Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1504Visninger
AA

21. Kapitel 19

 

Søndag nat gjorde jeg til et eksperiment.

Drømmefangeren fik lov at blive, fordi jeg var ret sikker på, at min langt ude drøm ikke havde noget at gøre med den. Faktisk var jeg overbevist om, at kun fuldskab kunne gøre den slags. Og hvad angik det med Liv, så var det bare et én-ud-af-en-million-tilfælde.

Grundet mine tømmermænd havde jeg intet produktivt udrettet hele dagen, og jeg var ikke tilnærmelsesvis udmattet, da jeg lagde mig ned og indledte starten på mit eksperiment. I et par timer lå jeg bare og stirrede op på loftbrædderne, talte dem et par gange, glippede med øjnene og døsede så langsomt hen.

Jeg vandrede omkring i landskaberne og blev på mystisk vis transporteret fra sted til sted, uden at overgangen forekom særligt naturlig eller det modsatte. Jeg var der ganske enkelt bare. I det fjerne kunne de mange døråbninger nemt anes hele tiden, som en påmindelse om et eller andet, jeg havde glemt at bemærke. Så selvfølgelig stræbte jeg mod dem, men vågnede ved lyden af alarmen på min telefon, der hylede klokken seks tredive.

Før ulykken stod jeg altid senere op end var godt for mig, men med kørestolen tog alting bare lidt længere tid, så jeg var tvunget til at vælte ud af sengen, så snart jeg var kommet mig over overraskelsen. Jeg sendte mønsteret i luften et mistroisk blik, og som om genstanden kunne se mig, drejede den, så lyset faldt på en perle. Jeg kunne have svoret, at den ikke-levende ting blinkede til mig.

Resultatet af min bizarre og urealistiske nat var, at jeg for en gangs skyld var veludhvilet, da jeg mødte op på skolen mandag morgen. Jeg kørte med klatten – jeg undskylder dybt for dette kiksede udtryk – gennem samtlige fire fag, så meget at min dansklærer Tove på et tidspunkt blev nødt til at bede mig om at tage hånden ned og vente på de andres deltagelse. Først i pausen blev jeg mindet om, at min exceptionelle præstation var yderst nørdet og helt ude af karakter.

Men i det mindste blev jeg mindet om det på en god, dog uventet, måde. Mens de andre var i kantinen for at se nærmere på dagens ret, bevægede jeg mig mod lokalet, hvor engelskmodulet skulle forløbe. Da jeg nåede elevatoren, var der en velkendt stemme, der kaldte mit navn. Idet jeg drejede hovedet, gik det først rigtigt op for mig, hvem der talte til mig for første gang, siden jeg var vendt tilbage.

”Giver du et lift?” spurgte Terese, som tilsyneladende ikke havde orket at pakke bøgerne ned i sin nyerhvervede Day-taske.

”Der er rigelig plads til to,” sagde jeg som svar, netop som dørene åbnedes for mig. Jeg trak nøglen ud og trillede ind.

”Tak. Så slipper jeg for alle trapperne op til 400,” nærmest stønnede hun lettet og trykkede på knappen, der ville føre os til bygningens andenøverste elevatorudgang. Den øverste var kantinens, og den lå kun en meter højere end vores destination, grundet højden på bygningerne.

”Hvorfor er du egentlig ikke i kantinen med de andre? Jeg troede, at der var dømt fælles maddag,” fortalte jeg hende med et skævt, lettere ironisk smil.

”Man må jo passe på figuren,” sagde hun i et så påtaget forfængeligt tonefald, at jeg ikke kunne lade være med at le. ”Ej, jeg har bare min egen mad med. Min lillesøster forsøgte sig med at lave sushi i går, og det var en stor succes.”

Hvis jeg huskede rigtigt, så var Tereses lillesøster Stine glad for at lave mad og havde planer om at blive kok, når hun var færdig med folkeskolen. Men jeg var langt fra sikker, for det var aldeles muligt, at jeg ikke havde hørt ordentligt efter, da jeg havde muligheden for at komme tættere på Terese. Dog syntes jeg kun, at hun havde nævnt sin eneste søskende i forbindelse med mad.

Det slog mig i det øjeblik, hvor stort et selvcentreret røvhul, jeg havde været. Og måske stadig var.

”Lyder lækkert,” fik jeg frem mellem mine tanker.

Hun nikkede, tydeligvis bemærkende min manglende entusiasme. ”Hvordan har du det egentlig?”

Nu havde jeg to muligheder. Den flinke eller den sande. Jeg valgte sandheden, usikker på hvor den ville bringe mig hen. I mellemtiden kørte elevatoren langsomt opad. ”Så godt, som jeg nu kan have det efter omstændighederne.”

”Hvordan fordriver du tiden? Nu hvor du ikke kan spille basket, mener jeg.” Hun havde åbenlyst ingen idé om, hvor meget hun trådte på et ømt punkt. Derfor trak jeg vejret dybt og forsøgte at løsne den knude, der dannede sig i mit bryst.

”Lige nu giver skolen mig nok at se til; udsigten til at skulle op i fuldt pensum kræver sine forberedelser,” forklarede jeg.

”Så det er altså rigtigt?” Hendes brune øjne blev pludselig en smule større. Et stød i elevatorgulvet forkyndte, at vi havde nået vores bestemmelsessted. Så gled dørene op.

”Det troede jeg faktisk ikke var nogen hemmelighed,” tilstod jeg, idet jeg fulgte efter hende ud. Med et stik af pervers tilfredsstillelse beundrede jeg den måde, hvorpå hendes hofter svingede i de stramme, lyseblå jeans.

