrette hen til dem. Hun nærmer sig med hurtige skridt og holder godt fast på sin store taske. Da hun kommer tætter på, begynder hun at kunne se deres ansigter. Drengen har mørkt hår, som sidder til højre og venstre. Hans kindben er markeret, og det får ham til at se ældre ud. Pigen har lyst hår, som er flette i en sjusket fletning, som næsten bliver gemt af hendes store hættetrøje. Hun har nogle utrolige brune øjne, som får hendes ansigt til at lyse op. Selvom hun virker bange.

Pigens skridt bliver langsommer og langsommer, jo tætter hun kommer på. Frygten for hvad der nu skal ske kommer snigende, og hun følger en stor trang til at vende om. Hun gør det dog ikke. Tanken om at tag hjem skrammer hende endnu mere. Det er derfor, at hun sætter en fod foran den anden, og ender med at stå foran de to teenager. ”Hej mit navn er Victoria”, siger hun, og prøver at lyde normal, men hendes stemme ryster. Den lyshåret pige smiler svagt til hende, og sparker lidt til hendes taske, som ligger på jorden. ”Hej mit navn er Malou”, hilser hun, og giver hende et akavet vink. ”Det her er Loui”, siger hun, efter det går op for hende, at han ikke selv har planer for at præsentere sig. Loui smider sin sportstaske på jorden, og sætter sig på den.

Nogle meter længere hene kommer en skygge gående mod dem. Ikke længe efter står en spinkel rødhåret pige foran dem. Hun ligger ikke skjul på hendes usikkerhed, og hvis man kigger godt efter, kan man se at hendes hænder ryster. ”Hej”, siger hun med en pivende stemme. Hun rømmer sig, og siger med lidt mere selvsikkerhed i stemmen: ”Mit navn er Katrine”.

Endelig er de samlet. Det er dog først nu, at det går op for dem, hvad der skal ske. Tågen er ved at ligge sig, og de bliver nød til at komme videre. Malou fører an, og viser dem hen til skoven. De følger stigen i gennem skoven. Går ned af en skrant, og når frem til en lille hytte. Malou åbner døren, og de mærker en stærk lugt af gammel tobak.

Malou kigger sig omkring. Hun har efterhånden været her mange gange med hendes bedstefar. Mike ville aldrig med. Han synes at her lugtede forfærdelig, men det har Malou ikke noget i mod. Hun er kun glad for, at hun har haft så mange gode minder, som han ikke har ødelagt. Hendes blik finder den gamle kommode, hvor der står et billede af hende og hendes bedstefar. Det er fra en måned før han blev syg. Hun går hen til billedet, og tager det op. I et øjeblik får hun skyldfølelse, men hun ved, at han ville forstå. De andre står stadig udenfor. De ved, at i det sekund de træder ind, ville de ikke kunne vende om. ”Kommer i ikke ind?” Spørger Malou, og Loui er den første der træder ind.

Loui går hen til bordet, hvor han ligger alt det mad, som han har stjålet til dem. Der er ikke nogle, som spørger hvor han har det fra, men han kan se at det undre dem. Han er bare glad for, at komme væk fra hans far, og de dårlige vaner hjemme fra. Selvom han ikke kan nægte at han er bange, så kan han ikke lade være med at være lettet. Han er endelig kommet væk fra hans far, og han føler sig endelig glad.

Katrine stiller sig i hjørnet af rummet. Det følelse som om, at de penge hun tog fra hendes far i går, brænder uld i hendes lomme. Hun prøver at lade være med at tænke på det, men skyldfølelsen gnaver, og hun ønsker et kort sekund, at hun havde sin kniv med. Hun smider dog hurtig den tanke væk, da hun ikke vil tænke negativt. Hun vil ændre sig, og hun ved at det her vil give hende mere selvtillid.

