Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1499Visninger
AA

7. Kapitel 5

 

Til min rædsel blev mit nye værelse det selv samme rum som det, hvor jeg atten år tidligere var blevet undfanget. Som forventet var alle dørtrin taget af for min skyld, og møblerne var blevet omplaceret, så jeg let kunne komme omkring. Mit hjem lignede ikke sig selv, trods det faktum at ingen møbler var blevet skiftet ud.

Men det værste var værelset. I mit hoved stod der stadig en dobbeltseng på den anden side af den lyse trædør. En dobbeltseng, et tøjskab og en kommode. Det var sådan set det. Dobbeltsengen havde jeg sovet i mellem mine forældre da jeg var lille, bare for hyggens skyld. Så kom Liv til og pladsen blev for trang, så jeg var begyndt at bruge mit eget værelse ovenpå. Et værelse jeg sikkert aldrig ville komme til at se igen.

Nu var den store seng blevet erstattet af min seng, komplet med den ølplet, Christian engang havde lavet. Mit skrivebord var rykket ind foran vinduet, men stolen manglede, fordi jeg ikke med sandsynlighed ville få brug for den. En del af højden var savet af bordet, så jeg ikke sad forkert. Tøjskabet var det samme, men da jeg åbnede det – hvorfor vidste jeg umiddelbart ikke – var alting i øjenhøjde. Intet var kylet ind på de øverste hylder, hvor min mor aldrig kiggede. Alting lå pænt og nydeligt hvor jeg kunne se og nå det uden problemer.

Plakaterne, der havde været på mine vægge, var ikke fulgt med, men jeg var overbevist om, at det ikke skyldtes min mors manglende kærlighed til dem. Nok nærmere havde det noget at gøre med, at hun ikke ville minde mig om, at jeg aldrig ville spille basketball og forsøge at nå op på samme niveau som Michael Jordan igen. Dog havde hun afholdt sig fra at pille ved mine pokaler. De stod pænt på en hylde over min seng, hvor jeg med lidt held ville kunne nå dem, hvis jeg strakte mig.

For fodenden af min seng stod min bogreol. Skolebøger og frilæsning var løst strøet ud over den overdrevne plads på de brune hylder, der for det meste bare samlede støv. Jeg har aldrig været – og bliver nok aldrig – den store fysikentusiast, men min lånte udgave af Orbit C krævede pludselig min opmærksomhed, da jeg var færdig med at forklare min mor, at hun kunne beholde alle mine medlidenhedsblomster. Måske var Kasper årsagen til min nyfundne interesse i min ellers temmelig kedelige og tørre fysikbog.

Med besvær fik jeg bogen smidt over på sengen, som jeg derefter trak mig selv op i. Rullende med skuldrene så jeg ud ad mit nye vindue på vores indkørsel. Så slog jeg op på en tilfældig side i bogen og gav mig til at læse.

Hvad jeg havde regnet med at finde, kan jeg ikke sige. Formentlig en eller anden genial indsigt i, hvordan matematik og natur spiller sammen og skaber noget helt unikt. En erkendelse af at alting gik op i en højere enhed. Sådan var det bare ikke. Efter halvandet minuts intens stirren på en forklaring af tryks sammenhæng med temperatur gav jeg op. Hvordan kunne Kasper foregive at være en helt normal person og samtidig lave fuldstændigt tilfældige og uigennemtænkte referencer til noget så ekstremt dødssygt?

Frustrationen fik mig til at tænke og se skiftevis fra det sørgelige eksemplar af en skolebog til min vindueskarm. Hvad var det, han havde sagt? Noget om bevægelse og modstand. Måske var det mere interessant end det, jeg netop havde læst.

Fattende nyt mod greb jeg om bogen igen, placerede den omhyggeligt i mit skød og slog op på indholdsfortegnelsen. Papiret føltes lidt for glat og lidt for institutionelt under mine fingerspidser, men jeg gav det et forsøg. Oversigten gav mig et sidetal, som jeg bladrede frem til og slog øjnene ned på.

