Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1481Visninger
AA

8. Kapitel 6

 

Der var intet spor af irritation i Kaspers stemme, da han med et smil bød mig en god morgen klokken kvart over tre om natten. Heller ikke selv om jeg øjensynligt havde hevet ham ud af sengen: han var iført et par mørke træningsbukser samt en løs grå T-shirt, og hans hår var i uorden. Det tog ham et øjeblik at få sin sko af, siddende på bordpladen over vores vaskemaskine og tørretumbler. Så fattede han sine krykker og fulgte mig ind på mit værelse.

Jeg lukkede døren efter ham.

Han satte sig på min seng og gned sit knæ, skærende en grimasse. ”Hvad så?”

Overvejende hvorfor jeg egentlig havde ringet til ham, lænede jeg mig tilbage mod rygstøtten. ”Du kunne have ventet til i morgen tidlig,” påpegede jeg.

”Det kunne jeg godt, ja,” medgav han. ”Men det gjorde jeg altså ikke.” Stemmen indeholdt det smil, hans læber fremviste, men det udeblev fra hans øjne.

”Hvordan har du det?”

”Vil du have godsamvittighedssvaret eller sandheden?”

Smilet trak i mine mundvige. ”Sandheden.”

Et grin kæmpede sig vej hen over hans ansigtstræk og lyste hans mørke øjne op. ”Lige nu er de to svar det samme,” erklærede han og skubbede sig længere ind i sengen, så han kunne læne sig mod væggen. ”Jeg har det glimrende. I talende øjeblik er jeg ganske vist lidt træt, men ellers kan jeg ikke klage.”

Mine øjne blev automatisk en smule smallere ved hans forklaring.

”Jeg har tænkt på noget,” erklærede han i den rungende stilhed. ”Har du nogensinde haft fantomsmerter?”

Nogensinde forekom mig en underlig del af spørgsmålet, eftersom jeg ikke have levet i den tilstand ret længe. Et eller andet i hans blik fik mig dog til at lade være med at kommentere på det. I stedet rettede jeg mig lidt op.

”Nej,” indrømmede jeg blankt. ”Har du?”

Der opstod en pause, og alene af den kunne jeg udlede, at svaret var ja. En bølge af medlidenhed skyllede ind over mig, og jeg slog den ned med det samme. Han havde ikke slæbt sig selv ud af sengen klokken lort for at sidde og få medynk fra en, der havde forsøgt at begå selvmord.

”Ja,” tilstod han. ”Mest om natten. Jeg sover ikke så godt.”

”Så er vi to,” mumlede jeg bittert.

Han udstødte et ironisk grynt. ”Jeg sover i gennemsnit tre timer hver nat, tror jeg. Måske er det et lidt generøst bud.”

”Så er du heldigere end mig. Jeg har slet ikke sovet i flere uger.”

”Jeg sagde det jo, Lasse.” Han sænkede stemmen, som om han havde tænkt sig at dele vigtige, fortrolige oplysninger med mig. ”Teknisk set er du død. Eksperter vil understrege, at det ikke er muligt at overleve, hvis man ikke sover.”

”Hvad er der med dig og videnskab?” ville jeg vide, distraheret fra vores oprindelige samtaleemne af hans endeløse referencer.

Hemmelighedsfuldhed strålede ud af hans mørke øjne, og skyggerne i mit halvt oplyste værelse fik ham til at se næsten skræmmende ud. Næsten. Stilhedens voldsomme tryk mellem væggene gjorde det bestemt ikke bedre.

”Videnskab fascinerer mig,” afslørede han kortfattet og i en sådan tone, at jeg forblev tavs i et par sekunder, ventende på en fortsættelse.

Den kom aldrig. I kølvandet på en ganske almindelig konstatering opstod der mere stilhed, og denne gang en akavet en af slagsen. Hvad sagde man lige til det? Var der så meget at sige, ud over at det sikkert gav god mening?

Jeg stirrede skamløst på den langlemmede, slanke person i min seng. I virkeligheden var han jo en komplet fremmed, som jeg havde ringet til i nattens mulm og mørke. Endnu havde jeg ikke et overblik over, hvad jeg havde foretaget opkaldet for, men det havde syntes det mest logiske i situationen. Nu hvor han var der, var jeg ikke engang sikker på, at det var det, jeg ønskede.

Uden varsel lænede han sig lidt frem fra væggen, lagde hovedet til siden og så op på hylden over sengen. I halvmørket skinnede metallet på mine pokaler, og jeg skammede mig næsten over at have dem stående. De nyttede jo ikke noget.

”Basketball?” gættede han med let sammenknebne øjenbryn.

Jeg nikkede. Emnet var stadig så ømfindtligt for mig, at jeg ikke brød mig om at tale om det. Kasper var imidlertid nådesløs.

”Du ved godt, at kørestolsbasket rent faktisk eksisterer, ikke?” Hans blik fangede mit, hårdt og beslutsomt.

”Jo,” hviskede jeg. ”Men det er ikke det samme.”

”Fair nok.” Igen blev der tyst. Så kneb han øjnene sammen, smilede og løftede en hånd som for at indikere mig. ”Hvad fordriver du tiden med?”

”Tv.” Mine skuldre hævede og sænkede sig automatisk. ”Ikke noget af betydning.”

”Skole?”

”Fjernundervisning.”

”Hvis jeg var dig, ville jeg overveje at begynde i rigtig skole,” sagde han helt neutralt, som om det var det mest naturlige at tænke.

”Findes der en forkert form for skole?” gav jeg igen.

Han smilede. ”Touche. Men du ved, hvad jeg mener.”

Hvor lidt jeg end ville indrømme det, så kunne jeg godt se hans pointe. Formålet med at være hjemme var at vænne mig til, at jeg ikke kunne komme omkring som før. Ikke at isolere mig selv, hvilket var det, jeg brugte det til.

Måske ville det være godt for min psyke, hvis jeg kunne tænke på noget andet end at være derhjemme og hade mit liv. Hvis jeg startede i skole, ville dette ske helt automatisk: eksamensperioden lå lige rundt om hjørnet, så hvis jeg skulle starte i samme klasse som før, var der en del at samle op på. Særligt for det tilfælde, at jeg nok skulle op i fuldt pensum.

Tanken var så nær uoverskuelig, at den frembragte et lidt småtosset smil på mine læber. Jeg kunne mærke det trække i mine øjenkroge og mundvige.

”Måske,” blev mit svar. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...