Victoria nyder det. Alt frygten er væk, og hun nyder, at hun kan have en kæmpe hættetrøje på uden, at blive sendt op for at skifte. Det virker dog ikke som om, at de andre nyder det på samme måde som hende. Hun går over til Loui, og kigger på den mad han har lagt på bordet. Hun tager en dåse op i hånden, og kigger på ham. Hun er nysgerrig, og vil spørge vor han har det fra, men hun ved at det er uhøfligt. Derfor vender hun sig om, og spørger ud til alle: ”Hvad nu?” Spørgsmålet kommer ikke bag på dem, men der går alligevel lidt tid, før der er en, der svare. ”Vi bliver nød til at få det til at hænge sammen. Vi må få det til at virke så normalt som muligt. Ellers kommer vi ikke langt”, siger Malou, som stadig står med billedet i hånden. ”Vi kunne starte med at rydde lidt op. I ved, få det til at virke hjemligt. Jeg ved godt, at vi ikke bliver her for evigt, men det vil i hvert fald gør mig mere tryg”, siger Katrine, som selv bliver overraskede over, at hun sagde noget.

Selv om Loui protester bliver det sådan, og efter nogle timer ser den lille hytte fin og hjemmelig ud. Malou har det dog lidt dårligt med det. Hun fortryder lidt at hun sagde ja til det. Det ar altid set ud på samme måde, men hun ved også, at Katrine har ret. Det gør også hende mere tryg, når hun er i hjemmelige omgivelser.

Loui er gået ud for at hugge brænde. Imens er pigerne krybbet ind under tæpperne. De kender ikke hinanden så godt endnu, men alligevel ligger de helt tæt op af hinanden. Hytten er næsten koldere end udenfor, og selvom det måske er risikabelt at tænde brændeovnen, så bliver de nød til det, hvis de vil holde varmen. Loui kommer trampende ind. Det er begyndt at sne, og Loui er blevet helt våd. ”Hvor er toilettet, så jeg kan skifte?” Spørger han, og kigger på Malou. ”For enden af gangen”, siger hun, og peger i den retning han skal gå. Da han kommer tilbage kryber han ind under tæppet med de andre, og de falder i søvn.

Da de vågner er huset iskoldt. Katrine rejser sig for at starte brændeovnen, og efter fem minutter får hun endelig gang i den med rystende finger. Hun kryber tilbage under tæppet, og der sidder de så. Der er ingen der siger noget, men de holder hinanden med selvskab.

”Hvad er klokken?” Spørger Victoria, ud i luften. Loui trækker op i ærmet, så han kan se sit ur. ”Den er cirka tre” svarer han, og skynder sig at gemme armen under tæppet igen. ”Jeg er helt vild sulten”, siger Victoria, og rejser sig for at se, hvad Loui har taget med. ”Nogen der vil have noget suppe?” spørger hun, og går over til komfuret. ”Øh hvordan virker det her?” spørger hun, da hun ikke kan finde nogen knapper på komfuret. ”Det er et gammeldags komfur. Du skal ligge brænde ind, lige som en brandoven”, siger Malou, og rejser sig for at hjælpe.

Dagen er ved at være slut. Det har været en anderledes jul. Klokken er mange, og Malou, Victoria og Loui ligger rund omkring i stuen og sover. Katrine sidder, med benene trukket op under hagen, ved køkkenbordet, og kigger ud af vinduet. Hendes øjne ser af og til hen mod køkkenskuffen med knivene. Nede fra gulvet ligger Loui med åbne øjne, og betragter Katrine. ”Hvad tænker du på?” Spørger han til sidst, og sætter sig op. Katrine kigger forskrækket på ham. Hun svare ham ikke, men trækker på skulderene. Hun kigger ud af vinduet igen, og ligger sin hånd på sin anklen. Hun har ikke brugt kniven siden i søndags. Loui rejser sig fra gulvet, og sætter sig over for Katrine. Hun kigger ikke på ham, men hun ved han er der. ”Hvor fik du alt den mad fra?” Spørger hun, og kigger på ham. Hun kan lige ane at han smiler i mørket, men hun er ikke sikker. ”Jeg stjal det”, siger han, og griner svagt. ”Nu vil jeg have, at du forklare mig, hvorfor du ikke spiste noget af det mad der blev serveret i dag ”, siger han. Katrine kigger på ham. I et øjeblik føler hun, at det hele er fuldstændig ligegyldigt. Alt hvad der er sket de sidste par år, er fuldstændig ligegyldigt. For første gang tror hun på at hun kan komme videre. ”For et år siden blev jeg indlagt med anoreksi. Jeg var på hospitalet i to måneder, før jeg blev sendt hjem. Det gjorde mine forældre vandvittig bekymret. Ikke at jeg bebrejder dem det. Men de blev ved med at kigge på mig på den her speciale måde og gav mig de her blikke. Til sidst kunne jeg bare ikke mere. Der gik faktisk kun knap en uge før jeg ikke kunne tage det mere. Jeg tog en kniv fra køkkenet, og begyndte at øh at, at cutte”, siger hun, og trækker ned i sokken, så man kan se de fine små ar. ”Jeg fik så meget skyldfølelse, at jeg ikke ville holde mad i mig. Jeg begyndte derfor at kaste op”, slutter hun. Der er så meget mere til historien, men hun orkere ikke at snakke om det. Loui kigger på hende, og hun kigger tilbage på ham. Hun er ikke flov over hvad hun har gjort. Desuden kan hun ikke gøre det om. ”Hvad så nu?” Spørger Loui, og holder øjenkontakt. ”Lige nu er jeg sulten”, siger hun, og smiler lettet.

