Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1495Visninger
AA

10. Kapitel 8

 

Odense Katedralskole stod og bevidnede tidernes skift på en kølig morgen i april måned. Vinden fik det til at rasle i trækronerne i Kongens Have på den anden side af vejen, og bylivets brust kunne tydeligt høres midt i morgentrafikken. En lille klump frivillige fra SFU stod og delte løbesedler ud foran den buegang, der ledte ind i den asfalterede skolegård på den anden side af den røde halvmur. Lige fremme lå den ældste bygning, massiv, institutionel, i røde mursten og gamle sprossevinduer vendt ud mod Jernbanegade. Mod syd kom de to tilbygninger til. Den første skulle se ud til at være opført i samme røde mursten som den originale, mere end tre hundrede år gamle bygning. I stærk kontrast til stilen stod dog de store vinduer ud mod gaden, der blev ført videre over i den seneste tilføjelse til skolens areal. Akkurat overfor den klassiske gavl på Odense Teater stod nemlig en moderne bygning i metalplader på fire etager, med glaspartier løst og asymmetrisk fordelt ud over facaden.

Der var her, jeg havde været i gang med min gymnasiale uddannelse, inden jeg havnede i en lavine. Det var første gang siden ulykken, at jeg kom uden for mit hjem, lige med undtagelse af besøg på hospitalet eller hos psykologen, som ikke mente, at jeg fejlede noget. Stedet her mindede mig om det liv, jeg havde levet. Om idrætstimer med orienteringsløb i centrum, om lektielæsning på de grønne plæner i parken på modsatte side af vejen. Om fester i kantinen oppe under loftet på den ældgamle bygning.

For første gang skulle jeg stå på egne ben – ironisk metafor, i øvrigt – uden for mit hjems trygge vægge. Det var med blandede følelser, at jeg lod min mor lægge den rampe ud, der skulle lede mig op ad trinnene til dørene. At komme op fik mig til at stønne af anstrengelse, men i det mindste kunne jeg trække vejret nogenlunde normalt uden kanylen i mine næsebor.

Vel indenfor rullede jeg hen ad en af de gamle gange mod hovedtrappen, hvor jeg havde aftalt at mødes med en af kontordamerne, som byttede min hundredekroneseddel ud med en nøgle til skolens eneste elevator. Derefter kastede jeg et blik på mit armbåndsur, fik at vide, at klokken var lidt i otte, og vendte tilbage mod den modsatte ende af gangen, hvor jeg kunne finde mit transportmiddel til anden etage.

Endnu var der ikke mange elever inden døre, så de få stemmer, der kunne høres på gangene, blev automatisk dæmpet en anelse. Derudover var den eneste anden kilde til støj trafikken udenfor, og denne blev neddysset effektivt af den gamle bygnings tykke murværk.

Det er sådan i min gymnasieklasse, at vi altid har været ret inddelt i grupper, der kun omgikkes hinanden på de tidspunkter, hvor skolen tvang os til det. Og måske af og til ved festlige anledninger. Derfor var jeg lidt nervøs for, hvordan det sædvanlige ”morgenhold” i klassen ville reagere, når jeg meldte min ankomst.

Først tog jeg et øjeblik på gangen til at samle mig, sagde farvel til min mor og rettede så min opmærksomhed mod det dørtrin, der skulle blive min største udfordring hidtil. Forsigtigt tippede jeg kørestolens vægt en anelse bagover, så forenden løftede sig og jeg kunne skubbe hjulene hen over forhindringen. Dernæst gav jeg et ekstra hårdt skub i de store hjul og dumpede ind i det trange, gammeldags klasselokale, som vores historielærer evigt og altid beklagede sig over.

Emma, Nicoline, Mette og Mathias kom brat ind i mit synsfelt, men tilsyneladende havde de ikke lagt mærke til noget. De fire var fordybet i en diskussion om, hvor elendige tiderne for regionaltogene var i forhold til deres skemaer. Nicoline og Mathias, som stod med ryggen til mig, vendte ikke engang hovederne for at se, hvad der var gået for sig, til trods for at jeg følte, at jeg havde larmet ret betydeligt.

”Godmorgen,” sagde Mette i et toneleje, der var lavere end det, hun havde brugt til at tilsvine DSB.

”Godmorgen,” svarede jeg med et skuldertræk, overvejende hvordan jeg lettest undgik at komme i vejen for nogen, når jeg var på plads.

Ved lyden af min stemme drejede Nicoline nakken så hurtigt, at hendes blonde hestehale smækkede Mathias lige i ansigtet. ”Lasse?”

”I egen høje person,” mumlede jeg sarkastisk.

”Er du tilbage fra nu af?” ville Mathias vide.

”Prøvedag,” forklarede jeg kortfattet, overrasket over hvor snakkesalige de var, når jeg gav mig tid til at lytte. ”Vi må se, hvordan det går.”

”Det er længe siden,” kommenterede Nicoline. ”Hvordan har det været at være derhjemme?”

”Røvkedeligt.” Jeg besluttede mig for, de bagerste to borde midt i hesteskoen ville være den rette plads, hvorefter jeg begav mig i den retning. ”Der er ikke en skid at lave, og det er svært at fokusere på lektierne, når der ikke er nogen, der kan risikere at stille dig spørgsmål til det hele.”

