Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1484Visninger
AA

6. Kapitel 4

 

Selv om jeg ikke ville bebyrde mine forældre, mine søstre og min øvrige omverden, så blev jeg lettet over at personalet erklærede, at jeg var klar til at komme hjem, da de fandt mig i kørestolen midt på gangen. Aldrig nogensinde ville jeg være i stand til at se på det vindue uden at tænke på, hvad jeg næsten havde gjort. Der var en chance for, at lægerne havde ret. At alting ville føles bedre, når først jeg kom hjem.

Alligevel var jeg ængstelig, da dagen kom til at forlade hospitalet. Min mor løb forvirret omkring og talte med personalet, mens min far, Liv og Lærke koncentrerede sig om at pakke mine ting. Egentlig ville jeg helst selv have gjort det, men jeg var simpelthen for træt til, at jeg kunne tage mig sammen. Tankerne var ikke holdt op med at torturere mig, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var værst: den manglende vished om at tingene nogensinde ville blive bedre, eller frygten for min psykes velbefindende.

Jeg havde altid været den, der holdt hovedet koldt i krisesituationer og ledte efter den mest logiske udvej. Mine venner hadede mig for det, men det ændrede mig ikke. Så det skræmte mig, hvis min hjerne pludselig stod bag fornuften i at springe ud af vinduet. Kunne jeg ikke stole på min rationelle tænkning længere, så troede jeg ikke, at der var noget tilbage, jeg kunne vide mig sikker på.

I det mindste slap jeg da for at skulle forklare min rædsel til mine forældre og et utal af læger og sygeplejersker. De havde antaget, at jeg bare havde haft brug for at komme lidt væk fra min stue, da jeg blev fundet, hvilket måtte betyde, at den mærkelige fyr ikke havde sladret om mig.

Hvad betød det? Hvem ville ikke have sagt noget, hvis de havde opdaget en medpatient forsøge at tage sit eget liv? Set i bakspejlet forstod jeg jo godt, hvor han ville hen med sin snak om fysik. Det var en indirekte erklæring af, at hvad jeg var i færd med var fuldkommen tåbeligt, og at det ikke var garanteret, at jeg ville dø af at falde ned.

 

Efter et par timers gøren klar blev den flok af mennesker, der kaldte sig min familie, færdige med at pakke bilen nede på parkeringspladsen, og så kunne jeg tage afsked. Der var intet følelsesladet ved den måde, hvorpå jeg lod sygeplejersker og læger give mig kram eller håndtryk og tog imod deres lykønskninger. Tillykke med hvad? Held og lykke med hvad? Med livet?

Mine forældre ventede ude på gangen, og menneskemængden på min stue tyndede også ud. Da var det, at jeg opdagede krykkefyren. Han stod op, lænende sig mod metalstængerne. Noget i hans ansigt lyste op, da jeg mødte hans mørke, søgende blik hen over skulderen på en sygeplejerske, som øjeblikket efter rettede sig op og efterlod os alene.

”Så du overlevede altså,” konstaterede gutten, hvis smil blev en anelse selvtilfredst.

Jeg havde en brændende lyst til at slå ham, samtidig med at jeg var nysgerrig. ”Hvorfor har du ikke givet nogen besked om det?”

Han trak på skuldrene, svang sig hen til den nærmeste seng og satte sig ned. ”Jeg synes ikke, at folk skal dømmes for det, de gør i desperate situationer,” fortalte han mig stilfærdigt.

”Hvordan kan du vide, at jeg ikke har selvmordstendenser?”

Der var noget hemmelighedsfuldt over det smil, han sendte mig, inden han udtalte: ”Det er bare en fornemmelse, jeg har.”

Vi sad lidt i akavet stilhed. Hvad der forgik inde under hans mørke hår, havde jeg ingen idé om, men jeg for min part forsøgte at ryste fornemmelsen af, at nogen så direkte ind i min sjæl, af mig. Han kunne umuligt være meget ældre end mig, men der var en uudtalt erfaring i hans øjne, jeg ikke kunne gennemskue.

For at bryde tavsheden rømmede jeg mig.

”Hvad hedder du egentlig?”

”Kasper. Og du?”

Hvorfor jeg havde regnet med, at han kendte mit navn, vidste jeg ikke. Men det forklarede vel, hvorfor han havde omtalt mig som lavine-drengen. Der var altså noget om mig, han ikke vidste.