Der var en lang forklaring, jeg ikke kunne samle mig om, uanset hvor mange gange jeg læste den. Efter den fulgte formler, som jeg kunne se mig ud af uden at læse forklaringerne. Hvad jeg dog ikke kunne se var, hvordan dette på nogen måde kunne opsluge andre mennesker komplet og aldeles. Jo, det gav måske mening i den rette sammenhæng, men spændende kunne man ikke kalde det.

”Lasse?” Lærkes blonde hoved kom til syne i døråbningen, da jeg løftede blikket fra bogen.

”Ja?”

”Hvad laver du?” Inden jeg kunne nå at svare, havde hun fået øje på bogen i mit skød. ”Siden hvornår læser du frivilligt i dine skolebøger?”

Et suk slap ud mellem mine læber. ”Jeg ved ikke helt, hvad jeg laver,” tilstod jeg.

Min storesøster trådte helt ind og satte sig ved siden af mig på sengen. Hun lignede sig selv, på trods af at jeg ikke havde set hende siden jul, hvor hun havde slæbt Jay med hjem. Der var noget anderledes over at se hende hjemme, ligesom hun var forandret fra den irriterende, drillesyge pige, der var rejst halvandet år tidligere.

”Hvordan har du det?” ville hun vide.

”Okay,” svarede jeg kortfattet, lettere skuffet over at hun kunne finde på at spørge. ”Hvad med dig? Hvornår tager du tilbage?”

”Tja,” brummede hun og så ned i sine hænder. De var slankere, end jeg huskede dem. ”Mor, far og Liv får jo brug for så meget hjælp, som de kan få herhjemme, så måske …”

Da hun gik i stå, vidste jeg, hvad klokken havde slået. Og så snart jeg bøjede nakken en anelse for at se hendes nedadvendte ansigt, vidste jeg også, at det var et valg, hun følte sig tvunget til at træffe. Tårerne stod i hendes øjenkroge og glinsede i lyset.

”Du skal altså ikke blive hjemme for min skyld,” skyndte jeg mig at erklære. ”Jeg har dårlig nok samvittighed over at bebyrde mor, far og Liv.”

”Men der vil være ting at gøre i huset hele tiden. Og ting du får brug for hjælp til,” påpegede hun med en stemme, der lå lige på grænsen mellem skinger og ikkeeksisterende.

Jeg trak vejret tungt ind og ud. Selvfølgelig mente hun, at hun havde en del af ansvaret for familiens funktionsdygtighed. Lærke havde haft det svært med at tage af sted, selv om hun havde glædet sig meget. Mere end én gang havde hun spurgt mig, om jeg følte, at hun svigtede mig og Liv som storesøster. Hver eneste gang havde mit svar været at nej, selvfølgelig gjorde hun ikke det, og at hun skulle gribe chancen for at udleve sin drøm, nu hvor hun var kommet ind på sit ønskestudie.

Det ældste af mine forældres afkom var meget mere moden, ansvarsbevidst og samvittighedsfuld, end jeg nogensinde ville blive. Af hensyn til mine forældre kunne jeg godt have fortalt hende, at det ville blive en kæmpe hjælp med et par ekstra hænder. Men fordi jeg så det knuste udtryk i hendes ansigt, kunne jeg ikke bringe ordene over mine læber.

”Hør,” sagde jeg stilfærdigt og ville ønske, at jeg kunne sparke til døren så den faldt i. I stedet sænkede jeg stemmen og lagde min ene hånd på hendes skulder. ”Jeg kan mere, end I tror. At komme omkring, på toilettet og i bad er intet problem. Jeg kan kommunikere på samme måde som tidligere, og jeg har bestemt ikke behov for, at nogen tørrer mig i røven, når jeg har skidt. Jeg har adgang til mikroovnen og fryseren, og hvis det går helt galt, kan jeg også tale i telefon med pizzabuddet …”

Hun smilede ved min ironiske opremsning. ”Det er måske rigtigt, men –”

”Tror du, at det hjælper nogen, hvis du tager hjem nu og spilder de hundrede tusinder af kroner, mor og far har betalt for din uddannelse?” Mit spørgsmål var retorisk, og selv om min tone var hård og kontant, så fjernede den tårerne fra hendes øjne.

