Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1496Visninger
AA

11. Kapitel 9

 

Med stor sandsynlighed for at lyde arrogant vil jeg nu dele en mørk del af min fortid med jer: jeg havde altid undret mig over, hvad mere introverte mennesker kunne have imod popularitet for andre, når det ikke vedkom dem. Jeg havde aldrig i min skoletid haft svært ved at falde i snak med mennesker, blive inviteret til fester og arrangementer og være vellidt.

Denne første skoledag skulle lære mig, hvad ydmyghed virkelig var. Hvad det ville siget at værdsætte enhver samtale, der blev ført med mig på andres initiativ, for det skete ikke ofte. Christian, Tobias, Mads, Anja, Mathilde og de andre fra festudvalget undgik at så meget som se på mig, selv om jeg havde været en fast del af deres sociale cirkel siden før gymnasiet. Til min egen overraskelse – og senere skam – opdagede jeg først på dette tidspunkt, at de, som gik op i skolen, også havde personligheder, problemer og ambitioner.

Mathias og jeg tilbragte størstedelen af tiden sammen, talende om ting jeg aldrig havde vendt med Christian. For eksempel informerede han mig om, at hans kæreste ikke følte sig klar til at tage forholdet et skridt videre – at have sex -, så han ventede pænt og tålmodigt på dagen. Her kunne jeg levende forestille mig Christian tale om, hvor fantastisk et knald Ofelia fra vores sproglige parallelklasse var.

Timerne, til min store skuffelse, var ikke nær så sjove, som jeg huskede dem, ud over når lærerne kom med upassende kommentarer. Som eksempelvis i matematiktimen med den nye lærer Søren, som absolut ikke var pædagogisk anlagt.

”Vent, Søren, det gik lige lidt for hurtigt,” erklærede Mie fortabt, da rumfanget af et omdrejningslegeme skulle gennemgås.

Søren, sikkert fornemmende stigende frustration fra størstedelen af sine tilskuere, smilede skælmsk og brummede: ”Det sagde hun også i går.” Forarget, larmende tavshed mødte ham.

Efter et lille stykke tid bredte der sig spredt, lavmælt latter. Jeg kunne ikke undgå at bemærke, hvordan Mies kinder blev en mørk tone af lyserød, mens hun pressede sig så langt ned i sædet, at hun nærmest gled på gulvet.

Da latteren blev mere udtalt, selv om Søren genoptog sin undervisning, vendte den unge, urutinerede lærer sig rundt og sagde irriteret: ”Jeg kan altså godt høre jer.”

Kommentaren gjorde det til en decideret anstrengelse ikke at komme til at slippe brølene af morskab ud for fulde hammer.

Matematik havde fladtrykt vores hjerner i hundrede minutter, da vi klokken halv fire fik fri fra skole. Hvem lagde egentlig det sidste modul ind på en fredag eftermiddag af alle dage? Og så lige matematik? Jeg havde ikke svært ved at forstå, hvad der foregik på tavlen, men jeg brød mig omtrent lige så meget om matematik som brugte hygiejnebind.

Min mor hentede mig, så jeg tog en hurtig afsked med Mie, Mathias og et par andre fra klassen over os, fik bakset mig selv ind på passagersædet og lod min mor pakke kørestolen om bagi. Det var ikke noget, jeg var stolt af, så jeg blev ikke hængende ud af døren for at få de sidste ordvekslinger med. I stedet trillede jeg tommelfingre og ventede på, at min flugt kunne blive ført ud i livet.

Vi var ikke meget mere end lige nået til krydset mellem Østre Stationsvej og Jernbanegade, da min mor åbnede for Pandoras æske:

”Hvordan gik det?”

”Fint,” svarede jeg og lagde nakken tilbage for at trække vejret så dybt, som jeg havde haft lyst til at gøre det hele dagen. Mine lunger drog et lettelsens suk, da den forøgede mængde af ilt nåede derned. Hovedpinen, der var begyndt allerede om morgenen, dunkede i baghovedet nu, og der var intet, jeg kunne gøre for at lindre den.

”Hvem var det, du stod sammen med?”

”Mathias og Mie fra min klasse,” gryntede jeg med lukkede øjne.

”Hvor var Christian og Tobias?”

”De træner om fredagen,” blev mit automatiske svar.

Hvorfor jeg undveg emnet, vidste jeg ikke, men jeg havde ikke lyst til at indrømme overfor min mor, hvor forfærdelig jeg syntes, at dagen havde været. Det var for pinligt og dermed for deprimerende.

”Er du træt?” spurgte hun med en snert af bekymring i stemmen.

I det øjeblik havde jeg lyst til at råbe af hende. Fortælle hende, hvordan min dag i virkeligheden havde været. Meddele hende, at jeg ikke havde sovet siden hospitalet, og at jeg som et resultat deraf var dødtræt. Jeg følte mig som en zombie – ude af kontakt med mine følelser, i en endeløs tilstand af vågenhed.

Jeg kunne ikke fortælle mine forældre, at det var hver nat, det stod på. Uanset hvor gerne jeg end ville, så kunne jeg ikke få mig selv til det. De ville blive desperate på mine vegne og så ikke vide, hvad de skulle stille op. Det var bedre, hvis jeg bare håndterede det selv.

Pludselig forstod jeg godt fyren i Fight Club. Hvad var nu hans navn? Havde han overhovedet et? Nå, det er vel ikke så vigtigt. Pointen er, at jeg i den stund forstod hans endeløse vrede og ligegyldighed. Det er den effekt, søvnløshed har på folk. Ergo, jeg var vred og ligegyldig på samme tid – havde lyst til at slå min mor og samtidig ignorere hende totalt.

I sidste ende kunne jeg ikke gøre nogen af delene, så jeg svarede med enstavelsesord eller korte, gutturale grynt på de mange spørgsmål. Heldigvis er min mor ikke den slags kvinde, der tager alting personligt, og efter at have opdraget Lærke og været igennem hendes teenageperiode, var hun nok ret godt klædt på til slutningen på min.

Derhjemme lavede jeg mine lektier til den følgende dag, begyndte på den matematikaflevering, de andre allerede havde haft en uge til, spiste aftensmad og røg derefter på hovedet i seng.

Jeg var så træt, at jeg frygtede for, at hvis jeg lagde mig til at sove nu, ville jeg aldrig vågne igen. Kanylen generede mine næsebor, men jeg kunne trække vejret meget bedre, end jeg havde kunnet hele dagen. Der var bare ét lille problem med det: den øgede ilttilførsel vækkede mig, og dette varslede om endnu en uudholdelig nat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...