Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1481Visninger
AA

5. Kapitel 3

 

En frustreret sygeplejerske fortalte mig efter en rum tid, at medmindre jeg begyndte at samarbejde lidt, ville jeg ikke komme hjem i mine vante omgivelser igen. Dertil svarede jeg, at det havde jeg heller ikke særlig meget lyst til. Der kom ingen uddybning, selv om hendes hævede øjenbryn bad mig om det. Ingen forstod præcis, hvad jeg gik igennem, fortalte jeg mig selv, så der var ingen pointe i at forsøge at tale med dem om det.

Utvivlsomt beklagede kvindemennesket sig til sine overordnede, da hun var færdig med at servicere mig, men der kom ingen øget indsats og intet forstærket pres på mig for at få en reaktion frem. I stedet fortsatte alt lige efter rutinen. Kedsomheden rev i min mave efter ikke ret mange dage, men jeg mindede mig selv om, at hvis jeg tog hjem, ville det ikke være til helt det, jeg huskede. Mit værelse på første sal ville ikke være tilgængeligt længere; dørtrinnene, som både Liv og jeg var snublet over en milliard gange, når Lærke jagede os, ville være pillet af; Lærke ville være hjemme fra USA, hvor hun ellers studerede; Liv ville være påpasselig og forfærdeligt sød, og mine forældre ville være kvælende omsorgsfulde.

De havde med garanti også fjernet fodboldmålene i haven.

En nat slog det mig, at jeg ikke kunne leve sådan. Jeg kunne ikke sove, men jeg kunne ikke holde ud at være vågen et øjeblik længere. Jeg ønskede ikke at leve dette liv. Ingen omkring mig ønskede det for mig. Så der var kun én udvej.

Mørket åd mig op indefra, og en underlig, behagelig kulde viklede sig omkring mine vitale organer, da jeg tog min beslutning. Mærkværdigt tilfreds trak kanylen ud af min næse, halede kørestolen ved min sengeside nærmere og, udnyttende hvad man havde forsøgt at lære mig i ugevis nu, fik placeret mig selv sikkert i sædet. Jeg var måske stædig, men jeg var ikke læringshæmmet.

Det tog et øjeblik at få manøvreret transportmidlet ud fra stuen uden at lave larm. Klokken var tre om morgenen, så mine forældre og søstre var derhjemme, og personalet kom ikke ud fra deres tildelte stuer medmindre de var nødt til det. Resultatet? En komplet øde gang, der ledte mod et vindue for enden. Udsigten over de omkringliggende bygningers lys gennem den tredelte rude var tillokkende, og jeg lod mig styre af den.

Min vejrtrækning blev mere anstrengt efterhånden som jeg måtte bruge flere kræfter på at tvinge hjulene til at bevæge sig. For en stund stoppede jeg, koncentrerede mig om at ånde ind og ud og håbede inderligt, at ingen kunne høre mig. I mit hoved lød det nemlig som et tågehorn, hver gang jeg halede luft ned i lungerne.

Intet skete, så jeg fortsatte, da jeg kunne. Mine øjne fortalte mig, at der kun var små tyve meter hen til friheden, men mine lunger skreg, at der mindst måtte være tyve kilometer.

Endelig nåede jeg min endelige destination. Endestationen.

Af de tre ruder var det kun én, der kunne åbnes. Den midterste. Jeg drejede håndtaget og skubbede til. Vinduet gik op; iskold natteluft trængte ind gennem min hud til min sjæl. Hårene på mine arme rejste sig af forventningsfuldhed.

Nu var der kun én lillebitte udfordring tilbage. Jeg skulle mase mig selv ud af vinduet uden at kunne bruge mine ben. En hvæsende udånding undslap mig, inden jeg lænede mig forover, strakte armene fremad og forsøgte at trække mig selv direkte ud. Vinduets sider kom i vejen og den ubevægelige del af min krop var tung for mine afkræftede arme.