”Du har sgu altid været stædig,” deklarerede hun, ikke uden ømhed i stemmen.

”Jeg har haft et godt forbillede.” Det var første gang i ugevis, at jeg decideret grinede.

”Siden hvornår er du blevet så voksen, lillebror?” drillede hun, men der var noget alvorsfuldt på bunden af hendes varme tonefald.

Spørgsmålet kom bag på mig, for jeg følte mig ærligt talt ikke særlig voksen. Så igen, hun vidste selvfølgelig intet om mit lille forsøg på at reducere Jordens befolkning ubetydeligt. Og jeg havde heller ikke klaget til nogen over min manglende evne til at gå. Faktisk havde jeg holdt alting for mig selv.

Bedst som jeg skulle til at røbe mine hemmeligheder, smækkede døren op med et højt brag, og Liv trådte ind med røde kinder og blå øjne, der stirrede søgende på mig med en intensitet, jeg kun kendte fra vores ældre søster. En aura af nervøsitet og undertrykt spænding omgav det yngste af vores forældres tre børn. I mine øjne var Liv den eneste af os, der reelt set stadig var et barn, selv om jeg endnu ikke selv var myndig.

Hun stod lidt og stirrede, som om hun var bange for os. Så kastede hun sin lange, leverpostejsfarvede hestehale tilbage over skulderen. ”Jeg har fået en idé,” bekendtgjorde hun.

Selv på afstand kunne jeg ane duften af pebermynte fra det stykke tyggegummi, hun havde spændt mellem kæberne. Den blandede sig med den svage lugt af flytning, der omgav mine møbler, og Lærkes svage hint af parfume.

”Hvilken idé?” spurgte Lærke, som kom sig hurtigst over den bratte afbrydelse.

Liv vred sine hænder og flyttede blikket usikkert en enkelt gang. ”Har I lyst til at spille basket?”

For en stund blev stemningen så akavet, at det føltes, som om al ilt blev suget ud af mit værelse og stilheden bankede på samtlige vægge. Jeg stirrede på Liv med en følelse af at være blevet forrådt. Skuffelsen, ærgrelsen og nederlaget begyndte at gnave smertefuldt i min mave ved tanken om, at jeg ikke kunne deltage i spillet, uanset hvor gerne jeg end ville.

I de mange år, hvor jeg havde gået til basket, havde mine søstre udfordret mig utallige gange og tabt uanset hvordan holdopstillingen var. Til sidst var Liv holdt op, af den simple grund at hun var lige så meget konkurrencemenneske som mig. Lærke, gættede jeg på, fik bare andre ting at tænke på end sine to mindre søskende.

Nu hvor hun vidste, at jeg ikke kunne spille længere, valgte Liv at genoptage vores interne familiestrid. En smag magen til den af blod bredte sig bagerst i min mund, og min hjerterytme tog til. Usikkert skævede jeg til Lærke, mens jeg forsøgte at trække vejret normalt uden assistance fra den ilttank, der stod ved siden af min seng med kanylen hvilende ovenpå.

Min blonde søster stirrede bare med åben mund og let udspilede grå øjne. Umiddelbart lignede hun en, der var i chok, men noget andet udspillede sig ganske åbenlyst bag hendes øjne. Et sted dybt inde i hovedet. Og dette gjorde hende meget svær at læse i dette øjeblik.

Lige indtil hun skubbede sig op at stå så hurtigt, at gulvbrædderne knirkede under hende. ”Det synes jeg er en god idé,” sagde hun friskt og slog en arm omkring skuldrene på Liv. De lignede hinanden slående, deres forskellige hår- og øjenfarver taget i betragtning.

