Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1489Visninger
AA

19. Kapitel 17

 

Dette var utvivlsomt det mærkeligste sted, jeg nogensinde havde besøgt. Hvad havde min farmor tænkt på, da hun lokkede mig til at tage på denne tur?

Lokalet var fuldt af røg, som til en af de fester i 1.g, hvor røgmaskinen var gået amok og havde gjort kantinen til et ufremkommeligt kaos af former, der var på kollisionskurs så snart de kom inden for synsvidde. Lamperne i kantinen havde været udtværede ovaler, hvis lys kæmpede mod den fortættede, nærmest kvælende luft.

Her var det ikke svært at trække vejret. Det var, som om tågen holdt sig på afstand af mig, men gjorde omverden sløret. Ligesom til festen kunne jeg se skinnende konturer, men disse var længere, smallere, ikke runde. Deres kulører var så forskellige som spotsene, men de var alligevel anderledes på en uforklarlig måde. De ville ikke have været nemme at beskrive med navnet på en farve eller en kategori.

”Jeg er sent på den!” hørte jeg pludselig et lille stykke bag mig. Det var Livs stemme, klar og lys og præget af den der bitre undertone, hun altid havde, når hun var presset.

Jeg vendte mig for at se, hvor hun var, og om jeg måske kunne se hendes silhuet i de grå masser. Men det eneste, jeg kunne se, var en strålende døråbning. Den virkede bekendt. Som dengang Liv og jeg som yngre havde sneget os ind til Lærke om aftenen uden vores forældres vidende om det. Lærkes værelse lå for enden af gangen på førstesalen, og i mørket hvor vi burde ligge og sove havde den bløde belysning syntes meget tiltalende og mystisk.

”Liv?” kaldte jeg forvirret.

Svaret, jeg fik, var ikke det, jeg havde forventet. I stedet for min søsters velkendte stemme lød der en uigennemskuelig mumlen omkring mig. Selv om jeg ikke kunne se mennesker, så var jeg sikker på, at de måtte opholde sig et sted inde bag de lysende rammer.

”Lars, du kan da ikke sætte tallerkenerne i opvaskeren …” Det var min mors stemme, der gled forbi mig, og jeg stoppede og drejede hovedet for at følge ekkoet af lyden.

Ud af det blå kom en knaldrør Ferrari racende ud fra lyset, og lygterne skar sig vej et stykke gennem tågen. For en ganske kort stund kunne jeg se klart, og det, der åbenbarede sig for mig, var det mærkeligste, jeg nogensinde havde været ude for.

Til venstre, under en himmel i lilla og lyserøde nuancer, rejste futuristiske skyskrabere sig. Selv på afstand kunne jeg se, at noget bevægede sig rundt, svævende i luften, i faste mønstre. Som om der var trafik i luften. Den vildeste science-fiction-oplevelse. Stedet havde en særlig glans; det så ud til at være rent og tillokkende, men århundreders vandring væk.

Til min højre side strakte et broget landskab sig så langt, jeg kunne se. Der var bjerge et sted i baggrunden, græs- og skovbeklædte højdedrag, stedvist brudt af grundfjeld. For fødderne af disse lå mere skov, frodige grønne stepper med vilde heste og i ny og næ også en lille landsby med huse i bedste middelalder-stil. Gennem landskabet og frem mod midten af mit synsfelt strakte der sig en flod, og langs den lå der alt, hvad jeg kunne forestille mig. Parcelhuskvarterer, villaveje, slumområder, slotte, nedbrændte huse, Seden Skole, Odense Katedralskole, Munke Mose, Golden Gate, Eiffeltårnet … Alt.

For enden af floden nåede jeg lige at skimte det mest besynderlige af det hele. Vand rullede i små, harmløse bølger ind mod en tætstampet søbred, hvor der stod en bænk. Der var et underligt lys omkring stedet, før det blev indhyllet i grålige, mørke skyer. Som om det stammede alle steder fra. Og var det mennesker, der stod ved søbredden?

Det løb mig koldt ned ad ryggen. Træerne omkring det grålige, skinnende vand så nøgne og misformede ud. Som havde de været udsat for syreregn.

Så forsvandt det, og panikken bredte sig i mit bryst. Hvad var det for et sted? Hvem var folkene, der stod der? Jeg måtte finde ud af det.

Mine fødder satte i bevægelse helt af sig selv, og pludselig sprintede jeg barfodet hen over det ujævne underlag uden at kunne se noget som helst. Stemmer – velkendte og ukendte – susede forbi mig fra dørkarmene, som jeg slet ikke koncentrerede mig nok om. De var overalt omkring mig, svævende, hængende, liggende …

Og jeg blev ved med at løbe, lige indtil jeg hørte min yngste søster igen: ”Kasper, hvor skal vi hen?”

Da huskede jeg, at jeg ikke kunne løbe. At jeg ikke kunne gå. At der ingen mulighed var for, at jeg stod oprejst i den virkelige verden. Som på kommando nægtede mine fødder at rykke sig en tomme, og jeg væltede fremover mod tågen omkring mine fødder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...