Måske hvis jeg kunne få mine ben ind under mig selv, så jeg sad på knæ, ville jeg have lettere ved at få løftet mit tyngdepunkt ud over kanten. Og mit hoved ville ramme først, når jeg først gled ud. Så jeg samlede mine ben op og forsøgte at proppe dem ind under mig selv. Kørestolens armlæn gjorde dette til en besværlig affære, og det hjalp naturligvis ikke, at mine benmuskler ikke kunne give nogen som helst form for assistance.

Jeg forsøgte at hive mig op i armene og med hofterne manøvrere mine ben det sidste stykke. Jernet omkring anklen sad fast i alle kanter og hjørner, men til sidst lykkedes det. Uheldigvis havde kørestolen rykket sig baglæns i processen, og jeg kunne dårligt få vejret nok til at holde mig selv i live. Men at gå i døden af iltmangel var ikke min idé. Så jeg forsøgte at hive den nærmere.

Desværre havde skæbnen nok bestemt, at jeg ikke skulle have let ved at gøre en ende på mig selv, for resultatet blev det modsatte. Min venstre hånd klaskede mod væggen ved siden af med et højt smæld, da jeg fik overbalance og min overkrop bevægede sig mod gulvet. Højre hånd tog fra gulvet og anbragte mig i en akavet position, jeg ikke uden besvær ville slippe ud af.

”Der er nemmere måder at gøre det på end vinduet,” sagde en stemme pludselig bag mig, og havde det ikke været for min stilling, ville jeg have drejet hovedet for at se, hvem det var.

Da det imidlertid ikke var en mulighed, var det eneste, jeg kunne gøre, at tænke: Pis. Opdaget.

Lyden af krykker mod linoleumsgulvet blandede sig med min hvæsende respiration indtil jeg kunne mærke et par hænder omkring mine skuldre, trækkende opad med kræfter, jeg ikke ville have besiddet selv før min udflugt.

Men jeg ville ikke hjælpes, så jeg kæmpede imod hænderne, der havde succes med at få mig op i den siddestilling, jeg havde ønsket. Dog var successen ikke helt fuldendt for den anden, for vedkommende faldt efterfølgende til gulvet med en dump lyd, og krykkernes kollision med gulvet fik det til at ringe mellem væggene i stilheden.

Nu kunne jeg fuldføre min plan uden problemer, men jeg var nysgerrig efter at se, hvem den anden var, så jeg vendte kørestolen lidt og så ned.

Hvad end jeg havde ventet, så var dette ikke det. Iført hvidt patient-tøj og med strittende mørkt hår sad en gut på gulvet, ikke ret meget ældre end mig selv. Han havde store, brune øjne, der så nærmest skræmte ud i det blege ansigt. Det kunne jeg vel ikke bebrejde ham; det lød, som om han vidste, hvad jeg lavede. Men det var altså ikke hans kuglerunde øjne, jeg kom til at stirre mest på.

Krykkerne lå tilfældigt hen over gulvet, hvor de var faldet. Den ene krydsede med fyrens udstrakte ben, mens den anden lå på modsatte side af et tomrum, hvor det andet ben skulle have været. I stedet var der slået en knude på buksebenet.

”Det er uhøfligt at stirre,” påpegede den fremmede fyr i et ironisk tonefald, inden han gav sig til at samle sine støttepiller sammen.

”Undskyld,” mumlede jeg og skyndte mig at se væk. Mit blik faldt på det endnu åbne vindue. Så længe et andet menneske var tilstede, kunne jeg ikke så godt kaste mig ud i et frit hovedspring fra fjerde sal.

”Det ser ud til, at du har større problemer end uhøflighed.” Ordene kom ud med en sådan overbevisning, at det aldrig kunne have været et spørgsmål.

Jeg svarede med en larmende stilhed, hvori kun mine hivende åndedræt kunne siges at skabe lyd.

”Lad mig gætte. Du er lavine-drengen?” Denne gang tillod han et hint af nysgerrighed at trænge ind i sin stemmeføring.

”Lavine-drengen?” gispede jeg.

”Du er godt klar over, at du teknisk set har været død, ikke?”

