Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1504Visninger
AA

4. Kapitel 2

 

Det viste sig hurtigt, at jeg havde større problemer end mine manglende motoriske evner, der langsomt vendte tilbage i løbet af en uges tid. Mere end én gang vågnede jeg med ekstra ilttilslutning, der kildede og generede i næseborene, og da det blev åbenlyst for alle og enhver, at mine luftveje havde taget skade, blev en næsekanyle den mest irriterende del af min tilværelse.

Efter tredje gang jeg ikke kunne trække vejret, holdt jeg op med at sove. Det var ikke et bevidst valg på nogen måde, selv om jeg ikke er bleg for at indrømme, at jeg var hunderæd for at falde i søvn og aldrig vågne op. Lægerne kaldte det en stressreaktion og påstod, at så snart ilttilkoblingen var blevet en naturlig del af min hverdag, ville jeg fint kunne tage en tur til drømmeland igen.

Det viste sig ret hurtigt, at deres manglende bekymring for mit sovehjerte skyldtes noget andet, som de var sikre på, at jeg ikke ville tage pænt. Som dagene gik blev jeg scannet overalt for at se på frakturer rundt om i min krop, og om turen i sneen havde påvirket min hjerne. Sidstnævnte var aldrig rigtig en frygt for mig, for jeg følte mig som mig selv, dog en smule omtåget og forvirret over den gradvise genvinding af kontrol over mine lemmer. Førstnævnte var allerede afklaret for mig, selv om det var svært at forholde sig til. Når jeg kiggede under dynen, kunne jeg se jernstativet, der var skruet ind i og omkring min højre ankel, men ikke én eneste gang havde jeg smerter på grund af bruddet.

En surrealistisk følelse af ikke at være forenet med min krop fyldte mig altid, når jeg så ned på den brækkede ankel. Jeg kunne se mine fødder og mine tæer og det stillads, der holdt knoglerne på plads. Alt sammen skulle have gjort afsindigt ondt og udløst et behov for at trykke på den knap, der ville sende morfin direkte ind i mine blodbaner. Den knap rørte jeg imidlertid slet ikke, for det var mere, som om jeg sad og så på en andens fod og ben.

De søvnløse nætter brugte jeg på at udforske min egen krop. Mine arme og hænder vågnede til live, og jeg kunne frit bruge dem, som jeg ville. Langt om længe genvandt jeg evnen til at tale, og da jeg viste mine genfundne evner frem til mine forældre og min søster i den følgende tid, blev der udløst tårer.

Der var bare et lille problem. Lige meget hvor gerne jeg ville have dem til det, så nægtede mine ben at lystre. Ikke så meget som et spjæt kunne jeg frembringe, selv om jeg kæmpede til jeg svedte. Kombinationen af dette nederlag og min manglende søvnrytme gjorde mig desperat, og jeg udtrykte dette meget omhyggeligt for enhver læge, der besøgte mig.

Da var det så, at de sprang bomben, der gjorde dem mindre bekymret over min søvntilstand. Scanningerne havde vist, at der var trauma i et bestemt område af min hjerne. Det motoriske. Og uanset hvor store fremskridt, jeg gjorde, så blev der ved med at være en lille del, der var uændret.

Den, der fortalte mig det, var en kvinde først i halvtredserne, og hun talte så stille og roligt som en psykolog i et sprog som en, der kender alle medicinske termer forfra og bagfra. Derfor tog det mig et lille øjeblik at nå samme konklusion som hun antydede for mig.

 Jeg ville ikke komme til at kunne bruge mine ben igen; der var intet, de kunne gøre for mig.

 

Nogle mennesker er i stand til at tage imod dårlige nyheder uden at fortrække en mine. De kan fortælle sig selv, at det hele nok skal gå, og at de er heldige at det ikke er værre. Andre græder og hensynker i depression og selvhad, mens en sidste kategori – efter min erfaring – reagerer med aggressive tendenser og ønsker at smadre alt omkring sig og få andre til at lide lige så meget, som de selv gør.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg tilhørte den første gruppe, men når sandheden skal frem, så var min reaktion nok en mellemting af de to sidste.

Først kylede jeg en tallerken fra bordet ved siden af min seng tværs gennem lokalet. Tilfredsstillelsen af ved se den smadre og efterlade en gullig-grøn plet af boller i karry på den hvide væg blev overskygget af trangen til at gøre samme proces med den buket blomster, min gymnasieklasse havde sendt. Inden jeg kunne nå så langt, havde min far dog grebet fat i mine skuldre og tvunget mine arme ned langs siderne. Jeg forsøgte at kæmpe imod med både arme og ben, men at indse at der ingen spark ud i den tynde luft kom, fik mig til at krumme mig så meget sammen som muligt og græde over det liv, jeg aldrig ville komme til at leve.

For en udenforstående må det have været et ekstremt komisk syn, men jeg havde det, som om nogen havde skåret et hul i mit maveskind og trukket alle indvolde og øvrige organer ud, efterladende et tomt hulrum, der var umuligt at fylde. Jeg begravede mig selv i det hul, lod mig omslutte af dets mørke og bundløshed og nægtede at komme op før nogen havde fundet en måde at hjælpe mig på.

 

Man må give hospitalspersonalet at de ikke gav op. De forsøgte på livet løs at lære mig, hvordan man kommer ud af sengen og ned i en kørestol; hvordan man manøvrerer en sådan rundt på bedste vis; hvordan man, uden mors og fars hjælp, tog et bad. Og jeg er sikker på, at for den, der gerne vil hjælpes til et lidt mere selvstændigt liv med en permanent lidelse, ville det have gjort underværker. Problemet med mig var bare, at jeg ikke ville hjælpes. Hvad var pointen i at lære alt det, når folk af medlidenhed ville gøre alting for mig fra nu af, uanset om jeg bad dem om det eller ej?

Hver gang jeg talte med mine forældre, forsøgte de at holde hovederne kolde og være optimistiske. De prøvede at banke ind i hovedet på mig, at jeg kunne have været død, og at det i det mindste ikke var kommet så vidt. Måske ville jeg have ladet mig overbevise, havde det ikke været for den lille snert af magtesløshed og udmattelse, der sad i øjnene på dem begge. Jeg troede, at jeg vidste, hvad de tænkte. At jeg fra nu af ville være en byrde, de ikke selv havde sagt ja til ved fødslen.

I virkeligheden skulle dette nok have været motivation nok for mig til at tage imod den håndsrækning, sygeplejersker, fysioterapeuter og lignende mødte mig med, men i stedet fik det mig bare til at synke dybere ned i mørket.

Flere af mine såkaldte venner kom forbi for at opmuntre mig og vise mig deres støtte. Problemet var bare, at deres besøg var tilstrækkeligt akavede til at lade mig vide, at jeg ikke skulle regne med at have en normal samtale med mine jævnaldrende længere. Tobias og Christian var begge blandt de første til at slå et smut forbi, og selv om de havde set, hvad der var gået for sig, så havde de svært ved at acceptere det faktum, at jeg ikke kunne gøre den mislykkede skiferie om. Aldrig nogensinde.

Da de gik, stod det klart, at dem fik jeg ikke at se igen, hvis ikke de blev påtvunget mit selskab. De havde ondt af mig, ja, men på en sådan måde at de dårligt kunne se mig i øjnene. Oveni kom Christian med en kommentar, der var akkurat så bitter, at den lod mig vide, at han bebrejdede mig for enden på en ellers fantastisk ferie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...