Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1497Visninger
AA

9. Kapitel 7

 

Kasper blev på mit værelse resten af natten og holdt sig beskæftiget med at tale om ligegyldige ting, der intet havde at gøre med nogen af os. Men det var rart at have selskab på en af de lange nætter. Selskab der til en vis grad forstod, hvad jeg gennemgik. Af og til blev der stille, og så faldt vi begge hen i egne tanker. Til slut kom han sig dog altid hurtigst over tankestregerne og begyndte at ævle igen.

Ved syvtiden bevægede min øvrige hjemmeboende familie sig nedenunder for at spise morgenmad – noget jeg havde vænnet mig til at dele med dem, nu hvor jeg ikke behøvede at brokke mig over at stå tidligt op. Ingen af dem vidste med sandsynlighed, at der befandt sig en fremmed i huset, men det skulle de snart få at se. Kasper inviterede nemlig sig selv til morgenmad.

Jeg åbnede døren og trillede ud først, hvorefter han skubbede sig frem, fattede sine krykker og kom op at stå. Samlet omkring vores spisebord med fem stole sad mine forældre og liv, hver især bøjet over en tallerken. Derudover var der dækket op til mig. Mellem tallerkenerne stod en kurv med toastbrød, og spredt ud over bordpladen var der forskellige slags pålæg.

”Godmorgen,” brummede jeg, og jeg modtog en simultan knurren af manglende entusiasme fra alle tre. Det samme som hver morgen.

Dog gled deres opmærksomhed hurtigt fra trætheden, da Kasper tog det første ”skridt” ind i køkkenet, lænende sig mod sin krykker. Han så træt ud, med mørke skygger under øjnene og uregerligt hår. Min mor pressede læberne sammen, min far hævede et øjenbryn, og Liv tabte kæben ved synet.

”Godmorgen,” sagde Kasper, inden det kunne nå at blive et anstrengt første møde med min familie. Han lød friskere end han så ud. ”Undskyld hvis jeg trænger mig på.”

De venlige, høflige ord blev mødt med stiltiende skepsis af de tre omkring bordet. Mine indvolde vendte sig flere gange i mit indre, og jeg mistede enhver antydning af appetit.

Egentlig tog de det meget pænt, mine forældre. Og også Liv, selv om hun så mere begejstret end chokeret ud. Der er nok ikke mange, der vågner op på en hverdagsmorgen og opdager, at en fremmed har tilbragt natten – vågen – på deres domæne. Da slet ikke en ung mand med ét ben, iført nattøj.

”Øh,” sagde min mor endelig og rejste sig, ”godmorgen. Jeg vidste ikke, at vi havde gæster.”

Uden videre rakte hun hånden frem mod Kasper, som diskret havde bevæget sig hen ved siden af mig. Fordi de begge var en del højere end mig nu, blev jeg nødt til at lægge nakken tilbage for at se, hvad der foregik.

Til min egen overraskelse fangede jeg et glimt af Kaspers ansigt, jeg sjældent ville glemme. Et af forlegenhed, måske endda direkte skam.

”Jeg ville gerne give hånd, men jeg …” Han færdiggjorde ikke sin sætning, men løftede derimod blot den højre krykke minimalt.

I det øjeblik følte jeg mig som Liv, da hun opdagede ham i døråbningen. Kasper – som jeg overhovedet ikke kendte – slog mig ikke som typen, der nogensinde blev utilpas ved sin tilstand. Han virkede så afslappet og rolig, at det var svært at forestille sig andet. Tydeligvis havde jeg taget fejl af ham.

”Selvfølgelig, selvfølgelig,” kvidrede min mor, som pludselig satte sig selv i gang med febrilsk at finde tallerken, kniv og glas frem. Selv på afstand kunne jeg se, hvordan rødmen bredte sig på hendes hals og kinder. ”Sæt dig bare på den overskydende stol.”

For ikke at gøre alting værre, end det allerede var, fandt Kasper og jeg på plads. Han overtog Lærkes stol, og jeg trillede ind ved siden af min far, over for Liv, hvis øjne var klistret til vores besøgende. Alligevel var det svært at regne ud, hvad hun tænkte.

Kasper lod dog ikke vente på sig ret længe, før han genfandt sin normale, snakkesalige sindsstemning. Denne gang var det ham, der rakte hånden ud, først mod min far. ”Nu kan jeg gøre det,” erklærede han. ”Mit navn er Kasper.”

