Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1490Visninger
AA

1. Prolog

 

Underlaget foran mine ski skinnede og funklede som mikroskopiske diamanter i lyset fra den skarpe sol på den blå vinterhimmel. Den kolde modvind bed i mine kinder og rev i mit tøj på en tilfredsstillende måde, der kun bidrog til adrenalinsuset. Røde og hvide blodlegemer brusede omkring i mine årer og leverede livgivende atomiske sammensætninger til mine muskler og organer. En stigende, livsbekræftende rytme bredte sig til enhver legemsdel fra mit bryst, og et triumferende, næsten forskruet, smil klæbede til mine læber, lige indtil det punkt, hvor den sprudlende fornemmelse i mit indre var nødt til at finde en vej ud. Denne blev gennem mine lunger, mit stemmebånd og min hals til en lyd, der rungede mellem bjergtinderne, der strakte sig op mod det uendelige univers uden for Jordens atmosfære.

Velværet fik min krop til at dirre så meget, at jeg kunne have svoret, at det var selve grundfjeldet under snedækket, der vibrerede. Rystelserne forplantede sig fra materialet under mine fødder gennem mine lægge til mine knæ, gennem mine lår og op til bækkenet, alt imens det rene, hvide underlag blev stribet af min fremfærd. Længere fremme kunne jeg se Tobias og Christian som små prikker i henholdsvis sort og rød, den ene lidt større end den anden.

Sneen blændede næsten i det skarpe lys, og den blå himmel over bjergtinderne var lige til at blive helt stakåndet af at se på. Jeg var så optaget af alt dette, at jeg forsinket bemærkede, hvordan rystelserne intensiverede bemærkelsesværdigt og en høj lyd mindende om torden rumlede mellem klippevæggene omkring mig.

Normalt var det ikke godt for min stabilitet at se mig tilbage over skulderen, når jeg ville holde kursen på ski, men nu var det nødvendigt for mig, så jeg drejede nakken og spærrede øjnene op. Hvor jeg før havde været i stand til at se blå himmel og bjergtinder så jeg nu en kæmpemæssig væg, der næsten lignede en hvid flodbølge, komme direkte imod mig.

Jeg bøjede knæene mere og lænede mig længere fremover for at øge min fart, men naturens mægtige kræfter halede ind på mig så hurtigt, at jeg ikke engang nåede at råbe helt, idet jeg mærkede sneen under mine ski blive ujævn og æde fodfæstet væk under mig. Jeg tumlede og fik sne ind i mit tykke vintertøj, mine briller blev revet af ansigtet på mig, og da min ankel brækkede, var det svært for mig at bedømme i hvilken vinkel, det var i forhold til min krop. Og så pludselig var der et øjeblik, hvor min krop gjorde et unaturligt, smertefuldt vrid, hvorefter lidelsen fuldstændig holdt op.

Mine øjenlåg glippede, og jeg fik et glimt af blå himmel med en sol, der syntes at blinke til mig, inden jeg sank ned i et ukendt mørke.

Det var et tomt, indholdsløst mørke, hvor jeg intet kunne høre, se, lugte eller føle. Det var ingenting. Men det havde en sådan tyngde, at det føltes, som om mørket var inden i mig frem for omkring mig. Det var alting. Alting og ingenting på samme tid. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...