Foran mig så jeg det sorte hul uddybes igen og brede sig ud. Begge mine søstre? Selv Lærke som netop havde siddet og fortalt mig, at hun overvejede ikke at vende tilbage til USA for min skyld.

Synkende en klump af skuffelse rankede jeg ryggen. ”Jeg tror, at jeg springer over.”

Om det lykkedes mig at holde bitterheden ude af min stemme, var jeg ikke så sikker på, men i det mindste havde jeg givet det et forsøg.

”Men det er jo ikke sjovt uden dig, Lasse,” klagede Liv, tydeligvis lidt mere modig nu, hvor hun havde storesøsters opbakning.

”Jeg er ked af at ødelægge din illusion af normalitet,” snerrede jeg vredt, ”men hvis du ikke skulle have bemærket det, kan jeg ikke gå!” Ærgrelsen steg mig til hovedet og forplantede sig ud i mine fysiske reaktioner som et højere tonefald og vanddråber omkring øjenlågene.

”Jeg synes, at du skal tage imod udfordringen,” indvendte Lærke irettesættende, stadig med sin arm omkring Liv, bøjende nakken en anelse nedad for at se mit direkte ind i øjnene. Noget i mit inderste trak sig sammen, for jeg skulle ikke have råbt.

”Jeg –”

”Demokratiet sejrer,” afbrød Lærke mig, ”og stædigheden må bøje sig i støvet.” Selv Liv, som stadig så forskrækket ud over min reaktion, lo, og det smittede af på mig. Mine mundvige tag opad.

I sidste ende overgav jeg mig, lagde fysikbogen fra mig på sengen og skubbede mig frem til sengekanten. Ingen af pigerne tilbød at hjælpe, mens jeg satte mig ned i kørestolen og måtte holde en kort pause for at trække vejret normalt. Min lungekapacitet var blevet bedre, men ikke så god at jeg kunne bevæge mig for meget omkring egenhændigt.

”Hvor er din bold?” spurgte Lærke mig, scannende mine hylder og overflader med blikket. Uden resultat.

”Det ved jeg sgu da ikke,” svarede jeg med et skuldertræk. ”Er det ikke jer, der har flyttet mine ting, måske?”

”Point taken,” erklærede hun og forsvandt ud ad døren. Liv blev stående nær døren og så ubekvemt efter hende. Ikke lang tid efter kunne Lærke høres råbe op ad trappen til vores mor.

”Undskyld, Liv,” sagde jeg stille og kløede mig på armen.

Det smil, hun præsenterede mig med, var lige så skarpt og strålende som Solen. ”Jeg skulle have forberedt dig lidt på det først.” Nok var hun en lille pige i mine øjne, men i realiteten var hun jo femten år og snart færdig med folkeskolen. Intet rigtigt barn længere. Og det gik op for mig i det øjeblik.

Aldersforskellen mellem hende og jeg var mindre end mellem Lærke og mig. Alligevel havde det taget mig indtil nu at indse, at vi ikke lå ret langt fra hinanden modningsmæssigt. Kun fordi hun var min søster, og kun fordi hun lige havde tilgivet min uretfærdige opførsel, drejede jeg kørestolen lidt, så håndtagene bagpå kom til syne.

”Gider du at skubbe mig, indtil jeg får vejret?” bad jeg.

”Jeg synes ligesom, at du blev lidt krævende lige dér,” drillede hun og tog et par lange skridt rundt om mig. Da hun greb håndtagene og skubbede til, var jeg nær endt med næsen presset mod gulvbrædderne.

”Måske skulle jeg slå bremserne fra,” foreslog jeg og kløede mig i nakken.

”Nå, det synes du?” Hun lød sarkastisk, men latteren lå lige under den bidske tone.

