Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1497Visninger
AA

22. Kapitel 20

 

Samtalen med Terese fik jeg først ordentligt bearbejdet på køreturen hjem. De tunge, væskefyldte formationer over byen indbød ikke ligefrem til strålende humør, og det var mit heller ikke, da jeg først rigtigt kom til at tænke. For at være ærlig, så tror jeg, at størstedelen af de folk, der bliver erklæret sindssyge, blot har levet lidt for længe i deres egne hoveder. Det kan man godt blive lidt gal af.

Da køreturen endte, var jeg overbevist om, at jeg stadig havde følelser for Terese, som til gengæld var ved at komme videre. En anden ting, jeg dog også vidste, var, at jeg ikke på nuværende tidspunkt kunne overskue så meget som at tænke på et forhold. Terese krævede ikke meget, og jeg havde været Jordens største røvhul overfor hende, uden at hun have brokket sig tidligere. Alligevel følte jeg ikke længere, at jeg havde noget at tilbyde hende, og derfor besluttede jeg mig for at holde mig på afstand.

”Hej,” kaldte jeg, idet jeg rullede ind gennem huset for at smide min skoletaske af.

”Hej,” lød det tostemmigt fra sofaen foran fjernsynet.

Jeg kylede skoletasken – med min bærbare computer i – på sengen og vendte kørestolen rundt. ”Hvad ser I?”

Allerede inden jeg var kommet rundt om hjørnet i spiseafdelingen, kunne jeg høre, at det var et eller andet dumt. Dialogen virkede overarbejdet, lige til det øjeblik, hvor en eller anden pige brød ud i spontan sang og de andre bakkede hende perfekt op. Så meget for realisme.

”Glee,” svarede Liv uden at tage øjnene fra skærmen. Nina så sig over skulderen.

”Skal I ikke snart til at blive voksne?” spurgte jeg drillende.

”Pas dig selv,” snerrede Liv, inden hun lod til at komme i tanke om noget: ”Eller … Vil du være verdens bedste bror?”

Smilet trak i min ene mundvig. ”Det kommer an på, hvad du vil have af mig,” svarede jeg.

”Chips,” nærmest gispede hun, som om hun var strandet på en øde ø og chips kunne gøre det ud for både vand og mad i en måned.

”De ligger i køkkenskuffen. I kan da selv hente dem,” påpegede jeg.

”Men vi er lige midt i et maraton,” erklærede Liv.

Nina rejste sig. ”Jeg henter.”

Med enhver anden gæst ville jeg nok have haft dårlig samvittighed over ikke at gøre noget, men lige præcis med Nina var det en anden snak. Hun var ikke rigtig en gæst. Nina var der bare. Hun vidste, hvor alting var, og hvis hun ville have noget, så ventede hun ikke på at få det tilbudt. Gennem hele deres barndom havde Livs værelse været lige så meget Ninas – og omvendt.

Jeg blev siddende et øjeblik og så på skærmen, hvor en nørdet-udseende fyr med kraftige briller, siddende i en rød kørestol, var i fuld gang med at udføre et rap-stykke. Det opknappede skoledrengelook og den maskuline stemme syntes ikke at stemme helt overens, og i øvrigt så det dumt ud at han lavede håndtegn i siddende stilling.

Et fnys af foragt undslap mig, da skuespilleren trillede op ad en rampe, stadig angiveligt i gang med at synge. ”Den der har skrevet manuskriptet til den serie ved tydeligvis ikke, hvor hårdt det der er,” bekendtgjorde jeg.

”Måske har han bare bedre lunger end dig,” foreslog Liv, tydeligvis ligeglad med min holdning.

”Ej, Liv,” skændte Nina, klukkende af grin, ”sådan noget kan du da ikke sige.”

”Det har jeg lige gjort,” påpegede min søster nådesløst.

Til sidst kunne jeg ikke lade være med at grine over, hvordan de mundhuggedes om, hvordan søskende burde tale til hinanden. Efter en stund udviklede det sig dog til, at de begge sendte mig blikke, der uhøfligt bad mig om at skride, så jeg ikke forstyrrede deres kvalitetstid med flimmerkassen.

At se de to sidde sammen mindede mig om dengang vi var mindre. Med vi mener jeg Liv, Lærke og mig selv. På bilture mod sydens varme var det aldrig nogensinde lykkedes os enstemmigt at vælge, hvilken film der skulle sættes på den transportable DVD-afspiller. Som regel sejrede demokratiet, hvilket betød timelang pinsel for mig i form af tøsefilm som Askepot, Skønheden og Udyret, Send Mere Slik og en hel stribe Hollywood-chick-flicks. Når de gamle så en sjælden gang imellem tog mit parti, og jeg dermed fik lov til at bestemme, blev det – da jeg blev gammel nok til ikke længere at være skræmt af tegnefilmen Tarzan – til høje brag og krigsråb fra klassikere som Ringenes Herre.

Rystende på hovedet over mine vandrende tanker forduftede jeg til det ikke-østrogenforstyrrede sikkerhedsrum der lå mellem mit værelses fire vægge. Jeg burde læse op til alle mine nyligt forestående eksaminer, men det var ikke det, der pirrede min interesse mest i øjeblikket.

At indse hvor lortet jeg havde behandlet Terese var ikke sjovt. Men fra min position var der ikke sindssyg meget, jeg kunne gøre ved det. Det var meget frustrerende. Jeg havde ikke problemer med at huske de talrige gange, hvor hun og jeg havde stukket hovederne sammen – meget tæt sammen – og ”lavet lektier”. Hendes hår duftede altid et sted mellem brændt og parfumeret shampoo, hendes kraveben stod altid ud, når hun lænede sig frem, og når hun havde sin lyseblå T-shirt på, kom det øverste af kavalergangen en anelse til syne. Lige nok til at tirre min fantasi …

I det ellers helt almindelige øjeblik skete der noget fuldkommen uventet, der nærmest skræmte mig. En slags følelse i mine nedre regioner. Og bevægelse, oven i købet. Synlig bevægelse.

Blinkende forvirret hævede jeg mig op på albuerne og stirrede på den bule, der trådte frem forrest på mine bukser. Den var så velkendt for mine øjne, at det virkede helt underligt at blive overrasket – men det gjorde jeg altså. Hvornår var sidste gang, det var sket? Kunne det overhovedet ske?

Min nyfundne opdagelse skulle have sat min krop i gang med én ting, men min hjerne valgte at gøre noget helt andet. Nemlig at gribe min telefon fra skrivebordet.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...