Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1499Visninger
AA

23. Kapitel 21

 

Kasper så træt ud, da jeg åbnede døren for ham.

Solskinnet fra oven syntes kun at understrege de mørke rande under hans øjne og det hårde drag, han havde om munden. Som om han bed tænderne hårdt sammen. Underligt nok fik det ham ikke til at se vred ud. En let brise fik hans åbentstående ternede skjorte til at løfte sig en anelse, og det ledte min opmærksomhed hen på krykkerne i hans hænder.

Intet tydede på, at han følte sig mindre afhængig af dem end før, sin entusiasme og glæde fra begyndelsen til trods.

”Hey?” sagde jeg. Det var ikke meningen, at tonen skulle være spørgende, men det blev den.

Han stirrede ned på rampen foran døren, ikke direkte ned, men skråt. Der var et fjernt udtryk i de mørke øjne, som jeg havde meget svært ved at forene med den version af ham, jeg kendte til. Den særlige kækhed, der var karakteristisk for den mørkhårede dreng, der havde forhindret mig i at styrte i døden, var visnet fuldstændig.

Jeg viftede overdrevent med den ene hånd. ”Dude?”

Øjenlågene gled ned og op et par gange, mens han virrede ganske let med hovedet. ”Undskyld, hvad?”

Hovedrystende trillede jeg lidt tilbage, idet han – på noget besynderlig vis – begav sig op ad rampen.

”Du ligner lort,” fortalte jeg ham ligeud, mens han forsøgte at sparke skoen af protesen uden at vælte. ”Hvad sker der?”

”Store ting for dig, åbenbart,” svarede han med et hint af den samme slags smil, jeg tidligere havde set. Den sorte Nike-sko slog en salto i luften, idet den endelig gav efter.

Jeg lo, selv om jeg udmærket godt kunne se, at han forsøgte at skifte emne. ”Nu mente jeg faktisk for dig,” påpegede jeg.

”Ikke meget.” Han så overvejende ned på den anden sko. Mit gæt var, at det nok ikke blev lige så let at få den af, som det havde været med den anden. ”Må jeg låne et armlæn et øjeblik?” spurgte han og – uden at vente på svar – satte sig halvt ned.

Kørestolen tippede en anelse til den ene side ved sammenstødet, inden alle fire hjul igen rørte ved gulvet. Kasper lænede sig en anelse tilbage, invaderende mit private rum for en kort stund, løftede sit intakte ben og fik pillet fodbeklædningen af. Så rejste han sig igen.

”Jeg skal lige pisse,” erklærede han uden så meget som en snert af blufærdighed.

”Du ved, hvor du finder toilettet,” fortalte jeg ham, lettet over at det stramme udtryk havde forladt hans ansigt for en stund.

Vi fulgtes ad ind i køkkenet og hen til stuesektionen, hvor Glee stadig spillede for fulde hammer og chipsposen knitrede, når pigerne stak hænderne ned. Selv om han åbenbart skulle skynde sig, så stoppede Kasper kort og lod sine øjne falde på skærmen. Begge piger så op på ham, da lyden af krykkerne mod trægulvet forsvandt for en stund.

”Halløj,” sagde han i samme åbne, selvfølgelige tonefald, som han havde brugt overfor min familie første gang, de mødte ham.

”Hey K-” Liv afbrød sig selv, og at dømme fra den vinkel, hendes hoved var i, kunne hun næsten kun stirre uforskammet på det sted, hvor Kaspers ben før havde manglet. Nina mumlede bare et genert ”hej”.

Kasper lo over Livs reaktion. ”Metal og plastic,” sagde han blot afslappet til hende.

”Hvad?” Min søsters kinder var ildrøde.

”Benet,” afslørede han, som om det var det mest almindelige, man kunne sige.

Nina drejede sig halvt bagud og så på mig. Jeg mødte hendes blik og kunne ikke lade være med at more mig over den åbenlyse forvirring, der slog sig ned i alle hendes ansigtstræk.