Min far strakte hånden frem. ”Lars,” præsenterede han sig. ”Det var dig, der var inde for at tale med Lasse den dag, han blev udskrevet, ikke?”

”Jo,” smilede Kasper, inden han lod hånden gå videre til Liv, som han sad ved siden af.

”Liv.”

Aldrig i mit liv havde jeg set min lillesøster blive så rød, at hun lignede en tomat under de brune lokker. Ikke før dengang, i hvert fald. Stik imod hvad jeg havde forventet, lod Kasper dog ikke til at bide særligt mærke i det. I stedet smilede han blot et lidt distanceret, mildt smil.

”Hvis krykkerne fylder lidt, skal du endelig bare flytte dem,” sagde han ydmygt.

”N-Nej,” stammede Liv, hvis blå øjne blev slået ned i brødskiven med pålægschokolade. ”Det gør ingenting.”

Et øjeblik senere tog min mor plads ved siden af Liv og introducerede sig selv som Lotte til Kasper, som med et bredt grin sagde:

”Liv, Lotte, Lars, Lasse … Jeg fornemmer et mønster her.”

Fra den kommentar blev Kasper fuldt ud accepteret af det af min familie, der var tilstede. Min mor lo, min far lo, og Liv skammede sig og var ved at fortære sin morgenmad med øjnene frem for munden. Måltidet igennem forklarede Kasper, hvordan han var endt i vores køkken (han havde åbenbart bedt sin kæreste om at køre sig, da jeg ringede), delte sine meninger om forskellige hverdagsting med os andre og formåede at vende ideen om at gå i skole med min mor. Han forklarede, at det havde hjulpet ham, dengang han først var kommet til skade.

Af respekt for hans forlegenhed var der ingen, der spurgte, hvad der var sket ham, selv om vi alle fire utvivlsomt var ved at sprænges af nysgerrighed.

Efter morgenmaden ringede han sin dame op og tog hjem med en indvending om at have noget vigtigt at tage sig til i en meget nært forestående fremtid.

Idet jeg vendte tilbage til køkkenet, var Liv blevet færdig med at sætte alting i opvaskemaskinen, og hun var forbløffende tæt på at være sen på den. Alligevel rettede hun sig op, da vores blikke mødtes, og spurgte lavmælt:

”Er du gay?”

Forbløffelsen var lige ved at kvæle mig, inden latteren tog over og gjorde et næsten lige så stort forsøg. ”Selvfølgelig er jeg ikke det,” fik jeg fremgispet, da vejrtrækningen blev besværlig.

”Hvad var så det der?”

”Hvad var hvad?” Jeg hævede begge øjenbryn.

”Han sov på dit værelse.”

”Faktisk sov vi ikke,” protesterede jeg, men opgav så at diskutere med hende. ”Vi er bare venner.”

 

I tiden der fulgte, var min femtenårige plageånd til en søster ikke den eneste, der udviste interesse for min seksuelle orientering. Mere end én gang stillede min mor ledende spørgsmål, der med garanti var konstrueret til at lokke mig i en fælde. Mine bedsteforældre lagde vejen forbi, lyttede til min forklaring om søvnløshed og spurgte – ud af det blå og temmelig direkte – om jeg var på det lyserøde hold.

Sådan forløb dagene stille og roligt, indtil min mor begyndte at forberede mig på, at nu var det nok tid til at overveje det med at genoptage gymnasiet. Måske var det et forsøg på at rette op på den orienteringsfejl, de mente, at jeg led af. Jeg ved det ærligt talt ikke, for jeg har aldrig spurgt. Men i hvert fald blev det arrangeret sådan, at jeg kunne have en prøvedag den følgende fredag og se, hvordan det var.

Mit håb var, at kombinationen af fysisk udmattelse efter at have bevæget mig rundt på gangene en hel dag og mental træthed ville være nok til at få mig til at sove. Derfor så jeg frem til den første skoledag, jeg havde haft i et par måneder.

Først aftenen før begyndte rædslen at indfinde sig. Mine klassekammerater havde mere eller mindre droppet alt, hvad der hed kontakt, efter at have sendt mig en stor buket blomster. Selvfølgelig havde jeg heller ikke selv opsøgt dem, men alligevel …

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...