”Hvad er din historie?” Spørger hun, og han kigger undrende på hende. Forvirret over hvad hun snakker om. ”Min historie?” Spørger han tilbage. Hun nikker. ”Ja. Hvorfor stjæler du?” Spørger hun. Velvidende at det lyder dumt. Loui rejser sig for at lave noget mad til hende, og hun følger ham med øjnene. ”Min far har haft nogle problemer med alkohol. Det startede for langtid siden, men det slog først virkelig til, da min mor var ham utro. De blev skilt, og det tog hårdt på ham. Da jeg var yngre, var mig og far rimelig tætte, men det ændrede sig. Da han begyndte at drikke blev han mere fjern, og da mor så forlod ham, så mistede jeg ham helt. Nu kan jeg ikke lide min far og mor”, siger han, og sætter en gryde med pasta over. Han sætter sig overfor Katrine igen. Ingen af dem siger noget.

Henne i stuen sidder Malou og Victoria og lytter. Malou rømmer sig, og Katrine og Loui kigger hen på dem. ”Min far stak af med en anden dame og alle vores penge, da jeg var 3. I langtid havde min mor det rigtig svært. Dels på grund af far, men også fordi at vi nu var flade. Min Mor arbejdede meget hårdt, og det gør hun sådan set stadigt. Hun VIL have at mig og min bror fik den bedste karakter muligt, så vi kunne passe på os selv. Men da hun indså, at jeg ikke kunne få lige så gode karakter som min bror, besluttede hun sig for at jeg ikke var lige så vigtig. Det gav min bror en masse selvtillid, og det forvandlede ham til et selvisk svin. Det så min mor bare ikke, og det brugte han til hans fordel. Han har lavet mit liv til lort lige siden”, siger Malou. Hun rejser sig, og går hen og sidder sig ved bordet med de andre. Loui rejser sig for at hente pastaen til Katrine, og Victoria lister sig hen til dem, så de alle sidder ved bordet. Loui stiller en tallerken foran Katrine, og hun begynder at spise.

Victoria trommer på bordet, og nyder at hendes mor ikke sender hende et dømmende blik. Faktisk, så nyder hun alt ved at være her. Endelig er hun fri for hendes forældres skænderier, hendes mors stille gråd og hendes fars sene ankomster. ”Min lille bror døde da jeg var lille”, siger hun. Hun snakke sjældent om det. Faktisk kan hun ikke husk, hvornår sidste gang var. ”Det knuste min mor, hun var helt væk, i lang tid. Da hun så endelig kom til sig selv, ville hun ikke mindes om det. Hun lukkede døren ind til hans værelse, og snakkede ikke om det. Alle skulle tro at vi havde de fint. Hun vil skabe den perfekte familie. Sådan skulle det i hvert fald se ud til udefra. Det var bare ikke sådan. Far kommer sent hjem hver aften. Han drukner sin sår i arbejde. Mor og far skændes. De tror at jeg ikke høre det, men det gør jeg, og når mor tror alle sover, lister hun ind i stuen og græder. Det ved jeg, for jeg kan høre hendes snøft oppe på mit værelse. Jeg tør ikke gøre noget forkert, og jeg har ikke lov at græde”, siger hun, og alle er stille.

Stileden bliver afbrudt af væguret, som giver en høj ping lyd fra sig da klokken slår tolv. Juleaften er nu slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...