”Undskyld,” mumlede min lillesøster brødebetynget. ”Det var ikke for at være uforskammet. Jeg blev bare overrasket.”

”Du behøver ikke at være høflig overfor mig,” proklamerede Kasper letsindigt. ”Jeg kan godt tåle sandheden.”

Liv fnisede. ”Okay.”

Derpå vendte den høje, slanke fyr sin opmærksomhed mod den eneste person, hvis tilstedeværelse han endnu ikke havde givet udtryk for at have bemærket. Samlende begge krykker i den ene hånd bøjede han sig en anelse forover og rakte en hånd frem. ”Kasper.”

Nina trykkede hånden, og et djævelsk udtryk bredte sig over hendes ansigt. ”Ah, så det der dig, Liv har snakket så meget om,” sagde hun tydeligt. ”Mit navn er Nina.”

Hvis Liv havde rødmet før, så lignede hendes ansigt nu en tomat med en overdimensioneret leverpostejfarvet stilk og to grædefærdigt udseende blå prikker. ”Det har jeg ikke gjort!” protesterede hun.

Der måtte jeg for en gangs skyld tage min søsters parti. Ikke på noget tidspunkt kunne jeg mindes, at hun havde bragt navnet op i en samtale, og nævnte jeg ham selv, syntes hun sjældent interesseret i at høre, hvad jeg havde at sige. Hvis hun virkelig havde snakket om ham, var det i hvert fald ikke, mens jeg var tilstede. Og hvorfor skulle hun også gøre det?

Jeg overvejede kort, om andre end mig bemærkede, hvordan Kaspers ansigtstræk kort blev krøllet sammen og derefter åbenlyst glattet ud af viljestyrke. ”Jeg tror nok, at jeg er lidt for gammel til Liv,” meddelte han Nina med en stemmeføring, der ikke var helt så uanstrengt som før. ”Det er ikke for at være grov, men jeg skal virkelig træde af på naturens vegne, så …”

Dæmpet, men ikke uhørlig, fnisen brød ud blandt de to femtenårige på sofaen, idet han forsvandt hen ad gangen og rundt om hjørnet til toilettet. Pludselig havde de glemt alt om deres meget vigtige foretagende, der efterhånden havde varet i et par timer. Så vidt jeg kunne høre, slap der ingen ord ud mellem deres læber, men de syntes alligevel at kommunikere.

Det kulminerede, da Liv daskede til Nina og udbrød: ”Åh, hvor er du træls.”

Nina grinede og gned det sted på sin overarm, min søster netop havde forulempet. ”Hvad?! Det er da meget normalt at have et crush på sin storebrors venner.” Mens hun sagde det, så hun i min retning, sikrende sig at jeg hørte det hele.

”Seriøst, Liv?” spurgte jeg, en lille smule bekymret. Nok havde jeg noget nær verdens til tider mest flabede og irriterende lillesøster, men hun var trods alt familie, og jeg havde ikke lyst til at se hende blive skuffet, når det gik op for hende, at Kasper ikke kunne være andet end en fantasi.

”Nej, sgu da!” snerrede hun. ”Ikke for noget, men hele den der kunstigt-ben-ting er ikke ligefrem tiltrækkende.”

Det er så her, at jeg fortæller, at Kasper drejede rundt om hjørnet og tog imod det psykiske slag, ordene måtte give.

Eller ikke.

Jeg tænkte godt nok på det, så snart sandheden var kommet frem, og mine øjne gled automatisk mod døråbningen ud mod gangen. Til min – og sikkert også Livs og Ninas – store lettelse var der ingen. En del af den lethed, der fyldte min brystkasse, skyldtes nok også at jeg så ikke behøvede at forklare min søster, at Kasper altså havde en kæreste, som han elskede højt.

En kæreste af den slags, man skal være idiot for at give slip på.

”Hvis det er den generelle holdning, piger har til Kasper, så er løbet nok kørt for mig allerede,” brummede jeg med tankerne kredsende om Terese.