”Lasse.” Jeg så hen mod døråbningen, hvor underkanten af min mors udstående regnfrakke kunne ses. ”Min familie venter på mig.”

I den følgende stilhed nikkede Kasper blot en enkelt gang og bøjede nakken. Hvor han øjeblikket tidligere havde fremstået selvsikker på grænsen til overlegen, så han nu ud, som om jeg havde skældt ham ud. Så længe han sad sådan, kunne jeg ikke få mig selv til at forlade den ellers akavede situation.

Underligt nok følte jeg, at jeg skyldte denne fremmede noget. Ikke at han havde gjort mig en tjeneste, men han havde – formentlig ubevidst – været der for mig, mens mine nærmeste var intetanende om, hvad der foregik. Med al sandsynlighed ville det ikke være lykkedes mig at gennemføre min selvdestruktive plan, men han havde bidraget til, at jeg ikke nåede så vidt.

Langt om længe rettede han nakken ud med et dybt suk og så direkte på mig. ”Hør,” mumlede han dæmpet, ”jeg kan ikke sige, at jeg ved, hvordan du har det. For der findes ikke to personer i denne verden, der er ens. Men jeg har været, hvor du er. Dårlig-nyhed-omstillingsstadiet. Så hvis du har brug for nogen at tale med, kan du altid ringe.”

Frem af sine hvide buksers ene lomme drog han en foldet lap papir med blå linjer. Det sorte blæk fra en kuglepen var gået lidt igennem, så prikker stod frem hist og her. Med en let dirrende hånd og en fornemmelse af opkast i halsen rakte jeg ud og tog imod. Formentlig ville jeg aldrig ringe til ham, men jeg følte mig alligevel tvunget til at gribe en ekstra livline, når den blev tilbudt gratis.

Hvad der fik ham til at tro, at han kunne give mig noget, lægerne ikke allerede havde tænkt på, vidste jeg ikke, men før jeg nåede at spørge, blev hans navn kaldt ude på gangen. Ikke højt eller skingert, men alligevel gennemtrængende nok til at blive båret ind i dette lokale. Det var en blød pigestemme, der bar et naturligt præg af hengivenhed. En sygeplejerske informerede stemmens indehaver om, at Kasper opholdt sig i rummet ved siden af.

Inden der skete mere, rejste min samtalekammerat sig og fandt balancen med sine krykker. Han var højere, end han havde set ud den aften. Og tynd nok til, at hospitalstøjet hang omkring hans figur. Men i det mindste kunne han stå op, og han så ikke tilnærmelsesvis afkræftet ud.

”Kasper?” lød det igen, denne gang tættere på.

Mit blik mødte den nytilkomne piges. Hun så helt og aldeles upåvirket ud. På afstand var det svært at se detaljerne i ansigtet, der var hjerteformet, men hun var ganske pæn. Blå øjne, et lille strejf af makeup. Lyst hår der var redt sidelæns ned i en fletning. Et smil spillede på hendes læber og afslørede et par lidt fremstående fortænder.

I armene holdt hun en bylt af noget, der kun kunne være tøj. Lyse jeans og en rød trøje af en eller anden art. Langsomt vendte hun øjnene mod den, hun ledte efter. ”Er du klar?”

Kasper drejede sig en smule, så han havde frit udsyn. Det var svært at læse hans ansigt, men der bredte sig et mildt smil over hans læber, og hans øjne syntes en kende mere blanke end tidligere. ”Lige et øjeblik, baby. Jeg skal lige sige farvel til Lasse.”

”Okay,” kvidrede hun, som om det var helt almindeligt. ”Jeg venter inde ved siden af.” Hun ventede ikke på svar, før hun med lette skridt passerede mine forældre og forsvandt ud af syne.

”Din kæreste?” gættede jeg.

”Det bedste, der nogensinde er sket for mig,” medgav han med et lettere fjoget grin. ”Jeg bliver nødt til at løbe nu.”

Ved løbe kunne jeg ikke lade være med at smile, for det var rimelig åbenlyst, at han ikke mente det bogstaveligt. ”Selvfølgelig. Pas på dig selv.”

Han lo. ”I lige måde,” sagde han og satte sig i bevægelse hen mod åbningen ud til gangen, hvor vi havde mødtes. Lige før han forlod lokalet, tilføjede han som ved eftertanke: ”Hvis du har lyst til at tale mere om, hvorfor det er en dårlig idé at efterprøve Newtons teori, ved du, hvordan du får fat i mig.”

Og med det var han væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...