Drømmefanger

Da Lasse kommer ud for en alvorlig skiulykke, får det voldsomme fysiske konsekvenser. I længden er det dog søvnløsheden, der plager ham mest - til det punkt hvor han tager imod en så alternativ hjælp som en drømmefanger er. Hvad han ikke ved er, at accepten af drømmefangeren vil vende op og ned på hans tilværelse, som den er. Meget hurtigt bliver den et middel, som han kan udnytte til egne formål på godt og ondt.

7Likes
47Kommentarer
1487Visninger
AA

18. Kapitel 16

 

Ugen forløb således, at jeg afleverede alting i tide, lavede alle lektier og fulgte med i samtlige timer. Oven i det tog jeg med Mathias og Nicoline ud for at spise is efter skole torsdag, og det krævede alle mine kræfter ikke at komme til at stirre tomt ud i luften under spisningen. Varmen gjorde det endnu sværere for mig: jeg svedte lidt mere, brugte lidt mere energi. Så da sidste modul fredag sluttede med et brag, var jeg klar til endnu en begivenhedsløs weekend foran tv’et.

Sådan skulle det imidlertid ikke være, hvis Kasper havde noget at skulle have sagt. Det lod det i hvert fald til, eftersom han fredag aften kom på uanmeldt besøg efter aftensmaden. Stik imod hvad jeg ville have forventet af ham, kom han ikke vadende ind i køkkenet, da min mor lukkede ham ind, men blev stående udenfor og ventede, til jeg fik manøvreret mig derud og lukket døren.

For én gangs skyld så han ikke glad ud, og han lignede ikke én, der ville være let at opmuntre. Hvordan jeg kunne se, at han ikke var i godt humør – ud over hans manglende smil – vidste jeg ikke, men det var tydeligt.

”Godaften til dig også,” kommenterede jeg i et forsøg på tør humor.

Det trak i hans ene mundvig, men smilet blegnede, før det havde vundet kraft. ”Hvad laver du i aften?” Han så ikke direkte på mig, hvilket han ellers altid gjorde.

”Ligger i min seng og ser Prison Break indtil morgenmaden bliver serveret,” svarede jeg. ”Og du?”

”Jeg havde noget lidt mere ungt i tankerne.” Han skar en grimasse og strammede grebet omkring sine krykker så meget, at knoerne blev hvide. Anspændt tilføjede han: ”Hvornår var sidste gang, du var i byen?”

Med et hævet øjenbryn krydsede jeg armene over brystkassen. ”Jeg kunne minde dig om, at jeg ikke er gammel nok.”

”Men det ville ikke besvare spørgsmålet.” Okay, så han var ikke til at løbe om hjørner med den aften.

”December … måske januar?” gættede jeg. Alt, hvad jeg huskede, var Christians blærede smil, idet han forsvandt ud fra baren med Patricia, og den hamrende hovedpine dagen derpå.

”Glimrende,” erklærede Kasper uden at ligne én, der syntes, at noget som helst var glimrende i øjeblikket. ”Har du lyst til at slutte dig til mig?”

Jeg tøvede. Ikke fordi jeg var bange for at gå ud, nu hvor mine forhold var lidt anderledes end sidst, og ikke fordi jeg ikke ønskede at holde ham med selskab. En del af mig havde virkelig bare ikke overskuddet til det, og jeg var dødtræt.

”Giv mig en god grund til, at jeg skulle gøre det,” forlangte jeg.

Han sukkede højlydt. ”Det kan jeg ikke,” tilstod de tusind logiske argumenters mand. ”Men kan du gøre det alligevel?”

Egentlig var det jo verdens værste grund, men jeg overvejede det alligevel. Alkohol kunne løse ubehageligt mange problemer, hvis den blev indtaget i tilstrækkeligt skadelige mængder. Inderst inde vidste jeg godt, at hvis jeg kunne falde i søvn efter en bytur, så var jeg i overhængende fare for at gøre det igen og igen og igen, indtil jeg var full-blown alkoholiker.

Dertil var jeg bare ikke nået endnu, og Kasper så tilstrækkeligt bedende ud til, at jeg nikkede tøvende.

Mere behøvedes ikke.

 

Jeg er ikke stolt af at indrømme dette, men jeg husker ikke meget af den aften. Kun at vi startede på Ryan’s – en pub i bedste irske stil i bymidten – hvor vi mødte nogle af de typer, jeg gik i folkeskole med. Efter adskillige runder fadøl tror jeg, at vi bevægede os videre til the Australian Bar (A Bar), fordi det var det eneste feststed, hvor vi kunne få kørestolen ind. Derfra begynder det at glippe for mig med erindringer, så lad mig blot konkludere dette til de få, der måske ikke har indset det endnu:

Jeg var meget, meget træt og meget, meget fuld, da jeg på mystisk vis endte ude foran mit hjem en gang hen mod klokken halv seks om morgenen.

Den kolde luft må have klaret mine tanker, for jeg husker ikke taxaturen hjem, men jeg husker at det næsten var lyst, da jeg trillede gennem indkørslen og om til hoveddøren. Da jeg så rampen, der ledte op til afsatsen foran den hvide dør, overvejede jeg seriøst at blive siddende udenfor, for jeg magtede ikke at anstrenge mig.

Alligevel tog jeg mig sammen, trillede op, åbnede døren og rullede ind gennem den forreste del af huset til mit værelse. Først der gik det op for mig, at jeg ikke havde fået smidt skoene og jakken endnu, så jeg brugte ti minutter på – kluntet – at løsne snørebåndene og gjorde kort proces med den varme beklædning omkring min overkrop. Denne endte på gulvet bag mig.

Da jeg bøjede mig fremover for at skubbe mine sko af vejen, fik jeg øje på en perle-pyntet fjer. Forsigtigt løftede jeg drømmefangeren ud under min seng. I det øjeblik havde intet nogensinde set smukkere ud i mine øjne: fjerene roterede ganske let grundet bevægelser i luften, snorene dannede et kompliceret og fuldstændig symmetrisk mønster i den runde ring, og perlerne lyste op i det begyndende dagslys. De raslede endda, når jeg bevægede hånden.

Mine kluntede fingre fik fat om den løkke, der skulle holde genstanden hængende i luften. Uendeligt varsomt lagde jeg den fra mig på sengen, fik løftet mine uduelige ben ud af kørestolen og fulgte selv efter. Det var møjsommeligt at orme mig hen over dynen uden at beskadige den gamle, skrøbelige tingest, men omsider fik jeg den løftet op til kanten af den hylde, der hang over min seng.

Et par forsøg senere hang den der og gloede på mig med sit ene, altseende øjne. Den så direkte ind i min sjæl, og jeg lod den gøre det, betaget ud over alle grænser. Cirkulationer i den ellers stillestående luft fik fjerene til at feje og danse, og øjet tog forskellige vinkler af mit værelse i betragtning. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad indianeren, der havde fremstillet den, ville have sagt til mit moderne, enogtyvende århundrede-værelse.

Med et fjoget grin på læben lagde jeg mig ned på ryggen, så jeg stadig kunne se det magiske vidunder over mig.

Der var noget beroligende over de bløde, runde bevægelser og manglen på skarpe kanter i genstanden. Jeg mærkede mine lunger slappe af; min vejrtrækning sløvedes; selv dele af min krop, der ikke var lamme og ubrugelige, slappede af; og mine øjne gled gradvist i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...