Hvorfor jeg sagde det, vidste jeg ikke. Jeg ville ikke have deres medlidenhed, hvilket jeg kunne se, at jeg automatisk fik. Ej heller havde jeg ønsket at frembringe det udtryk i Livs ansigt, der blev resultatet. Store, spejlblanke blå øjne og en let bævende underlæbe. ”Det var ikke det, jeg mente. Det var bare –”

Jeg rystede på hovedet, chokeret over hvor ondt det egentlig gjorde. ”Det er lige meget.”

Netop som jeg sagde det, valgte samtalens originale omdrejningspunkt at velsigne os med sin tilstedeværelse. Overskuddet emmede ikke ligefrem fra ham, så jeg besluttede, at det nok var et meget godt tidspunkt at fortrække til mit værelse på. Fordi han ikke havde hænderne frie, lod jeg ham gå i forvejen og hentede selv halvanden liter Pepsi Max i køleskabet.

Da jeg sluttede mig til ham, sad han på min seng og havde placeret krykkerne mod kanten af mit skrivebord. Nu hvor det var os to alene, syntes han ikke at gøre noget for at skjule den udmattelse, jeg havde observeret tidligere.

”Du ved godt, at du ikke behøver at komme forbi, hver gang jeg ringer, ikke?” spurgte jeg for at åbne en samtale op.

”Jo, det ved jeg godt,” medgav han. ”Men det gav mig en undskyldning for at komme lidt ud af huset. Min mor bogstaveligt talt sidder på mit hoved, mens jeg forsøger at terpe morfologi. Det er til at blive sindssyg af.”

”Terpe hvad?” fløj det ud af mig.

”Morfologi. Læren om enkeltordenes formtagning, dannelse og bøjning,” citerede han med et glimt i øjet.

Definitionen – det gik jeg ud fra, at det var – pirrede min hukommelse, men jeg kunne ikke rigtig identificere udtrykket med noget, jeg havde lært for nylig. ”Det lyder kedeligt,” kommenterede jeg i stedet ærligt.

”Helt enormt,” bekræftede han og lænede hovedet tilbage mod væggen. ”Men desværre er det en del af eksamenspensum, så jeg slipper ikke.”

”Hvilket fag er det?” spurgte jeg, håbende inderligt at jeg ikke behøvede at bekymre mig om det i min eksamenstid. Først da gik det op for mig, at jeg faktisk ikke vidste, hvad Kasper lavede.

”Grammatisk diagnostik.” Ved mit forvirrede ansigtsudtryk lo han og uddybede: ”Jeg læser engelsk på Syddansk.”

Et overrasket ”virkelig?” slap ud af mig, og han lagde spørgende hovedet på sned. ”Med al din snak om videnskab, troede jeg, at du læste noget i den retning,” tilstod jeg.

Han nikkede og fik et hemmelighedsfuldt træk omkring den ene mundvig. ”Sprog er også videnskab,” pointerede han. ”Men nej. Jeg nyder bare at være bedrevidende på andre områder end mit uddannelsesvalg også.”

Jeg kunne ikke lade være med at le. Selv om jeg ved flere lejligheder havde syntes, at han vidste meget om mange ting, så havde han aldrig slået mig som den overlegne type, der hånede folk.

At finde ud af mere om ham gjorde mig nysgerrig. Så jeg spurgte ind til hvordan det var, og hvordan han fik alting til at løbe rundt med genoptræning, studier og alt det andet, han utvivlsomt også lavede. Det var første gang, at Kasper virkelig fortalte noget om sit liv, der gik ud over hvilke følelser ham havde omkring bestemte ting.

Han fortalte om sin familie. At han var den yngste af to, men at hans storebror sad i fængsel for spirituskørsel, hvilket var årsagen til at Kasper selv var endt med et betydeligt fysisk handicap. At forældrene var skilt, og at faren boede i Århus, mens moren arbejdede som laborant på Odense Universitetshospital. Han fortalte om sin skolegang. At han havde gået på Mulernes Legatskole – det nærmeste gymnasium fra hvor jeg boede – og derefter havde valgt at læse engelsk, hvilket han nu gjorde på andet semester.

