Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1499Visninger
AA

20. Kapitel 18

 

Hvor min opvågning fra komaen havde været lidt som gradvise svømmetag mod bevidsthed var denne radikalt anderledes: det føltes som at blive slynget tilbage i min krop, og jeg var ikke overbevist om, at det ikke var kollisionen med madrassens fjedre, der fik mig til at sætte mig op med det samme.

I mit bryst hamrede hjertet så hårdt mod mine ribben, at mine lunger hvæsede efter oxygen. Jeg halede luft ned i brystkassen og forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Det delvist størknede, klistrede stads omkring mine øjne gav mig dog hurtigt det mest logiske svar. At solen tydeligvis strålede fra sin plads på himlen bidrog yderligere til min konklusion.

”Fuck,” hviskede jeg forpustet, som om jeg virkelig havde løbet.

Det tog mig et par minutter at falde til ro. Det var en drøm. Kun en drøm. Men en DRØM? Dele af min bevidsthed kunne ikke komme sig over det faktum, at jeg åbenbart havde sovet. Min krop, derimod, kunne sagtens bearbejde denne nyfundne viden, for den stræbte allermest efter bare at krybe ned under dynen – som jeg var faldet i søvn på – og tage fat, hvor jeg slap.

Bedst som jeg traf beslutningen om at lade min udkørte krop vinde slaget, lød der et højt knald i køkkenet mere eller mindre lige ude foran min dør. Og så var jeg vågen.

Min far bandede, min mor kom med et forskrækket udbrud, og jeg kunne høre Liv være ved at kaste op af grin længe efter. Dette tog jeg som en hentydning til, at jeg hellere måtte komme ud af fjerene.

Verden snurrede en enkelt gang, da jeg gjorde den første store bevægelse i retning af kørestolen foran sengen. Mine fingre klemte stramt omkring stoffet under mig, indtil alting stod stille for mit blik igen. Så prøvede jeg lidt mere forsigtigt – heldigvis med større held.

Det var længe siden, at jeg havde haft svært ved at finde ordentligt på plads i sædet, men der var en slags ubehag i min krop, jeg ikke kunne undslippe, uanset hvor meget jeg justerede mine fødders placering. Til sidst besluttede jeg mig for – rent ud sagt – at skide på det hele og bare trille af sted.

Idet min dør gled op, blev der stille i køkkenet, og jeg kunne fornemme, hvordan alles opmærksomhed blev rettet mod mig. Jeg forsøgte at synke kvalmen bagerst i min hals og se normal ud, men det var sværere end som så; de stirrede alle på mig, som om jeg var en alien, der netop havde landet et rumskib på husets tag.

”Styr lige jeres begejstring,” kommenterede jeg tørt, idet jeg indtog min sædvanlige plads, hvor der manglede en stol. Asymmetrien var af og til ved at drive min mor til vanvid, men hun lod den være der for min skyld.

”Godmorgen, skat,” lød det så endelig fra hende. Liv sendte mig et sigende ”hvad-er-der-med-dig”-blik hen over appelsinjuicen.

Tanken om mad og drikkelse fik min mave til at vende sig og knurre højlydt. Om det var et råb om hjælp eller en advarsel var jeg ikke sikker på, men jeg besluttede mig for ikke at udfordre skæbnen alt for meget.

”Hvad er klokken?” spurgte jeg ud i rummet, bevidst om at jeg ikke havde svaret min mors forsinkede hilsen.

”Lidt over elleve,” konstaterede min far. Og så blev det klart for mig, hvorfor de var så overraskede over min tilstedeværelse. Eller nok nærmere manglen på samme de fire forgangne timer.

Det forklarede naturligvis også, hvorfor alle deres tallerkener var tomme, og hvorfor Liv ikke så fuldstændig død ud. Jeg havde vænnet mig så meget til at se min femtenårige lillesøster morgensur og med søvn i øjenvipperne, at dette var en omvæltning af karakter. Jeg sad bare helt stille og kom mig over, hvor tiden var blevet af.

”Jeg har sovet,” erklærede jeg, men deres manglende reaktion mindede mig om den løgn, de levede med. Derfor justerede jeg min historie lidt, drejede den mod sandheden: ”Det blev sent i går.”

”Var du fuld?” spurgte min lillesøster lidt for ivrigt.

”Næh,” løj jeg med et skævt smil.

”Hvor var I henne?”

Hvor tredjegradsforhøret kom fra, anede jeg ikke, men det var fint nok. I det mindste skulle hun ikke denne gang udspørge mig om, hvorvidt jeg var i et homoseksuelt forhold med Kasper.

”Vi startede på Ryan’s og endte på A Bar.”

Jeg rakte hen over bordet for at tage en skive franskbrød og bakken med Kærgården, der stod ud for min far.

”Hvordan kom du egentlig hjem?” ville min mor vide.

Jeg tænkte mig om, og så kunne jeg ikke lade være med at grine lidt akavet. ”For at være ærlig kan jeg ikke huske det.”

Denne udtalelse fik min søster til at skraldgrine, akkompagneret af mine klukkende forældre. De høje lyde fik det til at runge i mine øregange, og det føltes lidt, som om hjernen var ved at blive mast flad mod bagsiden af mit kranium.

”Øjeblik,” erklærede jeg og trillede baglæns, drejede stolen og fortsatte mod badeværelset.

I skuffen under vasken fandt jeg en æske Pinex og skyllede to af de hvide piller ned uden væske. Det var måske ikke den smarteste idé at gøre det på tom mave, men jeg kunne ikke overskue at spise i larmen med mit hoved dunkende på den måde. Placeboeffekten slog til med det samme: så snart de små kemisk fremstillede klumper var gledet ned gennem min hals, fortog smerten sig. Så hurtigt er der naturligvis ingenting, der virker, når det indtages i den form, men bare den viden, at bedring er på vej, er ofte nok.

Lydene af denne helt almindelige weekendmorgen forekom mig igen overskuelige og beroligende. Som lyden af rislende vand i en bæk eller løv der rutsjer mod hinanden i den lun sommerbrise. Tallerkener blev flyttet rundt, genstande blev løftet og sat ned igen, bare ben klistrede til blanke stolesæder og stole skrabede mod gulvet.

Alting var som det plejede. I hvert fald lige indtil Liv åbnede munden igen. Hun talte med den største selvfølge og i samme overdrevet dramatiske og ironiske tonefald, som hun ville have brugt om enhver ting af samme slags. Men ordene og deres betydning ville komme til at nage mig i lang tid. Det vidste jeg fra det øjeblik, hvor jeg hørte dem:

”Ej, jeg havde den mærkeligste drøm i nat. Først var jeg på vej til terminsprøve i matematik, men jeg var ved at komme for sent. Så dukkede Kasper op i en eller anden bil og sagde, at han ville køre mig i skole. Men da vi kom til skolen, kørte han videre og sagde, at vi skulle besøge et hemmeligt sted. Og så vågnede jeg.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...