”Næh, det er det vel heller ikke. Du har bare aldrig selv nævnt det, så vi var ikke sikre.” Selv om hun ikke havde nævnt andre end sig selv, så var jeg ikke uvidende om, hvem ”vi” betegnede. Mine gamle venner. Dem hun stadig hang ud med.

”Hvis du havde spurgt Mathias eller Nicoline, ville du sikkert have vidst det noget tidligere,” kommenterede jeg og håbede på, at jeg ramte et sted inde i det hjerte, hun trods alt måtte have.

”Måske,” medgav hun uden protest.

Min bitterhed sank lidt tilbage, hvor den kom fra, for hun var tydeligvis bevidst om, at klassen var opdelt. Men åbenbart nærede hun intet ønske om at bringe de to halvdele til forening. Ikke at jeg troede, at de kunne det.

Det var ikke sådan, at der var en god og en dårlig gruppe. Det handlede mere om motivation og drivkraft. ”De populære” nød den sociale del af selve det at gå i gymnasiet, og karakterræset lod til at være en lille biting i deres liv, der ikke krævede den store opmærksomhed. De resterende femten elever gik mere op i skolegangen og søgte efter kvaliteten af venskaberne i stedet for kvantiteten; de virkede ligeglade med, om folk brød sig om dem eller ej.

Hvilken indstilling der var bedst, kunne jeg ikke bedømme.

”Ser du noget til basket-drengene?”

”Nej, ikke rigtig,” indrømmede jeg.

Set i bakspejlet skulle jeg nok have gjort mere for at holde kontakten med dem. Så kunne det være, at de forstod, hvordan situationen var for mig. Christians reaktion havde bare været nok til, at jeg ikke magtede at gøre forsøget.

Terese tænkte lidt, mens vi bevægede os hen ad gangen mod klasselokalet. Så småt begyndte jeg at kunne mærke anstrengelsen i mit bryst, efterhånden som vejrtrækningerne blev lidt mere besværede. Hun holdt døren til lokalet åbent for mig, så jeg kunne komme ind.

Da døren faldt i bag hende, trak hun en stol hen foran det bord, hvor jeg normalt sad, og foldede armene foran sig. Selv om vejret ikke var særlig godt, så var det alligevel lykkedes hende at blive gyldenbrun. Det passede godt til hendes lange, glatte, mørke hår og fik de blå øjne til at stråle som safirer.

”Ikke for at være ond, vel?” indledte hun og pustede en tot pandehår væk fra ansigtet. ”Har du egentlig nogle venner længere?”

Spørgsmålet gav mig lyst til at fortælle hende, at jeg havde lært, hvad rigtige venner var, og at hun og de andre aldrig havde været det for mig. Men i stedet for bitterhed følte jeg en sær ro og varme indeni. Jeg tænkte på Kasper og den første gang, jeg mødte ham. Hvem af mine gamle venner ville have vidst, hvordan de skulle håndtere, hvad han havde fundet mig i gang med at gøre? Så tænkte jeg på Mathias og Nicoline, Emma og Mette og den måde, hvorpå de havde været der for mig siden dag et, til trods for at jeg aldrig havde gjort noget som helst for at blive venner med dem. De accepterede mig bare, som jeg var, uden at stille spørgsmål eller dømme.

”Ja, selvfølgelig.” Lige nu tvivler jeg på, at jeg nogensinde har haft flere venner. Den sidste del undlod jeg at sige højt, for jeg vidste, at denne samtale ikke var meget mere privat end kontorets meldinger over højttaleranlægget.

”Er vi stadig cool?” Hun så på mig med de der klare øjne og så et øjeblik helt uskyldig ud. Det tog mig ikke mange sekunder at huske, hvorfor jeg havde valgt at have noget kørende med hende.

”Hvorfor skulle vi ikke være det?”

Hun tøvede et øjeblik og pillede lidt ved sømmen på sin T-shirt. ”Jeg ved det ikke,” afslørede hun så. ”Du har bare virket så anderledes, siden du kom tilbage.”

”Jeg kan godt lide at tro, at det er en positiv forandring,” sagde jeg og indså først bagefter, hvor meget det lød som noget, Kasper ville have sagt.

”Jeg har haft helt vildt dårlig samvittighed over, at jeg ikke besøgte dig på sygehuset,” mumlede hun.

Anspændtheden i hendes skuldre fortalte mig, at det ikke var nu, jeg skulle afsløre min skuffelse over dette. ”Du var langt fra den eneste, der blev væk.” Dette var de mest trøstende ord, jeg kunne præstere, og de lød ynkelige, selv i mine egne ører.

”Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, du ved … Jeg vidste ikke, hvad det betød for dig og mig.” Tilføjelsen kom som et hammerslag, og jeg vidste, at jeg havde fået dommen.

Dårlig samvittighed over slet ikke at have tænkt på hende i de sidste par måneder ramte mig midt i brystet, blandet med skuffelsen over, at det ikke ville blive til noget igen. Som sådan kunne jeg jo ikke bebrejde hende, for det måtte være anstrengende at have en kæreste som mig. Ikke alle piger var lige så enestående som Emilie.

Før jeg kunne nå at sige mere, gik døren op, og ind kom Nicoline og Emma, som – fordybede i samtale – tog plads til højre for mig. Terese så en enkelt gang i deres retning, inden hendes øjne gled over mod mine og blev der et stykke tid. Så rejste hun sig, samlede sine bøger op og flyttede ned på bagerste række, hvor hun holdt til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...