Jeg rynkede spørgende panden, men jeg havde ikke energien til at stille det spørgsmål, der brændte på min tungespids. Ingen havde nævnt for mig, at jeg teknisk set havde været død. Og dette var en komplet fremmed.

Måske kunne han læse spørgsmålet i mit ansigt, for han lukkede svaret ud lidt efter: ”Lavine-ofre bliver sjældent fundet i tide. Når skredet stopper, er man oftest begravet under et tykt lag sne. Selv om der er ilt i sneen, så er det så koldt, at din ånde – der består af blandt andet kuldioxid – danner en slags maske omkring dit ansigt. Så du danner din egen drivhuseffekt. Efter en halv time bør man være død. Og de fandt dig to minutter for sent.” I kølvandet af sin afsløring tog han et øjeblik til at betragte mig. Så tilføjede han: ”Så rent hypotetisk har du været død. Men du er i live.”

Jeg åndede ud som svar.

”Er der virkelig ikke nogen, der har fortalt dig det?” ville han vide. Der var en slags barnlig nysgerrighed i hans stemme.

Til min egen overraskelse præsterede jeg en kort hovedrysten.

”Personligt synes jeg, at det er fascinerende. Du har overtrumfet fysikkens love, men du regner med at gøre det af med dig selv ved at stole på, at de virker.”

Mit øjenbryn skød i vejret.

”Tyngdekraft, eksempelvis,” sagde gutten, som om det forklarede alt. ”Og også dette: alle objekter i bevægelse vil blive ved med at bevæge sig, indtil de møder en modstand, der er tilstrækkelig til at stoppe deres fremfærd.”

Jeg forstod stadig ikke, hvor han ville hen, men jeg havde besvær med at holde fokus på de ord, der kom ud af hans mund. Mine lunger brændte igen.

”Normalt bryder jeg mig ikke om at hjælpe andre med selvmord,” bekendtgjorde han lidt for højt, og jeg ønskede inderligt at tysse på ham, men det ville være for anstrengende. Smilende fortsatte han: ”Men jeg vil lade dig være i fred, hvis du stadig har i sinde at fuldføre din test af fysikkens love.”

Den underlige fremmede slæbte sig et stykke baglæns til den nærmeste væg, støttede fra gulvet med krykkerne i den ene hånd og trak sig op ad en døråbning med den anden. Hvordan han kunne få det til at se så let – om end ikke særlig elegant – ud, overgik i den grad min fatteevne.

Uden at sige noget fortsatte jeg med at stirre på ham, fuldstændig forvirret. Han sendte mig et skævt, underfundigt smil, inden han vendte rundt og forsvandt ind ad den dør, jeg gættede på, han var kommet ud af. Ingen afsked. Ingen sidste, vise ord.

Jeg havde lyst til at råbe efter ham, at han skulle komme tilbage, men jeg kunne ikke trække vejret ordentligt i forvejen, og min brystkasse gjorde ondt.

Så jeg blev bare siddende og forsøgte at slappe så meget af, som den ubekvemme stilling nu engang tillod mig. Søvnløsheden tvang mig til at holde mig vågen, men jeg registrerede ikke rigtig mine omgivelser. Al den snak om fysikkens love og selvmord kørte rundt i mit hoved, og langsomt gik det op for mig, hvad jeg havde været i færd med.

At stoppe alting. Ikke kun smerten, men også velbehaget, jeg måske en dag ville komme til at føle igen. Der fandtes ingen garantier i livet, men for første gang siden det sorte hul opslugte mig følte jeg, at det var besværet værd at holde fast i måske.

Kuldegysninger løb op og ned ad ryggen på mig, som kys fra spøgelserne, jeg næsten havde sluttet mig til. Var jeg virkelig kommet så langt ud, at jeg var klar til at vælge den nemme løsning? Var jeg blevet så lavt et menneske, at jeg ikke kunne tåle at se sandheden i øjnene?

Svaret var naturligvis ja. Og hvad der plagede mig mest i de følgende timer var også et andet spørgsmål. Hvordan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...