”Bor du her i området, siden du gik på Mulernes?” ville jeg vide.

Han kløede sig i nakken. ”Det gjorde jeg indtil sidste år. Nu bor min mor i Tommerup, så jeg sover for det meste hos Emilie.”

Det var kun, fordi jeg havde klassekammerater, som ikke boede i Odense, at jeg vidste, hvor Tommerup cirka lå. Et sted tilstrækkeligt vest for Odense til at have et stop på regionaltogets rute.

”Men du kommer hjemmefra nu?” spurgte jeg, huskende at han havde brokket sig over sin mors interesse i eksamenslæsningen.

Der opstod et øjebliks tøven, hvor han så ud ad vinduet. Vinden var taget lidt til, og det ruskede godt i træerne, der kunne ses hen over hækken mod baghaven, der stødte op til vores.

”Ja. Emilie og jeg … Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre.” Han slog ud med hænderne som for at demonstrere sine manglende muligheder, til trods for at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad han mente.

”Har I problemer?” forsøgte jeg mig med.

”Jeg har,” rettede han mig alvorligt og lænede sig en anelse fremover, støttende fra sengen med begge hænder. ”Kan du huske, at jeg fortalte om fantomsmerter?”

Jeg nikkede afventende.

”På det sidste har de været slemme, grænsende til det uudholdelige. Der er intet andet end alkohol, der har hjulpet indtil videre, og jeg kan ikke så godt drikke mig stiv hver dag.” Det var jeg enig i, men jeg sagde ingenting. ”Emilie lader altid til at have overblik over situationen og vide, hvad hun skal gøre, men jeg ved, at hun hader at se mig have ondt. Hun ved ikke, hvad jeg lige har fortalt dig. Hun tror bare, at jeg har brug for et pusterum til at vænne mig til protesen.”

Selv om det selvfølgelig var gjort i en god mening, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, at den løsning ikke kunne være rar for nogen af dem. Jeg havde set dem sammen tilstrækkeligt til at vide, at deres forhold ikke var for sjov, og at de glædede sig over hinandens blotte tilstedeværelse. På et tidspunkt som dette kunne jeg i øvrigt forestille mig, at Kasper havde mere brug for sin kærestes støtte og omsorg end før. Og hun havde nok ikke lyst til at blive udelukket fra de svære faser af hans liv. Man tog vel det sure med det søde.

”Hvor længe har det stået på?” ville jeg vide.

Han kneb øjnene sammen i koncentration. ”Halvanden uges tid.”

En lille stemme i min bevidsthed fortalte mig, at det trods alt ikke var så længe. På den anden side, hvis de havde været vant til nærmest at bo sammen, måtte det være en stor omvæltning, og ikke en positiv en af slagsen. Hvad Kasper gjorde var nobelt, men ikke nødvendigvis det rigtige at gøre.

Emilie slog mig ikke som den slags pige, man behøvede at pakke ind i vat.

Han rømmede sig, før jeg kunne nå at give gode råd. ”Hvad med din tilstand i øjeblikket?” krævede han at få at vide. ”Livstegn i de nedre regioner.”

Mine mundvige krøllede opad. ”Det må man sige.”

Han grinede. ”Det ser ud til, at dine overmenneskelige evner kan reproduceres.”

Som var det det mest naturlige i verden rakte han ud efter colaflasken, skruede låget af og hældte op i de to glas, jeg havde medbragt. Jeg sad bare og så passivt til, overvejende om han måske havde fået en hjerneblødning, siden hans fokus skiftede så hurtigt, mens jeg tog imod det ene glas.

Han løftede sit eget. ”Skål for evolutionen og de nydelser, dens sejr medbringer syttenårige drenge.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...