Himlende med øjnene lænede jeg mig fremover, følte mig frem til stopklodserne i begge sider med fingrene og fik dem slået fra. Fordi jeg ikke kunne stemme fra med benene, måtte jeg bruge mine arme til at skubbe mig op i ret stilling igen, og det var en bevægelse, jeg blev nødt til at vænne mig til.

Hun manøvrerede køretøjet ud gennem stuen og køkkenet til entréen uden problemer, mens jeg lænede mig tilbage og fokuserede på mit åndedræt. Gennem ruderne i døren kunne jeg se blå himmel, stedvist plettet af skyer og enkelte trækroner, der svajede let i vinden.

Vejret var betydeligt bedre end da jeg tog af sted på ferie, hvilket blev endnu mere åbenlyst for mig, da Liv kun trak en hættetrøje over hovedet og stak i sine elskede gule Converse. Få sekunder senere sluttede Lærke sig til os, smilende et bredt, triumferende smil idet hun rakte den orangebrune bold til mig, så hun selv kunne få overtøj på.

Fornemmelsen af tab slog ned i mig som et lyn fra en klar himmel, da mine fingre kom i kontakt med den ru overflade. Før i tiden havde jeg tilbragt timevis dagligt på at spille basketball med mine venner, på at løbe omkring, springe, blokere … Nu kunne jeg ikke de mest simple manøvrer længere, og alt sammen på grund af en åndssvag beslutning om at gå på opdagelse væk fra pisterne.

Den friske forårsvind slog mod mit ansigt, da Lærke skubbede mig udenfor, og der duftede af naboens nyslåede græs. Endnu var der ikke kommet blade på hækkene, hvorfor vi fra vores forhave havde frit udsyn til de omkringliggende af samme slags. I den til højre løb Oliver på fem år rundt og legede med sin nyerhvervede bedste ven – gravhunden Mads. Hans latterudbrud ramte lige ind i hjertet på mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Størstedelen af vores forhave var indkørsel i røde fliser, der ledte hen til karporten. På dennes gavl hang min gamle, temmelig slidte kurv på en mørbanket plade, der var mere brun og grå end hvid og sort. Liv tog bolden fra mig og gav sig til at drible for sjovt, stående med alt for strakte ben og bidende sig koncentreret i læben.

”Bøj knæene,” opfordrede jeg drillende. Hun skulede til mig, inden hun – uden videre – kastede bolden tilbage i mine hænder.

”Hvad med at vi starter med straffekast?” foreslog Lærke hastigt. ”Er det ikke sådan, det hedder?”

Jeg himlede med øjnene og trak på skuldrene. ”Gerne for min skyld.”

”Jeg starter!” erklærede min yngste søster, og jeg lod hende få bolden igen. Med selvsikre skridt skred hun helt hen til kurven, så hun stod næsten direkte under den.

”Du kommer aldrig til at ramme i fra den vinkel,” observerede jeg og forsøgte at lyde mere kæk end jeg følte mig.

”Pas dig selv.” Hun kastede bolden opad så den ramte kanten på kurven, hoppede en enkelt gang ind mod pladen og derefter var ved at ramme hende i hovedet.

Lærke og jeg skraldgrinede. Liv rødmede, samlede bolden op og rakte runge.

”Se bare om du kan gøre det bedre selv, Lærke,” udfordrede hun.

Lærke erobrede den orangebrune genstand, lod den hoppe et par gange mod fliserne og mistede næsten kontrollen. Så placerede hun sig skråt for kurven, løftede begge hænder foran ansigtet, strakte sine ben ud og lod den runde genstand gøre resten af arbejdet.

”Ikke dårligt,” tilkendegav jeg imponeret, selv om resultatet blev meget lignende Livs.

”Kan du slå den, Lasse?” lo hun.

Jeg modtog det, der engang havde føltes som et vitalt organ uden for min krop. Hvor længe var det siden, at jeg sidst havde haft andet end kørestolens hjul, bestik eller tøj mellem hænderne? Trækkende vejret dybt en enkelt gang placerede jeg bolden i mit skød, trillede lidt frem mod kurven og forsøgte at bedømme afstanden med blikket.