Min stemme blev gradvist en smule mere overfladisk, eftersom mine lunger skulle følge med både produktionen af ord og lyde og mine armbevægelser.

”Kan jeg forestille mig,” bekendtgjorde Nicoline, som meget hensynsfuldt fjernede den stol, der stod, hvor jeg havde tænkt mig at sidde.

”Du går ellers ikke glip af det helt store her,” fortalte Mathias mig. ”Margrethe giver stadig for mange lektier, Jan-Paul taler kun tysk og Danmarkshistorisk oversigt er en dræber.”

Jeg smilede for mig selv. ”Er I vendt tilbage til den?” spurgte jeg, hentydende til bogen, selv om jeg udmærket var klar over, hvad de var i gang med i timerne.

”Desværre er du netop dumpet ned i et større overblik over dansk politiks udvikling fra begyndelsen af det tyvende århundrede og frem til nu,” opdaterede han.

”Og her havde jeg ellers håbet på, at vi skulle til at tale om noget sejt som verdenskrige eller Israel-Palæstina.” Faktisk vidste jeg godt, at de var i gang med dansk politik. Og jeg vidste også, hvilke sider Morten ville rive os igennem i løbet af dagens første modul.

”Verdenskrige er da røvsyge,” erklærede Emma, klassens ultimative stræber som klarede sig godt i alle fag uden undtagelse.

”Men lidt mere interessante end 60’erne,” pointerede jeg, hentydende til dagens lektier.

”Alt er bedre end det lort,” tilkendegav hun i et tonefald, der fik hende til at lyde mere ligeglad, end hun egentlig var. Ikke desto mindre var jeg tilbøjelig til at give hende ret.

Et lille øjeblik senere kom Christian slæbende ind i klassen på sin sædvanlige jeg-er-lige-væltet-ud-af-sengen-facon. De slidte, grå Converse blev trukket meget omhyggeligt hen over de gamle gulvbrædder, der nægtede at lade sig slide ned, selv efter århundreders tro service. Lyden gav mig begyndelsen på en hovedpine, men jeg sagde ikke noget for at få det til at stoppe. Ej heller gjorde nogen af de andre, idet han fandt en plads langs vinduesrækken.

Først da han havde kylet skoletasken – med bærbar computer og hele molevitten – på gulvet og tippet stolen tilbage mod radiatoren, så han op, hev høretelefonerne ud af ørerne og stirrede blankt på mig. ”Lasse?” spurgte han, som om jeg var den eneste tilstedeværende i lokalet.

”Hej,” svarede jeg og forsøgte at holde irritationen ude af min stemme. Jeg havde ikke glemt hans og Tobias’ besøg på hospitalet.

”Jeg vidste ikke, at du ville komme tilbage,” sagde han.

”Jeg er her også udelukkende for at gøre livet endnu mere surt for dig.” Mit toneleje var halvt spøgende, men jeg kunne se på hans sammenknebne øjne, at han fangede budskabet.

Efterskælvet af mine ord forplantede sig til en mærkelig form for tysthed, hvori Mette, Emma og Nicoline gav sig til at hviske sammen. Jeg blev lettere distraheret af de hvislende tunger, men Christian syntes ikke engang at skænke dem en tanke. Han sad bare tilbagelænet og øjnede mig, som var jeg et stykke kød, der var ved at gå i forrådnelse.

”Det er godt, at du har det bedre,” meddelte han mig bare med lettere dirrende stemme, inden han rejste sig op og flygtede ud ad døren. Hans fodtrin kunne høres på lang afstand, stadig slæbende og stadig irriterende.

Jeg gned mine tindinger med knoerne i håbet om at massere min hovedpine væk.

”Godmorgen til dig også,” snerrede Mathias for sig selv, men alle tilstedeværende opfattede det tilsyneladende, for Mette kommenterede et øjeblik efter:

”Beundr mig, undersåtter, mens jeg ignorerer jer og stråler i min pragt og vælde.”

De lo alle sammen, og jeg deltog begejstret. Alligevel var jeg en smule forvirret. Som jeg havde opfattet det, var Christian den type, alle kunne lide og ønskede at hænge ud med. Ingen havde nogensinde åbenlyst ytret sig kritisk eller direkte irriteret over hans opførsel – jeg mindst af alle.

Bag hans ryg havde piben dog tilsyneladende en helt anden lyd, som jeg ikke var overbevist om, at jeg ikke brød mig om.

”Er der nogen særlig grund til, at han ikke hilser på jer?” ville jeg vide.

Nicoline fnøs. ”Ikke for noget, Lasse, men det ville nok give mere mening, hvis vi spurgte dig om det.”

Dén sved. Mest af alt fordi hun havde ret. Og nu hvor jeg blev konfronteret med det, kunne jeg ikke finde nogen som helst god grund til, at jeg aldrig havde ført en fuld samtale med de tre tilstedeværende piger, når det ikke handlede om noget fagligt. Mathias var mere en slags hybrid, der bevægede sig mellem grupperne, så ham havde jeg talt med, og det havde Christian også. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...