Det var svært så langt nedefra, og pludselig gik det op for mig, at en del af mit basketball-talent havde skyldtes min højde på næsten en meter og halvfems. Der var dog ikke andet for end at forsøge. Indstillet på for første gang at tabe til mine søstre tog jeg sigte, strakte armene ud fra mig med så meget kraft, som jeg skønnede, at jeg behøvede, og lod min venstre hånd følge skuddet, indtil bolden var ude af mine hænder.

Den fortsatte opad i en jævn bue, snurrende præcis så meget, som jeg havde ønsket det, og dumpede direkte ned gennem hullet i kurven.

For en stund var der helt stille i indkørslen. Så brød begge mine søstre ud i klapsalver, mens jeg sundede mig over stødet i min brystkasse. Hvordan det kunne lykkes mig at blive stakåndet af at kaste en bold er stadig et mysterium for mig. Men det skete i dén grad.

”Begynderheld,” afgjorde Liv drillende, samlede bolden op og forsøgte sig igen.

Vi skiftedes til at skyde, så jeg kunne få vejret ind imellem. Det var naturligvis ikke hver gang, at jeg ramte, men det var oftere end mine søstre. Sporten var ikke den samme, som jeg var vant til, men det var tilfredsstillende at vide, at jeg stadig kunne banke mine søskende.

Spillet fortsatte, indtil mine lunger ikke kunne holde til mere, og de to andre i øvrigt havde lidt et stort nok nederlag.

 

Først tænkte jeg, at det ikke var så slemt at være derhjemme. Ingen overvågning, ingen mærkelige apparater, ingen forudbestemte tidsskemaer. Men det gik ret hurtigt op for mig, at der ikke var meget ved at være hjemme, når ingen andre var der. Efter en uges tid tog Lærke tilbage til USA, og på det tidspunkt var både Liv og vores forældre vendt tilbage til deres respektive rutiner.

Derhjemme kunne jeg gøre, hvad jeg ville, så længe jeg lavede de lektier, jeg fik tildelt af en eller anden fjernundervisningsservice. Så jeg så rigtig meget TV, der fik mig til at spekulere på, om jeg nogensinde kom videre. Afhængigt af dagen var min reaktion forskellig. På nogle dage lå jeg bare og stirrede op i loftet, når tanken slog mig. Andre satte mig i gang med arm- og mavebøjninger. En enkelt gang overvejede jeg at ringe til Kasper, men tanken forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Hvad skulle han kunne gøre?

Min krop gjorde mærkelige ting. I takt med at mine lungers kapacitet langsomt – men sikkert – øgedes, blev min hjernes kapacitet reduceret af søvnmangel. Nætterne var værre end de lange, kedelige dage. Jeg kunne ikke sove, uanset hvor meget jeg prøvede. Så snart mit hoved ramte puden, kunne jeg simpelthen ikke få tankerne i ro.

Pillerne hjalp ikke spor. Varm mælk og søvndyssende musik gjorde mig nærmest aktiv.

Så kom natten, hvor desperationen tog over igen. Hvor jeg intet kunne få til at hænge sammen længere, og hvor jeg var villig til at gøre hvad som helst for bare en times søvn. Liggende fladt på ryggen stirrede jeg med svidende, blodskudte øjne mod det intetsigende mørke træloft over mig. Det snurrede én gang for mit blik, inden det stod stille.

Da slog det mig, at jeg var ved at gå fra forstanden. I dagstimerne kunne jeg opføre mig helt normalt, være som en hvilken som helst anden teenager – sådan da. Men om natten kunne jeg ikke skjule mig fra mig selv. Der var ingen gemmesteder i sindet.

Fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre, greb jeg den lille lap papir, jeg havde liggende på mit skrivebord, og min telefon. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...